B 193 Forslag til folketingsbeslutning om forøgelse af forsvarsbudgettet til 2 pct. af bnp.

Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 04-03-2021

Fremsat: 04-03-2021

Fremsat den 4. marts 2021 af Peter Seier Christensen (NB), Lars Boje Mathiesen (NB), Mette Thiesen (NB) og Pernille Vermund (NB)

20201_b193_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 4. marts 2021 af Peter Seier Christensen (NB), Lars Boje Mathiesen (NB), Mette Thiesen (NB) og Pernille Vermund (NB)

Forslag til folketingsbeslutning

om forøgelse af forsvarsbudgettet til 2 pct. af bnp

Folketinget pålægger regeringen at tage initiativ til, at forsvarsbudgettet øges til 2 pct. af bnp senest i 2024.

Bemærkninger til forslaget

Danmark er et lille land. Egenhændigt kan vi ingenlunde forsvare os selv - og specielt ikke vores kongeriges fjernere egne såsom Grønland og Færøerne.

Følgelig er Danmark bedste strategi for overlevelse og geopolitisk indflydelse at indgå i militære forsvarsalliancer, der forpligter vores allierede såvel som os selv. Konkret udfolder det sig i NATO-samarbejdet, der utvivlsomt må siges at udgøre garanten for Danmarks sikkerhed.

Selv om betydningen af NATO i perioder med relativ fred ofte tages for givet, bør vi være taknemmelige og gøre hvad vi kan for at opretholde alliancens funktion som verdens dominerende forsvarsalliance og opretholde relationen og samarbejdet med vores vigtigste allierede, navnlig USA.

Derfor er det dybt kritisabelt, at vi ikke efterlever vores forpligtelse om at bruge 2 pct. af bnp på forsvaret. Forpligtelsen på de 2 pct. blev vedtaget på NATO-topmødet i Wales i 2014. Alligevel er Danmark ikke i nærheden af de 2 pct. Dette har NATO lejlighedsvis kritiseret - og med fuld berettigelse. At bruge 2 pct. af bnp på forsvaret er sågar et mål, vi skal opnå i 2024, jf. artiklen »Danmark skal skyde flere penge i militæret efter 2023«, berlingske.dk. den 1. november 2019. Indtil videre er der imidlertid kun indgået aftale om en stigning af forsvarsbudgettet fra 1,3 pct. til 1,5 pct. i 2023, jf. Forsvarsministeriets hjemmeside, fmn.dk's, tema om forsvarsforlig.

Danmarks mangelfulde bidrag til NATO undskyldes jævnligt med henvisning til de missioner, Danmark har taget del i. Det kompenserer imidlertid ikke for vores utilstrækkelige forsvarsbudget.

Derfor fremsættes dette beslutningsforslag, som pålægger regeringen at sørge for, at der afsættes 2 pct. af bnp til forsvarsbudgettet i 2024, så vi kan styrke vores forsvar og udbygge både flåde, hær, flyvevåben, den militære efterretningstjeneste og øvrige dele af forsvaret, og så vi lever op til NATO-forpligtelserne.

I disse tider præget af trusler fra flere fronter og skiftende geopolitiske magtbalancer er det afgørende, at vi viser os som en ansvarsbevidst, forsvarsdygtig, samarbejdsvillig og internationalt respekteret nation. Det gør vi ikke ved at lade andre løfte vores byrde.

Skriftlig fremsættelse

Peter Seier Christensen (NB):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forøgelse af forsvarsbudgettet til 2 pct. af bnp.

(Beslutningsforslag nr. B 193)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.