Betænkning afgivet af
Forsvarsudvalget den 20. maj 2021
1. Ændringsforslag
Enhedslistens medlemmer af udvalget har
stillet 1 ændringsforslag til beslutingsforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, DF, KF, RV, LA og SIU) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse
uændret.
Et mindretal i
udvalget (SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (EL) indstiller beslutningsforslaget
til forkastelse. Mindretallet stemmer
for det stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (NB) indstiller beslutningsforslaget
til forkastelse. Mindretallet stemmer
imod det stillede ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (IA) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget og det stillede ændringsforslag.
Alternativet, Kristendemokraterne,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Dansk
Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti,
Radikale Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance og Siumut
Socialdemokratiets, Venstres, Dansk
Folkepartis, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk
Folkepartis, Radikale Venstres, Enhedslistens, Liberal Alliances og
Siumuts medlemmer af udvalget finder, at det var
uhensigtsmæssigt at sambehandle B295 og B297 ved
førstebehandlingen, da missionen i Guineabugten og missionen
i Sahel er to helt forskellige sager, og det er vigtigt at sikre en
grundig og gennemskuelig demokratisk debat, når det handler
om Danmarks deltagelse i militære missioner.
Enhedslisten
Enhedslisten kan ikke støtte et
militært bidrag til den franske Operation Barkhane i
Sahelområdet. Der er i langt højere grad brug for at
fokusere på de politiske løsninger og
bekæmpelsen af årsagerne til terrorisme. Det er en
meget kompleks situation, og gennem de seneste 8 år, hvor
franskmændene har kørt den militære operation,
er problemerne med terrorisme og uro blot blevet spredt ud over et
større område. Tilstedeværelsen af
internationale styrker og lokale sikkerhedsstyrkers overgreb
på civile kan dokumenteres at være en medvirkende
årsag til opbakning til terrorbevægelser. Og endelig er
der for stor risiko for, at danske soldater vil komme til at
træne lokale sikkerhedsstyrker, som kan være involveret
i drab på civile, plyndringer og andre overgreb. EL savner
også en mere seriøs læring fra bl.a.
Afghanistankrigen og et perspektiv på mulige exitstrategier
for missionen.
Derudover mener Enhedslisten, at det er
vigtigt, at de reelle udgifter i forbindelse med krig allerede fra
starten kommer frem i lyset - både for at sikre, at der kan
gives en ordentlig hjælp til dem, der kommer til skade, og
for at sikre en mere åben demokratisk debat af omkostninger
og konsekvenser. Enhedslisten har derfor stillet et
ændringsforslag om, at udgifter til behandling og hjælp
til danske soldater, der kommer fysisk eller psykisk til skade
under missionen, samt udgifter til de lokalt ansatte, der skal
hjælpe de danske soldater, og eventuelle erstatninger til
civile skal medregnes i de omkostninger, der er forbundet med
udsendelsen af de danske militære bidrag. Den type udgifter
burde altid indgå i beslutningsforslag om udsendelse til
militære operationer, og ændringsforslaget er et
naturligt og ansvarligt skridt på vejen.
4 Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til teksten
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(SF):
1)
Efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum:
»I de omkostninger, der er forbundet
med indsættelse af de danske militære bidrag, skal
medregnes udgifter til hjælp til de danske soldater, der
måtte komme fysisk eller psykisk til skade under eller som
følge af deres indsættelse i Operation Barkhane i
Sahelregionen, samt udgifter til støtte til de lokalt
ansatte, som bistår de udsendte danske militære bidrag
til Operation Barkhane i Sahelregionen, og eventuelle erstatninger
til civile ofre og lign.«
[Medregning af en række
udgifter i udsendelsens omkostninger]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at udgifter til
hjælp til de soldater, der kommer fysisk eller psykisk til
skade under eller som følge af deres deltagelse i
udsendelsen til Sahelregionen, samt udgifter til støtte til
de lokalt ansatte, som hjælper de udsendte danske
militære bidrag til Operation Barkhane og eventuelle
erstatninger til civile ofre i forbindelse med indsættelsen
af danske militære bidrag skal medregnes i de omkostninger,
som er forbundet med udsendelsen af de danske militære
bidrag. For Enhedslisten er det vigtigt, at de reelle udgifter i
forbindelse med krig allerede fra starten kommer frem i lyset -
både for at sikre, at der kan gives en ordentlig hjælp
til dem, der kommer til skade, og for at sikre en mere åben
demokratisk debat af omkostninger og konsekvenser. Dette
ændringsforslag vil være et naturligt og ansvarligt
skridt på vejen, som altid burde indgå ved udsendelse
til militære operationer. Derudover er der naturligvis en
lang række yderligere omkostninger forbundet med krig og
krigsførelse, som også i højere grad burde
indgå i debatten, herunder støtte til genopbygning og
mennesker, der drives på flugt. Dette ændringsforslag
er et forsøg på i hvert fald at komme i gang med at
inddrage de direkte menneskelige og økonomiske konsekvenser
af de militære operationer.
5. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 23.
april 2021 og var til 1. behandling den 7. maj 2021.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Forsvarsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
7 spørgsmål til udenrigsministeren, 7
spørgsmål til både udenrigsministeren og
forsvarsministeren og 1 spørgsmål til
forsvarsministeren til skriftlig besvarelse, som ministrene har
besvaret.
Karin Gaardsted (S) Annette Lind
(S) Tanja Larsson (S) Thomas Jensen (S) Jan Johansen (S) nfmd. Jesper Petersen (S) Kasper Roug
(S) Rasmus Horn Langhoff (S) Martin Lidegaard (RV) Kristian Hegaard
(RV) Anne Valentina Berthelsen (SF) Karsten Hønge (SF) Eva
Flyvholm (EL) Søren Søndergaard (EL) Aaja Chemnitz
Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Peter Juel-Jensen
(V) Mads Fuglede (V) Christoffer Aagaard Melson (V) Hans Christian
Schmidt (V) Lars Christian Lilleholt (V) Søren Espersen (DF)
Bent Bøgsted (DF) Lise Bech (DF) Marcus Knuth (KF) Niels
Flemming Hansen (KF) fmd. Rasmus
Jarlov (KF) Peter Seier Christensen (NB) Henrik Dahl (LA)
Alternativet, Kristendemokraterne,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 7 | |