Fremsat den 9. marts 2021 af Rosa Lund (EL),
Peder Hvelplund (EL),
Pernille Skipper (EL) og Mai Villadsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at opholdstilladelse ikke automatisk
bortfalder på grund af udlandsophold
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2021 at ændre udlændingelovgivningen,
så udlændinge med dansk opholdstilladelse får
mulighed for at være udrejst af Danmark i op til 5 år,
uden at opholdstilladelsen automatisk bortfalder.
Bemærkninger til forslaget
Med beslutningsforslaget ønsker
forslagsstillerne at ændre reglerne for automatisk bortfald
af opholdstilladelser, således at et udlandsophold på
mere end 12 måneders varighed ikke automatisk medfører
bortfald af opholdstilladelse. I stedet skal udlændinge kunne
været udrejst af landet i op til 5 år.
Stramme regler rammer de
forkerte
I løbet af de sidste årtier er
reglerne blevet strammere og strammere for udlændinge, der
ønsker at være en del af det danske samfund. De
generelt meget stramme regler har medført utallige eksempler
på personer, som mister deres opholdstilladelse og bliver
sendt ud af landet, selv om de bidrager til det danske samfund og
har haft job, hvor Danmark ellers mangler kvalificeret
arbejdskraft.
Der er løbende blevet vedtaget
stramninger af reglerne for opnåelse af statsborgerskab. Det
har haft den uheldige konsekvens, at vi får en større
og større gruppe af danskere, der ikke har mulighed for at
opnå statsborgerskab og dermed få fulde
borgerrettigheder på lige fod med alle andre. Ud over at
disse borgere ikke kan stemme til folketingsvalget, så er
deres bevægelsesfrihed begrænset, idet de ikke, ligesom
alle andre danskere, selv kan bestemme, hvor længe de
ønsker at rejse ud i verden.
De stramme regler rammer ikke nytilkomne, men
rammer til gengæld de personer, der er født i Danmark
eller har boet her, siden de var børn. Det er personer, der
er danske, føler sig danske og ikke kender andre samfund end
det danske. De kan pludselig risikere at blive smidt ud af landet,
eksempelvis fordi deres sabbatår varede en dag for
længe.
Mureren Roberto er et eksempel på,
hvordan reglerne rammer skævt. Roberto har fået sin
permanente opholdstilladelse ophævet, fordi han efter 25
år i Danmark, hvor han ankom som 9-årig, havde
været mere end 12 måneder i udlandet (»Mureren
Roberto har efter 24 år i Danmark fået én
måned til at pakke sine ting: »Jeg er
chokeret««, Berlingske, den 20. februar 2021).
Forslagsstillerne ønsker med dette
beslutningsforslag at forhindre sager som Robertos. Derfor
foreslår forslagsstillerne at ændre i
udlændingelovens relevante bestemmelser, så
udlændinge med opholdstilladelserne får mulighed for at
være udrejst af Danmark i op til 5 år, uden at
opholdstilladelsen automatisk bortfalder.
Skriftlig fremsættelse
Rosa Lund
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
opholdstilladelse ikke automatisk bortfalder på grund af
udlandsophold.
(Beslutningsforslag nr. B 277)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.