Det næste punkt på dagsordenen er:

50) Forespørgsel nr. F 43:

Forespørgsel til social- og ældreministeren:

Hvad er ministerens holdning til, at personkredsen, der kan få fleksibel og helhedsorienteret hjælp via borgerstyret personlig assistance, er blevet indsnævret, at der er akutte problemer vedrørende brugen af rådighedstimer og afvisning af, at hjælperne følger borgerne under indlæggelse, og at almindelige, dagligdags pleje- og sundhedsydelser bliver fjernet fra hjælperordningerne?

Af Karina Adsbøl (DF), Marie Bjerre (V), Charlotte Broman Mølbæk (SF), Henrik Vinther (RV), Jakob Sølvhøj (EL), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Mette Thiesen (NB).

(Anmeldelse 11.02.2021. Fremme 23.02.2021).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 3. juni 2021.

Den første, der får ordet, er fru Karina Adsbøl, som er ordfører for forespørgerne og skal begrunde forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. I Dansk Folkeparti har vi valgt at indkalde til den her forespørgselsdebat, fordi det er en rigtig vigtig debat, og fordi vi kan se, at BPA-ordningen er under pres. Vi har også forespurgt andre partier, om de ville være med til den her forespørgselsdebat, og det er jo blevet til en bred skare bestående af V, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, De Konservative og Nye Borgerlige, og vi har et håb om, at vi ved at samarbejde på tværs kan nå længst.

Forespørgslen lyder: Hvad er ministerens holdning til, at personkredsen, der kan få fleksibel og helhedsorienteret hjælp via borgerstyret personlig assistance, er blevet indsnævret, at der er akutte problemer vedrørende brugen af rådighedstimer og afvisning af, at hjælperne følger borgerne under indlæggelse, og at almindelige, dagligdags pleje- og sundhedsydelser bliver fjernet fra hjælperordningerne?

Det er en kæmpe udfordring for de mennesker, det handler om. FOA har beskrevet problemet således, at man f.eks. som handicaphjælper ofte kun får løn for halvdelen af arbejdsdagen. Thomas Krog, som er handicappolitisk teamleder i Muskelsvindfonden, beskriver i »Muskelsvindfonden«, at ved 12-timersvagter bliver halvdelen af timerne f.eks. udmålt som rådighedstimer, og at lønnen også bliver det halve. Det gør så, at det er en kæmpe udfordring for dem, som skal rekruttere hjælpere, f.eks. i forhold til også at fastholde de hjælpere, de har. Hvis man nu kigger på vejledningens punkt 69, ser man, at der klart og tydeligt står, at kommunalbestyrelsen jævnfør udmålingsbekendtgørelsens § 5 skal udmåle et tilskud til løn, der reelt gør det muligt at rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere.

Thomas Krog fra Muskelsvindfonden spørger også i sit indlæg om, om kommunen og Ankestyrelsen har misforstået hele formålet med rådighedstimer, eller om man i fællesskab har omdefineret det begreb, som jo oprindeligt var, at man skulle have en god ordning, og man kan sige, at ord som rummelighed og fleksibilitet jo også er nøgleord i regelsættet for BPA-ordningen. For allerede under punkt 1 i vejledningen fremgår det, at formålet med BPA ikke blot er at fastholde, men også at opbygge et selvstændigt liv.

Det fremgår jo også af vejledningens punkt 32, at vurderingen skal foretages med afsæt i formålet med BPA og således ikke må være så snæver, at timerne kun kan udmåles til hjælp til helt bestemte tidspunkter eller helt bestemte aktiviter, da det vil mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse, der er forudsat i ordningen.

De mennesker, som har brug for en BPA-ordning, eller som har en BPA-ordning, oplever jo, at ordningen er under massivt pres. De oplever stopursmetoder og unødvendig mistænkeliggørelse. Og derfor ser jeg frem til ministerens besvarelse i dag, for handling er der brug for. Tak for ordet.

Tak til fru Karina Adsbøl for begrundelsen for forespørgslen. Så er det ministeren, og jeg vil bare lige opfordre til, at man trækker lidt ud bagved, hvis man gerne vil have længere samtaler, for vi kan faktisk godt høre det helt heroppe på talerstolen.

Værsgo til social- og ældreministeren for en besvarelse af forespørgslen.

Tak for det, formand, og først og fremmest en stor tak til stillerne af forespørgslen, for servicelovens hjælperordninger er og bliver vigtige ordninger i den hjælp, vi tilbyder mennesker med handicap i Danmark. I sidste uge diskuterede vi også i flokken her hjælpeordningerne på et samråd i Socialudvalget. Nu har vi så lejlighed til at gør det igen, denne gang i Folketingssalen.

Hjælperordningerne er til for de borgere, vi har her i samfundet, som har et meget omfattende hjælpebehov. Formålet med ordningerne med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance, altså BPA, efter servicelovens § 95 og § 96, bedre kendt som hjælperordningerne, er at skabe mulighed for en helhedsorienteret hjælp for borgere med et omfattende hjælpebehov. Ordningerne er altså rettet mod borgere, der ikke selv er i stand til at gøre mange af de ting, vi andre hver dag tager for givet.

Forestil jer f.eks. en helt almindelig hverdag, hvor man om eftermiddagen har et socialt arrangement, man glæder sig til – det kan f.eks. være en cafétur med en ven eller en veninde. For et menneske, der er i målgruppen for en hjælperordning, kan en sådan cafétur vise sig at være en nærmest umulig opgave, hvis man ikke har en hjælper til at bistå med alt det praktiske ved gennemførelsen af turen. For hvordan skal man pakke tasken, komme ud ad døren og blive transporteret hen til caféen, hvis man har et omfattende bevægehandicap og funktionsnedsættelse i bevægeapparatet? I sådan et tilfælde er det centralt, at man har en hjælper, der sætter borgerens behov i centrum.

Hjælperordningerne er fleksible ordninger, der kan tilbyde individuelt tilpasset hjælp til borgeren, så borgeren kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv. En hjælperordning kan nemlig opfylde personlige behov og ønsker af praktisk og social karakter, som ikke ville kunne tilbydes af en hvilken som helst medarbejder. Det er derfor afgørende, at borgerne har et fast team af hjælpere, der kan afkode borgerens behov i hverdagen, så hjælperne ved, hvornår de skal være på, og hvordan de skal trække sig i baggrunden f.eks. på en cafétur. Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at hjælperordningerne har stor betydning for de borgere, der har massive hjælpebehov, og som efter en konkret og individuel vurdering har brug for de her ordninger.

Forespørgslen her sætter som det første fokus på spørgsmålet om, hvorvidt personkredsen i hjælperordningerne er blevet indsnævret. Som jeg også nævnte på samrådet i sidste uge, så mener regeringen ikke, at det skal være en kamp for mennesker med handicap at få hjælp, og ingen mennesker skal lades alene med udækkede hjælpebehov. Hvis et menneske efter en konkret og individuel vurdering opfylder lovgivningens krav, så skal man naturligvis have den hjælp, der modsvarer hjælpebehovet.

En ordning efter servicelovens § 95 om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere er og har hele tiden været rettet mod borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har et behov for hjælp til personlig pleje og til at løse praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer om ugen. Og en ordning efter servicelovens § 96 om BPA er, som den også hele tiden har været, rettet mod borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte, herunder behov for støtte til pleje, overvågning og ledsagelse. Der er altså ikke sket ændringer i reglerne, som indsnævrer personkredsen, hverken for hjælperordningerne efter § 95 eller § 96.

Hvis man kigger på tilgangen til hjælperordningerne, forstået som nye modtagere i et givent år, så viser ministeriets tal, som jeg også nævnte på vores samråd om hjælperordningerne i sidste uge, at tilgangen til begge ordninger er faldet i 2018 og 2019 sammenlignet med 2017. Men kigger man i stedet på det samlede antal modtagere af de to hjælperordninger, så ser man et noget mindre dramatisk billede.

Det samlede antal modtagere er ikke faldet voldsomt. Fra 2015 til 2019 er antallet af modtagere af § 95 faldet fra 530 til 490 personer, og antallet af modtagere af § 96 er faldet fra 1.800 til 1.780 personer. Ser man på udgifterne til de to ordninger, fremgår det yderligere, at de samlede udgifter til de to ordninger hverken i årene 2017 til 2019 eller set over en længere periode fra 2009 til 2019 er faldet. Der er enkelte udsving mellem årene, men ingen tendens til støt fald.

Samlet set kan man altså sige, at der ikke er tale om en meget markant reduktion i det samlede antal modtagere af ordningerne, eller når det gælder udgifterne i perioden 2015 til 2019, men at der dog er tegn på, at antallet af modtagere er faldet lidt i de seneste år, samt tegn på et fald i tilgangen af modtagere.

Når alt det er sagt, hører det også med til historien, at de tal for både tilgang og modtagere, som der refereres til, er behæftet med en række usikkerheder, f.eks. at de beror på data fra kun 45 kommuner og er opregnet herfra til landsplan. Vi har altså ikke de faktiske tal fra kommunerne, som kan vise os det fulde billede.

Dertil kommer, at tallene kun fortæller os om udviklingen i antallet af modtagere, men ikke siger noget om årsagerne, altså hvad der driver udviklingen og faldet i tilkendelsen af nye modtagere af hjælpeordningerne. Er det kommunerne, der er blevet mere tilbageholdende i tilkendelsen af ordningerne, sådan som det også er den underliggende præmis i spørgsmålene, eller er der færre borgere, der opfylder kravene i lovgivningen for at modtage ordningerne? Det kan vi sådan set ikke sige noget om med sikkerhed.

Jeg har naturligvis noteret mig, at der er organisationer på området, der mener, at der er tale om det første, altså at det er blevet sværere at få tilkendt en hjælpeordning. Jeg noterer mig også, at man fra kommunernes side omvendt hælder til det sidste, nemlig at man i kommunerne tidligere har været for rundhåndet med at tilkende ordningerne, sådan lidt groft sagt.

Stillerne af forespørgslen spørger dernæst ind til kommunernes brug af rådighedstimer. Jeg vil gerne slå fast, at lovgivningen er meget klar, når det gælder, hvornår kommunerne kan udmåle disse timer. For kommunerne kan kun i helt særlige tilfælde, hvor hjælperen er til stede, men kun undtagelsesvis, udføre aktiviteter for borgerne udmålt i rådighedstimer. Også når det gælder selve definitionen af rådighedstimer, fremgår det tydeligt i lovgivningen, hvad der menes. Rådighedstimer er timer, hvor hjælperen er til stede, men kun helt undtagelsesvis udfører hjælp for borgeren. Det kan f.eks. være i forbindelse med delt tjeneste eller ved et mere spredt hjælpebehov.

Det er altså hverken acceptabelt eller inden for lovgivningens rammer, hvis rådighedstimer anvendes i større omfang end det. Men hvorvidt rådighedstimer generelt set bliver anvendt i større omfang, end lovgivningen tillader, har vi svært ved at slå fast på grund af manglende viden om brugen af rådighedstimer. Vi har altså ikke belæg for at konkludere, at der generelt set er akutte problemer med brugen af rådighedstimer.

Den tredje problemstilling, som bliver anført i forespørgslen, handler om, at hjælperne ikke følger borgerne under indlæggelse på sygehuset. Det er sådan, at servicelovens bestemmelser hviler på et grundlæggende princip om sektoransvar. Sektoransvarlighedsprincippet går ud på, at den offentlig myndighed, der udbyder en ydelse, også er ansvarlig for, at den selv samme ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Med andre ord følger det altså af sektoransvarlighedsprincippet, at det er sundhedssystemets ansvar, at borgeren tilbydes den nødvendige og rette behandling og hjælp under indlæggelse på sygehuset.

Der skal dog i alle tilfælde, hvor en borger med en hjælperordning indlægges, foretages en konkret og individuel vurdering af spørgsmålet om opsigelse af hjælpere. Kommunerne skal således vurdere, om det er hensigtsmæssigt at opsige hjælpere under hensyntagen til, at borgeren kan bibeholde et stabilt hjælperteam under og efter endt indlæggelse.

Men først og fremmest vil det være sundhedssystemets ansvar, og det helt grundlæggende princip om sektoransvar afgrænser, hvem der skal tilbyde hjælpen, når borgeren bevæger sig på tværs af de forskellige sektorer.

Til slut spørges til min holdning til, at almindelige dagligdags pleje- og sundhedsydelser bliver fjernet fra hjælpeordningerne. Mere specifikt handler problemstillingen om, at den tid, der normalvis er afsat til at udføre disse opgaver, ikke længere indgår i udmålingen af det samlede timetal i hjælperordningen. I stedet leveres de pågældende ydelser af hjemmeplejen eller andet sundhedspersonale i kommunen. Det kan være med til at gøre hjælpeordningen mindre fleksibel, fordi borgeren i stedet for selv at kunne planlægge sin dag må afvente hjemmeplejen, og samtidig kan det være vanskeligt at få hjælpervagterne i ordningen til at hænge sammen, da udmålingen af tid kan blive mere fragmenteret.

Derfor gælder det allerede i dag, at borgerens hjælpebehov ud fra en konkret og individuel vurdering godt kan omfatte hjælp til almindelige dagligdagsting, som borgere uden handicap normalt må forventes at få udført, som f.eks. hjælp til sundhedsydelser. For hjælpebehovet hos borgere i målgruppen for BPA efter § 96, omfatter nemlig både større og mindre opgaver spredt over hele døgnet.

Vurderingen af hjælpen skal foretages med afsæt i formålet med BPA og må altså ikke være så snævert, at timerne kun udmåles til hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte aktiviteter, så der f.eks. ikke kan udmåles hjælpertimer til almindelige dagligdags ting som f.eks. sundhedsydelser. For det ville mindske fleksibiliteten og selvbestemmelsen, som jo er centrale elementer, der er forudsat i ordningen.

Som jeg indledte min tale med, udgør servicelovens hjælperordninger en vigtig hjælp til mennesker med omfattende hjælpebehov. Intentionen med hjælperordningerne er, at de skal skabe grundlag for fleksible ordninger, der tager udgangspunkt i borgerens hjælpebehov og selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.

Men når der fra interessenterne på området gives udtryk for bekymringer omkring hjælperordningerne, er der behov for at se nærmere på problemstillingerne, for det skal ikke være en kamp at få den nødvendige hjælp. Derfor har jeg igangsat et internt arbejde i ministeriet med at se på hjælperordningerne. Det interne arbejde vil blive udarbejdet hurtigst muligt og kortlægge de væsentlige problemstillinger omkring hjælperordningerne, hvor også problemstillingerne om rådighedstimer, sundhedsydelser og medtagelse af hjælpere på sygehuse vil blive inddraget. På baggrund af kortlægningen skal arbejdet give bud på mulige løsningsforslag på de væsentlige problematikker.

Derudover har vi også løftet kommunernes økonomi med mere end 3 mia. kr. i de to seneste økonomiaftaler, ligesom vi har gennemført en udligningsreform, der sikrer en større omfordeling fra de velstillede kommuner til de økonomisk udfordrede kommuner, så der er bedre råd til velfærd i alle kommuner. Vi har altså dækket demografien og mere til, så kommunerne også får bedre rum for at prioritere hjælpen til mennesker med handicap, herunder at mennesker, der efter en konkret og individuel vurdering har brug for en hjælperordning, kan få sådan en.

Ud over det igangsatte interne arbejde og regeringens løft af kommunernes velfærdsøkonomi har jeg også allerede haft en konstruktiv dialog med KL, Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening om netop problemstillinger med hjælperordningerne, da vi sidst havde møde – det var også det første møde i Partnerskab om tillid og retssikkerhed på handicapområdet.

Jeg håber og tror på, at den og også fremtidige drøftelser kan være med til at holde fokus på formålet med servicelovens hjælperordninger, så alle involverede parter sammen kan være med til at understøtte, at ordningerne ikke undermineres. For formålet med hjælperordningerne er at skabe grundlag for fleksible ordninger, der tager udgangspunkt i borgerens hjælpebehov og selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv. Det vil jeg fortsat værne om, og med det tak for ordet for nu.

Tak til ministeren for talen. Nu er det sådan, at vi har en forespørgselsdebat, og derfor har ordførerne mulighed for én kort bemærkning. Det er der mange der gerne vil have. Den allerførste er fru Karina Adsbøl fra DF. Værsgo for én kort bemærkning.

Tak. Det får ministeren jo mulighed for at bevise, altså om ministeren virkelig vil værne om den her ordning. Det må tiden jo vise.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om den interne arbejdsgruppe. Hvad er det præcis, den kigger på? Er det et 360-graderseftersyn, eller er det kun delelementer, man kigger på i den, eller hvordan? For det er jo væsentligt at se, at vi får genoprettet den her ordning, fordi vi ligesom kan se, at den er under pres, og vi har også kunnet se det i forhold til stopursmetoder. Herunder er der også arbejdsmarkedets parter, FOA og Dansk Erhverv samt branchen, der er interesseret i at finde løsninger, og de har endda sendt løsningsforslag til os – Handicapbranchen Danmark, FOA og Dansk Erhverv – hvor de skriver, at BPA-ordningen er truet, og fortsætter situationen uændret, vil 1.800 borgere stå uden virksomhedernes og foreningens rygdækning, og 12.000 ufaglærte handicaphjælpere vil arbejde uden regulerede forhold. Så måske ministeren lige vil komme ind på arbejdsgruppen, og hvornår arbejdsgruppen skal være færdig, så vi kan få noget handling frem for flere undersøgelser.

Ministeren, værsgo.

Tak for det. Den arbejdsgruppe, der sidder i mit ministerium og kigger på servicelovens hjælpeordninger, kigger på de problemstillinger, som er rejst her i dag, og som jo også, som ordføreren ganske rigtigt siger, er flaget af interessenter på området, også den omtalte brancheforening. Arbejdet går jo på at få kortlagt de væsentligste problemstillinger, og det er også om rådighedstimer, sundhedsydelser, medtagelse af hjælpere på sygehuse, men jo også at prøve at få et bedre greb om den her mere underliggende bekymring om en udhuling af ordningen. Jeg må også sige, at allerede nu er det arbejde begrænset af, at vi generelt mangler data på området, så sådan egentlige fuldstændige analyser, som vores datakontor kan levere på andre områder, vil man ikke kunne levere her. Men vi vil jo stadig kunne komme omkring både problemstillinger og mulige løsninger.

Tak for det. Den næste, jeg gerne vil give ordet, er fru Marie Bjerre fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg ville have spurgt ind til, om det her partnerskab, som ministeren har nedsat med KL og Danske Handicaporganisationer og socialpædagogerne og det interne arbejde, også omfatter problemerne med rådighedstimer, men det kan jeg forstå på svaret til min gode kollega fru Karina Adsbøl at det gør.

Så kunne jeg til gengæld godt tænke mig at spørge, om ministeren vil inddrage Folketingets partier i de her interne drøftelser og arbejdsmarkedets parter.

Værsgo til ministeren.

Tak for det. Jeg vil bare lige først afklare en misforståelse. Det er sikkert mig, der ikke har været tydelig nok. Der er både det interne arbejde, der er sat i gang i ministeriet, som kører i sit eget regi, og så er der de drøftelser, jeg har haft og fortsat vil have med partnerskabet med Kommunernes Landsforening og Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening. Det er to adskilte ting. Jeg ved ikke, om ordføreren havde fået det taget ned som sådan et joint venture, eller hvad det hedder på moderne dansk. Det er to adskilte ting. Men det er klart, at de problemstillinger, der bliver flaget det ene sted, flyder jo også ind det andet sted, så på den måde hænger det selvfølgelig sammen. Og jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi kommer til at diskutere det også i den her kreds, når vi ved mere om udfordringerne med BPA. I allerførste omgang tror jeg faktisk vi når at have endnu et samråd om BPA-ordningerne, inden Folketinget på et tidspunkt går på sommerferie, så det forventer jeg bestemt vi kommer til at drøfte med hinanden igen.

Den næste, jeg gerne vil give ordet, er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Værsgo.

Når vi taler om handicaphjælperens vilkår, er der for mig at se mindst to problemer. Det ene er, at kommunerne tilsyneladende ikke udmåler, i hvert fald ikke altid, efter udmålingsbekendtgørelsen. Men jeg vil nu godt spørge ministeren, om der ikke også efter ministerens opfattelse er brug for at kigge på selve indholdet af udmålingsbekendtgørelsen. Den er i dag konstrueret så ejendommeligt, at den på den ene side henviser til nogle overenskomstbestemmelser hos sammenlignelige faggrupper – man skal følge den grundløn, der er på området – og så er der et udpluk af tilfældige eller måske ikke helt tilfældige overenskomstbestemmelser, som man vil kunne finde hos denne faggruppe. Men der er ikke en helhed. Det vil sige, at man i udmålingsbekendtgørelsen sådan plukker nogle vilkår ud, som hjælpergruppen skal være omfattet af. Jeg spørger ikke til indholdet af overenskomsten – det er jeg med på forhandles af parterne – men om ministeren vil kigge på udmålingsbekendtgørelsen, sådan at der udmåles økonomi til at kunne sikre løn- og arbejdsvilkår, der svarer til sammenlignelige faggrupper.

Tak for det. Værsgo til ministeren.

Jeg er glad for, at ordføreren er enig med mig i, at overenskomstmæssige forhold er en sag for arbejdsmarkedets parter og ikke har med udmålingsbekendtgørelsen at gøre, for sådan hører jeg spørgsmålet. Noget af det, der bliver kigget på i det interne arbejde, er også, om der er behov for justeringer af udmålingsbekendtgørelsen. Jeg vil ikke konkludere noget på baggrund af det, før det arbejde er færdigt.

Tak for det. Og den næste, jeg gerne vil give ordet, er fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Jeg er også glad for at høre, at det her er en ordning, som ministeren vil værne om, for jeg mener, det er en rigtig vigtig ordning for rigtig mange mennesker med handicap, så de kan være herre i deres eget liv.

Jeg har to spørgsmål til ministeren. Det ene spørgsmål går på en udtalelse fra KL om det lavere antal tilkendelser, der har været – som ministeren også har redegjort for – i en artikel på dr.dk den 24. april 2021, hvor KL siger, det handler om, at de tidligere har været for rundhåndede, og at man nu skal lave om på lovgivningen, for at man kan nå tilbage til det gamle niveau. Er ministeren enig i den udtalelse?

Værsgo til ministeren.

Som jeg også sagde i min besvarelse, er det her område jo desværre, og det kan man beklage, og det tror jeg vi alle gør, præget af, at der mangler data. Så når vi kigger på det – og jeg gennemgik jo i min tale faldet i antallet af nytilkomne til ordningen, det samlede antal i ordningen, men jo også udgifterne – kan vi se, at udgifterne er stigende. Der er nogle udsving i tilgangen, og på den måde er det jo svært at konkludere noget specielt håndfast ud fra det. Jeg hører de bekymringer, der er, og tager dem også alvorligt, og derfor er vi også gået i gang med det interne arbejde. Men man kan jo desværre ikke med det datagrundlag, vi har nu, konkludere noget meget håndfast.

Tak for det. Og den sidste ordfører, der har indtegnet sig i denne omgang, er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Jeg synes også, at BPA-ordningen er en rigtig god mulighed for en fleksibilitet i den hjælp for de borgere, som får tilkendt den her hjælp og støtte. Men jeg synes samtidig, at vi skal kigge på, hvordan det her bliver udmøntet ude i kommunerne, bl.a. noget af det, som er en del af den her forespørgsel, altså det her med eksempelvis den problematik, at man siger, at de ikke må følge med borgeren på hospitalet eksempelvis under indlæggelse – at de er faldet lidt ned mellem to stole. For KL siger, at det er Christiansborg, og Christiansborg siger, at det kan man godt ude i kommunerne. Så er ministeren ikke enig i, at på nuværende tidspunkt er der ud over de udfordringer med, at der er færre, der får BPA-ordningen tilkendt, også en udfordring i, at der er en masse løse ender, som vi skal have styr på?

Ministeren, værsgo.

Nej, med det gældende sektoransvarlighedsprincip er der jo ikke løse ender i lovgivningen. Så er det klart, at nu har vi et samråd om den mere konkrete diskussion i forhold til hjælpere, og hvordan kommunerne altid skal lave en konkret og individuel vurdering, også når det kommer til spørgsmålet om en borger, der bliver indlagt. Der har vi et samråd senere på ugen. Men lovgivningen er sådan set klar, og hvis man vil ændre det sektoransvarlighedsprincip helt grundlæggende, har KL jo ret i, at så skal vi lave ny lovgivning, og så skal vi også have en anden finansiering af området. Det kan man godt mene, men det er jo så et helt andet snit, vi skal have både i vores lovgivning og i vores økonomi, end vi har i dag.

Tak til social- og ældreministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger i denne omgang, og så skal vi lige have sprittet af; tak for det.

Nu går vi over til forhandlingerne og de almindelige regler for korte bemærkninger. Først skal vi sige velkommen til ordføreren for forespørgerne, og det er fru Karina Adsbøl fra DF. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes altså bestemt, at jeg kan huske, at en tidligere minister har svaret, at hjælperen kan følge med på sygehuset. Men altså, det må vi jo få afdækket i det samråd, der kommer på et tidspunkt. Baggrunden for BPA-ordningen var, at den blev indført ved lov den 1. januar 2019, og den gav mennesker med stærkt fysisk handicap mulighed for selvbestemmelse og selvstændighed i dagligdagen, og for mange har den også medvirket til, at deres livskvalitet er blevet forbedret. Den 8. marts 2021 var der en artikel i Altinget, hvori det citeres, at »I KL ser vi gerne, at de problemer, som BPA-netværket peger på, løses«, og så blev ministeren bedt om at svare på, om ministeren delte KL's synspunkt om, at det er lovgivningen, der forhindrer, at en BPA-bruger kan medtage handicaphjælp, som kommunen har bevilget. Ministeren har svaret, at der ikke er foretaget nogen lovændringer i servicelovens hjælperordning, siden den trådte i kraft, også i forhold til det med rådighedstimer, og at det således hele tiden er fremgået af reglerne, at der netop også kun i helt særlige tilfælde skulle udmåles rådighedstimer. Når ministeren giver et svar på det, hvor ministeren siger »i helt særlige tilfælde«, må det jo betyde, at der som udgangspunkt ikke skal udmåles rådighedstimer, når man udmåler timer til en BPA-ordning. Ministeren svarer så også, at hvis kommunerne gør brug af rådighedstimer i et videre omfang end dette, er det ganske enkelt uacceptabelt og ikke i overensstemmelse med lovgivningen. Så kunne man jo spørge: Hvad vil ministeren så gøre ved det? Derfor er det vigtigt, at ministeren præciserer de gældende regelsæt, og såfremt det er lovgivningen, der er en barriere, har vi jo en forpligtigelse her fra Folketingets side til at få rettet op på det.

Noget, jeg også er meget forundret over, er, at vi som ordførere på det her område ikke umiddelbart er en del af de drøftelser, ministeren vil tage i regi af det nye partnerskab, som ministeren har lavet for retssikkerhed og tillid på handicapområdet, og hvor KL, Dansk Socialrådgiverforening og Danske Handicaporganisationer deltager. Og nu nævnte jeg tidligere nede fra min stol i Folketinget, at Handicapbranchen Danmark, FOA og Dansk Erhverv er kommet med en række løsningsforslag i forhold til det her område. Det er jo meget vigtigt, at ministeren også tager den del med – hvis ministeren ville høre efter frem for at skrive sms'er. Det er jo ikke første gang, at ministeren iværksætter partnerskaber den at have relevante ordførere med i disse drøftelser, og det synes jeg personligt er en hæmsko for det politiske arbejde.

Helt overordnet handler det om, at vi i fremtiden også kan skaffe hjælpere til BPA-ordningen og kan bevare borgernes frihed, altså skal brugen af rådighedstimer være en absolut undtagelse. Formålet med BPA er jo at tilbyde borgeren en fleksibel hjælperordning, der netop tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde og opbygge et selvstændigt liv. Ordningen er jo rettet mod borgere med massive og sammensatte hjælpebehov, hvor borgerens almindelige behov ikke kan dækkes ved en almindelig, personlig og praktisk hjælp m.v. Derfor vil borgeren jo ofte have brug for hjælp spredt ud over alle døgnets 24 timer. Muskelsvindfonden har også peget på to løsningsforslag. Det ene er at følge overenskomsten, så tilkald til en rådighedstime udløser en fuld arbejdstime med 150 pct. løn. Det andet er, at hjælperen skal have minimum 4 timers sammenhængende hvile, før rådighedstimer kan komme på tale. Når loven siger »i helt særlige tilfælde«, kan hjælpen udmåles til dækning af behovet i form af rådighedstimer til lav takst, som eksempelvis nævnes i Socialministeriets vejledning omkring delt tjeneste eller spredt hjælpebehov, hvor hjælperen kun helt undtagelsesvis udfører hjælp for borgeren.

Tanken bag rådighedsvagter var oprindelig, at de skulle binde vagter sammen, typisk i dagtimerne, hvor det ellers ville være vanskeligt at rekruttere hjælpere, og at hjælpen på den måde skulle blive sammenhængende. Det var ikke, at rådighedsvagter skulle anvendes i de mange dagtimer, som vi jo ser, og slet ikke om natten. Så det, der er helt særlige tilfælde, har vi bare været vidne til har udviklet sig til efterhånden at være mere reglen end undtagelsen, altså at en del af timerne bevilges som rådighedstimer både dag og nat, også selv om hjælperen udfører hjælp langt oftere end kun helt undtagelsesvis. Og der har vi en kæmpe udfordring – jeg kan se, at det her ur foran mig tikker ned – for det er nemlig vigtigt, at mennesker med handicap kan leve et selvstændigt liv, og derfor er BPA-ordningen en rigtig, rigtig god ordning, som vi skal værne om, og som vi skal kæmpe for at bevare, og derfor kommer vi også til fra Folketingets side at forfølge den her debat. (Den fg. formand (Annette Lind): Tak).

Må jeg læse et forslag til vedtagelse op? (Den fg. formand (Annette Lind): Det må ordføreren gerne. Værsgo). Tak. Jeg havde jo håbet, at vi kunne være fælles om det her forslag til vedtagelse, men jeg må nøjes med Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne, da jeg desværre ikke har kunnet få opbakning til den her vedtagelsestekst fra den anden side. Så på vegne af de partier vil jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker, at mennesker med handicap så vidt muligt har frihed til at deltage i livet på lige fod med alle andre. Folketinget tager de mange henvendelser fra borgere, organisationer m.fl. om, at BPA-ordningen er under pres, meget alvorligt.

Folketinget bemærker, at målgruppen, der får hjælp efter servicelovens §§ 95 og 96, ikke er blevet indsnævret i lovgivningen. Derfor skal den markante nedgang i tildelingen af kontanttilskud og BPA undersøges og inddrages i forhandlingerne på det specialiserede socialområde.

Folketinget mener, at ministeren skal inddrage Folketinget i drøftelser og det interne arbejde i partnerskabet med KL, DH og Dansk Socialrådgiverforening og indkalde til forhandlinger, så Folketinget sammen kan finde løsninger på de akutte problemer med rådighedstimer, at hjælperne ikke følger borgerne under indlæggelse, og at dagligdags pleje- og sundhedsydelser fjernes fra hjælpeordningerne. Folketinget ønsker ikke, at det skal være en kamp at få den hjælp, man har ret til.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 140).

Tak for ordførertalen, og tak for vedtagelsesteksten.

Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren for forslagsstillerne. Vi får lige gjort klar til den næste ordfører. Den næste ordfører er Socialdemokratiets ordfører, fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Tusind tak for ordet, og tak til alle jer, der har rejst den her forespørgselsdebat. Jeg vil faktisk rigtig gerne starte med at dele et bekendtskab med jer, for jeg ved ikke, om I kender Rullemarie. Og hvis I ikke gør det, så synes jeg, at I skal tjekke hende ud. Jeg synes, at I skal gå ind på Instagram og finde Rullemarie, og så vil I opleve, at der her er et meget skrøbeligt menneske, hvis knogler er lavet af glas. Og fra hun var helt lille, har hun gang på gang brækket knoglerne i sin krop. Hun er skrøbelig fysisk, men ikke psykisk. Marie lider af en bindevævssygdom, der gør, at hun konstant skal leve med frygten for, at hendes knogler brækker. Sygdommen gør også, at Marie sidder i kørestol. Det betyder enormt meget for, hvilke muligheder hun har for at leve sit liv.

Jeg har besøgt Marie midt imellem to nedlukninger i august, og selv om vi deler den samme by og faktisk bor utrolig tæt på hinanden, har vi aldrig mødt hinanden sådan direkte og på tomandshånd. Mit møde med Marie gjorde et særlig stort indtryk.

Marie har selv en borgerstyret personlig assistance, altså forkortet BPA, som er noget af det, vi skal diskutere her i dag. I daglig tale bliver den jo også kaldt Aarhusmodellen, fordi den er opfundet i Aarhus, og den var tiltænkt at give mulighederne for at skabe et langt bedre liv for mennesker med handicap. Under besøget talte vi rigtig meget om BPA'en, og Marie fortalte mig også om, at det er den hjælperordning, som gør, at det er muligt for hende at tage en uddannelse og have venner og være foreningsaktiv. Sagt på en anden måde er det den hjælp, der gør, at Marie har muligheden for at leve et aktivt og værdigt og godt liv. Det er også derfor, at jeg rigtig gerne vil dele mit bekendtskab med Marie med jer, for det viser rigtig godt, at der er mennesker, som er dybt afhængige af at få den rigtige hjælp for at kunne leve et godt liv.

Når modtagere af og repræsentanter for modtagere af BPA-ordningen beretter om, at de oplever problematikker med den, så det også vigtigt, at vi hører efter, og at vi spidser ører, og det gør vi netop her i dag. For det lyder bl.a. til, at der er en indsnævring af personkredsen, som har muligheder for at få BPA-ordningen. Og som ministeren også redegjorde for, kan vi se, at der er et mindre fald i antallet af modtagerne over de seneste par år. Samtidig kan vi, som ministeren også redegjorde for, se, at når man tager det over et lidt længere perspektiv og samtidig også indregner økonomien, så er udsvingene måske ikke så store, som man ellers kunne regne med.

Initiativtagerne til forespørgselsdebatten i dag ønsker – og det synes jeg faktisk også er med rette – at sætte fokus på, hvorfor og hvordan vi skal sikre, at dem, der har behov for en BPA, også får det. Det vil vi gerne være med til at finde ud af i Socialdemokratiet, og derfor er jeg også rigtig glad for, at ministeren her tidligere fortalte, at man vil gå ind i sagen og undersøge, hvordan det forholder sig med de problemstillinger, som netop bliver rejst i dag. Jeg ser frem til, at vi også senere på året skal have diskuteret, hvordan vi politisk værner om BPA-ordningen bedst muligt for mennesker, der som Marie har knogler som glas og har behov for hjælp, selv om man både menneskeligt og mentalt er sådan rock solid – som man ser, når man møder Marie og rigtig mange andre i hendes situation. Det handler altså om værdighed, og det handler om, at det ikke skal være en kamp at få hjælp, og at man får den rette hjælp første gang.

Jeg vil sige noget på vegne af den anden halvdel. Jeg kan så sige de samme ord, nemlig at jeg er ærgerlig over, at vi ikke kunne mødes om en tekst. Vi – Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet – er blevet enige om den her tekst, og den er på min telefon:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tilkendegiver, at der skal værnes om servicelovens hjælpeordninger, så mennesker med omfattende hjælpebehov kan få hjælp til at leve et selvstændigt liv på lige fod med andre. Det skal ikke være en kamp at få hjælp. Folketinget konstaterer, at der fra borgere, handicaporganisationer og andre interessenter udtrykkes bekymring over, at BPA-ordningen er under pres. Tildelingen af BPA-ordninger er faldende, og borgere med handicap oplever problemer med udmålingen af hjælpen, herunder anvendelsen af rådighedstimer. Folketinget konstaterer endvidere, at social- og ældreministeren i svar til Folketingets Social- og Ældreudvalg har præciseret bl.a. reglerne vedrørende anvendelse af rådighedstimer i BPA-ordninger og orienteret om, at der er igangsat et internt arbejde i Social- og Ældreministeriet med at se på hjælpeordningerne. Folketinget opfordrer ministeren til at sikre, at dette arbejde færdiggøres snarest muligt med henblik på at skabe det bedst mulige grundlag for at indbyde til politiske drøftelser om BPA-ordningen efter sommerferien.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 141).

Jeg har det på telefonen. Jeg vil spørge formanden, om jeg kan sende det. Tak for ordet.

Det er sådan, at ordføreren går ud og printer det ud og afleverer det til administration her, efter at vi lige er færdige, for der er først et par korte bemærkninger.

Først vil jeg gerne give ordet til fru Karina Adsbøl fra DF. Værsgo.

Det var jo ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke ville være med til, at vi skulle indkaldes til forhandlinger på det her område, for så kunne det være, at vi var nået til en tekst, og vi ligesom blev inddraget ordentligt. Nu har jeg også mødt Marie, en gæv og fantastisk kvinde, som også er sjov, men det, der bekymrer mig, er jo, at man så siger, at nu laver vi det her interne arbejde. Altså, jeg tænker, at de derude tænker: Undersøgelse, internt arbejde, hvor mange syltekrukker kan de lave derinde? Jeg kommer til at tænke på maleren, som har lavet frisen herude, for i den mellemliggende periode, fru Camilla Fabricius, kunne man jo godt sige: Prøv at høre her, nu bliver det her undersøgt, nu må I, kære kommuner, stoppe med at anvende de her rådighedstimer. Og man kunne også over for Ankestyrelsen lige præcisere, om det er helt rimeligt i forhold til den vurdering, de lægger til grund. Så hvad sker der i den mellemliggende periode?

Ordføreren, værsgo.

Vi forholder os jo grundlæggende uenigt, altså ordføreren fra Dansk Folkeparti og jeg. Jeg er faktisk enormt tilhænger af, at man er grundig og træffer sine beslutninger på et oplyst grundlag, og jeg er ikke bange for evidens. Jeg er ikke bange for, at man undersøger tingene og finder ud af, hvor det er, man skal sætte ind. Jeg har selv arbejdet inden for et meget specialiseret område – og det har vi jo diskuteret før – og jeg har faktisk gode erfaringer med, at man opstiller et mål for at vide, hvor det er, man skal hen, for så efterfølgende at træffe beslutninger om det. Det er fair nok, at vi ikke er enige, og det kan godt være, at Dansk Folkeparti gerne vil gribe i luften og sige, at man i dag synes, at det er sådan her. Det er ikke der, Socialdemokratiet står, og vi synes faktisk, ministeren træffer nogle vældig fornuftige beslutninger. Selvfølgelig er det også, fordi ministeren har min egen partifarve, men jeg synes faktisk grundlæggende, det er et rigtig godt arbejde, og det synes jeg er solidt at stå på.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Jamen evidens er ikke dårligt, og vi har fået rigtig mange beretninger fra det virkelige liv. Vi har fået beretninger fra organisationer, vi har fået beretninger fra Dansk Erhverv og fra FOA, og vi har evidens for, at der er noget fuldstændig galt på det her område, og at det kræver handling. Altså, hvor meget mere evidens vil man have? Det er godt at undersøge tingene, men hvad så i den mellemliggende periode? Og hvor lang tid skal undersøgelsen vare, inden der sker handling? For i mellemtiden sker der jo et svigt af mennesker med handicap i forhold til det her, også i forhold til at rekruttere hjælpere, og man ser en ordning, der er under pres ...

Tak. Værsgo.

Med hensyn til den sidste del mener jeg faktisk, at ordføreren har fat i noget rigtigt: Hvordan er det, vi sikrer, at der er en høj faglighed hos de hjælpere, som har mulighed for at søge de her jobs? Der er også nogle, som har en BPA-ordning, og som har en oplevelse af, at det er svært at være arbejdsgiver, og hvordan er det, man får det rigtigt? Og noget af det, Marie også fortalte mig, var, at det er meget tæt forbundet med, hvad det er, den enkelte har behov for, og det er jo noget af det, den her ordning kan.

Tak for det. Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Marie Bjerre fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for at læse en udmærket vedtagelsestekst op, men ligesom min kollega fru Karina Adsbøl ærgrer jeg mig over, at vi ikke kan nå en fælles vedtagelsestekst. Det var sådan set en udmærket vedtagelsestekst, ordføreren læste op, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad det er i den vedtagelsestekst, som fru Karina Adsbøl læste op, som ordføreren ikke kan støtte.

Værsgo.

Jeg synes, vi har lavet en fin vedtagelsestekst, og det er den, vi står på mål for. Ordføreren er jo velkommen til at kigge ind i de to tekster, men jeg føler mig fint dækket ind af det, vi har afleveret.

Marie Bjerre, værsgo.

Hvis man kigger på de to vedtagelsestekster, er det eneste, der sådan adskiller dem fra hinanden, at vi i den vedtagelsestekst, som vi fra blå bloks side kommer med, siger, at vi gerne vil inddrages i de drøftelser, der er i ministeriet, og at ministeren skal indkalde til forhandlingerne. Er det det, som ordføreren ikke vil være med til?

Værsgo.

Som jeg sagde før, synes jeg sådan set, at vi har lavet en god vedtagelsestekst. Jeg er fuld af fortrøstning, og det er der, hvor vi står.

Værsgo, fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og tak for talen. Jeg bliver lidt nysgerrig, i forhold til om der kunne være nogle andre veje til at løse den udfordring, der er med BPA. Jeg kan jo høre, at vi i hvert fald deler ønsket om, at der fortsat skal være mulighed for BPA-ordningerne, og at der i virkeligheden er de rette betingelser for det. Så jeg vil høre, om ordføreren mener, at det kunne være en idé at kigge på økonomien i det. Skulle man levere noget mere refusion på BPA-ordningerne? Kan det være en del af løsningen? Skulle man overveje at flytte området væk fra kommunerne?

Camilla Fabricius, værsgo.

Tak for det. Der kan jeg lige så godt sige, at jeg synes, at det er at gå alt for langt i forhold til den her forespørgselsdebat at begynde at diskutere, hvad det er for en placering, den her del af handicapområdet skal have. Jeg ved godt, at ordføreren for SF er en ivrig og begejstret handicapordfører og har mange forslag til, hvordan man kan være med til at løse konkrete problemer. Jeg mener ikke, at det er den diskussion, vi skal have med den her forespørgselsdebat. Jeg mener faktisk, at det er noget af det, vi har taget med bl.a. borgerforslaget om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Jeg synes ikke, det hører hjemme her.

Værsgo, Charlotte Broman Mølbæk.

Men mener ordføreren ikke, at økonomien i lige præcis den her ordning og måske nogle af de andre er en af de væsentlige faktorer, i forhold til hvad man vælger til og fra? Eller mener ordføreren, at det slet ikke har noget at gøre med økonomien, når vi ser et fald i tildelingen af BPA-ordninger derude, til trods for at vi faktisk ser mennesker med handicap på området? Det er jo sådan lidt et paradoks. Men mener ordføreren virkelig, at der ikke er nogen sammenhæng mellem det fald i tildelinger og økonomi?

Tak. Ordføreren.

Altså, jeg tænker jo, at det er noget af det, der skal undersøges, altså om der kan være nogle andre grunde, som ligger til grund for, at der på nogle områder af BPA er sket et fald. Det vil jeg ikke kloge mig på. Altså, jeg synes, det er væsentligt at sige, at økonomien selvfølgelig har haft en betydning i forhold til den velfærd og den oplevede velfærd, som danskerne har, uanset om det så er på det almene område, altså børnepasning og den slags, eller om det er på handicapområdet.

Den sidst indtegnede i denne omgang er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Det her handler om fleksibilitet. Det handler om, at mennesker med handicap skal have fuldstændig de samme muligheder for at leve et rigt og fantastisk liv som alle os andre. Det undrer mig også ligesom den tidligere ordfører fra Venstre, at vi faktisk ligger meget tæt på hinanden i forhold til at sikre, at den her BPA-ordning bliver set efter.

Derfor kunne jeg godt bare tænke mig at sige til ordføreren, for ordføreren svarede ikke rigtigt på spørgsmålet, at den eneste forskel, som jeg kan se i de to vedtagelsestekster, sådan set er, at vi i den borgerlige blok bare gerne vil indkaldes til nogle forhandlinger, så vi i fællesskab kan løse det her problem. Er det ikke noget, Socialdemokratiet synes er en god idé, altså at vi i fællesskab finder løsninger på et problem som det her?

Ordføreren.

Jeg synes, vi har nogle rigtig gode diskussioner blandt socialordførerne i Folketinget i forhold til hele handicapområdet. Det er også derfor, at vi følger evalueringen af det specialiserede socialområde, hvor ordføreren jo også gentagne gange har deltaget; det er jo noget af det, vi er fælles om. Man tager både afdækning og de tilbagemeldinger, der er, hele vejen i forhold til at lave særlige indsatser for mennesker med handicap. Også i forhold til den ensomhed, der har været som følge af covid-19, har der da været en stor grad af inddragelse, og det føler jeg også at vi kan møde hinanden med. Lige med hensyn til den her vedtagelsestekst står vi så ikke sammen.

Mette Thiesen.

Ja, og det er jo sådan noget, der undrer mig rigtig meget, hvis man er enig i, at det her er et problem, for vi kan se, at der er færre, der får den fleksibilitet. Vi kan se, at der er mennesker, der bliver tabt og ikke får mulighed for at leve det liv, som de ellers ville kunne. Så synes jeg da, at man skylder alle dem, der sidder derude, at stå sammen og få forhandlet sig frem til en løsning på det her problem. Det er bare derfor, det undrer mig, at vi ikke kan mødes om en fælles vedtagelse. Og jeg synes bare stadig væk ikke rigtig, at den socialdemokratiske ordfører svarer på spørgsmålet.

Ordføreren.

Altså, jeg kan faktisk også være i tvivl om, om Mette Thiesen har lyttet efter, hvad ministeren har sagt. Måske skal man lige spole tilbage, for det har været helt tydeligt, at både Socialdemokratiet og ministeren gerne vil gøre noget på området. Det er jo fair nok, at man nogle gange lægger sig forskelligt i en tekst – sådan er det – men jeg oplever også, at ordføreren fra Nye Borgerlige har indgået i samarbejder på tværs, og det har glædet mig.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vil jeg gerne bede ordføreren om at gå ud til betjentene og få vedtagelsesteksten printet ud og aflevere den heroppe.

Og så skal vi lige have sprittet af, inden vi siger velkommen til Venstres ordfører fru Marie Bjerre. Værsgo.

Tak for ordet. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er glad for at være medstiller på den her forespørgsel, og så vil jeg gerne sige tak til de andre partier for at bidrage til, at vi i dag kan sætte fokus på, hvordan vi kan få sikret, at personer med handicap får den hjælp, de har ret til. Baggrunden for dagens forespørgsel er de talrige eksempler på problemer på BPA-området, og hvordan BPA-ordningen udhules. Det er historier om, hvordan personer med handicap skal kæmpe en nærmest indædt kamp for at få støtte og hjælp.

I Venstre mener vi, at BPA-ordningen er en af de bedste velfærdsordninger. I dag er der godt 1.800 personer på BPA-ordningen, og med den ordning får de 1.800 mennesker mulighed for at deltage aktivt i samfundet og bevare sociale relationer på trods af et meget omfattende handicap. Med BPA-ordningen får den enkelte nemlig mulighed for at ansætte handicaphjælpere, og dermed giver ordningen mulighed for at være med til at bestemme, hvordan hjælpen organiseres. Det giver personer med handicap mulighed for at leve et friere og mere selvstændigt liv; et liv, hvor man ikke skal leve på andres nåde, og hvor man slipper for det offentliges kassestandarder og one size fits all-løsninger. Det er kort sagt en model, der giver magten til borgerne, der giver friheden til borgerne – og det synes vi faktisk er god Venstrepolitik.

Derfor vil vi i Venstre gerne være med til at understøtte BPA-ordningen, så den rent faktisk fungerer, og så mennesker, der har ret til at komme på ordningen, også får adgang til den, uden at det skal være en lang, sej og opslidende kamp. Desværre ser det bare ud til, at ordningen er under et stort pres. Vi kan se, at kommunerne er blevet mere tilbageholdende med at give adgang til bl.a. BPA-ordningerne. Antallet af tildelte BPA-ordninger er faldet med næsten 50 pct. over de seneste 4 år, selv om antallet af personer med handicap er det samme.

Træder man et skridt tilbage og betragter udviklingen på afstand, bliver det klart, at der er flere problematikker på spil. En ting er, at tilgangen til BPA-ordningen er faldende; en anden og værre ting er, at BPA-ordningen i mange tilfælde bliver udvandet for de personer, der er på ordningen. Eksempelvis er det blevet klart, at kommunerne i stigende grad tildeler såkaldte rådighedstimer til borgerne i stedet for aktive hjælpetimer. Det betyder, at personer med handicap får færre timer, hvor de rent faktisk kan få hjælp, og flere timer, hvor de skal klare sig selv.

Konsekvensen er ikke bare, at den hjælp, der følger med BPA-ordningen, bliver ringere; konsekvensen af, at der bliver færre timer, er også, at handicaphjælpere får en dårligere løn, hvilket igen betyder, at det bliver sværere at rekruttere handicaphjælpere og sværere for virksomheder at være leverandører på området. Vi er altså godt på vej ind i en ond cirkel. En cirkel, der begynder med, at hjælpen bliver dårligere, og slutter med, at grundlaget for selve ordningen forsvinder helt. Desuden er ordningen også forbundet med stor administration i kommunerne. Der er derfor i den grad brug for, at vi får set på ordningen, og derfor er aftenens debat også vigtig.

Vi lever i et velfærdssamfund, og et velfærdssamfund er altså karakteriseret ved, at dem, der har det svært, får hjælp til at overkomme udfordringerne og til at leve et værdigt liv. Det tror jeg sådan set at vi alle sammen herinde kan blive enige om. Men hvis vi skal have bugt med den her udvikling hen imod, at handicappede får sværere og sværere ved at få den hjælp, de har ret til, så skal vi altså tage skeen i den anden hånd. Derfor synes vi også, at det er glædeligt, at regeringen har igangsat et internt arbejde og nedsat et partnerskab med KL, Danske Handicaporganisationer og Socialpædagogerne om at finde løsninger, så BPA-ordningen bliver sikret.

Men jeg synes ikke, at jeg fik noget klart svar fra ministeren på, om ministeren også vil inddrage Folketingets partier i de drøftelser, der kommer til at være. Det lød faktisk nærmest, som om der kommer til at gå rigtig lang tid, før der vil ske noget, og det er da ærgerligt. Der er brug for, at også Folketinget bliver inddraget i de drøftelser, så vi sammen kan finde løsninger.

Derfor vil vi fra Venstres, ja, faktisk fra hele den borgerlige bloks side gerne opfordre ministeren til, at vi bliver inddraget i de drøftelser, og at ministeren indkalder til forhandlinger. Jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor Socialdemokratiet, og i hvert fald ikke, at SF, Radikale Venstre og Enhedslisten ikke vil være med til det. Men jeg håber, at partierne vil genoverveje den stillingtagen, så vi kan få flertal for, at der rent faktisk sker noget handling på det her område, i stedet for at vi bare skal vente og vente.

Her til sidst vil jeg hilse fra mine gode kollegaer i Det Konservative Folkeparti og sige, at de også støtter vedtagelsesteksten. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører for ordførertalen. Der er ingen korte bemærkninger. Og så skal vi lige have sprittet af, inden vi siger velkommen til SF's ordfører, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det, formand. BPA-ordningen, den borgerstyrede personlige assistance, i folkemunde også kaldet handicaphjælperordningen, er en rigtig god ordning, som giver borgere med svære handicap mulighed for at leve et selvstændigt og aktivt liv, fordi de selv kan tilrettelægge deres hjælp og det bliver på egne vilkår.

Desværre oplever mange borgere rundtom i landet, at ordningen er blevet udhulet og undermineret, eller at kommunen slet ikke vil bevilge den. Og det er blevet langt sværere at få tildelt en BPA-ordning. I de sidste 4 år er antallet af nye BPA-tilkendelser faldet bekymrende. En BPA-ordning er en omkostningsfuld løsning for kommunerne, og derfor er flere kommuner formentlig blevet mere tilbageholdende med at bevilge den. I stedet bevilges der hjemmehjælp, eller borgerne tilbydes en plads på et bosted. Men ingen af delene giver borgeren den frihed og selvstændighed, som BPA'en gør. Med hjemmehjælp tvinges de i stedet til at leve et institutionaliseret liv i deres eget hjem med fastlagte puttetider og tissepauser, fordi deres støttebehov stort set gælder hele døgnet. Mange borgere oplever også intimiderende og grænseoverskridende kontrol i forbindelse med bevillingen af BPA. Nogle borgere har oplevet unødig lange og vidtrækkende observationer i forbindelse med den kommunale vurdering af deres behov for hjælp. Intet af dette er vores velfærdsstat værdigt.

Ud over at være tilbageholdende med at bevilge BPA'en er selve ordningen også blevet beskåret, indskrænket og udhulet for de borgere, som faktisk har fået den tildelt. Det er bl.a. sket gennem det kommunale tilskud til administrationen af ordningen. Tilskuddet er nemlig flere steder blevet barberet så langt ned, at mange af de ordentlige administrationsvirksomheder, som hjælper borgere med at administrere deres BPA-ordning, må takke nej til at løse opgaven. Det går ud over kvaliteten af den hjælp, som borgeren i praksis kan få.

Ud over at være problematisk for borgeren, der er blevet tildelt BPA-ordningen, har det også skabt plads til virksomheder, som misbruger ordningen – ikke mange, men vi har set nogle trælse eksempler på, at man selv scorer kassen, mens både borgeren og de ansatte hjælpere betaler prisen i form af ringe hjælp og arbejdsvilkår.

Kommunerne har ligeledes udhulet ordningen gennem en rundhåndet bevilling af de såkaldte rådighedstimer, hvor en hjælper i disse timer kun er til rådighed til mindre hjælpeopgaver for borgeren og derfor samtidig får mindre i løn for disse arbejdstimer. Et højere antal af rådighedstimer og færre fulde timers hjælp begrænser borgeren og giver ikke den frihed, som BPA-ordningen i virkeligheden er tiltænkt at give. I praksis oplever mange ansatte også, at antallet af rådighedstimer ikke matcher det faktiske behov for den hjælp, borgeren har brug for, og det går ud over den ansatte hjælper, så der ikke lønnes korrekt for det arbejde, der bliver lavet, og det underminerer faktisk også ordningen. Det begrænser den kvalificerede arbejdskraft og i sidste ende også kvaliteten af den støtte, borgeren kan få.

BPA-ordningen er en fantastisk støttemulighed. Gennem BPA-ordningen kan borgere med handicap og stort støttebehov få mulighed for fleksibel hjælp. Det sikrer dem muligheden for i højere grad at kunne tilrettelægge hjælpen, så den omfangsrige støtte ikke bliver en spændetrøje, men i stedet sikrer, at borgeren kan leve et selvstændigt liv på egne betingelser. Desværre ser vi som sagt flere og flere eksempler på, at ydelsen bliver begrænset og beskåret, så hele essensen af fleksibiliteten ved BPA'en forsvinder. Og jeg håber, at vi med denne debat kan få sat fokus på de problemstillinger, der er ved den udvikling, der lige nu sker med BPA-ordningen i den kommunale visitation, og at partierne vil tilkendegive, at ordningen igen skal give den frihed og selvstændighed til borgere med handicap, som den var tiltænkt. Det bør et rigt velfærdssamfund som Danmark kunne levere på.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger. Først er der en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl fra DF. Værsgo.

Tak. Nu har jeg været handicapordfører i rigtig mange år, siden jeg blev valgt til Folketinget, og det er noget, jeg har sat en ære i. Derfor ved jeg også godt, at det kræver flertal i forhold til at finde løsninger, og det var netop også derfor, jeg skrev til SF's ordfører og andre ordførere, om de ville være med til en forespørgselsdebat. For så tænkte jeg, vi kunne finde en fælles løsning i forhold til en fælles vedtagelsestekst. Men når alt kommer til alt, må jeg jo konstatere, at SF ikke vil finde løsninger nu her. Vores tekst gik på, at man skulle indkalde til forhandlinger og finde løsninger. Den vedtagelsestekst, SF er med i, er jo en værre gang selvros i forhold til regeringen, og der er ingen konkret handling. Jeg må sige, at jeg er dybt skuffet over SF. Man må jo også sige, at når man sidder som SF i den position, må man også presse lidt på for, at der skal ske handling. Og jeg kender det, for jeg har selv siddet i den position, som fru Charlotte Broman Mølbæk sidder i nu.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Jeg synes, at hvis den her debat skal køres over i, at nu er de blå sure på de røde og de røde holder de blå udenfor, så misser vi hele pointen med den her debat. Hele pointen med den her debat er, at vi har fokus på BPA-ordningen, og at vi finder ud af at finde en vej og nogle løsninger. I SF har vi intet behov for at slå på tidligere regeringer eller begynde at sætte hinanden i et dårligt lys. Det vigtigste for os i dag er i virkeligheden at få understreget, at det her er alvorligt, og vi har været bekymret for det i lang tid. Jeg har været bekymret for det, både mens jeg har været i politik, og faktisk også mens jeg har arbejdet på området med mennesker med handicap. Så det er absolut noget, jeg ser på med stor alvor, og noget, som jeg absolut også vil arbejde videre med, og som vi i SF vil arbejde videre med at presse på med. Men jeg vil godt advare imod, at det bliver sådan en skyttegravskrig, vi sætter i gang her.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Det handler sådan set bare om at skabe et flertal, så vi kan skabe forandringer for de mennesker, det handler om. Det er sådan set bare det, jeg har forsøgt at skabe, netop så vi kan sikre, at den her ordning ikke bliver undermineret – om det så skal være takstmodeller eller andet. Jeg er godt klar over, at den her diskussion har varet længe. Og når man så har muligheden for at sikre, at de her mennesker, som det drejer sig om, får større livskvalitet og mere selvbestemmelse frem for en ordning, der bliver udhulet, så handler det om flertal.

Værsgo til ordføreren.

Jamen for SF er den vedtagelsestekst, vi er med i, absolut ikke en syltekrukke. Den mener vi i fuldt alvor, og den har vi søreme også tænkt os at følge til dørs. Så er der to streger under det, det behøver vi slet ikke snakke om. Det, jeg meget hellere vil snakke om, er, hvad det er, vi skal i gang med at gøre, og hvorfor det er så vigtigt. For der sidder en lang række borgere, der har brug for, at vi står sammen, og at vi hjælpes ad med at finde de bedste løsninger. Det er et stort område, og der er mange problematikker i det her. Der er hele problematikken om administration og takstmodeller, som vi har snakket om før, og som SF også er optaget af, og så er der hele den udhuling og økonomiske situation, som vi i SF også er optaget af at løse.

Tak for det. Og den næste, jeg gerne vil give ordet til, er fru Marie Bjerre fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil stille det samme spørgsmål, som jeg stillede til den socialdemokratiske ordfører: Hvad er det, der gør, at SF ikke kan være med i det forslag til vedtagelse, der er fremsat af de borgerlige partier?

Ordføreren, værsgo.

Det kan jeg ikke stå og sige ord for ord, og det er i virkeligheden også ret ligegyldigt for de mange mennesker, der har brug for en BPA-ordning. Det, de har brug for, er, at vi sørger for at sætte gang i arbejdet; at vi får et flertal for, at det her ser vi på med alvorlige øjne – og det har vi også tænkt os både at undersøge, men i virkeligheden også at handle på.

For os handler det om netop at komme videre og ud af starthullerne og ikke så meget om at kigge på, hvem der er sammen med hvem, og så var det den her tekst, vi gik med på i dag. Men det skal overhovedet ikke misforstås eller udlægges, som om vi absolut ikke er interesserede i at hjælpe de her mennesker. Vi er meget bekymrede for, hvad det er, der foregår på BPA-området, og vi har et skarpt blik på det, og vi mener også, at vi med den her tekst skaber bevægelse på området.

Marie Bjerre.

Det synes jeg sådan set overhovedet ikke er ligegyldigt, for af det forslag til vedtagelse, der er fremsat af de blå partier, fremgår det, at man opfordrer regeringen til at inddrage Folketingets partier i drøftelser og indkalde til forhandlinger. Det fremgår ikke af det forslag til vedtagelse, der er fra de røde partier, og som tegner til at få flertal. Og det vil sige, at hvis det bliver vedtaget, så bliver der jo ikke indkaldt til forhandlinger, og Folketingets partier bliver ikke inddraget i drøftelser. Og i svaret på mit spørgsmål til ministeren fremgik det også, lød det til, at der ville gå lang tid, før der ville ske noget på det her område.

Så det mener jeg bestemt ikke er ligegyldigt. Derfor vil jeg gerne høre: Hvad er det, der gør, at den tekst, som SF støtter, er bedre end teksten i det forslag, som blå blok har fremsat?

Ordføreren, værsgo.

Det var den tekst, som vi kunne blive enige om med det flertal, vi har, og den regering, som vi også er støttepartier for, og det vil jeg da gerne være meget ærlig og åben omkring. Men det handler altså ikke så meget om lige præcis de ord; for vores vedkommende handler det også om, at vi får leveret i forhold til BPA-ordningen. Det er vores klare forventning, og det er også blevet sagt tydeligt og klart, så det kommer vi til at arbejde videre med. Og vi er egentlig færdige med at stå og snakke om, om de blå er de sure og de dumme, eller om de røde er de sure og de dumme.

Tak for det. Så har fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige bedt om ordet. Værsgo.

Der er ikke nogen her, der taler om, at der er nogle, der er dumme, eller nogle, der er sure eller noget som helst. Jeg ved ikke helt, hvor ordføreren får det fra. Det, vi bare undrer os lidt over, er, at man tilsyneladende er stort set enige om, hvor det er, vi gerne vil hen, men at man bare simpelt hen ikke ønsker at inddrage Folketingets partier i drøftelser eller indkalde til forhandlinger. Det undrer vi os bare over, for vi synes faktisk, at problemet er så presserende, at der skal handles på det.

Og det er jo ærlig snak, når Socialistisk Folkeparti siger, at det er, fordi de er støtteparti for en regering, og at det var der, de kunne komme til. Jeg synes bare, det er rigtig ærgerligt, at man måske ikke bare har presset lidt mere på, for at vi i fællesskab kunne blive indkaldt til nogle forhandlinger og få løst den her problematik. Tak for ærligheden, men det kommer vi bare ikke så meget videre af. Og jeg synes, det er rigtig ærgerligt, fordi det handler om et flertal. Det handler nemlig om et flertal og om, at der kan skaffes et flertal for, at vi kan få forhandlet os frem til en løsning på problemet, og så er jeg fuldstændig ligeglad med, om den vedtagelsestekst er rød eller blå eller grøn eller gul.

Værsgo til ordføreren.

Ja, men jeg ved i virkeligheden heller ikke, hvor meget mere jeg kan svare på, hvorfor vi er på den ene eller den anden vedtagelsestekst. Jeg tror, at det, jeg vil sige klart og tydeligt, er, at det, der er vigtigt for os, er, at vi kommer videre med arbejdede ovre i ministeriet. Og der er noget, vi har klare løsninger på, og der er også noget, vi har klare holdninger til, hvordan skal forandres, og der er faktisk også noget, vi er uafklarede på. Og der har vi altså også brug for et ministerium til at hjælpe os med at se på, hvad det så er, vi skal have rettet op på. Der har jeg jo også tidligere løftet sløret for nogle af de overvejelser, som vi går med i SF, og det er at kigge på den økonomi, der ligger i BPA-ordningen, og hvad det er for nogle mekanismer, der så går i gang ude i kommunerne. Og det ser desværre ud, som om det er en af de løsninger, man sparer alt for meget på.

Mette Thiesen.

Ja, og jeg synes jo, det kunne være rigtig godt for alle parter og i særdeleshed for de mennesker, der sidder derude og bliver ramt af det her, at vi i fællesskab fik lavet en god løsning på det her og fik forhandlet os frem til en løsning. Det kan jeg jo så bare konstatere at der desværre ikke er flertal for, og det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Ordføreren.

Jeg kan da i hvert fald sige, at det ikke er SF's holdning, at der er nogle, der skal holdes uden for noget som helst. Det, der er vigtigt, er, at vi har fokus på bolden og har fokus på at skabe den handicappolitik, der er nødvendig for at skabe de forbedrede forhold for BPA-ordningen.

Tak for det. Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Men hvordan skal man kunne det, når man ikke vil være med til at bede ministeren om at indkalde til en forhandling?

Ordføreren. Værsgo.

Nu står der ikke direkte »forhandlinger«, men det er da absolut min forventning, at vi, når vi kommer nærmere på, hvad det egentlig er for nogle udfordringer, der ligger på hele BPA-området, så mødes igen og arbejder videre med det. Så alt behøver ikke ligge helt tydeligt og klart i en tekst, og det tænker jeg også at hr. Jens Rohde har oplevet før i sit mangeårige politiske virke.

Jens Rohde.

Ja, alt for mange gange. Det er jo det, der er problemet. Alt for mange gange står vi her og har glemt at agere og tage handling og få regeringen presset derhen, hvor den hører hjemme, nemlig i forhandlingslokalet, fordi man står i den der falske eller misforståede loyalitet – det er jo ikke en falsk loyalitet; eg forstår den godt, når man er støtteparti – men altså misforståede loyalitet og bliver tvunget til at stå deroppe og spille violin, men det hjælper jo bare ikke de mennesker, det går ud over, noget som helst.

Ordføreren, værsgo.

Nej, nu spiller jeg en dårlig violin. Der kan være andre instrumenter, jeg hellere vil spille på, hvis det skulle være. Men jeg vil nok sige, at for mit vedkommende er det ikke noget med at spille en melodi. Som det måske er meget tydeligt, er jeg faktisk ret ærlig, når jeg står heroppe og siger, hvad det egentlig er, SF mener om det her. Jeg tror helt sikkert på, at der er en vej i det her med den vedtagelsestekst, vi har fået fremsat, og at der kommer til at ske noget af det her. Ellers må vi jo mødes lige om lidt igen.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så skal vi sige velkommen til Radikales ordfører, og det er hr. Henrik Winther. Værsgo.

Tak for det. Vi står her, fordi vi og andre partiorganisationer har oplevet, at BPA-ordningen er under pres. Det gælder i forhold til brugen af rådighedstimer, i forhold til oplevelsen af, hvor let eller hvor vanskeligt det er at få den rette hjælp, og det gælder i forhold til de fortællinger, vi har set om overvågning af borgere i forbindelse med tildelingen af hjælp.

Der er stillet rigtig mange spørgsmål og givet svar i forhold til BPA-ordningen over de seneste måneder, der har været et samråd, kommer et mere, der har været spørgsmål, og nu også den her forespørgsel. Og spørgsmålet er selvfølgelig, om en forespørgsel flytter noget – det er også det, vi har kredset lidt om her i aften – og hvorfor så gøre det? Fordi det nytter at fastholde fokus, er mit svar. Det kan være vanskeligt helt præcist at sige, hvor godt eller hvor skidt det står til, kan vi også forstå på tallene. Meget afhænger af øjnene, der ser, og det spørgsmål, der bliver stillet. F.eks. lyder handicaporganisationernes svar på spørgsmålet, om det er blevet vanskeligere at få hjælp, at ja, det er det, og de peger på et faldende antal nye BPA-ordninger. Hvis man tager de to paragraffer sammenlagt, er faldet fra 2016 til 2019 fra 180 til 100 nye om året.

Modsat er kommunernes svar, at nej, det er det ikke, men måske har vi strammet lige rigeligt op for vores praksis, som har været for lempelig før. Men spørgsmålet er så: Er det blevet lettere, eller er det blevet vanskeligere? Og nogenlunde samme svar er der på spørgsmålet om brugen af rådighedstimer, altså om det har taget overhånd: ja, nej, måske. Og om overvågningen har svaret lydt, at Ankestyrelsen efterspørger, at det er vigtigt, at man er præcis i tildelingen af hjælp, og at man derfor nøje skal observere behovet for hjælp. Hvornår bliver kærlighed og omsorg til nidkær overvågning? Ja, det er jo i øvrigt et spørgsmål i sig selv.

Det er lidt ligesom at vurdere, hvor meget dagslys der er tilbage, når man ser solen går ned. Man opfanger ikke altid, at lyset forsvinder, fordi det sker gradvis, men man ved, når solen er gået helt ned, for så omsluttes man af mørket, og vi skulle helst undgå, at mørket billedlig talt sænker sig over BPA-ordningen. Men for at gøre en lang tale lidt kortere: Problemet for mig at se er reelt; det er blevet vanskeligere at få hjælp; der er tale om, at borgere bliver overvåget unødigt; og brugen af rådighedstimer har taget overhånd i nogle tilfælde.

Derfor er jeg tilfreds med, at man nu får kigget nærmere ind i, hvad de nærmere rammer omkring det her er, og at arbejdsgruppen kommer med et hurtigt svar, og jeg ser frem til, ministeren er hurtig i sin opgaveløsning her, og at der efter sommerferien kan gå samtaler i gang om, at vi kommer videre. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning. Det er fru Marie Bjerre fra Venstre, der har bedt om en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren for en god ordførertale og for at anerkende, at problemet også er reelt på BPA-området. Så jeg kunne godt tænke mig at stille det samme spørgsmål, som jeg stillede til Socialdemokratiets ordfører og til SF's ordfører, til ordføreren for Radikale Venstre: Hvad er det, der gør, at Radikale Venstre ikke vil være med til at støtte den vedtagelsestekst, der ligger fra blå blok?

Ordføreren.

Det er, fordi vi støtter en anden, og det var der, vi endte. Og jeg ser frem til, at det fører frem til, at vi får svar på de spørgsmål, som der er brug for for at kunne komme videre: de præcise afgrænsninger af, hvad der er problemet her og nu.

Fru Marie Bjerre, værsgo.

Jeg kan forstå, at Radikale Venstre støtter en anden, men mener Radikale Venstre, at den tekst, som Radikale Venstre støtter, er bedre end den, der ligger fra blå blok?

Ordføreren.

Det ligger vel i, at det er det forslag, vi støtter.

Så vil jeg gerne give ordet til fru Karina Adsbøl fra DF. Værsgo.

Igen må jeg udtrykke min skuffelse over Det Radikale Venstre, netop fordi mit håb var, at vi kunne lande en bred vedtagelse, og at vi herunder også, kan man sige, mere eller mindre kunne tvinge ministeren ind i forhandlingslokalet, så vi kunne gøre en forskel nu og her for de mennesker, det handler om. Det er jo dem, det drejer sig om. Og den her udvikling har jo været undervejs i de sidste mange år, i forhold til at man ligesom underminerer BPA-ordningerne. Jeg ved ikke, hvor mange historier og fortællinger, vi har fået. Pressen har kunnet fortælle om stopursmetoder, om faste toilettider og det ene og det andet. Samtidig har FOA, Dansk Erhverv, Handicapbranchen Danmark og handicaporganisationerne sendt ting i forhold til det, og der har været diverse debatindlæg omkring de udfordringer, der er. Så hvad er det, Radikale Venstre vil have undersøgt nærmere?

Værsgo, ordføreren.

Vi kan godt have forskellige opfattelser af, hvordan vi skal gå til det, men vi er nødt til at have samme fakta. Så hvad er fakta? Hvad er årsagerne til, at det her er endt, som det er endt? Det er jo det, der skal give svaret på, hvad det er, vi skal gøre. Det er ikke nok at konstatere, at vi har et problem. Vi skal kende årsagerne, og vi skal vide, hvad vi så vil gøre, når vi kender årsagerne.

Karina Adsbøl.

Okay, så man kan ikke handle, før man har nogle undersøgelser. Det er da dybt problematisk, for imens svigter man nogle af de mest sårbare mennesker. Man kan jo gøre både-og. Altså, man kan jo sagtens have fakta og samtidig handle og gøre en forskel for nogle af de mest sårbare mennesker. Vi havde debatten tidligere i dag i forhold til overgangen fra ung til voksen. Vi skal vente på undersøgelser. Vi skal vente på det ene og det andet. Altså, hvad med lidt handling bare en gang imellem? Her havde vi mulighed for at tvinge ministeren ind i forhandlingslokalet, og så står De Radikale udenfor.

Henrik Vinther.

Jeg betragter det mest som en kommentar og ikke som et egentligt spørgsmål, og det er også en kort bemærkning, man har mulighed for at give. Jeg synes, den tekst, der ligger her, og som vi støtter, er bedst for at komme videre, og derfor støtter vi den.

Tak til Radikale Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så blev det Enhedslistens tur. Værsgo til hr. Jakob Sølvhøj.

Det er blevet sagt om vilkårene for handicaphjælperne i BPA-ordningen, at der er tale om statsautoriseret social dumping. Hjælperne aflønnes typisk med en grundløn, der svarer til det laveste i det kommunale lønsystem; til gengæld modtager hjælperne så ikke alle de løntillæg og øvrige overenskomstbaserede goder, som gælder for den faggruppe, de sammenlignes med.

Det er åbenlyst helt urimeligt over for hjælperne, der udfører en vigtig samfundsopgave, men det er mindst lige så urimeligt over for de borgere, der er fuldstændig afhængige af den hjælp, de får fra deres hjælpere. Der er kommuner, der åbenlyst udmåler rådighedstimer i hjælpeordningerne, så borgerne bringes i det helt urimelige dilemma, at de enten må undvære den hjælp, som er helt nødvendig for, at de kan leve en tilværelse på lige fod med andre, eller skal bede deres hjælpere om at udføre arbejdet til underbetaling. Jeg tror, at enhver kan se, at det er en helt uacceptabel situation at stille både borgerne og hjælperne i. Det må der sættes en stopper for, og derfor er det godt, at ministeren har udtalt sig så klart om problemet. Det er bare ikke helt gjort med det.

Der er et behov for, at det præciseres meget direkte over for kommunerne, hvad der skal til for at efterleve udmålingsbekendtgørelsen, da mange kommuner tilsyneladende ikke mener, at ministersvar til Folketinget er noget, de behøver rette ind efter. Der skal endnu mere til. Der er brug for en ændring af bekendtgørelsen, der forpligter kommunerne til at bevilge den økonomi, der skal til for at finansiere, at hjælperne fuldt ud kan blive omfattet af vilkår, som svarer til vilkårene for den samme faggruppe, de sammenlignes med. Det er nødvendigt, hvis vi skal have stoppet den statsautoriserede sociale dumping, og det er nødvendigt, hvis vi skal bringe borgerne ud af det helt urimelige dilemma, jeg har beskrevet.

Forespørgslen i dag sætter også fokus på de store vanskeligheder, som mange borgere med handicap har med overhovedet at få bevilget en BPA-ordning. Socialministeren har i flere sammenhænge bekræftet, at der siden 2017 har været en nedgang i tildelingen af BPA-ordninger, og vi hører jævnligt om borgere, der har måttet gå igennem årelange sagsbehandlingsforløb, før de fik bevilget en BPA-ordning. Og mange kæmper stadig en hård kamp for at få tildelt en hjælpeordning.

Af gode grunde kan vi jo ikke gået ind og vurdere og have indsigt i begrundelsen for hvert enkelt afslag, men jeg synes, det står klart, at der ikke er nogen tvivl om tendensen. Kommunerne er blevet stadig mere tilbageholdende med at tildele BPA-ordninger. Jeg synes ikke, det er smagfuldt, når KL siger, at det kan skyldes, at man har været for rundhåndet tidligere. Jeg tror næppe, at der er nogen her i salen, der i tvivl om, at økonomien har en helt afgørende betydning for kommunernes stillingtagen, og den er alt for ofte ikke til borgerens fordel. Som på alle andre dele af handicapområdet er der et stærkt incitament til at lade økonomien få forrang for borgerens behov. Typisk i BPA-sager vil man tildele borgere hjemmehjælp og en ledsagerordning, fordi det nu engang er en langt billigere løsning – men til gengæld ikke en god løsning for de pågældende borgeres mulighed for at leve deres liv på lige fod med andre.

Vi mener i Enhedslisten, at der ud over de konkrete ændringer i forhold til udmålingsbekendtgørelsen er behov for en mere samlet vurdering af BPA-ordningen. Vi hælder i den forbindelse til, at visitationen på BPA-området bør flyttes fra kommunerne, fordi mange kommuner efter alt at dømme ikke er og ikke vil blive i stand til at opbygge den nødvendige specialiserede viden, og under alle omstændigheder er der også behov for at sikre en mere solidarisk finansieringsordning. Vi er glade for, at ministeren har tilkendegivet, at ministeriets interne arbejde med BPA-ordningen snart er tilendebragt, så vi kan få politiske drøftelser om BPA-ordningen efter sommerferien. Både borgere og handicaphjælpere har ventet alt for længe på forandringer, og det forventer vi at der nu endelig bliver taget fat på.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så skal vi lige have sprittet af. Så hilste Venstre fra Det Konservative Folkeparti, og derfor er vi kommet til Nye Borgerlige, og det er fru Mette Thiesen som ordfører. Værsgo.

Nu står vi her igen. Vi debatterer noget helt ekstremt vigtigt. Vi debatterer det faktum, at mennesker med handicap skal ligestilles med alle os, der ikke lever med et handicap. I størst mulig grad skal de selvfølgelig have mulighed for at udfolde sig og leve, som havde de ikke haft et handicap – mulighed for at leve livet, som de ønsker det, og mulighed for at få den hjælp, det kræver. Og det kan altså godt lade sig gøre. Det kan godt lade sig gøre at gøre det mere fleksibelt, så mennesker med handicap eller deres pårørende ikke skal stå med hatten i hånden, men er herre i eget liv. Det er kernevelfærd, og det er så vigtigt.

Jeg og Nye Borgerlige ønsker at give alle handicappede en ensartet behandling. Det er selvfølgelig logik, at de vilkår, der gælder for støtte og hjælp, skal være fuldstændig de samme for alle med et handicap, uanset hvor i landet man bor. Og hvis man flytter hen over en kommunegrænse, skal man selvfølgelig kunne tage hjælpen med sig. Man skal ikke starte forfra med at søge igen i en ny kommune. Hjælpen skal man vide sig sikker på, når ens tilstand ikke ændrer sig.

I stedet for kommunernes kassetænkning og fejlbehæftede sagsbehandling ønsker vi at oprette et nationalfagligt råd, som vil få ansvaret for at tildele hjælp og ydelser til mennesker med handicap. Ydelser og hjælp skal finansieres af staten og dermed tages væk fra den kommunale kassetænkning. Det her råd skal selvfølgelig etableres med teams rundtomkring i hele landet, så der aldrig er langt til det nærmeste team. Det skal være slut med at se mennesker som en sag, der falder mellem flere stole: Hvad står kommunen for? Hvad står regionen for? Vi skal have én løsning for et menneske med handicap og dennes familie – en løsning med fleksibilitet, en løsning, der sikrer den enkelte den hjælp, der passer til lige præcis vedkommende. Og det skal ikke være en kamp at få den rigtige hjælp.

Et velfærdssamfund skal simpelt hen kunne sikre den mest basale kernevelfærd. Det er det her. Lad os nu få det løst en gang for alle og sikre alle dem, der lever med handicap, og deres pårørende mulighed for at være herre i eget liv, ligesom alle vi andre har mulighed for. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er ingen korte bemærkninger. Den sidste ordfører i denne omgang er hr. Jens Rohde, for jeg ser ikke umiddelbart nogen fra Liberal Alliance. Værsgo til Kristendemokraternes ordfører.

Tak for det. Når man hører diskussionen og også hører sig selv i diskussionen, kommer jeg lidt til, i forbindelse med at vi snakker om violin, at tænke på Søren Kragh-Jacobsen, der engang lavede et fantastisk nummer i forbindelse med »Vil du se min smukke navle«, lp'en fra 1978, der hedder »Nattekoncert«, og den kan jeg anbefale alle at høre, for den her diskussion minder sådan lidt om den der nattekoncert, hvor den ene spiller tuba med ventiler, der trænger til olie, kærlighed og omsorg, og så svinger den anden harpen. Og sådan gennemgår han en hel masse instrumenter, som man spiller på i et skænderi, indtil man så til sidst finder en eller anden harmoni. Det er vel det, det handler om, nemlig om at finde en eller anden harmoni.

Jeg vil ikke sige, jeg har ondt af støttepartiernes ordførere, der skal stå og sige det, de skal, for det er nu engang sådan, det er, og oppositionen står så og kritiserer dem for at sige tingene ud fra det, som de nu engang politisk er bundet af, og man har ligesom kun et eller to svar at give af. For 2 år siden var det jo lige omvendt, der var det den anden side af salen, der stod på samme måde, og sådan er det. Det ved vi godt. Når man er på den ene side, er det ens opgave at angribe det, og når man er på den anden side, er det ens opgave at forsvare det. Det er en del af Christiansborg, og det ved vi godt.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, koster det penge, og som hr. Jakob Sølvhøj siger, kommer vi ikke udenom, at man ikke bare kan sætte ord på, for man er også nødt til at sætte noget rugbrød og noget økonomi bag. Hver gang vi har diskussioner om noget, som netop er så vigtigt, og som er så central en etisk fordring for os, nemlig at sikre den frihed og den ligestilling for handicappede, bl.a. ved at sikre dem relationelle forhold baseret på deres egne forudsætninger og præmisser, kommer vi ikke udenom at få diskuteret vores økonomiske struktur, og hvordan vi giver kommunerne den frihed, der skal til, for at de kan løfte opgaven. For at vi gør det, kommer vi til at stå her igen og igen og igen, og så kan vi skiftes til at stå i hver vores side af salen og så indtage de positioner, som før var den enes, men nu er den andens og vice versa.

Men der er én ting, jeg ikke forstår, og det er, hvorfor man kan være henholdende med at indkalde til forhandlinger, at bede en minister om at indkalde til forhandlinger. Jeg har også stået på støttepartiernes side, og jeg har da prøvet at punke ministeren inden for kulturområdet til at få indkaldt til forhandlinger om f.eks. medier, fordi det er nødvendigt og det er påtrængende. Det kan man da godt gøre, selv om man er støtteparti, og her var det jo netop, fordi teksterne ligner hinanden så meget i indhold. Her var det jo en kærkommen anledning til at gå med og så presse regeringen til at komme i gang med de forhandlinger om noget, som vi ved er et åbenlyst problem, og som samtlige ordførere har stået her og sagt er et åbenlyst problem. Det burde vi have kunnet have enedes om, uanset de roller, vi nu engang er sat i verden til at spille, enten som støtteparti, som regeringsparti eller som opposition. Tak.

Tak til hr. Jens Rohde. Der er ingen korte bemærkninger. Så skal vi sige velkommen til ministeren igen. Velkommen til social- og ældreministeren. Værsgo, minister.

Tak for det. Jeg skal gøre det nogenlunde kort. Vi har jo brugt god tid på diskussionen her. Jeg havde også lejlighed til at drøfte BPA-ordningerne på et samråd i sidste uge og får det igen på et kommende samråd.

Jeg vil blot for nu sige tak til ordførerne, kvittere for den gode debat, vi har haft her i dag. Jeg kan jo i hvert fald tage ned, at der er en generel opbakning til at få lavet et generelt gennemsyn af reglerne i forhold til servicelovens hjælpeordninger med det formål at få set på, hvad vi kan gøre for at sikre, at hjælpeordningerne fortsat kan leve op til det væsentlige formål, de har, og det vil jeg se frem til. Jeg glæder mig til det videre arbejde med den her ordning, som jo er, og det tror jeg vi er enige om, og det hører jeg også vi er enige om her i Folketinget, meget centralt for de mennesker, der har et meget omfattende støttebehov.

Tak for det, minister. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra fru Karina Adsbøl fra DF. Værsgo.

Tak for det. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er, ministeren mangler at få afklaret. Hvad er det helt præcis, den her interne arbejdsgruppe skal kigge på? Er det delelementer i ordningen? Hvordan og hvorledes? Hvad er det? Den her diskussion er jo ikke ny. Det arbejde kunne jo også have været iværksat for lang tid siden. Og hvornår er det arbejde færdigt? Ministeren må gerne svare på, hvornår det arbejde er færdigt, og hvornår ministeren forventer at indkalde til forhandlinger. Forventer ministeren at indkalde til nogen som helst forhandlinger på tværs af partipolitiske skel?

For mens vi snakker og diskuterer herinde, er der altså nogle mennesker, der ikke får den hjælp, de har behov for. Der er nogle mennesker, som har været udsat for nogle uværdige stopursmetoder. Der er nogle mennesker, som bliver visiteret til hjemmehjælp frem for eventuelt at få en BPA-ordning, og som får at vide, at de kan komme på toilettet kl. 10.00 osv. Hvornår sker der noget handling, og hvad er det præcis, ministeren mangler svar på for at kunne handle?

Ministeren.

Tak for det. Der var vel i virkeligheden en lidt stor erkendelse i de spørgsmål, som spørgeren stillede her, nemlig at spørgeren siger, at det arbejde, som der er igangsat af mig i ministeriet, kunne have været igangsat for lang tid siden. Der kunne man jo så spørge ordføreren tilbage, hvorfor det arbejde ikke er igangsat for lang tid siden, og hvorfor man ikke for længst har leveret alle de forandringer, som ordføreren mener er så fuldstændig åbenlyse er dem, der må til.

Vi har brug for at få et samlet overblik over de forskellige udfordringer, der er, og også hvad det er for en bevægelse, der ligger bag, at økonomien til hjælpeordningerne samlet set er stigende. Vi kan se udsving i tildelingerne, og senest, de sidste 2 år, er det jo så nedadgående, hvor mange der får nytildelt ordningen, men vi ved jo ikke meget om, på hvilken baggrund det er, hvem det er, der søger, hvem der er inde i ordningen.

Jeg hører de bekymringer, der er. De er løftet med ind i det interne arbejde, der er gang i nu, og jeg glæder mig til at få konklusionerne på det.

Karina Adsbøl.

Ministeren ved jo godt, at der før har været iværksat drøftelser ovre i ministeriet, så ministeren kunne jo have taget de ting op igen, som lå i forhold til det. Det er jo ikke noget nyt i forhold til respirationsdelen omkring BPA og BPA-ordningen. Hver gang skal ministeren presses til noget. Nu ved vi jo ikke engang, om der kommer nogle forhandlinger omkring det her.

Hvordan vil ministeren så sikre – lad mig spørge på den måde – at mennesker med handicap får den hjælp, de har behov for efter lovgivningen, herunder sikre, at man ikke underminerer lovgivningen i forhold til rådighedstimer, i forhold til ikke at give de takster og administrationsgebyrer, der nu skal gives?

Ministeren.

Tak for det. Noget af det, vi skal kigge på, er jo bl.a. udmålingsbekendtgørelsen i forhold til det mere konkrete, spørgeren spørger ind til her til sidst.

Når ordføreren siger: Ministeren ved jo godt ..., må jeg sige, at jeg ved ikke ... Jeg har ikke været en del af de drøftelser, som Dansk Folkeparti måtte have haft med den tidligere regering om konkrete forbedringer heraf. Jeg var ikke i lokalet. Jeg ved ikke, hvad Dansk Folkeparti har krævet af den tidligere regering eller prøvet at aftale i forbindelse med finanslove under den tidligere regering. Det ved Dansk Folkepartis ordfører. Det ved jeg altså ikke meget om.

Så giver jeg ordet til fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Jeg sidder igen og brænder med et spørgsmål, som man nok har hørt mig stille ordføreren for Socialdemokratiet tidligere, og det er simpelt hen, fordi vi i SF også er ret optaget af økonomien, fordi vi tror, det er en del af problematikken. Det er ikke ukendt, at BPA-ordningen er ret omkostningstung, og vi har allerede et refusionssystem, der refunderer en mindre del af det, men kunne man overveje, for ligesom at sikre BPA'en, at skabe et bedre refusionssystem, som bidrager med betalingen for kommunerne? Det kan jo være rigtig dyrt for en enkelt kommune med tre BPA-borgere, hvis man har en lille økonomi. Vil ministeren være med til at kigge på den del og muligvis andre måder, vi kan ændre økonomien på, og understøtte, at den her BPA-ordning stadig væk er til rådighed derude?

Ministeren.

Tak for det. I forhold til det sidste, ordføreren siger, om at sikre, at BPA-ordningen stadig er til rådighed derude, vil jeg sige, at jeg tror, vi må holde fast i proportionerne. Når vi kigger på de tal, som udvalget har fået i forhold til tilgangen, er det jo ikke sådan, at nytilgangen til den her ordning er crashet fuldstændig, og at den ikke tilkendes mere. Det er rigtigt, at der er bevægelser, og at der er en let vigende tendens, og derfor er vi også i gang med at kigge på området. Men der er jo ikke noget i lovgivningen, der er ændret de sidste temmelig mange år. Og kigger vi på den samlede økonomi, der anvendes til det her område – både over en kort årrække, men også hvis vi går tilbage; jeg tror, der er tal tilbage helt fra 2009 i de svar, udvalget har fået – så er det jo ikke en økonomi, der udhules, og hvor der er tilbagegang. Det er jo en stigende økonomi.

Så der er jo ikke noget, vi har foretaget os herinde som lovgivere, som gør, at man ikke skulle kunne tilgå den her ordning, hvis man har det behov. Så er der nogle udfordringer, og det er vi jo i gang med at afdække i det interne arbejde.

Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Jo, men nu mener KL jo, at der skal lovgivning til, i forhold til at der skal være flere mennesker, der kan få en BPA-ordning, end der er i dag. Det er jo et paradoks i sig selv.

Men når vi snakker om økonomien i forhold til det fald, der har været, skal man jo lige huske at indregne de ekstra mennesker, der i virkeligheden er på voksenhandicapområdet, hvor antallet er steget betydeligt. Så derfor er de tal jo ikke helt reelle, hvis man bare ser dem isoleret set – man skal også kigge på dem i den store sammenhæng, hvilket også er det, der er problematisk, når vi snakker økonomi og siger, at der er flere penge. Det ved jeg, ja, men der er også mange flere borgere derude. Og på den måde bliver det nødt til at hænge sammen.

Jeg vil gerne høre ministeren igen, om man ser på økonomien som en del af den her problematik.

Ministeren.

Først i forhold til det med KL. Nu skal jeg jo ikke stå og tale for KL – de kan ikke tale for sig selv fra den her talerstol, men det kan de jo i debatten. Og som jeg hører det, de har sagt på det her område, peger de på, at der må lovændring til, hvis man f.eks. vil gøre op med sektoransvarlighedsprincippet, som vi drøftede – nu kan jeg ikke huske, om det var tidligere i den her debat eller i den foregående debat – eller hvis man vil ændre på snittet mellem servicelov og sundhedslov. Og på den måde bliver vi nødt til at have en diskussion, hvor vi holder tungen lige i munden, i forhold til hvad der er gældende lovgivning, hvor vi jo ikke som lovgivere har indskrænket de her ordninger over årene, og så forslag, der kræver, at vi ændrer i lovgivningen.

Tak til social- og ældreministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi lige have sprittet af, og ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl fra DF har bedt om ordet til en afsluttende bemærkning.

Tak for det, og tak for debatten i dag. Jeg havde håbet, at jeg havde et svar til alle de mennesker, det drejer sig om, altså at der nu virkelig ville ske noget, at der nu ville ske forandringer, at man nu ville sætte en stopper for de uværdige stopursmetoder, eller at man nu simpelt hen ville finde løsninger på, at man ikke skal anvende rådighedstimer, som vi har set dem anvendt. Men sådan er det, når man skal skabe et flertal på midten, altså at det somme tider kan være en kamp. Det, der er vigtigt for mig som handicapordfører, er jo i hvert fald at tage debatten igen i salen, og så vil jeg bare sige til ministeren – og ministeren må jo have fået flere henvendelser om det – at der er udfordringer på det her område, og der mener jeg jo allerede at ministeren kunne have handlet på det, frem for at man hver gang skal presse til handling.

Som vi kan se, virker udmøntningen af loven ikke efter hensigten i dag, og kommunerne har svært ved at administrere det, også i forhold til den økonomiske udmåling vedrørende lønelementer og administrationshonoraret i BPA-ordningen, og det er også oplevelsen, at den økonomiske udmåling i kommunerne på bevægeområdet er præget af vilkårlighed og forskelsbehandling, samtidig med at borgerne også fratages det frie valg, så der fremover reelt ikke er en mulighed for også at overdrage arbejdsgiveropgaverne til en virksomhed eller en forening, og mange af hjælperne har – kan man sige – ikke ordnede forhold. Så derfor fik vi også den her henvendelse, bl.a. fra Dansk Erhverv, FOA og handicapbranchen, som ønskede handling fra vores side, og vi har jo efterhånden i nogle år også kunnet følge de her nedskæringer, der har været omkring det, og kampen om at få tilkendt en BPA-ordning. Jeg ved ikke, om man kunne forestille sig det, at man kun har mulighed for at komme ud 3 timer om ugen eller 2 timer på en dag, at man ikke har mulighed for at leve det liv, man gerne vil, men at man skal være afhængig af, at der eventuelt vil komme en hjemmehjælper. For det er jo også noget af det, vi har hørt, altså at man på den måde kan sidde og vente på, at man ligesom har udskiftet timerne til hjemmehjælpstimer.

Så jeg havde håbet, at vi kunne have fundet en bred løsning, men jeg ser frem til, at vi fortsat holder fast i ministeren i forhold til det her om, at der skal ske handling, og jeg har bidt mærke i, at der er kommet rigtig, rigtig mange løsningsforslag både fra handicaporganisationerne og fra de andre parter, jeg har nævnt i dag. Og det er jo heller ikke så mærkeligt, at der kommer et borgerforslag fra #enmillionstemmer om, at det her område skal væk fra kommunerne, når vi – kan man sige – netop ser den forvaltning, der i øjeblikket sker nogle steder i vores kommuner.

Derudover bed jeg også mærke i et debatindlæg på Altinget den anden dag fra formanden fra PolioForeningen, Janus Tarp, som netop beskriver, at vi nu skal have den her debat i dag, og at det er mere end blot en politisk debat i Folketinget. Det er, skriver han, lige så meget en debat om, hvordan vi som samfund ser på livskvaliteten for de knap 2.000 modtagere af ordningen, altså mennesker med handicap. Er der plads til dem på lige fod med andre, så de kan få mulighed for at leve et frit og uafhængigt liv, eller skal de i sidste ende institutionaliseres? Det er det, han skriver i sit indlæg, og det giver jo stof til eftertanke. For samtidig skriver han, at mange kalder BPA-ordningen – ligesom vi også gør her – for verdens bedste kompensationsordning, fordi den giver en helt enestående mulighed for, at selv mennesker med en meget svær funktionsnedsættelse kan leve og tilrettelægge en tilværelse på egne præmisser. Han henviser til, at det kan være ulykkesskader og andet, og også det, at man har mulighed for at bevare og passe et familieliv og passe et arbejde, selv om man sidder i kørestol. Det er netop det, man får mulighed for ved at have tilknyttet en hjælper.

Så derfor vil jeg bare sige, at vi fra Dansk Folkepartis side bider os fast, og det er uanset hvilken regering der sidder på magten. Det har vi tidligere gjort, og det gør vi også igen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Jakob Sølvhøj.

Nu har ordføreren og jeg jo været handicapordførere side om side i en 6 års tid, og jeg har stor respekt for det arbejde, som ordføreren har lavet også på det her område. Men i forhold til den debat, der var for lidt siden i salen, hvad er så egentlig ordførerens vurdering, i forhold til hvorfor der ikke skete noget med BPA-ordningen i perioden 2015-2019? Med den ildhu, der lægges i det fra den side af salen i debatten i dag, hvordan kan det så egentlig være, at vi ikke fik løst nogle af problemerne under den tidligere regering? Det kunne jeg godt tænke mig høre. Vi har jo været meget enige, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordførerens vurdering af det.

Ordføreren.

Sådan som jeg oplever det, er ordningen kommet meget mere under pres nu, end den var tidligere, altså i de tidligere år. Vi har ligesom set, at serviceniveauer og kvalitetsstandarder i kommunerne er blevet sænket, så jeg oplevede ikke, at der var de massive udfordringer med BPA, som vi ser nu. Vi kan jo også konstatere ud fra tallene, at det er faldende.

Men der er ingen tvivl om, hr. Jakob Sølvhøj, at i Dansk Folkeparti har vi rejst de problemstillinger, der har været på handicapområdet, og prøvet at finde løsninger, uanset hvilken regering der har siddet. Det ved hr. Jakob Sølvhøj også godt. Så vil jeg bare sige, hr. Jakob Sølvhøj, at jeg er rigtig ærgerlig over, at man ikke lige nu, hvor vi kan skabe et flertal og vi kan presse på, for det gjorde vi også sammen under den tidligere regering, tager stafetten og kæmper sammen. Grunden til, at vi fik varslingsordningen i servicelovens § 3 a, var jo, at Radikale og andre støttede, at vi skulle gøre noget, og så fandt vi et kompromis. Her har jeg ikke engang modtaget svar fra Jakob Sølvhøj om, hvorvidt han vil tilslutte sig vedtagelsesteksten.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Vi har taget stafetten, og det er egentlig derfor, jeg tager ordet. Kan ordføreren ikke godt forstå, at Enhedslisten med de erfaringer, der var fra 2015-2019, hvor vi side om side gjorde, hvad vi kunne for at få ændret BPA-ordningen, kan have den tilgang, at hvis man vil have løst problemet, hvis man vil have noget handling, er man nok nødt til at skabe sig et flertal sammen med regeringen og det parlamentariske flertal, der i øvrigt i modsætning til den tidligere regering er begyndt at tilføre flere penge til den offentlige sektor? Er det ikke meget naturligt, at man, hvis man vil have handling, prøver at alliere sig med dem, der faktisk vil gøre noget andet end det, vi oplevede under den tidligere regering?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, man på den måde helt kan sammenligne det, for det handler netop om flertal på kryds og på tværs. Jeg vil sige, at under den tidligere regering var der mange, kan man sige, handicappolitiske tiltag, og det ved hr. Jakob Sølvhøj. Varslingsordningen var bare et af dem, og også ledsageordningen for blinde og svagsynede kom med. Og vi fra Dansk Folkepartis side sikrede massive fremskridt og forbedringer. Nu kan man skabe et flertal her, og det er jo det, det handler om, så der sker handling – jeg håber, der sker handling – og jeg vil følge op på, at der sker handling, også over for hr. Jakob Sølvhøj.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som først nævnt finde sted torsdag den 3. juni 2021.