Fremsat 24-02-2021
1. behandlet/henvist til udvalg 27-04-2021
Betænkning afgivet 26-05-2021
2. behandlet/forkastet 03-06-2021
Ministerområde:
Miljøministeriet
Forslaget skal sikre, at der udarbejdes en national råstofstrategi, der skal være et supplement til regionernes råstofplanlægning og give et samlet overblik over de jomfruelige råstoffer til lands og til vands. Strategien skal bl.a. afdække samfundets forudsete behov for råstoffer og pege på tiltag, der skal sikre Danmarks fremtidige forsyning af råstoffer, og minimere transporten af disse for at mindske CO2-udledning. Herudover skal strategien indeholde opdaterede modeller for håndtering af hensynet til naboer til råstofindvinding på land. Strategien skal udarbejdes med inddragelse af relevante parter, og målet er, at den opdateres hvert fjerde år, idet første udgave skal være færdig ultimo 2022, så den kan danne grundlag for regionernes råstofplaner i 2024.
Forslaget blev forkastet. For stemte 43 (V, DF, KF, NB, LA, Inger Støjberg (UFG), Sikandar Siddique (UFG) og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 50 (S, SF, RV, EL og ALT), hverken for eller imod stemte 0.