Fremsat den 3. marts 2021 af Susanne Zimmer (UFG),
Uffe Elbæk (UFG) og Sikandar Siddique (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om økonomiske incitamenter til at holde
klimavenlig ferie i Danmark
Folketinget pålægger regeringen
senest ved udgangen af 2021 at udarbejde en ordning, som giver
økonomiske incitamenter til at holde klimavenlig ferie i
Danmark.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund
Coronakrisen har givet en meget
værdifuld mulighed for politisk at understøtte en
adfærdsændring i den danske befolkning, så
færre rejser på ferie til udlandet og dermed
undgår at belaste klimaet gennem CO2-udledning fra flyrejser. I sommeren 2020
holdt mange flere danskere ferie i Danmark end normalt. Det viser,
at alle kan se en værdi i naturen og kulturen herhjemme, og
forslagsstillerne anser det som en motivation til at støtte
op om denne adfærdsændring.
Sommerpakken 2020 (»Aftale mellem
regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti,
Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet om
sommerpakken«, den 19. juni 2020) gav en
saltvandsindsprøjtning til bl.a. den kollektive transport,
til kulturen og til fortalervirksomhed for småøerne.
De foreløbige evalueringer og erfaringer fra sommerens
turismemønstre viser, at der var mange, der benyttede sig af
mulighederne for eksempelvis markante rabatter på kollektiv
transport og gratis eller billigere færgerejser for cyklende
og gående.
Forslagsstillerne ser gerne, at flere holder
ferie i Danmark, hvilket skal ske ved at give økonomiske
incitamenter til borgerne. Det vil være til gavn for
kendskabet til landdistrikter, øer og byer og
sammenhængen på tværs af landets natur og kultur.
Det vil være til gavn for danskernes samlede CO2-aftryk og klimabelastning, idet
færre vil tage på lange flyrejser.
Sammenslutningen af Danske Småøer
har evalueret betydningen af tilskuddet til gratis
færgetransport i sommeren 2020 (Udvalget for Landdistrikter
og Øer, ULØ alm. del - bilag 13). De konkluderer, at
to tredjedele af virksomhederne på de øer, der har
været omfattet af den gratis færgeordning, gerne ser
gratis færge gentaget (med forbehold for at det kunne blive i
en anden form), og næsten halvdelen af virksomhederne
anslår, at de kommer styrket ud af 2020. Der er dermed
også positive samfundsøkonomiske gevinster ved at
gøre det attraktivt for danskerne at komme rundt i alle
hjørnerne af landet.
Økonomiske incitamenter til
klimavenlig ferie i Danmark
Forslagsstillerne mener derfor, at der
bør gives økonomiske incitamenter til at holde ferie
på mindre klimabelastende måder herhjemme. I den
forbindelse foreslås det, at regeringen undersøger
anvendelsen af bl.a. to typer tiltag som led i etablering af en
ordning til fremme af klimavenlig ferie i Danmark:
1) Konkrete mulige
initiativer på baggrund af erfaringer fra sommeren 2020 og
fra udlandet, som er mindre klimabelastende sammenlignet med rejser
til udlandet, og som kan gøres permanente. Man kunne
eventuelt se på erfaringerne med udbuddet af billige
rejsepas, Orangebilletter og gratis færgetransport fra
sommerpakken 2020. DSB påpeger bl.a., at udbuddet af
Orangebilletter, generelt fleksible pendlerbilletter og billige
kampagnepriser er afgørende for antallet af passagerer
(»Virtuel konference: Kollektiv trafik skal genvinde det
tabte med serviceforbedringer«, Kollektiv Trafik Forum,
kollektivtrafik.dk, den 9. februar 2021). I udlandet findes der
eksempelvis gode erfaringer fra Tyskland med billige Deutsche
Bahn-billetter til indenlandsk langdistancetog i
sommermånederne (»Bahn Sommer-Ticket: 4 ICE-Tage ab 76
€ für junge Leute«, handyraketen.de, den 1. januar
2018, www.handyraketen.de/bahn-sommerticket_35963/).
2) En
fradragsbaseret ordning, hvor man kan trække udgifter til
transport og overnatning fra i skat, f.eks. leje af sommerhus og
udgifter til togbilletter. Der kunne være en progression i
fradragssystemet, som gør det billigere, jo mere klimavenlig
udgiften har været.
Uanset hvilken ordning der udvikles, er det
afgørende, at der gives substantielle økonomiske
incitamenter til at rejse og opholde sig i Danmark på den
mest klimavenlige måde, og at initiativet ikke rammer socialt
skævt. Det er hensigten, at regeringen løbende
inddrager de partier og medlemmer af Folketinget, som
støtter beslutningsforslaget, repræsentanter fra den
kollektive trafik, bl.a. DSB, lokale turistbureauer og
interessenter i forbindelse med udviklingen af ordningen og
på den måde sikrer politisk opbakning til ordningens
endelige udformning.
I forhold til finansiering er der gode
erfaringer at hente fra 2020, og udgifterne kan med fordel
dækkes ved en øget beskatning på primært
flyrejser, ligesom der også bør ses på andre
klimabelastende transportformer. Også med hensyn til denne
del forventes regeringen at inddrage partierne og medlemmerne af
Folketinget, som støtter beslutningsforslaget.
Skriftlig fremsættelse
Susanne Zimmer
(UFG):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
økonomiske incitamenter til at holde klimavenlig ferie i
Danmark.
(Beslutningsforslag nr. B 192)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.