Tak for det. Jeg vil gerne starte med at sige tak for debatten og for de gode input og egentlig en meget positiv holdning til at få etableret de her naturnationalparker, og at det jo eventuelt også godt kunne gå hen og blive Han Herred. Så derfor ser jeg frem til, at vi får det her i udvalgsbehandlingen og kan finde en model, så vi kan få noget i gang hurtigst muligt, og det har vi jo brug for, for lige nu er vi i gang med den sjette masseuddøen af dyr og planter. Det kan vi jo bl.a. se på den rødliste, der bliver lavet af Aarhus Universitet, hvor den sidste nye liste viser, at det af de dyr, der bliver undersøgt, er 4.439 arter svarende til næsten 42 pct. af de vurderede arter, der enten er uddøde eller er i fare for at forsvinde. Det tal er kæmpestort, og når man så ser på, at det i 2010 faktisk kun var halvt så stort, altså på 2.262 dyrearter, så bliver man jo i den grad bekymret. 62 pct. af vores truede dyrearter og plantearter lever i skovene, og faktisk er det 44 pct. af dem, som kun lever i skovene, så vi ved, at vi har brug for plads og også noget af den plads, som er i skovene.
Derfor har Frie Grønne fremsat et beslutningsforslag om en biodiversitetslov for netop at skaffe mere plads til naturen. Det fik desværre ikke opbakning. Nu har vi i stedet fået en natur- og biodiversitetspakke, og det er jo godt, men det er slet ikke godt nok. For den vil komme til at flytte den vilde mangfoldige natur fra 1 pct. af landarealerne til 2 pct., hvilket jo er meget lidt. Alligevel er vi glade for, at der i den natur- og biodiversitetspakke indgår 13 nye naturnationalparker, fordi det er et skridt i retningen af at give naturen mere plads. Nu er spørgsmålet så: Hvor skal de parker placeres?
I det her beslutningsforslag lægger Frie Grønne op til, at regeringen skal udpege en naturnationalpark i Jammerbugt, nemlig Han Herred naturnationalpark. Hvorfor gør vi det? Det er der mange gode grunde til, og jeg vil trække nogle af dem frem. Det er et område med en meget unik natur for både dyre- og plantearter. Inden for de sidste 50 år er der 11 af vores dagsommerfuglearter, som er forsvundet, og i det område, vi påtænker kunne blive til en naturnationalpark i Han Herred, lever der en hedepletvingedagsommerfugl, og en tredjedel af hele bestanden er faktisk i det her område. Der er også fugle, som er truede: storspove, rørdrum og natravn. Tilsvarende er der sjældne svampe- og plantearter. I forvejen er der i det her område store fredede områder. Der er § 3-områder, og der er Natura 2000-områder. Nogle af de områder går sammen og overlapper hinanden, og nogle ligger hver for sig, og det er jo netop et problem, at de ligger hver for sig, fordi naturen har brug for de store sammenhænge, så den kan flytte sig rundt. Et andet problem er, at de her fredninger faktisk er ret svage i forhold til naturen. Det vil sige, at de ikke beskytter så meget, som man kunne forestille sig at de gjorde. Så er der noget andet i det område, og det er, at vi her har Danmarks længste indlandskystskrænt, Lien, ved Fosdalen, og hvis I ikke har set den, kan jeg anbefale jer at tage derop og se den, for det er helt unik, flot natur, som man jo så ikke kan se andre steder. Noget andet er, at der som det eneste sted i Danmark er et fuglefjeld, og det er jo også fantastisk, og man kan komme helt tæt på og se det. Så det er også et område, som man skal passe på, og ikke bare det område, men også området omkring det, fordi naturen jo hænger sammen.
Så er det, som vi tidligere har nævnt, også sådan, at størstedelen af det her område faktisk i forvejen er statsejet. Det vil sige, at det er let at omlægge, så man stopper landbrugsdrift og man stopper skovdrift, fordi man ikke kan komme i karambolage med nogle ejere, og det vil være ret billigt at gøre det. En anden ting er den inddragende proces, som man har haft i gang i Jammerbugt, som man allerede startede på i maj 2019, hvor man inviterede et bredt spekter af organisationer, interesseorganisationer og borgere til et møde og fik et oplæg fra Rune Engelbreth omkring, hvad en naturnationalpark faktisk er, så folk vidste, hvad de gik ind til. Det møde blev modtaget meget positivt, og der var virkelig positive strømninger i forhold til, at det ville man have, og dermed satte de også en proces i gang i forhold til at se på forskellige faser for, hvordan man får det her til at lykkes.
Det hænger jo sammen med, at hele byrådet ønsker en naturnationalpark. Altså, havde vi været fuldtallige her, kunne man sige, at af de partier, som er i det byråd, er de fleste også repræsenteret her i Folketinget. Det har også udmøntet sig i, at man har afsat 2 mio. kr. på budgettet over de næste 2 år. 2 mio. kr. synes måske ikke af så meget herinde i Folketinget, men i en tyndt befolket landdistriktskommune er 2 mio. kr. mange penge. De er også så privilegerede, at de har et gammelt flygtningecenter, som egentlig er meget fint og meget stort, og som de vil bruge som et formidlingscenter, et sted, som man kommer igennem, når man går i de her områder, og der er faktisk i forvejen certificerede vandreruter. Det formidlingscenter vil de selv drive, så man kan give mulighed for, at folk kan komme ind og få en større teoretisk viden om, hvad det er, de ser, og jo mere viden om og jo større forståelse man har for naturen, jo mere er man også opsat på at passe på den, og det har vi så meget brug for i den tid, vi er i.
Som jeg sagde tidligere, er der en procesplan, som man direkte kan gå i gang med, og dermed vil det være ligetil at starte eller i hvert fald tage Han Herred naturnationalpark som et af de første projekter. Det vil glæde naturen, og vi vil stoppe for skovdrift og landbrugsdrift, og vi kan få udsat de store græssende dyr, som er med til at fremme insektlivet, som er med til at sprede frø igennem deres afføring, og som er med til at afgræsse området, så det ikke springer i skov, men det kan blive ved med at have nogle lysåbninger. Så skal der selvfølgelig en proces i gang, i forhold til præcis hvor det område er, og hvordan det skal hegnes, og det er jo noget af det, der følger med det at blive udnævnt som en naturnationalpark. Ved at udnævne den her Han Herred naturnationalpark vil man også kunne give et tyndtbefolket område mulighed for at få endnu flere turister. Der er faktisk allerede nu mange turister, som benytter sig af den her skønne natur, men endnu flere vil kunne komme til. Det vil også kunne betyde noget for det lokale erhvervsliv deroppe, for der er mange små butikker, gårdbutikker, hoteller osv., som egentlig er med til at holde den her turisme i gang.
Så i Frie Grønne tænker vi: Hvad venter vi på? Med de her ord vil jeg gerne anbefale beslutningsforslaget og de tilhørende bemærkninger til forslaget til Tingets velvillige behandling. Tak.