B 100 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af eftervederlag for varetagelsen af regionale og kommunale hverv.

Udvalg: Indenrigs- og Boligudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-12-2020

Fremsat: 01-12-2020

Fremsat den 1. december 2020 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)

20201_b100_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. december 2020 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af eftervederlag for varetagelsen af regionale og kommunale hverv

Folketinget pålægger regeringen at foretage de nødvendige ændringer i lovforslag og administrative forskrifter for at sikre, at eftervederlaget for varetagelsen af regionale og kommunale hverv fremover modregnes øvrige indtægter. Ændringerne skal foretages inden udgangen af dette folketingsår.

Bemærkninger til forslaget

I dag er der for stor forskel på reglerne for eftervederlag til folketingspolitikere og til byråds- og regionpolitikere. Byråds- og regionrådsmedlemmer modregnes nemlig ikke i deres eftervederlag, hvis de har øvrige indtægter, som folketingsmedlemmerne gør, jf. bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af de kommunale hverv (BEK nr. 1769 af 27/12/2018) og bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af de regionale hverv (BEK nr. 1770 af 27/12/2018).

Den 1. januar 2017 indførte den daværende regering nye skærpede regler for eftervederlag. Reglerne blev indført som en konsekvens af Carl Holst-sagen og medførte, at fratrådte borgmestre, regionsrådsformænd og udvalgsformænd ikke længere kunne få et eftervederlag, hvis de blev folketingsmedlemmer eller ministre.

Dansk Folkeparti foreslår, at reglerne om eftervederlag fra 2017 skærpes yderligere. Reglerne indeholder nemlig fortsat en række mangler. I dag gælder reglerne kun i tilfælde, hvor lokalpolitikeren skifter til et andet politisk hverv. Byråds- og regionrådsmedlemmer får stadig eftervederlag ved fratrædelse af deres stilling, selv om de har en indtægt fra et ikkepolitisk hverv.

Et uheldigt eksempel på ydelse af eftervederlag ses i sagen om daværende byrådsmedlem og magistratsmedlem Jane Jegind (V). Hun fik et engangsbeløb på 434.509 kr. oven i en månedsløn på 72.418 kr. 6 måneder efter fratrædelse som magistratsmedlem. Jane Jegind fik eftervederlaget, fordi magistratsmedlemmer sidestilles med borgmestre. Det løb samlet set op på 869.018 kroner. Informationen følger af artiklen »Rådmand ville tvinge pedeller ned i løn - scorer selv kassen på jobskifte« på fagbladetfoa.dk den 31. august 2020.

Dansk Folkeparti foreslår, at reglerne om eftervederlag for varetagelsen af regionale og kommunale hverv udvides til også at gælde øvrige hverv. Løn og andre indtægter bør således modregnes eftervederlaget og derved følge reglen i bekendtgørelse af lov om valg til Folketinget, § 109, stk. 3.

I dag får borgmestre og regionsrådsformænd udbetalt eftervederlag svarende til op til 6 måneders vederlag, hvilket udbetales den 1. i måneden efter fratrædelse. Eventuelt eftervederlag herudover udbetales hver måned i op til 6 måneder. Dansk Folkeparti foreslår, at hele eftervederlaget i stedet udbetales løbende hver måned i op til 12 måneder efter fratrædelse. Eftervederlaget skal modregnes øvrige indtægter.

Forslaget berører ikke eftervederlag for udvalgsformænd, da udvalgsformænd ofte har et hverv ved siden af deres politiske hverv som udvalgsformænd. Udvalgsformænd får i dag udbetalt eftervederlag den 1. i måneden efter fratrædelse, og beløbet udgør højst tre gange det sidst ydede månedlige vederlag.

Økonomiske konsekvenser

Med forslaget reducerer kommunerne deres udgifter til eftervederlag, da der i forslaget stilles højere krav til, hvornår et byråds- og regionrådsmedlem kan få eftervederlag. Således formodes forslaget samlet set at have positive økonomiske konsekvenser for kommunen. Dog må der forventes visse udgifter forbundet med, at den kommunale og regionale administration skal indhente oplysninger og foretage modregning af de forskellige indtægter.

Skriftlig fremsættelse

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af eftervederlag for varetagelsen af regionale og kommunale hverv.

(Beslutningsforslag nr. B 100)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.