B 179 Forslag til folketingsbeslutning om, at en betinget dom automatisk udløses, hvis man bliver dømt for ny kriminalitet.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 03-03-2021

Fremsat: 03-03-2021

Fremsat den 3. marts 2021 af Peter Skaarup (DF), Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Messerschmidt (DF)

20201_b179_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 3. marts 2021 af Peter Skaarup (DF), Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Messerschmidt (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at en betinget dom automatisk udløses, hvis man bliver dømt for ny kriminalitet

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende kalenderår at fremsætte forslag til lov, så det tydeligt fremgår, at en betinget dom efter straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udløses automatisk, hvis man bliver dømt for at have begået ny kriminalitet, uanset karakteren af kriminaliteten.

Bemærkninger til forslaget

Når man bliver dømt efter straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer, er der mulighed for, at hele eller dele af dommen gøres betinget.

Det fremgår således af straffelovens § 56, jf. lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020:

»§ 56. Finder retten det upåkrævet, at fængselsstraf kommer til fuldbyrdelse, bestemmes det i dommen, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden.

Stk. 2. Udsættelsen betinges af, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at han overholder de vilkår, som måtte være fastsat i medfør af § 57. Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.«

Det fremgår dermed tydeligt af § 56, stk. 2, at en betingelse for, at en betinget dom ikke konverteres til en ubetinget dom, er, at man i prøvetiden ikke begår strafbare forhold.

Ifølge normal retspraksis er en betingelse for, at en betinget dom ændres til en ubetinget dom, at vedkommende begår ligeartet kriminalitet. Det vil sige, at en betinget voldsdom ikke udløses, hvis der efterfølgende begås eksempelvis økonomisk kriminalitet.

I »Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Betingede domme (§§ 56-6)« fra 1. maj 2015, jf. Retsinformation, fremgår det af afsnit 3, »Anvendelsesområdet for betingede domme«

»Udgangspunktet vil således fortsat være, at straffe på op til 1½ års fængsel kan gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, hvis gerningsmanden ikke tidligere er straffet med betinget eller ubetinget fængsel for ligeartet kriminalitet.«

Denne retspraksis med hensyn til »ligeartet kriminalitet« finder forslagsstillerne ikke er i tråd med lovens intention om, at en betinget dom skal udløses, uanset hvilken form for kriminalitet, der begås efterfølgende.

Ligeledes fremgår det af afsnit 4 på side 5 i »Straffelovrådets kommissorium om betingede domme og udløsning af straffe fastsat ved betingede domme og reststraffe efter prøveløsladelse« fra 18. maj 2015, jf. Justitsministeriets hjemmeside.

»Som i andre tilfælde af straffastsættelse er det den ret, der pådømmer sagen, som på baggrund af en konkret og individuel vurdering af omstændighederne i sagen afgør, om den betingede straf eller reststraffen skal udløses. Retten kan i den forbindelse bl.a. lægge vægt på, om der er tale om ligeartet kriminalitet, om der er tale om hurtigt tilbagefald til kriminalitet, og på forholdet mellem på den ene side længden af den betingede straf eller reststraffen og på den anden side straffen for det nye strafbare forhold.«

Af bemærkningerne til lov nr. 152 af 18. februar 2015, jf. lovforslag L 50 Forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (folketingsåret 2014-15, 1. samling), fremgår at:

»Udgangspunktet vil fortsat være, at straffe på op til 1½ års fængsel kan gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, hvis gerningsmanden ikke tidligere er straffet med betinget eller ubetinget fængsel for ligeartet kriminalitet.«

Det er som nævnt betingelsen om »ligeartet kriminalitet«, som forslagsstillerne ønsker at ændre. Efter forslagsstillernes klare opfattelse skal en betinget dom automatisk udløses, hvis man efterfølgende modtager en dom for at have begået ny kriminalitet efter straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer, uanset om der er tale om ligeartet kriminalitet eller ej. Forslagsstillerne finder det ikke rimeligt, at man kan modtage flere betingede domme, uden at de omgøres til ubetingede domme, hvis man begår ny kriminalitet.

Det bør være klart for den dømte, at en betninget dom er en advarsel fra samfundets side, og at det forventes, at vedkommende holder sig inden for lovens klare rammer. Det giver ikke mening, at man kan fortsætte med at begå kriminalitet, blot det ikke direkte er sammenligneligt med den eller de tidligere domme.

Indeværende forslag har derfor til formål at sikre, at når en person er idømt en betinget dom, er det en klar forudsætning, at vedkommende fremadrettet holder sig fra alle former for kriminalitet, og at den betingede straf udløses automatisk, såfremt den pågældende begår ny kriminalitet, uanset karakteren af den nye kriminalitet.

Det har ikke været muligt at få oplyst hos Justitsministeriet, hvad et sådant forslag vil koste. Justitsministeriet har oplyst, at det vil kræve en ressourcekrævende manuel gennemgang af dommene, som ministeriet ikke har fundet anledning til at iværksætte, jf. besvarelsen af Retsudvalget, alm. del - spørgsmål 654 (folketingsåret 2017-18). Forslagsstillerne ønsker, at forslaget finansieres gennem et asylstop.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om, at en betinget dom automatisk udløses, hvis man bliver dømt for ny kriminalitet.

(Beslutningsforslag nr. B 179)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.