B 80 Forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen pålægges ikke at indføre en ret til juridisk kønsskifte for børn.

Udvalg: Ligestillingsudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 19-05-2021

Afgivet: 19-05-2021

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 19. maj 2021

20201_b80_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 19. maj 2021

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, SF, RV, EL og Sikandar Siddique (UFG)) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal i udvalget (DF, KF, NB og LA) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget mener, at alle mennesker skal have mulighed for at være dem, de er, og for at leve i overensstemmelse med deres kønsidentitet. Det er afgørende for den enkeltes trivsel og livskvalitet. Ændringen af juridisk køn skal være en almindelig og ukontroversiel beslutning placeret hos individet og familien. Lovgivningen kan være med til at ændre kulturen og fremme accepten i samfundet. S ønsker derfor, at der lovgives positivt om retten til juridisk kønsskifte.

S noterer sig, at et stort flertal i Det Etiske Råd bakker op om initiativet, og noterer sig samtidig, at regeringen forventer, at lovforslaget om juridisk kønsskifte for børn og unge kan vedtages i forbindelse med lovprogrammet 2021-22. S ser frem til en grundig lovproces med en bred høring, der kan belyse nogle af de bekymringer, som forslagsstillerne rejser.

Socialdemokratiet kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance

Dansk Folkepartis, Det Konservative Folkepartis, Nye Borgerliges og Liberal Alliances medlemmer af udvalget bemærker, at beslutningsforslaget er fremsat som en reaktion på, at regeringen lægger op til, at børn og unge skal have mulighed for at ændre deres juridiske køn efter samme ordning som voksne. Regeringen mener ikke, at der skal være nogen nedre aldersgrænse for det juridiske kønsskifte, men foreslår, at hvis barnet er under 15 år, så skal det kræve forældrenes samtykke.

DF, KF, NB og LA er modstandere af regeringens forslag. Det er partiernes opfattelse, at en af de ting, der kendetegner et barn, og som adskiller barndommen og voksenlivet, er, at børn ikke i samme grad som voksne kan overskue konsekvenserne af deres handlinger. At lade et barn skifte juridisk køn, fordi barnet ønsker det, er ikke ansvarligt, da barnet ikke nødvendigvis er klar over, hvad et juridisk kønsskifte indebærer, ligesom barnet er i hormonel udvikling og derfor ikke nødvendigvis er konsistent i sit ønske om at skifte køn. Børn skal have lov til at være børn og skal ikke stilles over for identitetspolitiske spørgsmål og tage stilling til, hvem de er.

Der er ikke under førstebehandlingen eller under udvalgsbehandlingen af beslutningsforslaget fremkommet argumenter, der gør, at partierne bag beslutningsforslaget ændrer holdning. DF, KF, NB og LA er og bliver modstandere af juridisk kønsskifte til børn.

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget ønsker at hjælpe og imødekomme de børn og unge, der virkelig dybtfølt har et ønske om at skifte køn, men samtidig vil V generelt også gerne beskytte børnene, så de ikke tager forhastede beslutninger. Derfor har V den holdning, at børn og unge mellem 15 og 17 år kan få juridisk kønsskifte, hvis deres forældre giver samtykke til det. Grænsen på 15 år er valgt, da det også er grænsen for samtykke i forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet, hvor man selv har en ret stor medbestemmelse som 15-årig. V stemmer imod beslutningsforslaget.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten

SF's og Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at forslaget om at fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte var en del af regeringens udspil i forbindelse med Copenhagen Pride-ugen 2020. SF og EL mener, at fjernelse af aldersgrænsen for juridisk kønsskifte er vigtigt for at sikre transpersoners mentale sundhed, særlig for børn og unge. SF og EL noterer sig, at erfaringerne fra lande, hvor det er muligt for børn og unge at ændre markeringen af køn i offentlige registre, er positive i forhold til at forbedre børns og unges trivsel. Partierne mener desuden, at det er afgørende, at vi som samfund anerkender og respekterer transpersoners ret til selv at træffe beslutninger om egne livssituationer frem for at hindre børn og unge adgang til en administrativ procedure, der vil skabe reelle forbedringer i deres liv. SF og EL kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 10. november 2020 og var til 1. behandling den 13. april 2021. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Ligestillingsudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag på beslutningsforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 6 skriftlige henvendelser om beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 6 spørgsmål til indenrigs- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Karin Gaardsted (S) Birgitte Vind (S) nfmd. Lars Aslan Rasmussen (S) Camilla Fabricius (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Julie Skovsby (S) Kasper Sand Kjær (S) Tanja Larsson (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Katrine Robsøe (RV) Samira Nawa (RV) Astrid Carøe (SF) Halime Oguz (SF) Pernille Skipper (EL) Rosa Lund (EL) Sikandar Siddique (UFG) Heidi Bank (V) fmd. Fatma Øktem (V) Jane Heitmann (V) Karen Ellemann (V) Eva Kjer Hansen (V) Morten Dahlin (V) Liselott Blixt (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Birgitte Bergman (KF) Mona Juul (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)

Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)7