B 200 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af betingelserne for at opnå godkendelse som almenvelgørende forening.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 05-03-2021

Fremsat: 05-03-2021

Fremsat den 5. marts 2021 af Louise Schack Elholm (V), Kristian Pihl Lorentzen (V), Torsten Schack Pedersen (V), Kim Valentin (V) og Anne Honoré Østergaard (V)

20201_b200_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 5. marts 2021 af Louise Schack Elholm (V), Kristian Pihl Lorentzen (V), Torsten Schack Pedersen (V), Kim Valentin (V) og Anne Honoré Østergaard (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af betingelserne for at opnå godkendelse som almenvelgørende forening

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2020-21 at tage de nødvendige initiativer, så der indføres en regel om dispensation fra betingelserne for at opnå godkendelse som almenvelgørende forening efter ligningslovens § 8 A, der skal gøre det muligt for små foreninger, der repræsenterer sygdomme med lav prævelans - efter godkendelse fra relevante myndigheder - at blive godkendt som almenvelgørende forening.

Bemærkninger til forslaget

Efter bestemmelserne i ligningslovens § 8 A (lovbekendtgørelse nr. 806 af 8. august 2019) kan skattepligtige fradrage gaver, som er ydet til foreninger, stiftelser, institutioner m.v., hvis midler anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed for en større kreds af personer.

Fradragsretten er betinget af, at foreningen er godkendt af Skatteforvaltningen efter en række grundlæggende betingelser, herunder at antallet af kontingentbetalende medlemmer overstiger 300 (§ 2, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1656 af 19. december 2018 om godkendelse m.v. efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner m.v. og religiøse samfund her i landet eller i et andet EU-/EØS-land).

Betingelserne efter ligningslovens § 8 A er indført, for at staten i ikke ubetydeligt omfang kommer til at støtte formål, som det ikke var tiltænkt.

Betingelsen er dog en stor begrænsning for, at små foreninger, der repræsenterer sygdomme med lav prævelans, kan opnå godkendelse som almenvelgørende forening, idet de ikke har et tilstrækkeligt stort medlemsgrundlag til at kunne blive godkendt.

Det gælder f.eks. foreningerne under Sjældne Diagnoser og Landsforeningen Multipel System Atrofi, som over for Folketingets Skatteudvalg har redegjort for de udfordringer, betingelsen medfører (folketingsåret 2020-21, Skatteudvalget, alm. del, bilag 35 og 73, og folketingsåret 2019-20, Skatteudvalget, alm. del, bilag 7 og 451). Landsforeningen Multipel System Atrofi havde 236 kontingentbetalende medlemmer i 2019, og i og med multipel system atrofi er en relativt, sjælden sygdom, betyder det, at foreningen ikke har de samme muligheder som andre foreninger for at opfylde betingelsen om kontingentbetalende medlemmer. Det samme gør sig gældende for andre foreninger, der repræsenterer personer med sjældne sygdomme.

Skatteministeren har foreslået foreningerne at lægge sig sammen for dermed at kunne opfylde de gældende betingelser (folketingsåret 2019-20, Skatteudvalget, svar på spørgsmål 332). Dette vil dog ikke nødvendigvis give mening for de enkelte foreninger, da det bl.a. er afgørende, at de små foreninger kan fungere på diagnosespecifik basis og med vilkår, der gør det muligt for dem at løfte deres opgave.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at der indføres en velafgrænset dispensationsregel, således at der - efter godkendelse fra relevante myndigheder - kan dispenseres fra betingelsen om 300 kontingentbetalende medlemmer for godkendelse af almennyttige foreninger m.v. efter ligningslovens § 8 A. Forslagsstillerne ønsker ikke, at der ændres grundlæggende ved de eksisterende betingelser for at opnå godkendelse efter ligningslovens § 8 A.

De provenumæssige konsekvenser af forslaget afhænger af, hvorledes forslaget til en velafgrænset dispensationsregel udformes konkret af Skatteministeriet. Forslaget er finansieret i Venstres finanslovsprioriteter for 2021.

Skriftlig fremsættelse

Louise Schack Elholm (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af betingelserne for at opnå godkendelse som almenvelgørende forening.

(Beslutningsforslag nr. B 200)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.