B 177 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af bestyrelser på en række kunstneriske uddannelser.

Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2020-21
Status: Beretning afgivet
Afgivet: 26-05-2021

Beretning afgivet af Kulturudvalget den 26. maj 2021

20201_b177_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Kulturudvalget den 26. maj 2021

1. Politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af NB) finder, at Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler sammen med landets øvrige kunstneriske uddannelser er traditi?o?nsrige og vigtige uddannelses- og kulturinstitutioner. Deres fornemmeste opgave er at uddanne fremtidens kunstnere til at udvikle og forsyne dansk kunst og kulturliv med kunst af høj kvalitet.

Flertallet finder, at der er et behov for at styrke ledelsen på akademiet og på alle øvrige kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet. Ved at etablere kompetente bestyrelser på de kunstneriske uddannelser vil hver enkelt institution få en ledelsesstruktur, der kan skabe sammenhæng mellem skolens målsætninger og de forventninger, der er til uddannelsesinstitutionen fra elever, lærere og samfundet i øvrigt.

Flertallet lægger vægt på, at etableringen af bestyrelserne sker på en måde, der er hensigtsmæssig for institutionerne og det kunstneriske uddannelsesområde generelt og sikrer medindflydelse til studerende og medarbejdere på uddannelsesinstitutionerne.

Flertallet har noteret sig, at kulturministeren har igangsat en undersøgelse med henblik på at tilvejebringe et solidt beslutningsgrundlag for en reform af ledelsesstrukturen på Kunstakademiet og det øvrige kunstneriske uddannelsesområde.

Undersøgelsen skal

- afdække de aktuelle ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer på de kunstneriske uddannelser,

- tilvejebringe forskellige scenarier og modeller for udvikling af de kunstneriske uddannelser og

- komme med anbefalinger til fremtidig organisering og styringsstruktur, herunder bestyrelser på det kunstneriske uddannelsesområde.

Undersøgelsen forestås af et udvalg med solid kunstfaglig og uddannelsesmæssig indsigt og med repræsentation fra både medarbejdere, studerende og aftagere fra de relevante kunstområder.

Det er flertallets opfattelse, at de ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer på de kunstneriske uddannelser kalder på handling. Udvalget pålægger derfor regeringen at indkalde til politiske forhandlinger på baggrund af undersøgelsens resultater med henblik på at indgå en politisk aftale inden udgangen af 2021 om etablering af bestyrelser på de kunstneriske uddannelser.

Liberal Alliance, Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslag B 109 blev fremsat den 21. december 2020 og var til 1. behandling den 16. marts 2021. Beslutningsforslag B 113 blev fremsat den 12. januar 2021 og var til 1. behandling den 16. marts 2021. Beslutningsforslag B 177 blev fremsat den 2. marts 2021 og var til 1. behandling den 7. maj 2021. Beslutningsforslagene blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kulturudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslagene i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på beslutningsforslag B 109, 1 bilag på beslutningsforslag B 113 og 1 bilag på beslutningsforslag B 177.

P.u.v.

Hans Chr. Schmidt

formand