Betænkning afgivet af Indenrigs- og
Boligudvalget den 20. maj 2021
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, DF, KF, NB, LA og KD) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse
ved 2. (sidste) behandling.
Et mindretal i
udvalget (SF, EL og Sikandar Siddique (UFG)) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet
mindretal i udvalget (RV) vil redegøre for sin
stilling til beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget kan ikke
støtte forslaget, fordi V lægger vægt på,
at der i Danmark er en blandet boligmasse, hvor både privat
og almen udlejning, andelsboliger og ejerboliger prioriteres. V har
tillid til, at danskerne selv ved, hvor og hvordan de vil bo -
også i forhold til hvilken bolig der passer bedst til det
sted, hvor den enkelte eller den enkelte familie er i livet.
Bredden af boligtyper og muligheder har betydning for danskernes
livskvalitet. Det handler om at sikre et Danmark i balance, hvor vi
skaber muligheder for mennesker og størst mulig frihed -
hvor f.eks. studerende, de unge børnefamilier og seniorerne,
som har mindre og almindelige indkomster, har råd til at bo i
og omkring de større byer. Det handler endvidere om, at
boligen også skal ses i forhold til en livscyklus, hvor
menneskers behov ændrer sig fra vugge til grav, og hvor
ønsker til og prioritering af bolig varierer.
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget er af
den opfattelse, at der er brug for flere tiltag, som kan sikre mere
blandede byer, herunder også sikre etableringen af flere
almene boliger i landets kommuner. Det konstateres, at den
gældende regel i planloven, som giver kommunerne ret til at
kræve 25 pct. almene boliger i nye byudviklingsområder,
er et godt redskab til at sikre flere almene boliger. EL mener
samtidig, at denne mulighed skal udvides til at kunne omfatte et
krav om op til 33 pct. almene boliger.
EL konstaterer, at almene boliger - nye og
i særdeleshed ældre almene boliger - er markant
billigere for lejerne end tilsvarende private boliger. Dette viser
analysen »Huslejeniveauer i almene boliger« fra maj
2021 lavet af BL - Danmarks Almene Boliger, jf. B 97 - bilag 1. Det
er derfor også væsentligt at sikre endnu flere almene
boliger i de større byer for herved at sikre, at der i
fremtiden også er boliger, som lav- og mellemindkomster har
råd til at betale. Dette er en forudsætning for, at vi
også i fremtiden kan have blandede byer. EL konstaterer
også, at der i nogle kommuner kan være en udfordring
med hensyn til at sikre sig, at en bygherre etablerer de almene
boliger, der stilles krav om i forbindelse med
lokalplanlægningen, da der med planloven ikke er
handlepligt.
EL opfordrer på den baggrund
regeringen til at fremlægge et forslag til ændring af
planloven, hvor reglen om 25 pct. almene boliger hæves til 33
pct., og til at undersøge muligheder for at sikre, at
lokalplanlagte almene boliger rent faktisk etableres. Dette
opfordres regeringen til at gøre inden udgangen af 2021.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 20.
november 2020 og var til 1. behandling den 12. januar 2021.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Boligudvalget. Udvalgets navn er den 1. marts 2021
ændret til Indenrigs- og Boligudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på beslutningsforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
9 spørgsmål til indenrigs- og boligministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Anders Kronborg (S) Bjørn
Brandenborg (S) Tanja Larsson (S) Jan Johansen (S) Birgitte Vind
(S) Kasper Sand Kjær (S) Orla Hav (S) Thomas Jensen (S) Jens
Rohde (KD) Kathrine Olldag (RV) Samira Nawa (RV) Halime Oguz (SF)
Charlotte Broman Mølbæk (SF) Søren Egge
Rasmussen (EL) fmd. Jette
Gottlieb (EL) Sikandar Siddique (UFG) Preben Bang Henriksen (V)
Hans Andersen (V) Heidi Bank (V) nfmd. Kim Valentin (V) Christoffer
Aagaard Melson (V) Anni Matthiesen (V) Alex Ahrendtsen (DF) Dennis
Flydtkjær (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Marcus Knuth
(KF) Niels Flemming Hansen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Ole Birk
Olesen (LA)
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 7 | |