Beretning afgivet af Indenrigs- og
Boligudvalget den 10. juni 2021
1. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Socialistisk
Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative
Folkeparti og Sikandar Siddique (UFG)
Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL, KF og
Sikandar Siddique (UFG)) noterer sig behovet for et løft af
den kommunale og regionale bygningsmasse, idet standarden af disse
bygninger er meget ringe. I dag har syv ud af ti kommunale
bygninger et dårligt energimærke og forbruger langt
mere energi end nødvendigt. Staten er i dag underlagt et
krav fra EU's side om at energirenovere med 3 pct. årligt, og
de seneste opgørelser fra statens bygninger viser, at staten
stort set opfylder denne målsætning via fokuseret og
løbende optimering af sin bygningsmasse på grund af
den opstillede målsætning.
S, SF, RV, EL, KF og Sikandar Siddique
(UFG) noterer sig desuden, at energirenovering ofte kan betale sig,
da energibesparelsesprojekter betales hjem over en
årrække og har en række positive afledte
effekter, og derfor har både staten, regionerne og kommunerne
en samlet samfundsøkonomisk interesse i at reducere
energiforbruget og optimere standen af hele den offentlige
bygningsmasse.
S, SF, RV, EL, KF og Sikandar Siddique
(UFG) noterer sig ligeledes, at en forbedret offentlig
bygningsmasse har positive afledte effekter på
indlæringsevnen og koncentrationen hos eleverne i skolerne,
på ældre på plejehjem, på brandsikkerheden
i de offentlige velfærdsbygninger og på trivslen for
brugerne og de offentlige ansatte samt sundheden på grund af
det forbedrede indeklima. Derudover skaber energirenovering
beskæftigelse på tværs af hele landet og holder
Danmark i balance.
S, SF, RV, EL, KF og Sikandar Siddique
(UFG) noterer sig, at Europa-Kommissionen i deres »Renovation
Wave« har foreslået en energirenoveringsrate på 3
pct. for alle offentlige bygninger som led i den kommende revision
af energieffektivitetsdirektivet (EED).
S, SF, RV, EL, KF og Sikandar Siddique
(UFG) noterer sig, at der som led i økonomiforhandlingerne
kan igangsættes et arbejde, der skal belyse potentialet for
energirenovering i den kommunale og regionale bygningsmasse samt
anvise konkrete greb til at øge energieffektiviseringer
på den samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige
måde med henblik på over tid at nå en
energirenoveringsrate på 3 pct.
Venstre
Venstre mener, at bæredygtigt byggeri
og energirenovering er en vigtig del af klimadagsordenen. V
går ind for grøn omstilling i byggeriet, hvor vores
byggesektor bygger grønnere og renoverer grønt.
På den måde får vi rykket byggeriet og vores
bygningsmasse i en mere bæredygtig retning. V ønsker
sunde, energirigtige boliger med godt indeklima til gavn for
borgerne og til gavn for klimaet. Derfor indgik V sammen med et
bredt flertal i Folketinget en aftale om bæredygtigt
byggeri.
V støtter intentionen i forslaget,
og idéen om, at kommuner og regioner går forrest, er i
sig selv fornuftig, for der er meget bygningsmasse at gå i
gang med. V kan desværre ikke se i forslaget, hvordan det er
finansieret, og da V er et økonomiske ansvarligt parti, kan
V derfor ikke støtte forslaget.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke
adgang til at komme med politiske bemærkninger i
beretningen.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 9.
marts 2021 og var til 1. behandling den 6. maj 2021.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Indenrigs- og Boligudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 3 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
7 spørgsmål til klima-, energi- og
forsyningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har
besvaret.
P.u.v.
Søren Egge
Rasmussen
formand