B 175 Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en kommission til sikring af bedre kønsbalance i uddannelsessystemet.

Udvalg: Ligestillingsudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 01-06-2021

Afgivet: 01-06-2021

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 1. juni 2021

20201_b175_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 1. juni 2021

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af V og Sikandar Siddique (UFG)) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (V og Sikandar Siddique (UFG)) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten

Socialdemokratiets, Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget kan ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Partierne er enige i, at Danmark har et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, og at dette er meget problematisk for vores samfund. Alt for få kvinder finder f.eks. vejen til toppen af det danske erhvervsliv, og i mange sektorer vil vi også snart komme til at mangle arbejdskraft, fordi rekruttering til velfærdsfagene falder.

Problemerne med og konsekvenserne af det kønsopdelte arbejdsmarked er mere end velbelyste. Det er ikke viden vi er i underskud med. Det, som vi mangler, er politisk handling. Vi mangler løsninger, der ikke bare symptombehandler, men griber fat om en af mange store udfordringer: Uddannelsesvalg og kønsskæve uddannelser.

Partierne ønsker derfor ikke en kønskommission, som Venstre foreslår, men derimod en hurtigarbejdende ekspertgruppe, der på baggrund af den omfattende viden, som vi allerede har, skal levere konkrete anbefalinger til, hvordan vi får skabt en bedre kønsbalance på alle vores videregående uddannelser - og dermed også på sigt på vores arbejdsmarked.

Ekspertgruppen skal ikke bare kigge på selve uddannelsesvalget, men også på studiemiljø, trivsel, fastholdelse og gennemførelse af de videregående uddannelser. Denne løsning vil være billigere og mere effektiv end en kønskommission.

På den baggrund vil S, RV, SF og EL stemme imod til beslutningsforslaget.

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget mener, at der er behov for at nedsætte en kommission til sikring af bedre kønsbalance i uddannelsessystemet. V har den holdning, at et kønsopdelt uddannelsessystem er roden til et kønsopdelt arbejdsmarked. Meget tyder på, at der er kønsforskelle meget tidligt i uddannelsessystemet. Disse forskelle fører til et kønsopdelt arbejdsmarked, hvilket modvirker ligestillingen i Danmark. V har den opfattelse, at hvis Danmark vil have mere diversitet på arbejdsmarkedet, må vi se på, hvordan vi skaber diversitet i uddannelsessystemet. Derfor skal vi have en kommission, der skal sammensættes bredt af uddannelses- og arbejdsmarkedsaktører, elevorganisationer, eksperter fra børne- og undervisningsområdet, Børne- og Undervisningsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet. En kommission skal give os mere viden om køn og uddannelse, så vi tidligt kan mindske kønsopdelingen. En kommission skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi får skabt en bedre kønsbalance i vores uddannelsessystem. Kommissionen skal sikre input og løsninger til alt fra daginstitutioner til arbejdsmarkedet.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 2. marts 2021 og var til 1. behandling den 12. maj 2021. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Ligestillingsudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.

Karin Gaardsted (S) Birgitte Vind (S) nfmd. Lars Aslan Rasmussen (S) Camilla Fabricius (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Julie Skovsby (S) Kasper Sand Kjær (S) Tanja Larsson (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Katrine Robsøe (RV) Samira Nawa (RV) Astrid Carøe (SF) Halime Oguz (SF) Pernille Skipper (EL) Rosa Lund (EL) Sikandar Siddique (UFG) Heidi Bank (V) fmd. Fatma Øktem (V) Jane Heitmann (V) Karen Ellemann (V) Eva Kjer Hansen (V) Morten Dahlin (V) Liselott Blixt (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Birgitte Bergman (KF) Mona Juul (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)

Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)7