Fremsat den 17. december 2020 af Leif Lahn Jensen (S),
Peter Skaarup (DF), Andreas Steenberg (RV),
Karsten Hønge (SF),
Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF),
Peter Seier Christensen (NB),
Ole Birk Olesen (LA),
Torsten Gejl (ALT) og Aaja Chemnitz Larsen (IA)
Forslag til folketingsbeslutning
om strengere straf til vanvidsbilister som
dræber (borgerforslag)
Der skal indføres minimumsstraffe i de
paragrafer i straffeloven, som omhandler, at man uagtsomt har
forvoldt en andens død eller tilføjet en anden
betydelig skade på liv og legeme, hvis det sker under
særligt skærpende omstændigheder som i
forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller særlig
hensynsløs kørsel.
Der skal derfor indføres en
minimumsstraf på 3 års fængsel i straffelovens
§ 241 om uagtsomt manddrab i de tilfælde, hvor
overtrædelsen vurderes at være begået under
særligt skærpende omstændigheder.
På samme måde skal der i
straffelovens § 249 om uagtsom legemsbeskadigelse
indføres en minimumsstraf på 6 måneders
fængsel i de tilfælde, hvor overtrædelsen
vurderes at være begået under særligt
skærpende omstændigheder.
Endvidere skal der ske en forhøjelse af
strafudmålingsniveauet i de sager, hvor der er flere omkomne
end én person. Således skal straffen i disse sager
være markant højere end minimumsstraffen på 3
års fængsel. Der henstilles til, at strafferammen
på op til 8 års fængsel i langt højere
grad udnyttes i de grove tilfælde.
Bemærkninger til forslaget
Med jævne mellemrum rammes Danmark af
eksempler på afstumpet vanvidskørsel, der ikke kun har
bragt menneskeliv i fare. I efterhånden mange tilfælde
har det haft fatale konsekvenser, hvor personer enten er blevet
betydelig skadet eller sågar dræbt.
I disse tilfælde er gerningsmanden efter
vores overbevisninger sluppet alt for billigt strafferetligt. Det
efterlader de pårørende magtesløse og med en
følelse af, at det danske retssystem ikke er
retfærdigt.
Regeringen vil heller ikke acceptere
vanvidskørsel længere i de danske gader og har derfor
i februar 2020 præsenteret et udspil med ni tiltag for
tryghed på de danske veje med to fokusområder. De to
fokusområder skal få vanvidsbiler væk fra gaderne
og udløse skærpede straffe ved vanvidskørsel.
Alt i alt er det gode tiltag, som, hvis de vedtages, vil give
politiet bedre muligheder for at få vanvidsbilister og deres
biler væk fra gaderne.
Regeringen har dog (endnu) ikke fremsat
konkrete forslag til strafskærpelse i de tilfælde, hvor
vanvidsbilister dræber eller skader medtrafikanter med deres
kørsel.
For at sikre retfærdighed i samfundet,
retfærdighed for de pårørende og tryghed i
trafikken skal der straffes hårdere i de tilfælde.
Straffen her skal udtrykke, hvor meget samfundet fordømmer
handlingen, hvilket ikke virker til at være tilfældet
med nuværende lovgivning og retspraksis.
Derfor fremsættes dette
borgerforslag.
Skriftlig fremsættelse
Leif Lahn Jensen (S), Peter Skaarup (DF),
Andreas Steenberg (RV), Karsten Hønge (SF), Peder Hvelplund
(EL), Mai Mercado (KF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk
Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT) og Aaja Chemnitz Larsen (IA):
Hermed tillader vi os for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
strengere straf til vanvidsbilister som dræber.
(Beslutningsforslag nr. B 108)
Der er tale om et borgerforslag, som inden
for den fastsatte frist har opnået det antal
støttetilkendegivelser fra borgere, som kræves for at
få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i
Folketinget. Der henvises til folketingsbeslutning af 2. juni 2016
om mulighed for at få borgerdrevne beslutningsforslag
behandlet i Folketinget, lov om etablering af en ordning for
borgerforslag med henblik på behandling i Folketinget og
bekendtgørelse om en ordning for borgerforslag med henblik
på behandling i Folketinget.
Borgerforslaget er oprindelig indgivet af
Thomas Wolf, adressebeskyttelse, som hovedstiller, med Jonas
Lambæk Thestrup, København, Jesper Bjelke Jensen,
København, Rasmus Riber, Allerød, Tim Teddy Worm
Jørgensen, Allerød, Christian Balle Jørgensen,
København og Mathias Rønn Laursen, Frederiksberg.
Fremsættelsen er alene udtryk for, at
forslagsstillerne på vegne af de partier, som støtter
borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en
nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive
behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag
ordningen.