Fremsat den 28. januar 2021 af finansministeren,
fg. (Morten Bødskov)
Forslag til folketingsbeslutning
om ordningen for Den Europæiske Unions egne
indtægter
Folketinget meddeler sit samtykke til Danmarks ratifikation af
den af Rådet for Den Europæiske Union trufne
afgørelse af 14. december 2020 om ordningen for Den
Europæiske Unions egne indtægter.
Bemærkninger til forslaget
1. Baggrund
Forslag til folketingsbeslutning
fremsættes for at gøre det muligt, at regeringen
på Danmarks vegne kan ratificere Det Europæiske
Råds afgørelse om ordningen for Den Europæiske
Unions egne indtægter, jf. art. 311, stk. 3 i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Rådsafgørelsen er en del af
aftalen om Den Europæiske Unions flerårige finansielle
ramme for 2021-2027 og EU's genopretningsinstrument.
Rådsafgørelsen er vedtaget i Rådet den 14.
december 2020 med enstemmighed på forslag fra Kommissionen og
efter høring af Europa-Parlamentet.
Rådsafgørelsen om ordningen for Den Europæiske
Unions egne indtægter er således en del af en samlet
politisk aftale om EU's flerårige finansielle ramme, og
omfatter EU-budgettets finansiering.
Rådets afgørelse træder i
kraft den første dag i den måned, der følger,
når medlemsstaterne har godkendt den i overensstemmelse med
deres forfatningsmæssige bestemmelser. Aftalen vil
gælde med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021, der
er den dato, hvor Den Europæiske Unions nye flerårige
finansielle ramme træder i kraft.
Den nye ordning for Den Europæiske
Unions egne indtægter indebærer bl.a., at andelen af
toldindtægterne, som medlemsstaterne kan beholde til
dækning af opkrævningsomkostninger, opjusteres fra 20
pct. til 25 pct., at der foretages en forenkling af de momsbaserede
egne indtægter, og at der introduceres en ny
indtægtskilde baseret på mængden af
ikke-genanvendt plastemballage genereret i medlemsstaterne. Dertil
vil medlemsstaterne på linje med i dag yde EU-bidrag udregnet
på baggrund af landenes andel af EU's BNI. Ordningen for Den
Europæiske Unions egne indtægter indebærer
ligeledes, at Danmark modtager en årlig korrektion på
BNI-bidraget på 2,7 mia. kr. (2018-priser). Endelig er
ikrafttrædelsen af ordningen for EU's egne indtægter en
forudsætning for Kommissionens bemyndigelse til at optage
lån for op til 750 mia. euro (2018-priser) til finansiering
af Den Europæiske Unions genopretningsinstrument.
2. Den gældende
rådsafgørelse
I henhold til den
gældende rådsafgørelse af 26. maj 2014 om
ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter
finansieres unionens budget af:
•
Traditionelle egne indtægter, hvor medlemsstaterne kan
beholde 20 pct. af indtægterne til dækning af
opkrævningsomkostninger. Traditionelle egne indtægter
udgjorde ca. 13 pct. af Den Europæiske Unions indtægter
i perioden 2014-2020.
•
Indbetalinger fra medlemsstaterne som en andel af det fælles
beregningsgrundlag for moms. Indtægter fra moms udgjorde ca.
11 pct. af Den Europæiske Unions indtægter i perioden
2014-2020.
• Provenuet
fra andre indtægter som f.eks. bøder, morarenter mv.
samt overskud fra foregående budgetår. Denne
indtægt udgjorde ca. 9 pct. af Den Europæiske Unions
indtægter i perioden 2014-2020.
•
Indbetalinger fra medlemsstaterne svarende til deres andel af EU's
samlede bruttonationalindkomst (BNI). Denne indtægtskilde
beregnes således, at der er balance mellem Den
Europæiske Unions udgifter og indtægter.
Indtægter fra BNI udgjorde ca. 67 pct. af Den
Europæiske Unions indtægter i perioden 2014-2020.
For momsindtægten fastsætter
Rådets afgørelse anvendelse af en ensartet sats
på 0,30 pct., som gælder for alle medlemsstater.
Beregningsgrundlaget må ikke udgøre mere end 50 pct.
af det enkelte lands BNI.
Der gælder et overordnet loft for
medlemsstaternes bidrag til Den Europæiske Union på
1,26 pct. af BNI for forpligtigelsesbevillinger og 1,20 pct. af BNI
for betalingsbevillinger. Disse lofter blev justeret i 2017 som
følge af en revision af det europæiske
nationalregnskabssystem, hvor lofterne ved den tidligere
opgørelsesmetode udgjorde hhv. 1,29 pct. og 1,23 pct. af
BNI.
Den gældende rådsafgørelse
fastsætter endvidere en kompensationsordning til fordel for
Det Forenede Kongerige (UK-korrektionen), som oprindeligt blev
indført ved den såkaldte Fontainebleauaftale i 1984.
Hovedprincippet i kompensationsordningen er, at Det Forenede
Kongerige får en kompensation svarende til 66 pct. af
forskellen mellem Det Forenede Kongeriges direkte indbetalinger til
Den Europæiske Union (moms- og BNI-bidrag) og den britiske
andel af de samlede fordelte udbetalinger fra EU-budgettet.
Tyskland, Nederlandene, Sverige og Østrig har en
tidsubegrænset rabat på UK-korrektionen, således
at de kun skal betale 25 pct. af deres egentlige
finansieringsandel. Som følge af Det Forenede Kongeriges
udtræden af Den Europæiske Union ved udgangen af 2020
er UK-korrektionen ikke længere gældende.
Ud over UK-korrektionen er der i den
gældende rådsafgørelse to forskellige typer af
korrektioner for fem andre lande. Danmark, Sverige og Nederlandene
modtager en reduktion i det årlige BNI-bidrag på hhv.
149 mio. euro, 213 mio. euro og 798 mio. euro (2018-priser).
Østrig tildeles en BNI-korrektion på 34 mio. euro i
2014, 23 mio. euro i 2015 og 11 mio. euro i 2016 (2018-priser).
Finansieringen af BNI-korrektionerne fordeles på alle
medlemsstater via BNI-bidraget. Det betyder, at de lande, der
modtager en BNI-korrektion, selv er med til at finansiere
korrektionerne. Endelig fastsættes bidragssatsen for det
momsbaserede bidrag for Tyskland, Nederlandene og Sverige til 0,15
pct. mod 0,30 pct. for øvrige medlemsstater.
Det bemærkes, at korrektionsmekanismerne
for så vidt angår BNI-bidrag og bidragssatsen for den
momsbaserede egen indtægt er tidsbegrænsede til
perioden 2014-2020.
3. Den nye
rådsafgørelse
Der lægges med den nye ordning op til at
videreføre de nuværende tre typer af bidrag fra
medlemsstaterne, om end der foretages en forenkling af momsbaserede
egne indtægter samt justering af den andel af traditionelle
egne indtægter, som medlemsstaterne kan tilbageholde i
opkrævningsomkostninger.
Dertil vedrører de væsentligste
ændringer i Den Europæiske Unions indtægtssystem
korrektionerne til Danmark, Sverige, Nederlandene, Tyskland og
Østrig samt indførelsen af en ny egen indtægt
baseret på mængden af ikke-genanvendt plastemballage
genereret i medlemsstaterne.
Endelig er ikrafttrædelsen af ordningen
for EU's egne indtægter en forudsætning for
Kommissionens bemyndigelse til at optage lån for op til 750
mia. euro (2018-priser) til finansiering af Den Europæiske
Unions genopretningsinstrument.
3.1 Ændringer i BNI-korrektionerne
I den nye ordning tildeles Danmark, Tyskland,
Nederlandene, Østrig og Sverige faste reduktioner i det
årlige BNI-bidrag på hhv. 377 mio. euro, 3.671 mio.
euro, 1.921. mio. euro, 565 mio. euro og 1.069 mio. euro
(2020-priser). Finansieringen af BNI-korrektionerne fordeles
på alle medlemsstater via BNI-bidraget. Det betyder, at de
lande, der modtager en BNI-korrektion, selv er med til at
finansiere korrektionerne. Dette var også tilfældet i
den gamle ordning. Alle BNI-korrektioner er tidsbegrænsede
til perioden 2021-2027.
3.2 Forenkling af momsbaserede egne
indtægter
Den nye ordning medfører en forenkling
af de momsbaserede egne indtægter. Fremover anvendes en
ensartet bidragssats på 0,30 pct. for alle medlemsstater
på de samlede momsindtægter, der opkræves for
alle leverancer til endeligt forbrug, divideret med den
vægtede gennemsnitsmomssats beregnet for kalenderåret
2016. For hver medlemsstat må det momsgrundlag, der tages i
betragtning til dette formål, ikke overstige 50 pct. af
landets BNI.
3.3 Indførelse af egne indtægter
baseret på mængden af ikke-genanvendt
plastemballageaffald
Med den nye ordning for EU's egne
indtægter indføres et nyt nationalt bidrag, der
baserer sig på en ensartet bidragssats for vægten af
ikke-genanvendt plastemballageaffald, der genereres i hver
medlemsstat. Den ensartede bidragssats er på 0,80 euro/kg.
Følgende medlemsstater får tildelt en årlig,
fast reduktion i deres beregnede nationale bidrag: 22 mio. euro for
Bulgarien, 32 mio. euro for Tjekkiet, 4 mio. euro for Estland, 33
mio. euro for Grækenland, 142 mio. euro for Spanien, 13 mio.
euro for Kroatien, 184 mio. euro for Italien, 3 mio. euro for
Cypern, 6 mio. euro for Letland, 9 mio. euro for Litauen, 30 mio.
euro for Ungarn, 1 mio. euro for Malta, 117 mio. euro for Polen, 31
mio. euro for Portugal, 60 mio. euro for Rumænien, 6 mio.
euro for Slovenien og 17 mio. euro for Slovakiet (løbende
priser).
3.4 Traditionelle egne indtægter
Den andel af medlemsstaternes
toldindtægter, som de kan beholde til afholdelse af
administrationsomkostninger, opjusteres fra 20 pct. til 25 pct. i
den nye ordning.
3.5 Den Europæiske Unions
genopretningsinstrument
Den nye ordning giver Kommissionen, som led i
oprettelsen af Den Europæiske Unions genopretningsinstrument,
midlertidige beføjelser til at optage lån på
kapitalmarkederne på Den Europæiske Unions vegne for op
til 750 mia. euro (2018-priser). Som følge af
lånoptagelsen forhøjes forpligtelses- og
betalingslofterne midlertidigt med 0,6 procentpoint, frem til disse
lån er indfriet, dvs. senest den 31. december 2058. Denne
forhøjelse må ikke anvendes til dækning af andre
af Unionens forpligtelser. Endelig fremgår det, at
såfremt de opførte bevillinger på EU-budgettet
ikke er tilstrækkelige til at overholde de forpligtelser, der
følger af låntagningen til genopretningsinstrumentet,
kan Kommissionen anmode medlemsstaterne om at stille de midler, der
er nødvendige herfor, til rådighed for Kommissionen
som en sidste udvej.
3.6 Øvrige større
ændringer
Foruden introduktionen af en ny egen
indtægt baseret på mængden af ikke-genanvendt
plastemballageaffald, indgår der i præamblen til den
nye ordning formuleringer om, at man i de kommende år vil
arbejde hen imod en reform af ordningen for egne indtægter og
indførelse af nye egne indtægter, herunder for bedre
at kunne understøtte målsætningerne for Unionens
politikker, samt reducere medlemsstaternes bidrag baseret på
BNI. I den forbindelse vil Kommissionen i løbet af
første halvår af 2021 fremsætte forslag om en
CO2-grænsetilpasningsmekanisme
og en digital afgift med henblik på indførelse heraf
senest den 1. januar 2023. Dertil indgår der ligeledes en
opfordring fra Rådet om at fremsætte et revideret
forslag om EU's emissionshandelssystem, der eventuelt kan udvides
til luftfart og søfart. Hertil indgår, at man i
løbet af perioden 2021-2027 vil arbejde hen imod muligheden
for at indføre andre egne indtægter, som kan omfatte
en afgift på finansielle transaktioner. Det bemærkes,
at indførelsen af eventuelle nye egne indtægter til
EU-budgettet forudsætter enstemmighed blandt
medlemsstaterne.
Det overordnede loft for medlemsstaternes
bidrag til Den Europæiske Union opjusteres fra det
gældende loft på 1,26 pct. af BNI til 1,46 pct. af BNI
for forpligtigelsesbevillinger. For betalingsbevillinger opjusteres
loftet fra 1,20 pct. af BNI til 1,40 pct. af BNI. Opjusteringen
skal bl.a. ses i lyset af, at Den Europæiske Udviklingsfond
som følge af den flerårige finansielle ramme for
2021-2027 fremover integreres i EU-budgettet.
Bilag 1
RÅDETS AFGØRELSE (EU, Euratom)
2020/…
af …
om ordningen for Den Europæiske Unions egne
indtægter ¬og om ophævelse af afgørelse
2014/335/EU, Euratom
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, særlig artikel 311, stk. 3,
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel
106A,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt
til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet1) ,
under henvisning til en særlig lovgivningsprocedure,
og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ordningen for Unionens egne indtægter skal sikre, at
der er tilstrækkelige midler til rådighed til en
velordnet udvikling af Unionens politikker, idet der tages hensyn
til nødvendigheden af streng budgetdisciplin. Udviklingen af
ordningen for egne indtægter kan og bør også i
videst muligt omfang understøtte udviklingen af Unionens
politikker.
(2) Der blev med Lissabontraktaten indført
ændringer af bestemmelserne om ordningen for Unionens egne
indtægter, som gør det muligt at ophæve en
eksisterende kategori af egne indtægter og at indføre
nye kategorier af egne indtægter.
(3) Det Europæiske Råd opfordrede den 7.-8. februar
2013 Rådet til at fortsætte arbejdet med Kommissionens
forslag til en ny egen indtægt fra merværdiafgift
(moms) med henblik på at gøre den så enkel og
gennemsigtig som muligt, styrke forbindelsen til EU's momspolitik
og de faktiske momsindtægter og sikre ligebehandling af
skatteyderne i alle medlemsstaterne.
(4) I juni 2017 vedtog Kommissionen et oplæg om fremtiden
for EU's finanser. I oplægget fremsatte Kommissionen en
række forslag til, hvordan egne indtægter kan knyttes
mere synligt til Unionens politikker, navnlig det indre marked og
bæredygtig vækst. Ifølge oplægget er det
ved indførelsen af nye egne indtægter
nødvendigt at lægge vægt på, at de er
gennemsigtige, enkle og stabile, at de hænger sammen med
Unionens politiske målsætninger, at der tages hensyn
til deres betydning for konkurrenceevnen og den bæredygtige
vækst, samt at de fordeles ligeligt på
medlemsstaterne.
(5) Den nuværende ordning for fastsættelsen af
momsbaserede egne indtægter er blevet kritiseret gentagne
gange af Revisionsretten, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne som
værende alt for kompliceret. Det Europæiske Råd
konkluderede derfor den 17.-21. juli 2020, at beregningen af denne
egne indtægt bør forenkles.
(6) For at opnå større overensstemmelse mellem
Unionens finansieringsinstrumenter og dens politiske prioriteter,
for bedre at afspejle betydningen af Unionens almindelige budget
("Unionens budget") for det indre marked, for bedre at kunne
understøtte målsætningerne for Unionens
politikker og for at reducere medlemsstaternes bidrag baseret
på bruttonationalindkomst (BNI) til Unionens årlige
budget konkluderede Det Europæiske Råd den 17. -21.
juli 2020, at Unionen i de kommende år vil arbejde hen imod
en reform af ordningen for egne indtægter og indføre
nye egne indtægter.
(7) Som et første skridt bør der indføres
en ny kategori af egne indtægter baseret på nationale
bidrag, som beregnes på grundlag af ikkegenanvendt
plastemballageaffald. Unionens budget kan i overensstemmelse med
EU-strategien for plast bidrage til at reducere forureningen fra
plastemballageaffald. Egne indtægter, der er baseret på
nationale bidrag, som er proportionalt med mængden af
ikkegenanvendt plastemballageaffald i hver medlemsstat, vil
være et incitament til at mindske forbruget af engangsplast,
fremme genanvendelse og sætte skub i den cirkulære
økonomi. Samtidig vil medlemsstaterne i overensstemmelse med
nærhedsprincippet være frit stillet til at træffe
de mest hensigtsmæssige foranstaltninger for at nå
disse mål. For at undgå en umådeholden regressiv
virkning på de nationale bidrag bør der anvendes en
tilpasningsmekanisme med en årlig fast reduktion på
bidrag fra medlemsstater, hvis BNI pr. indbygger i 2017 ligger
under EU-gennemsnittet. Reduktionen bør svare til 3,8
kilogram multipliceret med de pågældende medlemsstaters
befolkning i 2017.
(8) Det Europæiske Råd noterede sig den 17.-21. juli
2020, at Kommissionen i første halvår af 2021 som
grundlag for yderligere egne indtægter vil fremsætte
forslag om en CO2-grænsetilpasningsmekanisme og en
digital afgift med henblik på indførelse heraf senest
den 1. januar 2023. Det Europæiske Råd opfordrede
Kommissionen til at fremsætte et revideret forslag om EU's
emissionshandelssystem, der eventuelt kan udvides til luftfart og
søfart. Det konkluderede, at Unionen i løbet af den
næste flerårige finansielle ramme for perioden
2021-2027 ("FFR for 2021-2027") vil arbejde hen imod
indførelsen af andre egne indtægter, som kan omfatte
en afgift på finansielle transaktioner.
(9) Det Europæiske Råd konkluderede den 17.-21. juli
2020, at ordningen for egne indtægter bør styres af de
overordnede mål om forenkling, gennemsigtighed og lighed,
herunder en retfærdig byrdefordeling. Det konkluderede
også, at Danmark, Nederlandene, Østrig og Sverige
samt, i forbindelse med støtten til genopretning og
resiliens, Tyskland skal drage fordel af faste korrektioner af
deres årlige BNI-baserede bidrag for perioden 2021-2027.
(10) Medlemsstaterne bør tilbageholde 25 % af de
beløb, der opkræves som traditionelle egne
indtægter, i opkrævningsomkostninger.
(11) Integrationen af Den Europæiske Udviklingsfond i
Unionens budget bør ledsages af en forhøjelse af de
lofter for egne indtægter, der er fastsat i denne
afgørelse. Der skal være en tilstrækkelig margen
mellem betalingerne og loftet for egne indtægter for at
sikre, at Unionen er i stand til - under alle omstændigheder
- at opfylde sine finansielle forpligtelser, selv i tider med
økonomisk nedgang.
(12) Der bør opretholdes en tilstrækkelig margen
under lofterne for de egne indtægter til, at Unionen i et
givet år kan opfylde alle sine finansielle forpligtelser og
eventualforpligtelser. De samlede egne indtægter, som Unionen
tildeles til dækning af de årlige betalingsbevillinger,
bør ikke overstige 1,40 % af summen af alle medlemsstaternes
BNI. De samlede årlige forpligtelsesbevillinger, der
opføres på Unionens budget, bør ikke overstige
1,46 % af summen af alle medlemsstaternes BNI.
(13) For at beløbet af de finansielle ressourcer, der
stilles til rådighed for Unionen forbliver uændret,
bør lofterne for egne indtægter til
betalingsbevillinger og forpligtelsesbevillinger tilpasses udtrykt
i procent af BNI, i tilfælde af ændringer af
Rådets og Europa-Parlamentets forordning (EU) nr. 549/20132), som
medfører væsentlige ændringer af
BNI-niveauet.
(14) De økonomiske konsekvenser af covid-19-krisen
understreger, hvor vigtigt det er at sørge for, at Unionen
har tilstrækkelig finansiel kapacitet i tilfælde af
økonomiske chok. Unionen er nødt til at tilvejebringe
de midler, der er nødvendige for, at den kan nå sine
mål. Der er behov for finansielle midler af
ekstraordinært omfang for at afhjælpe konsekvenserne af
covid-19-krisen uden at lægge større pres på
medlemsstaternes finanser på et tidspunkt, hvor der allerede
er et enormt pres på deres budgetter, som skal finansiere de
nationale økonomiske og sociale foranstaltninger relateret
til krisen. Der bør derfor træffes
ekstraordinære foranstaltninger på EU-plan.
Følgelig bør Kommissionen undtagelsesvis midlertidigt
tillægges beføjelser til på Unionens vegne at
låne op til 750 000 mio. EUR i 2018-priser på
kapitalmarkederne. Op til 360 000 mio. EUR i 2018-priser af de
lånte midler vil blive anvendt til at yde lån og op til
390 000 mio. EUR i 2018-priser af de lånte midler vil blive
anvendt til at dække udgifter, begge med det ene formål
at afhjælpe konsekvenserne af covid-19-krisen.
(15) Denne ekstraordinære foranstaltning har til
formål at afhjælpe konsekvenserne af covid-19-krisen og
hindre, at den opstår igen. Støtten bør derfor
være tidsbegrænset, og hovedparten af midlerne
bør tildeles i tiden umiddelbart efter krisen, hvilket
betyder, at de retlige forpligtelser af et program, der er
finansieret ved hjælp af disse yderligere midler, skal
være indgået senest den 31. december 2023. Godkendelsen
af betalinger under genopretnings- og resiliensfaciliteten vil
være betinget af, at de relevante delmål og
slutmål, der er fastsat i genopretnings- og resiliensplanen,
opfyldes på tilfredsstillende vis, hvilket vil blive vurderet
efter den relevante procedure i forordningen om oprettelse af en
genopretnings- og resiliensfacilitet, som afspejler konklusionerne
fra Det Europæiske Råd den 17. -21. juli 2020.
(16) For at opfylde de forpligtelser, der er forbundet med at
låne midler, er en ekstraordinær og midlertidig
forhøjelse af lofterne for egne indtægter
nødvendig. Udelukkende med henblik på opfyldelsen af
alle de forpligtelser, der påhviler Unionen som følge
af dens låntagning for at afhjælpe konsekvenserne af
covid-19-krisen, bør loftet for betalingsbevillinger og
loftet for forpligtelsesbevillinger derfor hver især
forhøjes med 0,6 procentpoint. Kommissionens
beføjelser til på Unionens vegne at låne midler
på kapitalmarkederne til det ene formål at finansiere
foranstaltninger til afhjælpning af konsekvenserne af
covid-19-krisen er tæt knyttet til den forhøjelse af
loftet for egne indtægter, der er fastsat i denne
afgørelse, og i sidste ende til den måde, som
ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter
fungerer på. Disse beføjelser bør derfor
indsættes i denne afgørelse. Eftersom der er tale om
en hidtil uset foranstaltning og ekstraordinært store
beløb, der skal lånes, kræver det sikkerhed med
hensyn til det samlede omfang af Unionens forpligtelser og de
væsentlige betingelser for tilbagebetaling samt
gennemførelsen af en diversificeret
låntagningsstrategi.
(17) Forhøjelsen af loftet for egne indtægter er
nødvendig, eftersom lofterne ellers ikke er
tilstrækkelige til at sikre, at der stilles
tilstrækkelige midler til rådighed, som Unionen har
brug for til at opfylde de forpligtelser, der følger af de
ekstraordinære og midlertidige beføjelser til at
låne midler. Behovet for denne yderligere tildeling vil
også kun være midlertidigt, eftersom de relevante
finansielle forpligtelser og eventualforpligtelser vil mindskes
over tid, i takt med at de lånte midler betales tilbage, og
lånene udløber. Forhøjelsen bør derfor
ophøre med at finde anvendelse, når alle lånte
midler er tilbagebetalt, og alle eventualforpligtelser som
følge af lån, der er ydet på grundlag af disse
midler, er opfyldt, hvilket bør være senest den 31.
december 2058.
(18) De aktiviteter, som Unionen udfolder, for at afhjælpe
konsekvenserne af covid-19-krisen er nødt til at være
omfattende og finde sted i løbet af en relativt kort
periode. Låntagningen er nødt til at følge
denne tidsplan. Ny nettolåntagning bør derfor
ophøre senest ved udgangen af 2026. Efter 2026 bør
lånoptagelsestransaktioner være strengt begrænset
til refinansieringstransaktioner for at sikre en effektiv
gældsforvaltning. Kommissionen bør ved
gennemførelsen af transaktionerne i henhold til en
diversificeret finansieringsstrategi gøre bedst mulig brug
af markedernes evne til at absorbere låntagning af så
omfattende beløb med forskellige løbetider, herunder
kortfristet finansiering med henblik på likviditetsstyring,
og sikre sig de mest gunstige tilbagebetalingsbetingelser. Desuden
bør Kommissionen regelmæssigt og på en
omfattende måde orientere Europa-Parlamentet og Rådet
om alle aspekter af sin gældsforvaltning. Når
tidsplanerne for tilbagebetaling for så vidt angår de
politikker, der skal finansieres gennem låntagningen, er
kendt, meddeler Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en
udstedelsestidsplan med de forventede udstedelsesdatoer og de
forventede volumener for det kommende år samt en plan for
forventede rentebetalinger og afdrag på hovedstolen.
Kommissionen bør regelmæssigt ajourføre denne
tidsplan.
(19) Tilbagebetalingen af lån, der er optaget med henblik
på at yde ikketilbagebetalingspligtig såvel som
tilbagebetalingspligtig støtte gennem finansielle
instrumenter eller med henblik på at yde budgetgarantier,
bør ligesom påløbne renter finansieres over
Unionens budget. De lånte midler, der anvendes til at yde
lån til medlemsstaterne, bør tilbagebetales af de
beløb, som modtages fra de støttemodtagende
medlemsstater. Det er nødvendigt at tildele Unionen de
fornødne midler og stille dem til rådighed,
således at den i et givet år og under alle
omstændigheder er i stand til at opfylde de finansielle
forpligtelser og eventualforpligtelser, der følger af de
ekstraordinære og midlertidige beføjelser til at
låne midler, jf. artikel 310, stk. 4, og artikel 323 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
(TEUF).
(20) Beløb, som ikke er anvendt til rentebetalinger som
planlagt, vil blive anvendt til førtidige tilbagebetalinger
inden udgangen af FFR for 2021-2027 med et mindstebeløb og
kan forhøjes over dette niveau, forudsat at der efter 2021
er indført nye egne indtægter efter proceduren i
artikel 311, stk. 3, i TEUF. Alle forpligtelser, der er
indgået som følge af de ekstraordinære og
midlertidige beføjelser til at optage lån, bør
være fuldt tilbagebetalt senest den 31. december 2058. For
sikre en effektiv budgetforvaltning af de bevillinger, der er
nødvendige for at dække tilbagebetalingerne de
lånte midler, bør de underliggende budgetmæssige
forpligtelser kunne opdeles i årlige trancher.
(21) Tidsplanen for tilbagebetaling bør overholde
princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og
dække hele det beløb, der lånes inden for
rammerne af Kommissionens beføjelser, således at der
opnås en regelmæssig og forudsigelig nedbringelse af
forpligtelserne over hele perioden. Med henblik herpå
bør de beløb, som Unionen i et givet år skal
betale tilbage af hovedstolen, ikke overstige 7,5 % af
maksimumsbeløbet på 390 000 mio. EUR til udgifter.
(22) Eftersom der er tale om ekstraordinære, midlertidige
og begrænsede beføjelser til Kommissionen til at
låne midler med det formål at afhjælpe
konsekvenserne af covid-19-krisen, bør det præciseres,
at Unionen som hovedregel ikke bør anvende de midler, den
har lånt på kapitalmarkederne, til at finansiere
driftsudgifter.
(23) For at sikre, at Unionen til enhver tid er i stand til
rettidigt at opfylde sine juridiske forpligtelser over for
tredjepart, bør der i denne afgørelse
fastsættes særlige regler, hvorved Kommissionen
bemyndiges til i den periode, hvor den midlertidige
forhøjelse af lofterne for egne indtægter finder
anvendelse, gennem indkaldelser at anmode medlemsstaterne om
midlertidigt at stille de relevante likvide midler til
rådighed, hvis de godkendte bevillinger, der er opført
på Unionens budget, ikke er tilstrækkelige til at
opfylde de forpligtelser, der følger af låntagning i
forbindelse med den midlertidige forhøjelse. Kommissionen
bør som en sidste udvej kun kunne indkalde likvide midler,
hvis den ikke rettidigt kan skaffe den nødvendige likviditet
ved at aktivere andre foranstaltninger til aktiv
likviditetsstyring, herunder om nødvendigt ved hjælp
af kortfristet finansiering på kapitalmarkederne, med henblik
på at sikre en rettidig overholdelse af Unionens
forpligtelser over for långivere. Det bør
fastsættes, at sådanne indkaldelser bør
bekendtgøres behørigt i forvejen af Kommissionen til
medlemsstaterne og nøje bør ske i forhold til hver
medlemsstats anslåede budgetindtægter og i alle
tilfælde begrænses til deres andel af det midlertidigt
forhøjede loft for egne indtægter, dvs. 0,6 % af
medlemsstaternes BNI. Hvis en medlemsstat imidlertid helt eller
delvis undlader at efterkomme en indkaldelse rettidigt, eller hvis
den meddeler Kommissionen, at den ikke vil kunne efterkomme
indkaldelsen, bør Kommissionen alligevel bemyndiges til
midlertidigt at foretage yderligere indkaldelser fra andre
medlemsstater på et forholdsmæssigt grundlag. Der
bør fastsættes et maksimumsbeløb, som
Kommissionen hvert år kan indkalde fra en medlemsstat.
Kommissionen forventes at fremsætte de nødvendige
forslag med henblik på at opføre de udgifter, der
dækkes af de likvide midler, som medlemsstaterne midlertidigt
har stillet til rådighed, i Unionens budget, for at sikre, at
disse midler tages i betragtning så tidligt som muligt med
henblik på medlemsstaternes indbetaling af egne
indtægter, dvs. i overensstemmelse med den gældende
retlige ramme og dermed på grundlag af de respektive
BNI-nøgler, og uden at det berører andre egne
indtægter og indtægter fra anden side.
(24) I henhold til artikel 311, stk. 4, i TEUF skal der ved en
rådsforordning vedtages gennemførelsesforanstaltninger
til ordningen for Unionens egne indtægter. Disse
foranstaltninger bør omfatte generelle og tekniske
bestemmelser, som skal finde anvendelse på alle kategorier af
egne indtægter. Disse foranstaltninger bør omfatte de
nærmere bestemmelser for beregning og budgettering af saldoen
samt de bestemmelser og ordninger, der er nødvendige for
kontrol og tilsyn med opkrævningen af egne
indtægter.
(25) Denne afgørelse bør først træde
i kraft, når den er blevet godkendt af alle medlemsstaterne i
overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser og
dermed under fuld iagttagelse af deres nationale suverænitet.
Det Europæiske Råd noterede sig den 17. -21. juli 2020,
at medlemsstaterne agter at godkende denne afgørelse snarest
muligt.
(26) For at sikre konsistens, kontinuitet og retssikkerhed
bør der fastsættes bestemmelser, der sikrer en
gnidningsløs overgang fra den ordning, der blev
indført ved Rådets afgørelse 2014/335/EU,
Euratom3), til den, der
fastsættes ved nærværende afgørelse.
(27) Afgørelse 2014/335/EU, Euratom bør
ophæves.
(28) I forbindelse med denne afgørelse bør alle
pengebeløb udtrykkes i euro.
(29) Da det er nødvendigt hurtigst muligt at kunne optage
lån med henblik på at finansiere foranstaltninger til
afhjælpning af konsekvenserne af covid-19-krisen, bør
denne afgørelse træde i kraft den første dag i
den første måned, der følger efter modtagelsen
af den sidste meddelelse om afslutning af proceduren for
vedtagelsen af denne afgørelse.
(30) For at sikre overgangen til den reviderede ordning for egne
indtægter og sammenfald med regnskabsåret bør
denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2021 -
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel
1
Genstand
Ved denne afgørelse fastsættes der bestemmelser om
tildeling til Unionen af egne indtægter for at sikre
finansiering af Unionens årlige budget.
Artikel
2
Kategorier af
egne indtægter og specifikke metoder til beregning
heraf
1. Egne indtægter, der opføres på Unionens
budget, omfatter provenuet af:
a) traditionelle egne indtægter
bestående af afgifter, præmier, tillægs- eller
udligningsbeløb, supplerende beløb og lignende, told
i henhold til den fælles toldtarif samt andre afgifter, som
af Unionens institutioner er pålagt eller vil blive
pålagt handelen med tredjelande, told på varer i
henhold til den udløbne traktat om oprettelse af Det
Europæiske Kul- og Stålfællesskab samt afgifter
og lignende, der er fastsat inden for rammerne af den fælles
markedsordning for sukker
b) anvendelsen af en ensartet bidragssats på
0,30 % for alle medlemsstater på de samlede
momsindtægter, der opkræves for alle leverancer til
endeligt forbrug, divideret med den vægtede
gennemsnitsmomssats beregnet for det relevante kalenderår som
fastsat i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr.
1553/894). For hver
medlemsstat må det momsgrundlag, der tages i betragtning til
dette formål, ikke overstige 50 % af BNI
c) anvendelsen af en ensartet bidragssats på
vægten af ikkegenanvendt plastemballageaffald, der generes i
hver medlemsstat. Den ensartede bidragssats skal være 0,80
EUR/kg. En årlig fast reduktion for visse medlemsstater, jf.
stk. 2, tredje afsnit, finder anvendelse
d) anvendelsen af en ensartet bidragssats, der
fastsættes som led i budgetproceduren under hensyntagen til
summen af alle øvrige indtægter, på summen af
alle medlemsstaternes BNI.
2. Med henblik på denne artikels stk. 1, litra c),
forstås der ved "plast" en polymer som defineret i artikel 3,
nr. 5), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1907/20065), der kan
være tilsat tilsætningsstoffer eller andre stoffer;
"emballageaffald" og "genanvendelse" forstås som defineret i
henholdsvis artikel 3, nr. 2) og 2c), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 94/62/EF6) og som
anvendt i Kommissionens afgørelse 2005/270/EF7).
Vægten af ikkegenanvendt
plastemballageaffald beregnes som forskellen mellem vægten af
det plastemballageaffald, som genereres i en medlemsstat i et givet
år, og vægten af genanvendt plastemballageaffald samme
år som fastsat i henhold til direktiv 94/62/EF.
Følgende medlemsstater har ret til
årlige faste reduktioner, udtrykt i løbende priser,
der finder anvendelse på det bidrag, der er omhandlet i stk.
1, litra c), på 22 mio. EUR for Bulgarien, 32,1876 mio. EUR
for Tjekkiet, 4 mio. EUR for Estland, 33 mio. EUR for
Grækenland, 142 mio. EUR for Spanien, 13 mio. EUR for
Kroatien, 184,0480 mio. EUR for Italien, 3 mio. EUR for Cypern, 6
mio. EUR for Letland, 9 mio. EUR for Litauen, 30 mio. EUR for
Ungarn, 1,4159 mio. EUR for Malta, 117 mio. EUR for Polen, 31,3220
mio. EUR for Portugal, 60 mio. EUR for Rumænien, 6,2797 mio.
EUR for Slovenien og 17 mio. EUR for Slovakiet.
3. Med henblik på stk. 1, litra d), anvendes den ensartede
bidragssats på hver enkelt medlemsstats BNI.
Ved BNI som omhandlet i stk. 1, litra d), forstås
årets BNI udtrykt i markedspriser som beregnet af
Kommissionen ved anvendelse af forordning (EU) nr. 549/2013.
4. I perioden 2021-2027 drager følgende medlemsstater
fordel af en bruttoreduktion af deres årlige BNI-baserede
bidrag, jf. stk. 1, litra d), svarende til et beløb på
565 mio. EUR for Østrig, 377 mio. EUR for Danmark, 3 671
mio. EUR for Tyskland, 1 921 mio. EUR for Nederlandene og 1 069
mio. EUR for Sverige. Beløbene måles i 2020-priser og
tilpasses til løbende priser ved at anvende den seneste
BNP-deflator for Unionen udtrykt i EUR, der er beregnet af
Kommissionen, og som foreligger, når forslaget til budget
udarbejdes. Disse bruttoreduktioner finansieres af alle
medlemsstaterne.
5. Hvis Unionens budget ikke er vedtaget ved
regnskabsårets begyndelse, anvendes de hidtil gældende
BNI-baserede ensartede bidragssatser fortsat, indtil de nye satser
træder i kraft.
Artikel
3
Lofter for egne
indtægter
1. De samlede egne indtægter, som Unionen tildeles til
dækning af de årlige betalingsbevillinger, må
ikke overstige 1,40 % af summen af alle medlemsstaternes BNI.
2. De samlede årlige forpligtelsesbevillinger, der
opføres på Unionens budget, må ikke overstige
1,46 % af summen af alle medlemsstaternes BNI.
3. Der fastholdes et bestemt forhold mellem
forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger for at sikre disse
bevillingers forenelighed og for at sikre, at det i stk. 1
fastsatte loft kan overholdes i de følgende år.
4. Hvis ændringer af forordning (EU) nr. 549/2013
medfører væsentlige ændringer i BNI-niveauet,
foretager Kommissionen en ny beregning af lofterne fastsat i stk. 1
og 2 og midlertidigt forhøjet i overensstemmelse med artikel
6 på grundlag af følgende formel:
x % (y %) × | BNIt-2
+ BNIt-1
+ BNIt ENS
aktuelt | BNIt-2
+ BNIt-1
+ BNIt ENS
ændret |
|
hvor:
- "x %" er loftet
for egne indtægter for betalingsbevillinger
- "y %" er loftet
for egne indtægter for forpligtelsesbevillinger
- "t" er det
seneste fulde år, for hvilket der foreligger data som
defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/5168)
- "ENS" er det
europæiske national- og regionalregnskabssystem i
Unionen.
Artikel
4
Anvendelsen af
midler lånt på kapitalmarkederne
Unionen må ikke anvende de midler, den
har lånt på kapitalmarkederne, til finansiering af
driftsudgifter.
Artikel
5
Ekstraordinære og midlertidige yderligere
midler til afhjælpning af covid-19-krisen
1. Med det ene formål at afhjælpe konsekvenserne af
covid-19-krisen ved Rådets forordning om oprettelse af et
EU-genopretningsinstrument og den deri omhandlede sektorspecifikke
lovgivning:
a) tillægges Kommissionen beføjelser
til på vegne af Unionen at låne op til 750 000 mio. EUR
i 2018-priser på kapitalmarkederne. Lånene optages i
EUR
b) kan op til 360 000 mio. EUR i 2018-priser af de
lånte midler anvendes til at yde lån og, uanset artikel
4, kan op til 390 000 mio. EUR i 2018-priser af de lånte
midler anvendes til at dække udgifter.
Det i første afsnit, litra a),
omhandlede beløb tilpasses på grundlag af en fast
deflator på 2 % pr. år. Kommissionen meddeler hvert
år Europa-Parlamentet og Rådet det tilpassede
beløb.
Kommissionen forvalter de lån, der er
omhandlet i første afsnit, litra a), således at der
ikke finder ny nettolåntagning sted efter 2026.
2. Tilbagebetalingen af hovedstolen af de lånte midler,
der er anvendt til udgifter som omhandlet i denne artikels stk. 1,
første afsnit, litra b), og de påløbne renter
sker over Unionens budget. De budgetmæssige forpligtelser kan
opdeles i flere årlige trancher, jf. artikel 112, stk. 2, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom)
2018/10469).
Tilbagebetalingen af de i denne artikels stk.
1, første afsnit, litra a), omhandlede midler
tilrettelægges efter princippet om forsvarlig
økonomisk forvaltning, således at der opnås en
regelmæssig og forudsigelig nedbringelse af forpligtelserne.
Tilbagebetalinger af hovedstolen af midlerne indledes inden
udgangen af FFR for perioden 2021-2027 med et mindstebeløb,
for så vidt uudnyttede beløb til rentebetalinger, som
forfalder i forbindelse med den i denne artikels stk. 1 omhandlede
låntagning, tillader det, under behørig hensyntagen
til proceduren i artikel 314 i TEUF. Alle forpligtelser, der er
indgået som følge af Kommissionens
ekstraordinære og midlertidige beføjelser til at
låne midler, jf. nærværende artikels stk. 1, skal
være fuldt tilbagebetalt senest den 31. december 2058.
De beløb, som Unionen i et givet
år skal betale tilbage af hovedstolen af de i dette stykkes
første afsnit omhandlede midler, må ikke overstige 7,5
% af det maksimumsbeløb, der skal anvendes til at
dække de i stk. 1, første afsnit, litra b), omhandlede
udgifter.
3. Kommissionen fastlægger de nødvendige ordninger
for forvaltningen af lånoptagelsestransaktionerne.
Kommissionen orienterer regelmæssigt og på en
omfattende måde Europa-Parlamentet og Rådet om alle
aspekter af sin gældsforvaltningsstrategi. Kommissionen
fastlægger en udstedelsestidsplan med de forventede
udstedelsesdatoer og -volumener for det kommende år samt en
plan for forventede rentebetalinger og afdrag på hovedstolen
og meddeler den til Europa-Parlamentet og Rådet. Kommissionen
ajourfører regelmæssigt denne tidsplan.
Artikel
6
Ekstraordinær og midlertidig forhøjelse
af lofterne for egne indtægter med henblik på tildeling
af de nødvendige indtægter til at afhjælpe
konsekvenserne af covid-19-krisen
De lofter, der er fastsat i artikel 3, stk. 1 og 2,
forhøjes begge midlertidigt med 0,6 procentpoint med det ene
formål at opfylde alle de forpligtelser, der påhviler
Unionen som følge af den låntagning, der er omhandlet
i artikel 5, indtil alle disse forpligtelser er indfriet, dvs.
senest den 31. december 2058.
Forhøjelsen af lofterne for egne
indtægter må ikke anvendes til dækning af andre
af Unionens forpligtelser.
Artikel
7
Universalitetsprincippet
Det i artikel 2 omhandlede provenu anvendes uden sondring til
finansiering af alle udgifter, der er opført på
Unionens årlige budget.
Artikel
8
Fremførsel
af overskud
Et eventuelt overskud af Unionens indtægter i forhold til
de samlede faktiske udgifter fremføres til det
følgende regnskabsår.
Artikel
9
Opkrævning
af egne indtægter og overdragelse til Kommissionen
1. Egne indtægter som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra
a), opkræves af medlemsstaterne i henhold til deres nationale
love og administrative bestemmelser. Om nødvendigt tilpasser
medlemsstaterne disse bestemmelser for at opfylde kravene i
EU-reglerne.
Kommissionen foretager en gennemgang af de
nationale bestemmelser, som medlemsstaterne meddeler den,
informerer medlemsstaterne om de tilpasninger, som den anser for
nødvendige for at sikre disse bestemmelsers overensstemmelse
med EU-reglerne, og aflægger om nødvendigt rapport til
Europa-Parlamentet og Rådet.
2. Medlemsstaterne tilbageholder 25 % af de beløb, der er
omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), i
opkrævningsomkostninger.
3. Medlemsstaterne overdrager egne indtægter, jf. denne
afgørelses artikel 2, stk. 1, til Kommissionen i henhold til
de forordninger, der er vedtaget i henhold til artikel 322, stk. 2,
i TEUF.
4. Med forbehold af artikel 14, stk. 2, i Rådets
forordning (EU, Euratom) nr. 609/201410) stiller
medlemsstaterne, hvis de godkendte bevillinger, der er
opført på Unionens budget, ikke er
tilstrækkelige til, at Unionen kan overholde de
forpligtelser, der følger af låntagningen som
omhandlet i denne afgørelses artikel 5, og Kommissionen ikke
kan skaffe den nødvendige likviditet ved at aktivere andre
foranstaltninger, der er fastsat i de finansielle ordninger for den
pågældende låntagning, med henblik på
rettidigt at sikre overholdelse af Unionens forpligtelser, herunder
gennem aktiv likviditetsstyring og om nødvendigt ved
hjælp af kortfristet finansiering på kapitalmarkederne
i overensstemmelse med de i denne afgørelses artikel 5, stk.
1, første afsnit, litra a), og artikel 5, stk. 2, fastsatte
betingelser og begrænsninger, de midler, der er
nødvendige herfor, til rådighed for Kommissionen som
en sidste udvej. I så fald finder nærværende
artikels stk. 5-9 anvendelse uanset artikel 14, stk. 3, og stk. 4,
første afsnit, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014.
5. Kommissionen kan gennem indkaldelser anmode medlemsstaterne
om midlertidigt at dække forskellen mellem de samlede
indeståender og likviditetsbehovet i forhold til ("pro rata")
overslaget over indtægterne på budgettet for hver
enkelt stat, jf. dog artikel 14, stk. 4, andet afsnit, i forordning
(EU, Euratom) nr. 609/2014. Kommissionen bekendtgør
behørigt i forvejen sådanne indkaldelser til
medlemsstaterne. Kommissionen vil etablere en struktureret dialog
med de nationale gældsforvaltningskontorer og
finansforvaltninger med hensyn til dens udstedelses- og
tilbagebetalingstidsplaner.
Hvis en medlemsstat helt eller delvis undlader
at efterkomme en indkaldelse rettidigt, eller hvis den meddeler
Kommissionen, at den ikke vil kunne efterkomme en indkaldelse, har
Kommissionen midlertidigt ret til at foretage yderligere
indkaldelser fra de andre medlemsstater for at dække den del,
der svarer til den pågældende medlemsstat.
Sådanne indkaldelser foretages i forhold til hver af de andre
medlemsstaters anslåede budgetindtægter. Den
medlemsstat, der har undladt at efterkomme en indkaldelse, er
fortsat forpligtet til at efterkomme den.
6. Det samlede årlige maksimumsbeløb af likvide
midler, som kan indkaldes fra en medlemsstat i henhold til stk. 5,
skal under alle omstændigheder begrænses til dens
BNI-baserede relative andel af den ekstraordinære og
midlertidige forhøjelse af loftet for egne indtægter,
jf. artikel 6. Med henblik herpå beregnes den BNI-baserede
relative andel som andelen af Unionens samlede BNI, således
som den fremgår af den respektive kolonne i
indtægtsdelen af det senest vedtagne årlige
EU-budget.
7. Enhver tilrådighedsstillelse af likvide midler i
henhold til stk. 5 og 6 udlignes straks i overensstemmelse med den
gældende retlige ramme for Unionens budget.
8. De udgifter, der dækkes af de likvide midler, som
midlertidigt er dækket af medlemsstaterne i henhold til stk.
5, opføres straks på Unionens budget for at sikre, at
de dermed forbundne indtægter tages i betragtning så
tidligt som muligt med henblik på medlemsstaternes
indbetaling af egne indtægter i overensstemmelse med de
relevante bestemmelser i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014.
9. På årsbasis må anvendelsen af stk. 5 ikke
føre til, at der indkaldes likvide midler ud over lofterne
for egne indtægter, jf. artikel 3, som forhøjet i
overensstemmelse med artikel 6.
Artikel
10
Gennemførelsesforanstaltninger
Rådet fastsætter
gennemførelsesforanstaltninger efter proceduren i artikel
311, stk. 4, i TEUF for så vidt angår følgende
elementer i ordningen for Unionens egne indtægter:
a) proceduren for beregning og opførelse
på budgettet af den årlige budgetsaldo som fastsat i
artikel 8
b) de bestemmelser og ordninger, som er
nødvendige til at føre kontrol og tilsyn med
opkrævning af egne indtægter, jf. artikel 2, stk. 1, og
eventuelle relevante rapporteringskrav.
Artikel
11
Afsluttende
bestemmelser og overgangsbestemmelser
1. Afgørelse 2014/335/EU, Euratom ophæves, jf. dog
stk. 2. Henvisninger til Rådets afgørelse 70/243/EKSF,
EØF, Euratom11), til
Rådets afgørelse 85/257/EØF, Euratom12), til
Rådets afgørelse 88/376/EØF, Euratom13), til
Rådets afgørelse 94/728/EF, Euratom14), til
Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom15), til
Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom16) eller til
afgørelse 2014/335/EU, Euratom gælder som henvisninger
til nærværende afgørelse; henvisninger til den
ophævede afgørelse læses efter
sammenligningstabellen i bilaget til nærværende
afgørelse.
2. Artikel 2, 4 og 5 i afgørelse 94/728/EF, Euratom,
artikel 2, 4 og 5 i afgørelse 2000/597/EF, Euratom, artikel
2, 4 og 5 i afgørelse 2007/436/EF, Euratom og artikel 2, 4
og 5 i afgørelse 2014/335/EU anvendes fortsat for så
vidt angår beregningen og justeringen af de indtægter,
der hidrører fra anvendelsen af en bidragssats på
momsgrundlaget beregnet på ensartet måde og
begrænset til 50-55 % af hver medlemsstats BNP eller BNI,
afhængigt af det pågældende år, og for
så vidt angår beregningen af den korrektion af
budgetuligevægte, der er indrømmet Det Forenede
Kongerige i 1995-2020, samt for så vidt angår
beregningen af finansieringen af de korrektioner, som andre
medlemsstater har indrømmet Det Forenede Kongerige.
3. Medlemsstaterne tilbageholder fortsat i
opkrævningsomkostninger 10 % af de beløb, der er
omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), og som medlemsstaterne i
henhold til de gældende EU-regler skulle have overdraget
inden den 28. februar 2001.
4. Medlemsstaterne tilbageholder fortsat i
opkrævningsomkostninger 25 % af de beløb, der er
omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), og som medlemsstaterne i
henhold til de gældende EU-regler skulle have overdraget i
perioden fra den 1. marts 2001 til den 28. februar 2014.
5. Medlemsstaterne tilbageholder fortsat i
opkrævningsomkostninger 20 % af de beløb, der er
omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), og som medlemsstaterne i
henhold til de gældende EU-regler skulle have overdraget i
perioden fra den 1. marts 2014 til den 28. februar 2021.
6. Med henblik på denne afgørelse udtrykkes alle
pengebeløb i euro.
Artikel
12
Ikrafttræden
Generalsekretæren for Rådet giver medlemsstaterne
meddelelse om denne afgørelse.
Medlemsstaterne giver omgående
generalsekretæren for Rådet meddelelse om afslutningen
af de procedurer, der i henhold til deres respektive
forfatningsretlige bestemmelser er nødvendige for
vedtagelsen af denne afgørelse.
Denne afgørelse træder i kraft
på den første dag i den første måned
efter modtagelsen af den sidste af de meddelelser, som er omhandlet
i stk. 2.
Den anvendes fra den 1. januar 2021.
Artikel
13
Adressater
Denne afgørelse er rettet til
medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den …
På
Rådets vegne
Formand
Officielle noter
1)
Udtalelse af … [(EUT …)/(endnu ikke offentliggjort i
EUT)].
2)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 af
21. maj 2013 om det europæiske national- og
regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union (EUT L 174 af
26.6.2013, s. 1).
3)
Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom af 26. maj 2014
om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter
(EUT L 168 af 7.6.2014, s. 105).
4)
Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 af 29.
maj 1989 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af
egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften
(EFT L 155 af 7.6.1989, s. 9).
5)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af
samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af
et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv
1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning
(EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr.
1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og
Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF,
93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).
6)
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af 20.
december 1994 om emballage og emballageaffald (EFT L 365 af
31.12.1994, s. 10).
7)
Kommissionens beslutning 2005/270/EF af 22. marts 2005 om
fastlæggelse af de skemaer, der i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage
og emballageaffald skal benyttes i forbindelse med
databasesystemet) (EUT L 86 af 5.4.2005, s. 6).
8)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/516 af 19.
marts 2019 om harmonisering af bruttonationalindkomsten i
markedspriser og om ophævelse af Rådets direktiv
89/130/EØF, Euratom og Rådets forordning (EF, Euratom)
nr. 1287/2003 ("BNI-forordningen") (EUT L 91 af 29.3.2019, s.
19).
9)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom)
2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler
vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af
forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr.
1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr.
1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse
nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom)
nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).
10)
Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 af 26. maj 2014
om metoderne og proceduren for overdragelse af de traditionelle
egne indtægter og egne indtægter fra moms og BNI og om
foranstaltningerne for at opfylde likviditetskrav (EUT L 168 af
7.6.2014, s. 39).
11)
Rådets afgørelse 70/243/EKSF, EØF, Euratom af
21. april 1970 angående udskiftning af medlemsstaternes
finansielle bidrag med fællesskabernes egne indtægter
(EFT L 94 af 28.4.1970, s. 19).
12)
Rådets afgørelse 85/257/EØF, Euratom af 7. maj
1985 om Fællesskabernes ordning med egne indtægter (EFT
L 128 af 14.5.1985, s. 15).
13)
Rådets afgørelse 88/376/EØF, Euratom af 24 .
juni 1988 om ordningen for Fællesskabernes egne
indtægter (EFT L 185 af 15.7.1988, s. 24).
14)
Rådets afgørelse 94/728/EF, Euratom af 31. oktober
1994 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne
indtægter (EFT L 293 af 12.11.1994, s. 9).
15)
Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom af 29. september
2000 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne
indtægter (EFT L 253 af 7.10.2000, s. 42).
16)
Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom af 7. juni 2007
om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne
indtægter (EUT L 163 af 23.6.2007, s. 17).