B 89 Forslag til folketingsbeslutning om Taiwans genindtræden i World Health Assembly.

Udvalg: Udenrigsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Beretning afgivet

Afgivet: 22-04-2021

Afgivet: 22-04-2021

Beretning afgivet af Udenrigsudvalget den 22. april 2021

20201_b89_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Udenrigsudvalget den 22. april 2021

1. Politiske bemærkninger

Udvalget

Udvalget vurderer, at det er i generel dansk og international interesse, at myndighederne på Taiwan får adgang til information fra samt mulighed for at dele viden i relevante FN-fora som eksempelvis Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Udvalget konstaterer endvidere, at Taiwan før har deltaget i WHO's politiske forum, World Health Assembly (WHA), som observatør i perioden fra 2009-2016. Denne ordning mener udvalget bør genoptages omgående.

Taiwans status i FN er stadfæstet i FN's Generalforsamlings resolution 2758 fra 1971, hvori det fremgår, at Folkerepublikken Kina og dennes repræsentanter er de eneste retmæssige repræsentanter for Kina i FN. Taiwan er således ikke anerkendt som et selvstændigt land i FN. Taiwan er dog et separat toldområde og har siden 2002 været medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Det følger af Danmarks ét-Kina-politik, at Danmark, ligesom FN, ikke anerkender Taiwan som en selvstændig nation. Til gengæld har Danmark et værdsat økonomisk og kulturelt samarbejde med Taiwan. Udenrigsministeriet har således et handelskontor i Taipei, og særlig det økonomiske samarbejde er af stigende betydning. Der står samtidig respekt om den kultur og den samfundsmæssige indretning, som man har valgt på Taiwan.

I erkendelse af vigtigheden af globale sundhedsindsatser, som gør brug af al tilgængelig erfaring, viden og forskning, opfordrer udvalget regeringen til at fastholde Danmarks tilslutning til kredsen af lande, der ønsker, at Taiwan igen får observatørstatus i WHA.

Regeringen opfordres desuden til sammen med EU og øvrige ligesindede lande fortsat at arbejde for at lade Taiwan få observatørstatus i WHA. Udvalget opfordrer regeringen til at rapportere til Udenrigspolitisk Nævn om status for udviklingen på området.

Folketinget understreger sin fortsatte tilslutning til den danske ét-Kina-politik.

Liberal Alliance (LA), Alternativet (ALT), Siumut (SIU) og Sambandsflokkurin (SP) havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 17. november 2020 og var til 1. behandling den 14. januar 2021. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udenrigsudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på beslutningsforslaget.

P.u.v.

Bertel Haarder

formand