Fremsat den 22. januar 2021 af Sikandar Siddique (UFG),
Uffe Elbæk (UFG) og Susanne Zimmer (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om ret til ambulant behandling for
voldsudøvere
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag,
som sikrer ret til ambulant behandling for voksne, som har udsat
andre for vold eller trusler om vold i relation til familie- eller
samlivsforhold.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en opdateret
genfremsættelse af B 123, folketingsåret 2019-20. Der
henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2019-20,
tillæg A, B 123 som fremsat.
Det skønnes, at 38.000 kvinder og
19.000 mænd udsættes for fysisk vold i nære
relationer årligt, mens dobbelt så mange udsættes
for psykisk vold. (»Vold og seksuelle
krænkelser«, 2018, »Partnervold - kommunernes
praksis og indsats«, Lev Uden Vold, 2019).
Til trods for at forskningen viser, at
omfanget af vold i nære relationer kan forebygges, er andelen
af personer, særlig kvinder, der udsættes for vold i
Danmark, ikke faldet, men er alene stagneret de sidste 10 år.
(»Vold og seksuelle krænkelser«, Statens Institut
for Folkesundhed, 2018, »Vold i nære relationer omfang,
karakter, udvikling og indsats i Danmark«, Statens Institut
for Folkesundhed, 2012, »Mænds vold mod kvinder -
omfang, karakter og indsats mod vold«, Ministeriet for
Ligestilling, Det Nationale Voldsobservatorium i Kvinderådet,
Statens Institut for Folkesundhed, 2004 og »Mænds vold
mod kvinder - omfang, karakter og indsats mod vold«,
Ministeriet for Ligestilling, Det Nationale Voldsobservatorium i
Kvinderådet, Statens Institut for Folkesundhed, 2004, og
»Mænds vold mod kvinder - omfang, karakter og indsats
mod vold 2007«, Ministeriet for Ligestilling, Statens
Institut for Folkesundhed, 2007).
Mens det er afgørende med ambulante og
forebyggende tiltag, der kan hjælpe voldsudsatte, kan vi kun
skabe langsigtet nedbringelse af volden ved at skabe
målrettede indsatser for voldsudøveren. Forslaget skal
ses i sammenhæng med »Forslag til folketingsbeslutning
om ret til ambulant behandling for voldsudsatte«, jf.
beslutningsforslag nr. 123 (tidligere B 121, folketingsåret
2019-20), hvoraf det fremgår, at børn, der vokser op i
voldelige hjem, har større risiko for at ende i et hjem med
vold som voksen, enten som voldsoffer eller som voldsudøver.
Tidlig forebyggelse er derfor essentiel. En undersøgelse
foretaget blandt voldsudøvere i behandling viser, at 71 pct.
af udøvere af vold i nære relationer selv er vokset op
med vold i hjemmet. Derfor er det afgørende, at vi som
samfund sætter systematisk og helhedsorienteret ind og
tilbyder behandling, der stopper den voldelige adfærd, da der
ellers er risiko for, at den gives videre fra generation til
generation (»Klienterne, volden og effekten af
behandlingen«, Dialog mod Vold, AskovFonden, 2020).
Initiativet skal derfor ikke alene ses som en
behandling af voldsudøvere, men også som forebyggelse
af et fremtidigt dysfunktionelt familiemønster blandt
familiens børn.
Lange ventelister
Der er i dag lange ventelister til en
behandling, der kan bryde voldsspiralen. Ifølge
Socialstyrelsens oversigt over tilbud til voldsudøvere
findes følgende tilbud: AskovFondens tilbud i »Dialog
mod Vold«, som er det eneste landsdækkende
behandlingstilbud. Det behandlingstilbud er dog kun at finde i de
tre største byer, København, Aarhus og Odense. Der er
således store dele af landet, hvor der slet ikke er
målrettet og specialiseret hjælp at få. Samtidig
har »Dialog mod Vold« ca. 110 voldsudøvere
på en venteliste, der vokser dag for dag (»Dialog mod
vold«, intern kvartalsrapport baseret på data fra
Danjournal). Den lange venteliste betyder, at ventetiden på
at komme i behandling for øjeblikket er på omkring 2
år i København og 6 måneder i Aarhus og Odense.
De mange, der venter på behandling, repræsenterer
mennesker, der har et erkendt problem i form af en voldelig
adfærd, og som er motiveret til at ændre dette. Med den
finanslovsbevilling som AskovFondens Dialog mod Vold modtager i
dag, har de en totalkapacitet til at behandle 100 frivilligt
henvendte voldsudøvere. Herudover har de en midlertidigt
forhøjet kapacitet pga. en ekstra bevilling i forbindelse
med covid-19, og dertil har de bilaterale samarbejdsaftaler med
henholdsvis Københavns Kommune og Kriminalforsorgen som
betalende kunder. P.t. er kapaciteten derfor oppe på 290
personer, hvis de midlertidige og bilaterale aftaler tæller
med. Udover AskovFondens tilbud i Dialog mod Vold findes også
Lev Uden Volds landsdækkende telefoniske terapeutiske tilbud
til voldsudøvere, hvor der gennemføres ca. 40
forløb om året, og Socialstyrelsens
rådgivningstilbud VISO.
Tilbud om rådgivning
Da Østjyllands Politi som led i
satspuljeprojektet »Interventionscenter ved
partnervold« kontaktede voldsudsatte familier med tilbud om
rådgivning, tog 107 af i alt 128 voldsudøvere imod
tilbuddet og påbegyndte et rådgivningsforløb. De
øvrige 21 takkede enten nej eller kunne ikke kontaktes
(»Interventionscenter ved partnervold - beskrivende
evaluering af et forsøgsprojekt«, Socialstyrelsen,
2015, side 23). Det viser, at når voldsudøvere
systematisk tilbydes hjælp, er der mange, der ønsker
at sige ja. Ifølge Lev Uden Volds undersøgelse af
kommunernes indsatser mod vold i nære relationer tilbyder kun
meget få kommuner en specialiseret indsats til
voldsudøvere (»Partnervold - kommunernes praksis og
indsats«, Lev Uden Vold, 2019, side 6). Ifølge
undersøgelsen kan årsagen til, at så få
får tilbudt behandling, findes i en uklar rammelovgivning,
der ikke tydeliggør, hvilken behandling voldsudøvere
har ret til: »Flere sagsbehandlere i voksen- og
socialafdelingerne giver udtryk for, at det er svært at
placere hjælpen til de voldsudøvende borgere inden for
konkrete paragraffer i serviceloven, idet voldsudøvere ikke
nødvendigvis betragtes som borgere med særlige sociale
problemer og dermed falder uden for de foranstaltninger, der ligger
i servicelovens bestemmelser« (»Partnervold -
kommunernes praksis og indsats«, Lev Uden Vold, 2019, side
6). Rapportens konklusioner viser, at de indsatser, som kommunerne
tilbyder borgere berørt af partnervoldsproblematikker, i
høj grad afspejler de lovgivningsmæssige
forpligtelser, som kommunerne er pålagt. Samtidig viser
undersøgelsen, at kun få kommuner tilbyder egentlig
specialiseret behandling til voldsudøvere. Derfor
foreslår forslagsstillerne (Frie Grønne), at
lovgivningen fremadrettet skal sikre specialiserede
behandlingstilbud direkte rettet mod at hjælpe
voldsudøveren med henblik på at forhindre og forebygge
vold i nære relationer.
Opsøgende praksis
I dag er det op til den enkelte voldsudsatte
familie eller voldsudøver at tage initiativ til at
opsøge behandling. Med en ret til behandling vil flere
sagsbehandlere kunne henvise til behandling. Dog vil langt flere
voldsudsatte familier få glæde af behandlingstilbuddet.
Herudover vil potentialet til at få stoppet volden være
langt større, hvis det bliver fast praksis at kontakte
udøvere af vold i nære relationer, når der er
viden om vold. Kommunen, politiet og sundhedsvæsenet
får viden om udøvelsen af vold, f.eks. i forbindelse
med krisecenterophold, underretninger, politiudrykning og
skadestuebesøg. I de tilfælde vil det være
hensigtsmæssigt at kontakte voldsudøverne og informere
om de ambulante tilbud om rådgivning og behandling.
Erfaringerne fra satspuljeprojektet »Interventionscenter ved
partnervold«, hvor Østjyllands Politi ved udrykninger
til partnervold tilbød både den udsatte såvel
som voldsudøveren ambulant rådgivning, viser, at en
relativt simpel opsøgende praksis suppleret med muligheden
for ambulant behandling kan få positiv effekt
(»Interventionscenter ved partnervold - beskrivende
evaluering af et forsøgsprojekt«, Socialstyrelsen,
2015). Derfor ønsker forslagsstillerne (Frie Grønne),
at retten til ambulant behandling implementeres med ny
opsøgende praksis hos myndighederne, når der er viden
om vold.
Helhedsorienteret tilgang
Ifølge Dialog mod Volds seneste
opfølgende undersøgelse svarer 82 pct. af i alt 117
respondenter, der har gennemført et
behandlingsforløb, at de ikke har udøvet vold i
nære relationer 1 år efter afsluttet behandling. Selv
om undersøgelsernes svarprocent kun er på 54 pct., er
det en god indikator for, at behandlingen har effekt.
Undersøgelsen omfatter også svar fra partnere, hvor 74
pct. kan bekræfte voldsudøverens udsagn.
(»Klienterne, Volden og Effekten af behandlingen«,
Dialog mod Vold, AskovFonden, 2020, side 46). I et land, hvor
38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for
fysisk partnervold (»Vold og seksuelle
krænkelser«, Statens Institut for Folkesundhed, 2018)
og cirka det dobbelte udsættes for psykisk vold, er det
uacceptabelt, at et overvældende flertal af
voldsudøverne ikke får tilbudt behandling, at en
så forsvindende lille del af voldsudøverne i dag
modtager behandling, og at stor del af dem, der gerne vil have
behandling, er parkeret på en venteliste. Tallene er et
tydeligt signal om, at den nuværende kapacitet ikke er
tilstrækkelig. Erfaringer fra Dialog mod Volds danske tilbud
viser, at hjælpen til voldsudøveren bliver langt
bedre, når familie, myndigheder og netværk inddrages i
at holde den voldsudøvende ansvarlig for den vold,
vedkommende udøver/har udøvet, og ikke mindst
fastholde den positive forandring, vedkommende gennemgår som
følge af behandlingen. Derfor er det afgørende, at
implementeringen af retten til ambulant behandling bygger på
en helhedsorienteret tilgang og social- og voldsfagligt
specialiseret viden.
Ambulant behandling
Forslagsstillerne (Frie Grønne) mener,
at retten til ambulant behandling skal skrives ind i serviceloven
som en selvstændig paragraf. Behovet for rådgivning og
behandling er meget differentieret, og det er derfor
afgørende, at retten til ambulant behandling kan tilpasses
og gives som et differentieret tilbud til voldsudøvere.
Retten til ambulant behandling kan med fordel modelleres efter
erfaringerne fra »Interventi?onscenter ved partnervold«
som refereret ovenfor. Således kunne udøvere af vold i
nære relationer i forbindelse med voldsudsattes ophold
på kvindekrisecentre eller mandekrisecentre, underretninger,
politiudrykning eller skadestuebesøg have ret til
rådgivende samtaler. Baseret på behov og motivation kan
voldsudøveren efterfølgende blive henvist til et
længere behandlingsforløb, der skal indgå i
retten til ambulant behandling. Det foreslås, at
behandlingstilbuddene akkrediteres eller godkendes af relevant
myndighed, ligesom der skal føres tilsyn med tilbuddene.
Væsentlige kriterier for godkendelse af tilbuddene er, at de
skal gennemføres af autoriserede psykologer, der er
specialiseret i arbejdet med vold i nære relationer.
Kriterierne skal sikre, at behandlingstilbuddene er af høj
faglig kvalitet.
Finansiering
Kapacitetsbehovet bør løbende
evalueres som led i Socialstyrelsens årsstatistisk, herunder
at føre statistik over, hvor mange der tilbydes ambulant
rådgivning, hvor mange der tager imod, samt begrundelsen hos
dem, der ikke tager imod tilbuddet. På linje med ordningen,
hvor Danmarks Statistik løbende modtager og analyserer data
om udsatte, der har modtaget hjælp på krisecentre, hos
Mødrehjælpen, i Dialog mod Vold m.v., vil der
også skulle indrapporteres og analyseres registerdata om de
voldsudøvere, der gennemfører behandling som led i
denne foreslåede ordning.
Det er vigtigt, at der kan tilbydes behandling
i hele landet, og at der som minimum kan ydes hjælp til de
voldsudøvere, der selv ønsker behandling. Det er
ligeledes vigtigt at sikre kontinuitet og tryghed i finansiering,
så behandlinger og forløb ikke afbrydes på grund
af manglende bevillinger. Derfor foreslår forslagsstillerne
(Frie Grønne), at finansieringen af de ambulante
behandlinger udgør en fast årlig bevilling på
finansloven gældende fra 2022. Forslagsstillerne (Frie
Grønne) er åbne over for at diskutere andre
finansieringsforslag.
Skriftlig fremsættelse
Sikandar Siddique
(UFG):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om ret
til ambulant behandling for voldsudøvere.
(Beslutningsforslag nr. B 124)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.