Fremsat den 5. marts 2021 af Lars Boje Mathiesen (NB),
Peter Seier Christensen (NB),
Mette Thiesen (NB), Pernille Vermund (NB),
Naser Khader (KF), Birgitte Bergman (KF),
Mai Mercado (KF),
Søren Pape Poulsen (KF),
Alex Vanopslagh (LA),
Henrik Dahl (LA) og Ole Birk Olesen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om at afskaffe feriepengesystemet
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag inden udgangen af 2021 om at afskaffe
feriepengesystemet.
Bemærkninger til forslaget
Danskerne optjener i dag 2,08 feriedage pr.
måned af deres løn uden mulighed for at få
pengene udbetalt i stedet. Det er et udtryk for unødigt
formynderi, at danskerne ikke har mulighed for fuldt ud at
disponere over deres indkomst. Ved en afskaffelse af
feriepengesystemet sikrer man, at danskerne får udbetalt
deres egne penge.
Danskerne kan godt finde ud af at spare op og
håndtere deres private økonomi, og dem, der ikke kan,
må lave aftaler med deres pengeinstitut eller aftale en
ordning med arbejdsgiveren. Der er ikke behov for, at staten
dikterer et feriepengesystem, når den enkelte borger selv kan
varetage sin økonomi.
Det danske skattesystem er i forvejen
besværligt at gennemskue for den enkelte borger. Der er i dag
alt for mange skattesatser og fradrag i det danske skattesystem, og
det er de færreste, der kan gennemskue deres
årsopgørelse, og mange umyndiggøres i den
sammenhæng. Der skal forenkles meget mere, og en afskaffelse
af ferieordningen er et oplagt sted at starte.
Pengene ligger bedst i borgernes lommer. Dette
er en god læresætning.
Skriftlig fremsættelse
Lars Boje
Mathiesen (NB):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
afskaffe feriepengesystemet.
(Beslutningsforslag nr. B 214)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.