Fremsat den 9. marts 2021 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF),
Theresa Berg Andersen (SF) og Jacob Mark (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om kriminalisering af identitetstyveri og
identitetsmisbrug
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling at fremsætte et
lovforslag, der direkte kriminaliserer identitetstyveri og
identitetsmisbrug.
Bemærkninger til forslaget
Den 18. juni 2020 pågreb politiet 11
personer i en stor sag om svindel med NemID i en aktion, der
involverede flere politikredse (»11 anholdt i stor aktion mod
nemID-svindel«, Østjyllands Politi, den 18. juni
2020). Få dage inden politiaktionen kunne DR berette om en
kvinde, som havde fået stjålet sin digitale identitet
og fået misbrugt sit NemID for 124.000 kr., angiveligt fordi
identitetstyve havde installeret såkaldte
»keyloggere« på offentlige biblioteker.
Derigennem fik gerningsmændene hendes cpr-nummer og kode til
NemID og kunne holde øje med, hvornår hun skulle have
et nyt nøglekort tilsendt, så de kunne opsnappe det,
når det nye nøglekort blev fremsendt med posten
(»Først blev Sigrid svindlet med via sit NemID -
så truede banken med fogedretten«, dr.dk, den 15. juni
2020).
Med forslaget pålægges regeringen
at indføre en bestemmelse i dansk ret, der direkte
kriminaliserer identitetstyveri og identitetsmisbrug.
Forslagsstillerne medgiver, at
identitetstyveri i en række tilfælde allerede i dag er
strafbart, f.eks. kan det straffes som bedrageri, hvis overtagelsen
af en persons identitet er sket med økonomisk vinding for
øje. Men som reglerne er i dag, er det eksempelvis ikke i
sig selv strafbart at udgive sig for at være en anden og
f.eks. oprette falske profiler. SF ønsker, at sådanne
forhold også skal være strafbare, både for
tydeligt at signalere, at sådan en ageren ikke accepteres fra
samfundets side, og for at give ofrene en beskyttelse i de
tilfælde, hvor der ikke er opnået en økonomisk
gevinst, og hvor ofrene udsættes for chikane eller stalking,
ved at andre personer f.eks. opretter annoncer m.v. i deres navn.
Alene det forhold at begå identitetstyveri skal være
strafbart, uanset om der rent faktisk er sket et
efterfølgende identitetsmisbrug, og uanset om
gerningsmændene har opnået en økonomisk gevinst
ved identitetstyveriet. Straffen for at begå sådanne
forbrydelser skal have en tilstrækkelig præventiv
effekt, og det skal ikke økonomisk kunne betale sig at
begå forbrydelsen.
Ud over en direkte kriminalisering mener
forslagsstillerne også, at der er behov for at se på
ofrenes beskyttelse og mulighed for efterfølgende
hjælp. Forslagsstillerne er derfor lydhøre over for
øvrige forslag til effektive forbedringer af beskyttelsen af
ofre for identitetstyveri og -misbrug.
Forslagsstillerne er opmærksomme
på, at regeringen har nedsat en tværministeriel
arbejdsgruppe, der bl.a. skal se på mulige konkrete
initiativer og løsningsmodeller angående regulering af
indhold på og ansvar i forhold til sociale medier og
overveje, og om der er behov for en eventuel yderligere regulering
af misbrug af andres identitet. Ministeren har imidlertid oplyst,
at arbejdsgruppens arbejde er blevet forsinket (Retsudvalget - alm.
del, svar på spørgsmål 266).
I lyset af de seneste alvorlige sager om
identitetstyveri og identitetsmisbrug mener forslagsstillerne, at
der er et højaktuelt behov for snarest at få
forhindret disse forbrydelser. Derfor pålægges
regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte
et lovforslag, der direkte kriminaliserer identitetstyveri og
identitetsmisbrug. Regeringen bør desuden udarbejde og
præsentere forslag til initiativer til effektivt at forhindre
og imødegå identitetstyveri og identitetsmisbrug og
hjælpe ofrene for sådanne forbrydelser.
Forslagsstillerne mener, disse forslag bør fremlægges
forud for lovforslaget, således at de forslag, der
måtte kræve lovgivning, kan medtages i lovforslaget om
at kriminalisere identitetstyveri og identitetsmisbrug.
Forslagsstillerne mener, forslaget har yderst
begrænsede økonomiske konsekvenser, og er indstillede
på at drøfte det nærmere indhold af lovforslaget
og om nødvendigt finansiering heraf med regeringen og de
øvrige partier i Folketinget.
Skriftlig fremsættelse
Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
kriminalisering af identitetstyveri og identitetsmisbrug.
(Beslutningsforslag nr. B 272)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.