Fremsat 07-10-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 20-10-2020
Betænkning afgivet 12-11-2020
2. behandlet/direkte til 3. behandling 24-11-2020
3. behandlet, vedtaget 26-11-2020
Ministerområde:
Erhvervsministeriet
Lovforslaget handler om at styrke Erhvervsstyrelsens kontrol med virksomheder, der har aktiviteter, der er omfattet af dual use-eksportkontrolregelsættet eller af EU-restriktioner over for tredjelande (EU-sanktioner).
Erhvervsstyrelsen får med forslaget beføjelser til at kræve alle relevante oplysninger udleveret fra disse virksomheder og til at foretage kontrolbesøg, der både kan være varslede og ikkevarslede. Virksomhederne vil efter lovforslaget være forpligtede til at bistå Erhvervsstyrelsen i forbindelse med anmodninger om oplysninger eller gennemførelse af kontrolbesøg.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med Erhvervsstyrelsens øvrige kontrol- og tilsynsaktiviteter. Med forslaget vil Erhvervsstyrelsen have mulighed for at kunne sætte ind med målrettet vejledning over for virksomhederne på kontrolbesøget, samtidig med at virksomheder, der ikke overholder reglerne, vil blive stillet til ansvar. Strafbare overtrædelser af gældende regler vil blive politianmeldt.
Loven skal træde i kraft den 1. januar 2021.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 55 (S, RV, SF, EL, ALT, Sikandar Siddique (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 43 (V (ved en fejl), DF, KF, NB og LA), hverken for eller imod stemte 0.