Fremsat den 23. februar 2021 af Alex Ahrendtsen (DF),
Mette Hjermind Dencker (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om obligatorisk mulighed for digitale
beboerafstemninger i almene boligafdelinger
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2021 at gøre det obligatorisk for de
almene boligafdelinger at give beboerne mulighed for at stemme
digitalt ved beboerafstemninger.
Bemærkninger til forslaget
Mindst en gang årligt afholdes der
afdelingsmøde i de almene boligafdelinger, hvor der
træffes en række vigtige beslutninger ved
beboerafstemninger. Det kan bl.a. dreje sig om godkendelse af
afdelingens driftsbudget for det kommende år, valg af
afdelingsbestyrelsesmedlemmer, godkendelse af større
renoveringsprojekter og stillingtagen til indkomne forslag fra
beboere. Nogle af disse beslutninger kan have vidtrækkende
konsekvenser for beboerne, da beslutningerne bl.a. kan
medføre mærkbare huslejestigninger.
For mange beboere i almene boliger, f.eks.
gangbesværede og småbørnsforældre, vil det
være lettere at deltage i beslutningsprocesserne i deres
boligafdeling, hvis afstemningerne bliver afholdt digitalt. Det
underbygges af erfaringerne fra de almene ungdomsboliger
Øselsgården på Amager, som i 2016
indførte digitale afdelingsmøder og digitale
beboerafstemninger med det resultat, at markant flere beboere
begyndte at tage del i de fælles beslutninger
(»Digitale stemmeurner sender fire gange så mange til
afdelingsmøder«, Fagbladet Boligen, den 19. december
2016). Det underbygges også af erfaringerne fra fsb
Ågården på Nørrebro, hvor beboerne fik
tilbud om at stemme digitalt om en omfattende helhedsplan, og hvor
der var en stemmeprocent på 40 pct., hvilket samlet set
lå cirka 30 pct. over den forventede stemmeprocent
(»Digital afstemning sikrer beboerne i fsb
Ågården ny helhedsplan», fsbhjem.dk, den 25.
januar 2021).
Desværre er der i dag kun mulighed for
digitale beboerafstemninger i almene boligafdelinger, hvis det er
besluttet på et afdelingsmøde, at der på
fremtidige afdelingsmøder kan holdes digitale
afstemninger.
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at
digitale beboerafstemninger vil øge deltagelsen i
beboerafstemningerne og dermed styrke beboerdemokratiet.
Forslagsstillerne er endvidere af den opfattelse, at risikoen for,
at der er en lille gruppe i den enkelte afdeling, der får
uforholdsmæssig stor indflydelse i afdelingen ved at
møde op på afdelingsmøder og stemme,
minimeres.
Derfor indebærer beslutningsforslaget,
at det skal gøres obligatorisk for landets almene
boligafdelinger at give beboerne mulighed for at stemme digitalt
ved alle beboerafstemninger. Med forslaget ønsker
forslagsstillerne, at det fortsat skal være muligt for
beboere - der ikke kan eller har mulighed for at benytte de
digitale løsninger - at stemme på
afdelingsmøder, ved fysiske stemmesedler el. lign. På
den måde sikres, at alle beboere har mulighed for at
stemme.
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
obligatorisk mulighed for digitale beboerafstemninger i almene
boligafdelinger.
(Beslutningsforslag nr. B 161)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.