Beretning afgivet af Sundhedsudvalget den
18. maj 2021
1. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre,
Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og
Susanne Zimmer (UFG)
S, V, DF, SF, RV, EL, KF, NB og Susanne
Zimmer (UFG) er enige om, at ældre habile borgere skal have
ret til på forhånd at fravælge
genoplivningsforsøg, selv om de ikke er i et aktuelt
sygdomsforløb, som Folketingets partier senest blev enige om
ved indgåelsen af »Aftale om udmøntning af
midlerne afsat til Det gode Ældreliv«.
Venstre, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti,
Nye Borgerlige og Susanne Zimmer (UFG)
Samtidig er V, DF, SF, EL, KF, NB og
Susanne Zimmer (UFG) enige om, at registreringsløsningen,
som skal sikre, at personalet på f.eks. et plejehjem
respekterer den ældre borgers ønsker, bør
være klar til ibrugtagning i første kvartal 2023,
eftersom der med »Aftale om udmøntning af midlerne
afsat til Det gode Ældreliv« er afsat udviklingsmidler
til og med 2022, men drifts- og vedligeholdsmidler fra 2023.
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det
Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Susanne Zimmer (UFG)
S, DF, SF, RV, EL, KF, NB og Susanne Zimmer
(UFG) noterer sig, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag nr. B 3
om habile alderssvækkede ældres ret til fravalg af
genoplivningsforsøg havde til formål at sikre
ældre habile borgere en ret til at fravælge
genoplivningsforsøg - også når fravalget ikke
sker i forbindelse med en aktuel sygdomssituation, hvilket ikke er
muligt i dag. Der var bred opbakning til Dansk Folkepartis forslag,
da det blev førstebehandlet den 9. december 2020.
»Aftale om
udmøntning af midlerne afsat til Det gode Ældreliv
«
Den 18. december 2020 indgik samtlige
partier i Folketinget »Aftale om udmøntning af
midlerne afsat til Det gode Ældreliv«. Aftalepartierne
blev med aftalen enige om, at ældre svækkede borgere,
som har levet et langt liv og er nået til et sted i livet,
hvor de har behov for daglig hjælp til omsorg og personlig og
praktisk hjælp, kan sige nej tak til at blive forsøgt
genoplivet, når deres hjerte holder op med at slå.
Det følger direkte af den politiske
aftale, at lovgivningen skal ændres, så habile borgere,
som er fyldt 60 år, får mulighed for at registrere et
ønske om fravalg af genoplivningsforsøg ved
hjertestop i et centralt register, som skal etableres til
formålet. De registrerede oplysninger skal kunne tilgås
digitalt af det personale, som skal kende og efterkomme
sådanne fravalg, så derfor er det afgørende, at
de fagsystemer, der bruges ude på landets plejehjem m.v.,
skal kunne tale sammen med det centrale register, hvor borgerens
fravalg er registreret.
Socialdemokratiet og Radikale
Venstre
S og RV er enige om, at det centrale
register bør være færdigt ved udgangen af 2022
og hurtigst muligt herefter implementeres i de fagsystemer, der
bruges ude på landet plejehjem m.v., så
løsningen kan tages i brug.
S og RV noterer sig, at implementeringen
forudsætter økonomiaftaler med regionerne og
kommunerne. Med udmøntningen af midlerne afsat til det gode
ældreliv er der afsat udviklingsmidler til og med 2023, og S
og RV er enige om at anvise drifts- og vedligeholdelsesmidler fra
2023.
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i
beretningen.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 7.
oktober 2020 og var til 1. behandling den 9. december 2020.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Sundhedsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Jane Heitmann
formand