B 207 Forslag til folketingsbeslutning om at stoppe udhulingen af dagpengenes værdi.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 26-05-2021

Afgivet: 26-05-2021

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 26. maj 2021

20201_b207_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 26. maj 2021

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, RV, KF, NB og LA) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (EL, SF og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal i udvalget (DF) vil hverken stemme for eller imod beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.

Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Venstre

For Venstres medlemmer af udvalget er det afgørende, at det skal kunne betale sig at arbejde, og derfor står Venstre selvfølgelig fast ved de arbejdsmarkedsreformer, partiet har været med til at gennemføre de sidste omkring 20 år. Det er reformer, der har haft til hensigt at gøre det mere attraktivt at arbejde og bidrage til fællesskabet - og dermed reformer, der har haft til hensigt at sikre, at endnu flere bliver en del af det arbejdende fællesskab.

Venstre har været med til at gennemføre en række justeringer af dagpengesystemet, der tager afsæt i Dagpengekommissionens anbefalinger. Det gjorde Venstre, da partiet sidst havde regeringsansvaret. Det er initiativer, der har været med til at sikre et tryggere dagpengesystem.

Venstre mener grundlæggende, at dagpengesystemet skal balancere en række hensyn. Det skal sikre, at der er et rimeligt forsørgelsesgrundlag i en periode, hvor man står uden arbejde, samtidig med at det skal sikre, at der er et klart incitament til at tage et arbejde.

Venstre mener, at der er den balance i dag, og derfor er Venstre også imod at hæve dagpengesatsen.

Mindre regulering - som foreslået af forslagsstillerne - vil koste 1,1 mia. kr. årligt, men forslagsstillerne anviser ikke, hvordan de vil finansiere beslutningsforslaget.

Det betyder samlet, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget er af den opfattelse, at hvis der ikke bliver vedtaget en højere dagpengedækning hurtigt, er der risiko for, at dagpengesystemet og dermed arbejdsmarkedsmodellen bryder sammen.

Der er ganske enkelt ingen sikkerhed for, at man kan dække sine udgifter, hvis man bliver fyret.

Enhedslisten har derfor foreslået, at den stadige udhuling af dagpengestørrelsen stoppes øjeblikkelig, så dagpengemaksimum fremover øges i takt med løn- og prisudviklingen.

Enhedslistens ambition er, at det kan bane vejen for en mere langsigtet løsning med en forøgelse af dagpengene, hvilket partiet opfatter som værende helt nødvendigt for dagpengesystemets fortsatte beståen.

Det er Enhedslistens opfattelse - på baggrund af svar på de spørgsmål, partiet har stillet - at regeringen har en helt urealistisk opfattelse af, hvad udgifterne forbundet med forslaget er.

Regeringen indregner adfærdseffekter, der fem- til tidobler den nominelle udgift - uden at angive nogen som helst evidens herfor.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at der er et behov for at se på dagpengenes dækningsgrad, og derfor opfordrede Dansk Folkeparti ved førstebehandlingen til, at beskæftigelsesministeren indkaldte partierne til en drøftelse af de problemer, der er rejst vedrørende dækningsgraden af dagpengene.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 5. marts 2021 og var til 1. behandling den 21. maj 2021. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 4 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Bjørn Brandenborg (S) Bjarne Laustsen (S) fmd. Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Kasper Sand Kjær (S) Henrik Møller (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV) Kathrine Olldag (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF) Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL) Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré Østergaard (V) nfmd. Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) Stén Knuth (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Mads Andersen (KF) Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)

Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)7