Fremsat den 3. november 2020 af Søren Egge Rasmussen (EL),
Jette Gottlieb (EL) og Victoria Velasquez (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om øgede muligheder for at stille krav om
almene boliger i lokalplaner ved fortætning af eksisterende
byområder
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte de nødvendige lovforslag inden den 1. april
2021, der indebærer, at kommunerne kan kræve 33 pct.
alment byggeri i forbindelse med lokalplanlægning af
områder til fortætning af eksisterende
byområder.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 74,
folketingsåret 2019-20. Der henvises til
www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2019-20, tillæg
A, B 74 som fremsat.
Folketinget vedtog den 26. februar 2015
ændringer i planloven og lov om almene boliger (L 89 i
folketingsåret 2014-15, 1. samling), der giver kommunerne
mulighed for at stille krav om, at op til 25 pct. af boligmassen i
et nyt lokalplanområde skal forbeholdes almene boliger
omfattet af almenboligloven. Ændringerne trådte i kraft
den 5. marts 2015.
Formålet med ændringerne i
planloven og lov om almene boliger var at få en mere blandet
boligsammensætning af forskellige typer boliger i de store
danske byer - bl.a. i de nye boligområder - og derigennem en
mere blandet beboersammensætning.
Lovændringen gav kommunerne en mulighed
for - men ikke en pligt til - at udlægge op til 25 pct. af
boligmassen i et nyt lokalplanområde til almene boliger,
uanset om området er privat eller kommunalt ejet. Efter
vedtagelse af en lokalplan med en sådan bestemmelse kan
eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom fortsætte
uhindret også efter et salg af ejendommen.
Muligheden gælder alene for de
områder i byerne, som ikke aktuelt lovligt anvendes til eller
er lokalplanlagt til boligformål, dvs. for bl.a.
lokalplanlagte erhvervsområder og områder udlagt til
offentlige formål. For områder, der har været
udlagt til blandet bolig og erhverv, vil muligheden kunne anvendes
ved ny lokalplanlægning for erhvervsområderne.
Lovændringen gav kommunerne mulighed for
i forbindelse med kommuneplanlægningen at fastsætte
retningslinjer for almene boliger og fastsætte rammer herfor
i områder, der ikke lovligt anvendes til eller er
lokalplanlagt for boligformål. Fremover skal der
således i en kommuneplan eller et kommuneplantillæg
være optaget retningslinjer om almene boliger, hvis kommunen
i en ny lokalplan ønsker at fastsætte krav om almene
boliger. I forbindelse med selve lokalplanlægningen kan
kommunen dog som hidtil blot vedtage et kommuneplantillæg
efter de herom gældende regler.
Enhedslisten vil med dette beslutningsforslag
pålægge regeringen at ændre planloven,
således at kommunerne gives mulighed for at stille krav om,
at op til 33 pct. af boligmassen skal forbeholdes almene boliger
omfattet af lov om almene boliger i lokalplaner for eksisterende
byområder, hvor der med lokalplanen sker en fortætning.
De 33 pct. omfatter ikke etagekvadratmeter, som den eksisterende
lokalplanlægning giver mulighed for, men gælder
udelukkende for etagekvadratmeter, der muliggøres med en ny
lokalplan.
Beslutningsforslaget vil også forbedre
mulighederne for at opføre almene boliger i de kommuner, som
planlægger at opføre ekstra almene boliger som
erstatning for de almene boliger, som nedrives eller sælges
som følge af ghettolovene.
Hvis en eksisterende lokalplan giver mulighed
for en bebyggelse på 12.000 etagekvadratmeter og der med en
ny lokalplan muliggøres en bebyggelse på samlet 24.000
etagekvadratmeter, vil det give kommunen ret til at kræve
3.960 etagekvadratmeter alment boligbyggeri (33 pct. af
24.000-12.000).
Baggrunden for forslaget er et ønske om
at øge andelen af almene boliger i eksisterende dele af
byerne og ikke kun i nye boligområder, som planloven nu giver
mulighed for. Dette vil være med til at give kommunerne
redskaber til i højere grad at understøtte blandede
byer. I den politiske forståelse »Retfærdig
retning for Danmark« står der: ». . . samt at
kommunerne får mulighed for at stille betingede
byggetilladelser, hvor op til en tredjedel af nye boliger skal
være almene og opføres hurtigt.« Derfor har
Enhedslisten også valgt 33 pct. i dette beslutningsforslag
for lokalplaner, som ændres.
Skriftlig fremsættelse
Søren Egge
Rasmussen (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
øgede muligheder for at stille krav om almene boliger i
lokalplaner ved fortætning af eksisterende
byområder.
(Beslutningsforslag nr. B 74)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.