B 98 Forslag til folketingsbeslutning om et byrdestop for det private erhvervsliv og annullering af vedtagne eller aftalte skatteforhøjelser.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 24-11-2020

Fremsat den 24. november 2020 af Alex Vanopslagh (LA), Henrik Dahl (LA) og Ole Birk Olesen (LA)

20201_b98_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 24. november 2020 af Alex Vanopslagh (LA), Henrik Dahl (LA) og Ole Birk Olesen (LA)

Forslag til folketingsbeslutning

om et byrdestop for det private erhvervsliv og annullering af vedtagne eller aftalte skatteforhøjelser

Folketinget pålægger regeringen at indføre et byrdestop i 2021-2023, således at der ikke indføres øgede skatter, afgifter og administrative byrder for erhvervslivet, og at tilbagerulle allerede aftalte eller vedtagne skattestramninger siden valget undtagen stigningen i tobaksafgiften.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en opdateret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 182, folketingsåret 2019-20. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2019-20, tillæg A, B 182 som fremsat.

Formålet med forslaget er at skabe så trygge og forudsigelige rammer for erhvervslivet som muligt i den kommende tid, så betingelserne for at få udviklingen vendt oven på coronakrisen er optimale. Coronaens indvirkning på vores samfund betyder meget store omstillinger i virksomhederne, som delvis er sket i de forgangne måneder, men også meget store forandringer forude. Det vil efter forslagsstillernes opfattelse være klogt ikke at belaste erhvervslivet med nye byrder i denne omstillingsperiode.

Et byrdestop bør indføres således, at ingen skatter eller afgifter hæves, og at nye administrative byrder i størst muligt omfang undgås. Hvis nye administrative byrder er uundgåelige på grund af EU-lovgivning, bør man finde kompenserende tiltag, således at den samlede mængde af administrative byrder som minimum ikke forøges.

Siden valget er der indført eller aftalt skattestramninger svarende til et umiddelbart provenu på ca. 9 mia. kr. i 2023 med en virkning efter tilbageløb og adfærd på ca. 3,9 mia. kr., jf. svar på FIU alm. del - spørgsmål 108 (folketingsåret 2019-20). Heraf udgør øgede tobaksafgifter ca. 2 mia. kr. i umiddelbar virkning og 575 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd i 2023, jf. lovforslag nr. L 75 (folketingsåret 2019-20). Med forslaget skal der altså tilbagerulles skattestramninger svarende til ca. 3,3 mia. kr. efter tilbageløb og adfærd i 2023.

Dertil kommer, at der efter finansministerens svar på FIU alm. del - spørgsmål 108 (folketingsåret 2019-20) er aftalt yderligere skattestramninger, herunder særlig i forbindelse med »Aftale om en ny ret til tidlig pension« af 10. oktober 2020. I aftalen er der lagt op til skattestigninger for ca. 2,2 mia. kr. i 2023 fordelt på øget skat på den finansielle sektor, lagerbeskatning af selskabers ejendomsavancer, begrænsning på selskabers fradragsret for lønninger og begrænsninger på aktiesparekontoen og på investorfradraget. Det bemærkes i den forbindelse, at forslagsstillerne har stillet udvalgsspørgsmål om opdatering af svar på FIU alm. del - spørgsmål 108 (folketingsåret 2019-20), jf. FIU alm. del - spørgsmål 61.

Samlet beløber vedtagne og aftalte skattestigninger foruden øget tobaksafgift sig til i alt ca. 5,5 mia. kr. efter tilbageløb og adfærd i 2023.

Når tobaksafgiften ønskes undtaget, skyldes det, at stigningen har andre begrundelser end alene at skaffe et øget statsligt provenu, og at den øgede afgift ikke i væsentlig grad kan siges at være en belastning for erhvervslivet. Derfor ses stigningerne i tobaksafgiften at ligge uden for dette beslutningsforslags formål om at sikre trygge ramme for dansk erhvervsliv i en svær tid.

De ca. 5,5 mia. kr., som forslaget koster, kan finansieres inden for råderummet frem mod 2025.

Skriftlig fremsættelse

Alex Vanopslagh (LA):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om et byrdestop for det private erhvervsliv og annullering af vedtagne eller aftalte skatteforhøjelser.

(Beslutningsforslag nr. B 98)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.