Betænkning afgivet af
Sundhedsudvalget den 1. juni 2021
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, DF, SF, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG))
indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse
uændret.
Et mindretal i
udvalget (NB) vil redegøre for sin indstilling til
beslutningsforslaget ved 2. behandling.
Et andet
mindretal i udvalget (LA) vil redegøre for sin
indstilling til beslutningsforslaget ved 2. behandling.
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og
dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Socialistisk
Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative
Folkeparti og Susanne Zimmer (UFG)
S, SF, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG)
er enige i beslutningsforslagets intention om at sikre, at der er
den rette og lettilgængelige hjælp og støtte til
forældre, som uventet mister et barn. Det er
afgørende, at der bliver rakt ud til forældre i en
så stor livskrise. Vi skal sikre, at forældrene gribes
af samfundet og ikke overlades til selv at finde rundt i systemet,
men i stedet tilbydes hjælp af relevante myndigheder,
organisationer m.v.
S, SF, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG)
noterer sig, at regeringen - som det foreslås i
beslutningsforslaget - vil sikre den rette viden om sorgprocesser
og krisekommunikation ved at lade Sundhedsstyrelsen se
nærmere på udviklingen af et kursus, som skal sikre den
nyeste viden om sorgprocesser og krisekommunikation blandt
sundhedsplejerskerne, med henblik på at styrke deres
kompetencer yderligere i forhold til at kunne yde relevant
støtte til forældre, som mister deres barn ved uventet
død.
S, SF, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG)
noterer sig, at regeringen derudover vil se nærmere på,
hvordan der sikres hensigtsmæssigt samarbejde og deling af
oplysninger mellem myndigheder, så forældrene får
den rette vejledning og f.eks. sundhedsplejen får besked,
når et barn går bort. Det bemærkes i den
forbindelse, at sundhedsplejerskers kerneopgaver er
sundhedsfremmende og forebyggende indsatser, hvor formålet er
at sikre alle børn og unge en sund opvækst og skabe
gode forudsætninger for en sund voksentilværelse.
S, SF, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG)
bemærker, at også allerede igangsatte initiativer vil
bidrage til at løse de udfordringer, som
beslutningsforslaget adresserer. Der er således afsat 7,5
mio. kr. i perioden 2021-2024 til Forældre & Sorg -
Landsforeningen Spædbarnsdød, som skal sikre, at
foreningen kan yde rådgivning og støtte til den
større målgruppe af forældre, der har mistet et
barn (under 18 år). Foreningen forventer desuden at opdatere
informationsmateriale til forældre, så der er et godt
overblik over, hvor man som forældre kan finde hjælp.
Det gælder både i forhold til det praktiske og til
støtte til sorgproces. Yderligere er der afsat 8 mio. kr. i
perioden 2020-2023 til at videreføre bevillingen til Det
Nationale Sorgcenter, og der er afsat 2,5 mio. kr. i 2021 og 2022
til at styrke Sorglinjen, som er etableret i samarbejde mellem Det
Nationale Sorgcenter og TrygFonden.
I forhold til forslagets konkrete
gennemførelse bemærker S, SF, RV, EL, KF og Susanne
Zimmer (UFG), at opgaver af mere praktisk karakter, f.eks. at
bistå forældre med at undersøge en eventuel
forsikringsdækning og at ansøge om sorgorlov, ikke er
en del af sundhedsplejerskers kompetence- og ansvarsområde,
at sygehuset og familiens praktiserende læge spiller en
central rolle i forløbet, og at der ikke i alle
tilfælde er en sundhedsplejerske med et nært kendskab
til familien, som også fremført af Forældre og
Sorg - Landsforeningen Spædbarnsdød. Derfor finder S,
SF, RV, EL, KF og Susanne Zimmer (UFG), at den konkrete
imødekommelse af de behov, der beskrives i forslaget, skal
indrettes, så der sikres brug af de mest relevante
kompetencer og roller i et godt samarbejde til gavn for
familierne.
I lyset af ovenstående er S, SF, RV,
EL, KF og Susanne Zimmer (UFG) enige i forslagets intention, og
hovedelementerne i forslaget støttes på den
baggrund.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 17.
marts 2021 og var til 1. behandling den 19. maj 2021.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Sundhedsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag
på beslutningsforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om beslutningsforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
2 deputationer, der mundtligt har redegjort for deres holdning til
beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
6 spørgsmål til sundhedsministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Annette Lind (S) Birgitte Vind (S)
Tanja Larsson (S) Camilla Fabricius (S) nfmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Kasper
Roug (S) Julie Skovsby (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Rasmus Horn
Langhoff (S) Stinus Lindgreen (RV) Lotte Rod (RV) Kirsten Normann
Andersen (SF) Trine Torp (SF) Peder Hvelplund (EL) Pernille Skipper
(EL) Susanne Zimmer (UFG) Jane Heitmann (V) fmd. Ellen Trane Nørby (V) Hans
Andersen (V) Martin Geertsen (V) Marlene Ambo-Rasmussen (V) Sophie
Løhde (V) Liselott Blixt (DF) Karina Adsbøl (DF)
Mette Hjermind Dencker (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Per
Larsen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Henrik Dahl (LA)
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 7 | |