Beretning afgivet af Transportudvalget den
24. juni 2021
1. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Socialistisk
Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten
Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis, Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af
udvalget bakker op om ambitionen om, at vi skal have langt flere
elbiler i Danmark. Det kræver bl.a., at vi har opdaterede
regler og opdateret lovgivning for håndtering af både
mulighederne for genanvendelse af elbiler og sikkerheden omkring
dem.
S, SF, RV og EL konstaterer, at der
allerede er et tværministerielt arbejde i gang, hvor der
bl.a. arbejdes med afdækning af forhold af relevans for
redningsberedskabets indsats ved brande i lithiumionbatterier,
opbevaring og håndtering af lithiumionbatterier, sikkerhed
ved havarrede elkøretøjer og miljømæssig
affaldshåndtering. S, SF, RV og EL noterer sig, at
Beredskabsstyrelsen leder arbejdet, og at Trafikstyrelsen,
Sikkerhedsstyrelsen, Færdselsstyrelsen,
Miljøstyrelsen, Dansk Elbil Alliance og SKAD (arbejdsgiver-
og brancheorganisation for autoskadebranchen) deltager. S, SF, RV
og EL opfordrer til at sikre en løbende og god dialog med
branchen i det videre arbejde.
Endelig noterer S, SF, RV og EL sig, at der
pågår forhandlinger i EU om en revideret
batteriforordning, hvor Miljøministeriet løbende
inddrager Erhvervsministeriet, Transportministeriet og Klima-,
Energi- og Forsyningsministeriet og er i dialog med interessenter
på området.
Venstre og Det Konservative
Folkeparti
Venstres og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget støtter ambitionen om, at vi skal have
langt flere elbiler i Danmark. Det kræver, at vi får
opdateret regler og lovgivning, så vi får
håndteret både mulighederne for genanvendelse af
elbilerne og sikkerheden omkring dem bedst muligt. Derfor finder V
og KF det bekymrende, at der endnu ikke er udarbejdet de
nødvendige regler og retningslinjer, der kan sikre, at
særlig de skadede elbiler kan håndteres på den
sikkerhedsmæssigt og miljømæssigt mest
forsvarlige måde.
V og KF opfordrer til, at der inden juli
2022 udarbejdes de nødvendige retningslinjer og regler
på området i dialog med interessenterne på
området. Arbejdet bør blandt andet adressere
følgende udfordringer:
- Manglen
på retningslinjer, der sikrer, at elbiler bliver repareret
sikkerhedsmæssigt og miljømæssigt korrekt efter
en skade.
- Manglen
på regler og retningslinjer for skrotning af udtjente
elbiler, som sikrer korrekt håndtering på
genbrugspladserne, herunder i forhold til den miljø- og
sikkerhedsmæssige håndtering.
- Den manglende
opdatering af bygningsreglementet, så der tages hensyn til
udfordringerne ved brande i elbiler.
- Adgangen til
uddannelse og adgangen til køretøjsteknisk
redningsinformation fra bilproducenterne til beredskabet.
-
Arbejdsmiljøloven og Arbejdstilsynets bekendtgørelser
skal opdateres, så der tages hensyn til udfordringerne ved
håndtering af trafikskadede elbiler.
- De manglende
regler i forhold til at sikre, at lithiumionbatterier fra udtjente
elbiler kan anvendes lovligt i Danmark.
Kristendemokraterne
Kristendemokraternes medlem af udvalget
bakker ikke op om beslutningsforslaget, da området er
reguleret ved EU-forordninger, der løbende revideres.
EU-typegodkendelsen af elbiler og hybridbiler er f.eks. under
konstant revision i henhold til den løbende tekniske
udvikling. Regulativet indeholder krav til hele bilens cyklus.
KD har tillid til regeringens
tværministerielle arbejdsgruppe ledet af Beredskabsstyrelsen
og finder, at beslutningsforslaget vil være en pleonasme og
mefører unødige omkostninger for allerede
igangværende arbejder internationalt som nationalt.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke
adgang til at komme med politiske bemærkninger i
beretningen.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 26.
marts 2021 og var til 1. behandling den 27. maj 2021.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Transportudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
6 spørgsmål til transportministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
P.u.v.
Jeppe Bruus
formand