B 19 Forslag til folketingsbeslutning om indkaldelse til forhandlinger om en natur- og biodiversitetspakke med bindende målsætninger.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 07-10-2020

Fremsat: 07-10-2020

Fremsat den 7. oktober 2020 af Jacob Jensen (V), Erling Bonnesen (V), Thomas Danielsen (V), Kristian Jensen (V), Anni Matthiesen (V), Torsten Schack Pedersen (V) og Hans Christian Schmidt (V)

20201_b19_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 7. oktober 2020 af Jacob Jensen (V), Erling Bonnesen (V), Thomas Danielsen (V), Kristian Jensen (V), Anni Matthiesen (V), Torsten Schack Pedersen (V) og Hans Christian Schmidt (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om indkaldelse til forhandlinger om en natur- og biodiversitetspakke med bindende målsætninger

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et udspil til en natur- og biodiversitetspakke indeholdende bindende mål for udviklingen i biodiversiteten frem mod 2030 og at indkalde til forhandlinger om denne inden udgangen af 2020.

Bemærkninger til forslaget

Med beslutningsforslaget ønsker Venstre at forpligte regeringen til at fremsætte et udspil til en natur- og biodiversitetspakke med bindende målsætninger frem mod 2030 for at imødekomme den negative udvikling i arter og naturtyper i Danmark. Med inspiration fra klimalovens bindende målsætninger skal biodiversitetslovens konkrete målsætninger afspejle videnskabelige og faglige vurderinger af, hvordan regeringen kan mindske tilbagegangen i den danske biodiversitet. Dertil skal loven udformes med udgangspunkt i EU's biodiversitetsstrategi og FN's globale biodiversitetsmål.

Ifølge WWF Verdensnaturfonden er 20 pct. af alle arter, de har undersøgt, truet, og 70 pct. af Jordens økosystemer er delvist ødelagt. Det skyldes, at arter uddør i et unaturligt højt tempo, og hertil er en million dyre- og plantearter direkte truet af udryddelse (»Vi udrydder liv i rekordfart«, WWF, 2020).

I Danmark kalder det på yderligere handling. Ifølge den såkaldte Danske Rødliste 2019, som i januar 2020 blev præsenteret af forskere fra Aarhus Universitet, trives den danske natur dårligere i dag end for 10 år siden. I dag er 41,6 pct. af de vurderede dyr, planter og svampe kategoriseret som rødlistede, og 58,4 pct. af arterne er kategoriseret som livskraftige, hvilket er et fald fra 2010, hvor andelen af livskraftige arter lå på 65 pct. (»4.000 arter i farezonen: Dansk biodiversitet er forværret«, Ingeniøren, den 15. januar 2020). Det understreger, at der er tale om et stigende problem.

Og ifølge en rapport fra Københavns Universitet fra 2018 er naturtilstanden i Danmark så dårlig, at vi er i bunden, når vi sammenligner os med andre europæiske lande (»Naturtilstanden i de danske skove i dramatisk tilbagegang«, Danmarks Naturfredningsforening, den 13. november 2019).

Danmarks natur og biodiversitet er vigtig for Venstre. I perioden fra 2015-2019, hvor vi havde regeringsmagten, gennemførte vi en række omfattende tiltag, som havde til formål at passe på naturen og styrke biodiversiteten. Herunder indførte vi i 2016 Naturpakken, hvor vi blandt andet udpegede 13.300 hektar til urørt skov og anden skov med biodiversitetsformål. Og vi har sikret beskyttelse af mere værdifuld natur ved at udpege Natura 2000-områder med større naturpotentiale. Samtidig har vi oprettet målrettede indsatser, der skal skabe mere sammenhængende natur og bedre forhold for naturen og biodiversiteten (»Naturpakke 2016«, Miljø- og Fødevareministeriet, 2019). Vi ser det fremsatte forslag om forhandlinger af en biodiversitets- og naturpakke som en naturlig fortsættelse af det arbejde, der er udført på området.

Miljøministeren har flere gange givet udtryk for at ville rette opmærksomhed mod den omspændende biodiversitetskrise. I forståelsespapiret, som Socialdemokratiet og støttepartierne blev enige om efter valget, står der blandt andet, at regeringen vil være blandt de regeringer i verden, der gør mest, både nationalt og internationalt, for at modvirke forringelser af miljø og natur (»Retfærdig retning for Danmark«, politisk forståelse mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, 2019). Ligeledes lød det i Socialdemokratiets udspil »Danmark skal igen være en grøn stormagt«, at Socialdemokratiet gik til valg på at ville give naturen og miljøet et massivt løft (»Danmark skal igen være en grøn stormagt«, s. 26, Socialdemokratiet, 2018).

Regeringen afholdt i efteråret 2019 et stort topmøde med en enorm presseopmærksomhed på Marienborg om netop biodiversitetsproblematikken, men siden har ministeren ikke foretaget reel handling. Nu har ministeren udskudt det til efteråret 2021 uden en egentlig begrundelse. Derfor påtager Venstre som det største oppositionsparti sig nu den rolle at pålægge regeringen at yde problematikken yderligere opmærksomhed.

Skriftlig fremsættelse

Jacob Jensen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om indkaldelse til forhandlinger om en natur- og biodiversitetspakke med bindende målsætninger.

(Beslutningsforslag nr. B 19)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.