Fremsat den 5. marts 2021 af Jette Gottlieb (EL),
Christian Juhl (EL), Rune Lund (EL),
Jakob Sølvhøj (EL),
Søren Søndergaard (EL) og Victoria Velasquez (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om et coronatillæg til
dagpengemodtagere
Folketinget pålægger regeringen
hurtigst muligt at indkalde til forhandlinger om et kommende
lovforslag om et coronatillæg til dagpengene, således
at den højeste dagpengesats bliver på 23.000 kr. om
måneden og dermed er på samme niveau som hjælpen
til de selvstændige. Forhandlingerne skal omfatte den
nærmere udformning af forslaget og finansiering af
forslaget.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med coronatillægget til
dagpengemodtagere er at sikre en rimelig økonomi for de
arbejdsløse i en meget usikker situation, og tillægget
skal derfor gælde 1 år fra
ikrafttrædelsesdatoen.
Coronakrisen har betydet, at titusinder af
lønmodtagere har mistet deres arbejde, og i nogle familier
er det begge voksne, som nu står uden job. Det er
lønmodtagere, som i årevis både har betalt skat
og har betalt ind til deres a-kasse, og de har krav på
økonomisk tryghed i denne krisetid. De bør derfor
have økonomisk tryghed på samme niveau som
selvstændige, for mælken og havregrynene koster det
samme.
I dag har de lønmodtagere, der har
mistet deres arbejde, ikke økonomisk tryghed, fordi
dagpengene i mange tilfælde kun dækker halvdelen af
lønnen, hvilket er utilstrækkeligt. Danske A-kasser
har i en nylig undersøgelse påvist, at mange
dagpengemodtagere ikke kan få dagpengene til at slå til
og derfor er nødsaget til at låne penge af
familiemedlemmer (Danske A-kasser,
»Dagpengeundersøgelse 2020 - Delrapport 1:
Økonomiske følger og afsavn for ledige på
dagpenge«, den 24. november 2020). Der skal derfor
indføres et coronatillæg til dagpengene, så
almindelige mennesker, der er blevet arbejdsløse på
grund af corona, igen kan få enderne til at mødes.
At der er et behov for at hæve
dagpengesatsen, er tydeligt, idet de andre coronarelaterede
hjælpeordninger for selvstændige og virksomheder, der
får lønkompensation, og ansatte i arbejdsfordeling
indeholder ydelser, som er langt højere end den
højeste dagpengesats. På den baggrund bør
Folketinget lytte til lønmodtagerne og en samlet
fagbevægelse, som kræver dagpengesatsen hævet til
23.000 kr. om måneden, så det ikke risikeres, at en
stor del af de mennesker, der har mistet deres arbejdet, under
coronakrisen, ender med at gå fra hus og hjem.
Skriftlig fremsættelse
Jette Gottlieb
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om et
coronatillæg til dagpengemodtagere.
(Beslutningsforslag nr. B 206)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.