B 74 Forslag til folketingsbeslutning om øgede muligheder for at stille krav om almene boliger i lokalplaner ved fortætning af eksisterende byområder.

Udvalg: Indenrigs- og Boligudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 20-05-2021

Afgivet: 20-05-2021

Betænkning afgivet af Indenrigs- og Boligudvalget den 20. maj 2021

20201_b74_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Indenrigs- og Boligudvalget den 20. maj 2021

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, DF, KF, NB, LA og KD) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (SF, EL og Sikandar Siddique (UFG)) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal i udvalget (RV) vil redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget kan ikke støtte forslaget. V lægger vægt på, at borgerne skal have mulighed for at vælge den boligform, der passer til deres behov. Den studerende har andre behov end børnefamilien, der igen har andre behov end den ældre. V har samtidig en ambition om at skabe rammerne for, at borgere med små og almindelige indkomster også skal have råd til at bo i og omkring de større byer. V arbejder for et Danmark i balance med en boligmasse, hvor såvel almen som privat udlejning, andelsboliger og ejerboliger prioriteres. V er kritiske i forhold til den fortætning, som forslaget ville medføre, og den heraf afledte oplevede forringede livskvalitet og forringede trivsel, som forslaget ville give i allerede eksisterende boligområder.

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget er af den opfattelse, at der er brug for flere tiltag, som kan sikre mere blandede byer, herunder også sikre etableringen af flere almene boliger i landets kommuner. Det konstateres, at den gældende regel i planloven, som giver kommunerne ret til at kræve 25 pct. almene boliger i nye byudviklingsområder, er et godt redskab til at sikre flere almene boliger. EL mener samtidig, at denne mulighed skal udvides til at kunne omfatte et krav om op til 33 pct. almene boliger i forbindelse med fortætning af eksisterende byområder.

EL konstaterer, at almene boliger - nye og i særdeleshed ældre almene boliger - er markant billigere for lejerne end tilsvarende private boliger. Dette viser analysen »Huslejeniveauer i almene boliger« fra maj 2021 lavet af BL - Danmarks Almene Boliger, jf. B 97 - bilag 1. Det er derfor også væsentligt at sikre endnu flere almene boliger i de større byer for herved at sikre, at der i fremtiden også er boliger, som lav- og mellemindkomster har råd til at betale. Dette er en forudsætning for, at vi også i fremtiden kan have blandede byer.

EL opfordrer på den baggrund regeringen til at fremlægge et forslag til ændring af planloven, hvor der gives mulighed for at stille krav om 33 pct. almene boliger i forbindelse med fortætning af eksisterende byområder. Dette opfordres regeringen til at gøre inden udgangen af 2021.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 3. november 2020 og var til 1. behandling den 12. januar 2021. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Boligudvalget. Udvalgets navn er den 1. marts 2021 ændret til Indenrigs- og Boligudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 12 bilag på beslutningsforslaget.

Anders Kronborg (S) Bjørn Brandenborg (S) Tanja Larsson (S) Jan Johansen (S) Birgitte Vind (S) Kasper Sand Kjær (S) Orla Hav (S) Thomas Jensen (S) Jens Rohde (KD) Kathrine Olldag (RV) Samira Nawa (RV) Halime Oguz (SF) Charlotte Broman Mølbæk (SF) Søren Egge Rasmussen (EL) fmd. Jette Gottlieb (EL) Sikandar Siddique (UFG) Preben Bang Henriksen (V) Hans Andersen (V) Heidi Bank (V) nfmd. Kim Valentin (V) Christoffer Aagaard Melson (V) Anni Matthiesen (V) Alex Ahrendtsen (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Marcus Knuth (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Ole Birk Olesen (LA)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)7