Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 165:

Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af en national råstofstrategi.

Af Kristian Pihl Lorentzen (V) og Jacob Jensen (V).

(Fremsættelse 24.02.2021).

Forhandlingen er åbnet, og jeg vil gerne byde velkommen til miljøministeren.

Tak for det. Råstoffer som sand og grus er vigtige for vores samfund. Uden dem kunne vi ikke bygge huse eller lave veje, som vi gør i dag. Jeg er samtidig klar over de udfordringer, der selvfølgelig er, når det handler om råstofindvinding, både lige nu, men især på lidt længere sigt.

Bygge- og anlægsbranchen anvender store mængder jomfruelige råstoffer i form af sand, grus og sten, hvoraf 70 pct. anvendes til anlæg og veje. Men den mængde råstoffer, vi har til rådighed i Danmark, er begrænset, og der kommer ikke nye råstoffer til. I visse regioner er det en udfordring, at der ikke kan indvindes nok råstoffer til at dække det lokale behov.

Ved råstofindvindingen på land ser vi, at vores fælles behov for råstoffer nogle steder er til stor bekymring og også gene for dem, som bliver naboer til en råstofgrav. På havet handler det om at undgå, at indvindingen skaber udfordringer for de dyr og planter, der lever på havbunden. Derfor skal vi bruge de ressourcer, vi nu engang har, bedst muligt. Vi skal blive bedre til at genanvende, genbruge og substituere, så der også er råstoffer til rådighed til kommende generationer. Og derfor er jeg også tilfreds med, at et bredt flertal af Folketingets partier, heriblandt også forslagsstilleren, Venstre, den 5. marts i år indgik en aftale om bæredygtigt byggeri.

I det beslutningsforslag, vi drøfter her i salen i dag, anfører Venstre, at en national råstofstrategi bør indgå i en kommende aftale om bæredygtigt byggeri, og på den måde kan man jo nogle gange blive overhalet af, hvad der sker på forhandlingssiden. Men af aftalen om bæredygtigt byggeri, som så blev indgået i marts i år, altså for mindre end 2 måneder siden, fremgår det:

»Der skal skabes et vidensgrundlag for, hvornår og hvordan det giver miljømæssig og økonomisk mening at genbruge og genanvende materialer i byggeriet, samtidig med at det sker på en sundheds- og sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, herunder skabes grundlag for en mere hensigtsmæssig anvendelse af ikke-fornybare råstoffer som sand

og grus.«

Det er min holdning, at når vi har det faglige vidensgrundlag på plads, kan vi også tage stilling til, hvilken opfølgning der er mest hensigtsmæssig.

I forhold til spørgsmålet om naboer til råstofgravene synes jeg, at det er vigtigt, at der også for de borgere er tålelige forhold. Så kunsten er at finde den rette balance mellem samfundets behov for råstoffer og hensynet til de borgere, som bor i nærheden af råstofgravene. Derfor har jeg også bedt mit ministerium om at se nærmere på den problemstilling.

I øjeblikket har vi ikke tilstrækkelig viden om problemets omfang og dermed de gældende reglers eventuelle mangler. Det vil vi gerne se nærmere på sammen med relevante aktører, ikke mindst de fem regioner. Herefter kan vi arbejde videre med at analysere behovet for eventuelt at iværksætte tiltag.

Som det er i dag, kan det udløse erstatning, hvis det vurderes ved en domstol, at den naboretlige tålegrænse er overskredet. Det vil sige, at man som nabo kan rejse en sag ved domstolene, hvis man mener, at man oplever gener, som overskrider det, man normalt må tåle. Det synes jeg er et godt udgangspunkt, men som sagt undersøger ministeriet, om der er behov for yderligere.

Der er således igangsat arbejde med at skabe et fagligt vidensgrundlag, både i relation til en hensigtsmæssig anvendelse af råstoffer og i forhold til eventuel nabokompensation. Regeringen ønsker at afvente det arbejde, inden der træffes beslutning om, hvad det skal munde ud i, og på det grundlag kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort kommentar fra hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Tak for det, formand, og tak til ministeren for en forholdsvis venlig afvisning. Det er jo ikke nyt, at en regering som regel afviser beslutningsforslag, men jeg følte alligevel, at der i ministerens ord var en del forståelse for forslaget. For det er jo sund fornuft for os at få kortlagt, hvad vi har af ressourcer.

I øjeblikket er det jo staten, der står for ressourcerne til vands. Det er regionerne, der står for ressourcerne til lands, og de gør et udmærket stykke arbejde i den forbindelse. Og så har vi den nye og utrolig vigtige dimension, som ministeren nævnte, nemlig genanvendelsen, som vi skal have boostet i de kommende år. Det er jo ligesom det, vi har af udbud af råstoffer.

Så har vi hele efterspørgselsdelen – vores byggeri, byggeaktivitet, kommende infrastruktur, hvor der er ved at blive forhandlet en stor aftale, der nok også vil trække på nogle råstoffer. Og hvis man så får koblet de to ting i en national planlægning, så er det, at vi i Venstre tror på, at vi kan få reduceret transportbehovet, og at vi kan få en bedre omfordeling af råstofferne regionerne imellem. F.eks. er Region Hovedstaden jo ved at løbe tør – eller det sker meget hurtigt.

Derfor håber jeg, at ministeren har forståelse for, at vi har brug for en national planlægning.

Ministeren.

Jeg kan sådan set sagtens følge intentionen med, at vi skal have mest mulig genanvendelse af vores råstoffer. For det er klart, at når vi har de begrænsede råstoffer, vi har, så skal vi bruge dem klogt. Det er jo lige præcis det, man har aftalt i strategien omkring bæredygtigt byggeri.

Nu ved jeg jo, at Venstres ordfører er begejstret for også udlægningen af mere vej i dette land, og det er jo bl.a. der, hvor vi bruger råstofferne. Så selvfølgelig skal der være en sammenhæng mellem det, altså at vi også bliver bedre til at genanvende.

Det, der så undrer mig, når det er, at det er en vigtig prioritet for Venstre, er, at man så ikke har løftet det i de forhandlinger omkring bæredygtigt byggeri, der har været. Nu har jeg ikke selv deltaget i forhandlingerne på det område, men jeg har gjort mig den ulejlighed at spørge. Og der har det jo ikke været en prioritet for Venstre. Så man kan sige, at i og med at man selv også i det beslutningsforslag, der er skrevet her, pegede på det som et oplagt sted at diskutere det, så synes jeg da, at det havde været naturligt at løfte det der.

Men jeg vil sige, at der, hvor vi er endt, altså med den undersøgelse, der ligger her, hvor vi bliver klogere, synes jeg sådan set er et rigtig fornuftigt sted at lande med den aftale.

Spørgeren.

Men det er jo ikke sådan noget med, hvem der skal løfte og have æren for det. Altså, vi har råbt meget op om det her sammen med Danske Regioner, som er helt på linje med os, altså hvad angår behovet for en national planlægning. Det er jo ikke i modstrid med den glimrende aftale, der er lavet omkring bæredygtigt byggeri. Det her er bare en overbygning, hvor vi får lavet et stykke praktisk arbejde. Der er ikke så meget politik i det. Det er at få kortlagt, hvad vi har af ressourcer, og hvor vi skal bruge dem. Og så er det et spørgsmål om at minimere transporten til gavn for alt det grønne. Så er der forholdene omkring naboerne, som vi også er enige om at vi skal have håndteret. Og der er en række andre ting. Det er et stykke praktisk arbejde, som vi bør lave hurtigst muligt.

Jeg vil bare høre ministeren, om hun er helt afvisende over for, at vi går i gang med det.

Ministeren.

Jeg tror, vi anskuer det lidt forskelligt, forstået på den måde, at det, jeg henviser til, sådan set ikke er dem, der skal have æren for et vist initiativ. Men jeg ved også, at Venstres ordfører har været herinde på Christiansborg i lang nok tid til at vide, at det jo også er ved forhandlingsbordet, at de vigtige ting, man har i tasken, de forslag, partiet gerne vil have igennem, selvfølgelig skal løftes ind. Det er bare ikke blevet gjort i den her forbindelse. Det ændrer jo så ikke på, at vi diskuterer det her i salen i dag.

Men der er jo blevet landet en aftalt der, som vi har været enige om, og hvor vi siger, at vi netop skal have det undersøgt. Det er jo præcis det, vi kommer til at gøre med den aftale.

Hr. René Christensen.

Tak for det. Dansk Folkeparti synes, det er et rigtig spændende beslutningsforslag, som Venstre har fremsat. Jeg synes egentlig også, at ministeren holdt en udmærket tale, men når debatten så går i gang, lyder det næsten, som om man taler sig væk fra hinanden. Det er jo lidt ærgerligt.

Men det, jeg egentlig gerne vil spørge ministeren om, er om den her undersøgelse og kortlægning, som ministeren taler om. Hvornår kommer det arbejde til at være færdigt? For det er jo så der, man formodentlig kunne lave en bred aftale om, hvordan vi får lavet sådan en plan her, både til glæde for erhvervslivet, men så sandelig også for borgerne.

Altså, vi skal lige om lidt i gang med at forhandle en infrastrukturplan til 160 mia. kr. i forhold til bane og vej. Så det er jo ikke, fordi der ikke er brug for de her råstoffer, som bliver udvundet derude. Så spørgsmålet er altså bare, hvornår det her planlægningsværktøj ligger klar til os?

Ministeren.

Men jeg tror sådan set ikke, at vi taler os længere væk fra hinanden, for hvis man kigger på, hvad der er ønsket, altså netop hvad det er, vi gerne vil have undersøgt, så er det bl.a., hvordan vi mest muligt kan genbruge og genanvende materialer i byggeriet, og hvordan vi kan sikre, at vi både tager hensyn til det miljømæssige og også det økonomiske. Og det er sådan set også det, jeg hører går igen i begrundelsen, og det er jo præcis det, vi har besluttet at få undersøgt konkret.

Nu er aftalen jo lige blevet indgået, og der kommer vi til at sætte gang i det her arbejde, bl.a. i Miljøministeriet, og så vil vi meget gerne vende tilbage til spørgeren med, præcis hvilken tidsplanen vi kan forvente. For jeg kan sagtens forstå, at der selvfølgelig er en interesse for det her arbejde.

Spørgeren.

Ja, det er jo det, der er interessant at se, når det materiale ligger. For der er jo rigtig meget politik i det, altså hvordan man skal kompensere folk, som bor tæt på osv. osv. Og er der nogle råstoffer, der ligger så uhensigtsmæssigt, at man faktisk ikke skal bruge dem, fordi det generer for meget. Så der er jo også masser af politik i det.

Det, jeg så bare lige til slut vil spørge ministeren om, er: Ønsker ministeren så at lave en bred aftale omkring det? For jeg tror egentlig, at det vil betyde rigtig meget for danskerne, men jo også for erhvervslivet, som skal bruge de her råstoffer, at det bliver en bred aftale, der så ligger omkring det.

Ministeren.

I regeringen kan vi godt lide brede aftaler, og det synes jeg egentlig også at strategien omkring bæredygtigt byggeri viser, for der er det jo bredt set Folketinget, som står sammen om, hvordan vi skaber en grøn omstilling af byggeriet, men jo også om at tage hensyn til de råstoffer, som er vigtige, og hvor der både er det økonomiske i det i forhold til byggeriet, men også hele det ressourcemæssige, altså på miljøsiden og omkring det genanvendelige. Og der tager vi det egentlig i den rækkefølge. Når vi så er færdige med det her initiativ, som jo bor i den aftalekreds, så tager vi det – det tænker jeg er helt naturligt – også dér ind i den brede aftalekreds, der er omkring bæredygtigt byggeri.

Tak til ministeren. Og det var, hvad der kunne blive af korte bemærkninger. Vi går derfor over til fru Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet; og hun får lige en minister til at spritte talerstolen af. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er sådan lidt mærkeligt med rækkefølgen, vi har på beslutningsforslag, for miljøministeren og jeg jo er fuldstændig enige. Alligevel vil jeg jo også gerne give udtryk for en holdning og skal på en eller anden måde prøve at formulere den, så jeg ikke bare gentager, hvad ministeren sagde.

Men jeg tror, at jeg faktisk vil starte med at sige, at vi er et rigtig lille land. Dengang isen skubbede rundt på det, vi i dag bruger som byggematerialer, fordelte den altså goderne ulige. Når man som jeg kommer fra Roskilde, ved man, at der er noget der hedder Roskildegrus. Vi fik åbenbart en ganske særlig kvalitet hos os. Det kan man jo selvfølgelig glæde sig over, men det er ikke alle naboerne, der glæder sig lige meget. Jeg synes, det er vigtigt at sige, at jeg faktisk har talt med folk i regionerne om det her med en råstofstrategi; og jeg har været ude og tale med folk, der arbejder med grusgrave. Jeg synes, det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi selvfølgelig får fordelt grus og sten til dem, der har brug for byggematerialer i det her land, men også, at vi så vidt muligt prøver at tage hensyn til naboerne.

Det er jo også derfor, at vi i aftalen om bæredygtigt byggeri har skrevet det ind, som ministeren stod og læste op, så det vil jeg ikke gøre, men det handler om at lave et vidensgrundlag, sådan at vi sikrer os, at vi udnytter de her ressourcer mest hensigtsmæssigt. Den aftale har vi indgået for halvanden måned siden. Så kan vi jo ikke stå i dag og sige, at vi så i øvrigt springer det over og går direkte til konklusionen, nemlig at der skal være en råstofstrategi.

Ingen af os ved, om den faktaundersøgelse, der skal laves, det vidensgrundlag, der skal etableres, vil sige til os, at det var en rigtig god idé at lave en national strategi. Det kan da godt være. Men at stå i dag og vedtage det her vil være at gøre det i den forkerte rækkefølge i forhold til det, vi lige har besluttet – og det er altså rigtig bredt. For det er ikke kun os i Socialdemokratiet, men det er Venstre, det er Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet, som er blevet enige om det. Så kan vi jo ikke stå og springe vores egen aftale over. Det er sådan set den største anke, jeg har, i forhold til det beslutningsforslag der er.

Jeg hører, at ministeren meget gerne vil kigge på spørgsmålet om naboer. Man kunne sige, at noget, der i hvert fald er vigtigt at få sagt, er, at grus er godt, men at genbrug er endnu bedre. Jeg synes bare, at det er noget mærkeligt noget, når man ser en grusgrav, så at snakke om jomfruelighed, men det er det, vi siger, fordi det er en ressource, der ikke kan fornys. Så derfor skal vi jo have sat gang i genanvendelsen. Det er jo også et vigtigt element, som selvfølgelig også skal være en del af det vidensgrundlag, som bliver etableret nu.

Så genbrug og genanvendelse er jo ikke kun noget, vi skal have alle mulige andre steder – det skal vi især have for sådan nogle råstoffer som dem, vi har her, som vi ikke kan erstatte. Vi har rigtig meget i Roskilde, og vi deler også gerne ud af det, men vi skal selvfølgelig have fundet nogle løsninger, som fordeler ressourcemæssige fordele og ulemper nogenlunde rimeligt.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi har et bredt samarbejde om det bæredygtige byggeri, og jeg synes, at det vil være ærgerligt, hvis vi står her og egentlig underminerer den aftale, som vi selv har lavet for kort tid siden, for halvanden måned siden. Samtidig vil jeg gerne understrege, at vi er meget optaget af at genbruge; vi er meget optaget af de ressourcer, vi har, som vi ikke bare lige kan trylle op igen. Isen kommer måske engang, men ikke lige foreløbig, tilbage og forærer os nogle grusbunker mere. Vi er simpelt hen nødt til at tage vare på de ressourcer, vi har. Det er også en del af hele tankegangen omkring den cirkulære økonomi.

Så på trods af at det kan være sympatisk med en national råstofstrategi, vil jeg gerne sige, at jeg synes, vi skal gøre tingene i den rigtige rækkefølge, og derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget.

Selv tak. Der er en kort bemærkning til hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Tak. Jamen jeg fornemmer jeg da, at fru Mette Gjerskov har en vis sympati for idéerne bag det her forslag, og alligevel lykkes det så at kaste grus i maskineriet, om jeg så må sige. For der er jo ingen – absolut ingen – modsætning mellem den aftale, der er indgået, og så det her forslag, og det her er jo afstemt med den ordfører, som på glimrende vis forhandlede aftalen på vores vegne. Det er tværtimod noget, der hænger glimrende sammen.

Det her er et stykke praktisk arbejde, vi skal have lavet, med at kortlægge, hvor vi har ressourcerne: hvor meget vi kan få fra havet; hvad vi har på land rundtomkring i landet, i forhold til hvad behovet er; hvor meget vi er nødt til at importere; og ikke mindst hvor meget vi kan genanvende, og der skal vi hæve niveauet. Derfor er det jo et stykke praktisk arbejde, der under alle omstændigheder skal laves, og som alle ude i branchen er enige i. Danske Regioner er enige i det, og kommunerne bakker op om det her.

Så jeg forstår ikke modstanden imod det; det er sådan noget processuelt. Lad os komme i gang. Det hænger fuldstændig sammen i min verden med det, der er startet. Der er ingen modsætning imellem aftalen og så det, vi foreslår her.

Ordføreren.

Hvis det nu var så vigtigt for Venstre at springe hele vidensgrundlaget og vidensindsamlingen over og gå direkte til råstofstrategien, forstår jeg ikke, hvorfor Venstre så ikke rejste det spørgsmål i forhandlingen, da man lavede aftalen. Og jeg er bestemt ikke ude på, at vi skal tale os længere væk fra hinanden her, men når man har besluttet sig for, at her har vi faktisk brug for et bedre vidensgrundlag, og man bredt i Folketinget har gjort det, må jeg bare spørge: Hvis nu kun Venstre og Socialdemokratiet satte sig ned og sagde: Jamen nu laver vi en råstofstrategi, hvad så med alle de andre partier, vi har lavet en aftale med?

Altså, nu har vi lavet den aftale; vi har besluttet den rækkefølge, og det synes jeg altså vi skal holde fast i.

Spørgeren.

Jamen nu er det så heldigt, at der er fuldstændigt sammenfald, for forudsætningen for, at man kan lave en strategi, er, at man har viden. Så første trin i planen står rent faktisk i »Aftale om National strategi for bæredygtigt byggeri«, og der er ingen modsætning; det er i direkte forlængelse af det, vi er enige om og gerne vil frem til, nemlig at det skal munde ud i en national strategi, så vi får det overblik, vi har så hårdt brug for, fordi vores råstoffer snart slipper op. Det er det, der er vigtigt.

Ordføreren.

Altså, hvis vi var sikre på, at det skulle munde ud i en national strategi – nu udelukker jeg det ikke, men hvis vi var sikre på det – hvorfor skrev vi det så ikke ind i aftalen? Det har vi ikke gjort. Det kunne åbenbart være, at det kunne gøres på andre måder. Det kunne være, at man kunne se det på andre måder. Vi skal jo regne med, at vi har fem regioner, så det kunne jo også godt være, at de på en eller anden måde satte sig sammen og fandt på noget. Jeg ved det ikke.

Jeg siger bare: Vi har altså lavet en aftale, og jeg synes faktisk, at den skal vi holde fast i; det er den rigtige rækkefølge.

Fru Susanne Zimmer.

Tak. Mener ordføreren ikke, at det er vigtigt at vide, præcis hvor meget råstof vi har til lands og til havs, i forhold til alle de politiske beslutninger, vi træffer? Det gælder f.eks. lige nu, hvor der bliver forhandlet om transport, og hvor veje er en stor del af det udspil, der kommer fra regeringen. Og det er, vel vidende at vi allerede nu bruger alt for mange råstoffer, i forhold til hvad vi kan tillade os, hvis ikke vi vil låne af vores børn og børnebørns råstoffer.

Ordføreren.

Det er jo netop det, jeg prøvede at sige, altså at isen ikke kommer igen med mere grus sådan lige foreløbig. Så derfor har vi ikke mere end det, vi nu engang har. Og selvfølgelig er det rigtigt, at det er vigtigt at vide, hvor det ligger henne. Det er jo sådan set det, der er regionernes ansvar; det er jo netop at lave den kortlægning.

Men vi er jo så blevet enige om, at vi skulle skabe et ordentligt vidensgrundlag, så vi er helt sikre på, at vi gør det rigtige. Det synes jeg egentlig er okay; det handler jo netop om det at vide det.

Spørgeren.

Har regionerne også ansvar for at registrere og opgøre, hvor mange råstoffer vi har til at ligge i vores hav? For det er jo også en stor del af det her.

Værsgo.

Altså, nu er vi ude i en teknikalitet, som jeg ikke er sikker på at jeg skal svare på, for så skal man være helt hundrede procent sikker – med hensyn til hvordan det ligger i forhold til fjorde, hvordan det ligger i forhold til andet. Det tør jeg ikke svare hundrede procent på.

Men det, jeg i hvert fald kan sige, er, at når det gælder det marine, så er det jo i høj grad miljøet, altså fiskene, dyrene, planterne, som er udfordringen. På land er det jo i højere grad en udfordring, at der er naboer – og så selvfølgelig den begrænsede ressource.

Tak til fru Mette Gjerskov. Der er ikke flere korte bemærkninger i denne runde. Så skal talerstolen sprittes af, og fru Mette Gjerskov skal endda spritte af for en DF'er, nemlig hr. René Christensen.

Værsgo, hr. René Christensen.

Tak for det, formand. Som jeg også sagde, da jeg stillede ministeren spørgsmål, er det her et forslag, som vi synes er rigtig sympatisk og også er et vigtigt forslag. Der er ingen tvivl om, at der er behov for, at vi får et nationalt overblik over, hvor vi har vores råstoffer henne, særlig sten og grus, og som der står i forslaget, og som ordføreren også har sagt, handler det her både om til lands, men jo også til vands. Det handler om, hvordan vi gør det i samklang med natur og miljø, men også om, hvordan vi gør det i samklang med de borgere, som er berørt af det, og hvordan vi gør det i samklang med de erhverv, som er i områderne. Det kan være fiskere, det kan være landmænd, og det kan være så mange andre.

Så er der også en anden ting i det, og det er jo det her omkring kompensation. Hvis vi har nogle forekomster derude, er det så dem alle sammen, vi skal tage frem? Altså, hvad er udfordringerne, og hvad er gevinsterne ved eksempelvis at lave en ny grusgrav i forhold til det omkringliggende samfund? Der mener vi helt klart, at når vi har overblikket, er der selvfølgelig mulighed for at have en masse politiske prioriteringer, i forhold til hvordan man synes det skal gøres, men at når man ikke har overblikket, er det svært at tage den diskussion.

Derfor er jeg også glad for, at ministeren siger, at undersøgelsen i forhold til at lave beslutningsgrundlaget er sat i gang, og at man vil lave en bred aftale. Det vil Dansk Folkeparti i hvert fald gerne være en del af, og derfor kan vi sådan set også stemme ja til det her beslutningsforslag. Det var jo noget, man eventuelt kunne lave en beretning over eller et eller andet. Det vil vi i hvert fald gerne være med til at gøre, så vi er sikre på, at det også bliver fulgt til dørs, og så det ikke bliver sådan noget, vi kommer til at glemme lige pludselig, for det ville ikke være så godt, hvis vi gjorde det.

Så vi kan støtte forslaget, og vi vil meget gerne være med til eventuelt at lave en beretning i udvalget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Overordnet set er det fornuftigt, at vi får et overordnet nationalt syn på råstofstrategien, og at vi får lagt en overligger på den regionale planlægning af området. Vores udgangspunkt er dog et lidt andet, end beslutningsforslaget helt præcis lægger op til, fordi der for SF at se er voldsomt behov for at forfølge det spor, der handler om at reducere forbruget af jomfruelige ressourcer, mindske efterspørgslen og samtidig også sørge for, at der selvfølgelig er en systematisk kortlægning af, hvor de råstofressourcer, der er tilgængelige både til lands og til vands, så er.

Men vi kan ikke fortsætte den samme rovdrift på nye ressourcer, som vi har gjort historisk. Vi bliver nødt til at få sat en ny dagsorden, som vi jo også gør f.eks. i den strategi for bæredygtigt byggeri, der også er nævnt. Men det handler jo om meget mere. Det er jo en gennemgribende anden måde at se på ressourcerne på.

Af gode elementer, der er i beslutningsforslaget, kan nævnes, at det er godt med en systematisk kortlægning, at det er godt med sammenhængende planlægning, og at det også er godt at have fokus på de naboer, der bor ved siden af råstofgravene. Hvis der er andre folketingsmedlemmer her i salen, som har oplevet at blive kontaktet af borgere, der bor tæt på råstofgravene, vil de have oplevet, at borgerne nogle gange bliver sat i nogle meget svære situationer, hvor deres hus kan risikere at falde drastisk i værdi, imens råstofgraven bare vokser og vokser. Derudover er der selvfølgelig også et fokus på genanvendelse af ressourcerne, men det er ikke en grundlæggende forudsætning.

Det, der for SF at se mangler i forslaget, er, at man også tager fat på en øget råstofafgift, for det vil have en effekt på forbruget af jomfruelige ressourcer. Helt grundlæggende bliver vi også nødt til at se på naturgenopretning og på forpligtigelsen til at passe på naturen og i det hele taget forbedre den natur og den biodiversitet, man efterlader, når man har lavet råstofudvinding – ikke bare at tage hensyn til, men sætte de vigtige hensyn forrest i tilladelser, også til nye råstofudvindinger.

Derudover er vi også meget imod, at man lægger op til lempeligere deponeringsmuligheder af overskudsjord, fordi det grundlæggende kan være svært at kontrollere renheden af disse, og at der også skal være lempeligere regler til nye råstofudvindinger. Vores fokus er i højere grad på, at der skal være nogle strammere kriterier for, hvornår man kan få en ny råstoftilladelse og udvindingstilladelse.

Så det er overordnet set SF's vurdering af beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Tak til fru Signe Munk for de venlige ord. Der var trods alt en del elementer i forslaget, som SF synes godt om, og det er vi selvfølgelig glade for. Men jeg tror alligevel, ordføreren skal nærlæse vores afsnit om genanvendelse, for der har vi virkelig givet den gas. Det ønsker vi meget, meget mere af. Vi ønsker nogle ambitiøse, realistiske mål for genanvendelse, og det er jo netop forudsætningen for, at vi skåner de jomfruelige råstoffer, for de slipper snart op. Så derfor er SF imødekommet.

Med hensyn til deponeringsjord vil jeg også gerne imødekomme SF, for jeg ved, det betyder meget for jer at spare transport. Det er jo noget med CO2 og klimaet osv. Og vi kan spare rigtig meget transport, hvis vi kan deponere fuldstændig ren jord – med streg under ren – i grusgravene, for så har man læs med begge veje, om jeg så må sige. Det skal selvfølgelig være under fornøden kontrol. Så med disse imødekommelser kan jeg ikke rigtig se, der er et modsætningsforhold imellem SF's tilgang til det her og vores. Kunne vi ikke mødes i en beretning, hvor vi får nogle ting præciseret sammen?

Ordføreren.

Grundlæggende må jeg jo forholde mig til det beslutningsforslag, der foreligger. Derudover kan man sige, at det at diskutere råstofstrategi er en relativt kompliceret øvelse, som jeg er glad for at Venstre sætter i gang med det her beslutningsforslag. Det at tale om genanvendelse er jo ét element, noget andet er at tale om det direkte genbrug, og hvad det er for en præmis, man lægger for råstoffremskrivningen og det videre råstofforbrug. Så derfor kan man sige, at det at nævne ordet genanvendelse ikke er ensbetydende med, at vi har den samme forståelse for, hvor meget det skal vægtes.

Derudover er der jo også brug for et stærkere fremskrivningsgrundlag for at finde ud af, hvor vi præcis ligger henne. Og i den diskussion, der så er om overskudsjord, kan jeg godt forstå argumentet om, at man kan spare noget kørsel. Det modsatrettede argument er jo også bare, at man godt kan sige, at jorden er ren, men hvad nu hvis den ikke er ren og den ikke kan blive kontrolleret ordentligt og det så har en negativ effekt på et andet parameter?

Spørgeren.

Det må vi hjælpe hinanden med at sikre. Vi vil ikke acceptere beskidt jord i grusgravene. Men med hensyn til genanvendelse står det faktisk ret detaljeret, at det handler om recycling og upcycling, og der henvises til nogle rapporter, der viser potentialet. Så det er vi meget med på at skrive noget præcist om og lave noget om sammen med SF. Og det her går igen hånd i hånd med vores aftale om bæredygtigt byggeri. Det er bare en lille overbygning inden for det her område, der handler om råstoffer, som jeg synes vi sammen på tværs af Folketinget kan få noget rigtig godt ud af.

Ordføreren.

Grundlæggende er der jo brug for også at se råstofanvendelsen bredere end bare i forhold til byggeriet. Derfor kan aftalen om bæredygtigt byggeri jo ikke stå alene, og i virkeligheden burde den også have et meget kraftigere nøk i retning af genbrug frem for genanvendelse. Det er jo noget af det, der er udfordringen i den aftale, hvis man skal være ærlig. Derfor har vi også brug for det brede blik på, hvad det er, vi kan gøre for at reducere forbruget af jomfruelige ressourcer, og derfor mener vi f.eks. også, at det at øge råstofafgiften faktisk er et vigtigt element i at skrue på de økonomiske incitamenter til ikke at bruge jomfruelige ressourcer, men derimod bruge genanvendte ressourcer.

Tak til fru Signe Munk. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg vil gerne byde velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg synes, at debatten allerede nu har understreget behovet for en national råstofstrategi med de mange forskellige elementer, der hører hjemme i sådan en strategi, og som jeg i virkeligheden også synes at forslagsstillerne, Venstre, har beskrevet udmærket i beslutningsforslaget. Men det er jo et område, hvor vi også skal tage hinanden i hånden, og vi har ikke tænkt os at bringe regeringen i mindretal ved at stemme for beslutningsforslaget, som det foreligger nu. Til gengæld vil vi rigtig gerne formidle et godt samarbejde om en fælles beretning, for det tror jeg godt at vi kan – med alle de forskellige perspektiver, der er blevet nævnt i dag.

Hermed bare min opfordring til regeringen om, at den vil indgå konstruktivt i et samarbejde med forslagsstillerne og de øvrige partier om at lave en fælles beretning, så vi kan lande sådan en med det formål, at vi får en national råstofstrategi. Jeg mener sådan set, at det ville være underligt, hvis Folketinget ikke kunne blive enige om, at der er behov for det, til trods for at rækkefølgen kan være lidt ulogisk. Det er jo det, vores regionalpolitikere på tværs af partiskel har sagt til os i mange år.

Men jeg synes, det skal gå ordentligt for sig. Regeringen skal ikke have det tvunget ned over hovedet med en bestemt formulering; jeg synes, det er noget, vi skal sætte os sammen og lave, sådan at vi også får de forskellige perspektiver med. Så nej til beslutningsforslaget i den nuværende form, men ja til, at vi lander en fælles beretning. Og det er jeg slet ikke i tvivl om at vi kan. Forhåbentlig, når vi med vores stemmer kan gøre, at der er et flertal for sådan en beretning, vil regeringen – og det tror jeg også – arbejde konstruktivt med at lande en.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Jeg vil gerne takke og kvittere for den pragmatiske og konstruktive tilgang. For det her handler ikke om at få nogen regering i mindretal; det er jo fløjtende lige meget, for det kan befolkningen ikke bruge til noget i den her sag. Vi har brug for nogle praktiske løsninger, og det kan vi sagtens finde hinanden i med en beretning. Nogle gange taler vi meget proces her på Christiansborg – det er man også kommet lidt til her, synes jeg. Men tusind tak for den konstruktive tilgang. Jeg er sikker på, at vi kan lande en god beretning sammen, og vi glæder os til det radikale input hertil.

Ordføreren.

Tak for det.

Tak til fru Zenia Stampe og velkommen til hr. Rasmus Vestergaard Madsen fra Enhedslisten, De Rød-Grønne.

Tak til forslagsstillerne for et overordnet gennemarbejdet beslutningsforslag, som vi i Enhedslisten ser mange gode takter i. I Enhedslisten er vi enige i, at der er et behov for en sammenfattende og tværgående råstofstrategi, der tænker regioner, kommuner og råstofbranchen ind.

Enhedslisten er også enig i, at en råstofstrategi skal bygge på en systematisk kortlægning, der sikrer, at flest mulige råstoffer bliver genanvendt på den mest optimale måde. Vi ser samtidig også gerne, at vi kommer endnu længere med genanvendelsen af råstoffer og materialer, end vi kunne blive enige om i den netop besluttede aftale om en strategi for bæredygtigt byggeri, som også er blevet nævnt, og det vil vi selvfølgelig presse på for, ligesom vi gerne ser, at der i byggeriet i langt højere grad gøres brug af substitutioner i stedet for jomfruelige råstoffer, det kunne eksempelvis være træ. Vi er enige med forslagsstillerne i, at det er en rigtig god idé at indtænke klimahensyn i form af transporten af råstofferne. Sand og grus er jo i sagens natur tungt at fragte.

Derudover sætter vi pris på, at hensynet til naboer i højere grad tænkes ind i processen omkring råstofindvindingen. Men i beslutningsforslaget står der også, at en mere bæredygtig anvendelse af råstofferne skal være attraktiv for bygherren, ligesom det lægger op til et fokus på logistik og tilgængelighed af råstoffer. Forslagsstillerne vil samtidig have, at en national råstofstrategi skal indeholde et fitnesstjek af regler, som udgør en barriere for udgravning af råstoffer. Disse barriereregler er bl.a. naturbeskyttelsesloven og miljøbeskyttelsesloven, altså regler, som har til formål at beskytte vores i forvejen enormt pressede miljø og natur. Hverken naturbeskyttelsesloven eller miljøbeskyttelsesloven skal underlægges en fremtidig råstofindvinding, men fortsat have til formål at sikre, at den sker på forsvarlig vis. Det er her tydeligt, at forslagsstillerne mener, at det primært er erhvervet og byggeriet, som man vil hjælpe, og ikke naturen.

I Enhedslisten ønsker vi at tage udgangspunkt et andet sted, nemlig i den grønne omstilling, og at en national råstofstrategi skal tage udgangspunkt i det økologiske råderum, der er, og ikke som i dag i hidtidigt forbrug. Vi ønsker, at man i langt højere grad genbruger ressourcer og minimerer belastningen af vores miljø og natur mest muligt. Det er det, som en national råstofstrategi skal bruges til og ikke til at strømline forsyningskæder og sparke lovgivning om natur til hjørne. Vi er altså enige om, at der er brug for en national råstofstrategi, men ikke med det udgangspunkt, som Venstre her lægger op til, og derfor kan Enhedslisten ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Jeg vil gerne sige tak for den venlige modtagelse af forslaget. Der blev opremset en række ting, som sådan set er en fællesnævner mellem Venstre og Enhedslisten i den her sag, og der kan jeg så berolige med, at i forhold til det her regeltjek er det ikke sådan, at det fuldstændig skal rydde alle hensyn til naturen væk – det er ikke det, der ligger i det. Det skal være for at se, om der i reglerne kan laves nogle justeringer, så vi netop på den ene side tilgodeser vores behov for råstoffer, men jo også på den anden side minimerer transporten og tager andre hensyn. Det er jo ting, der trækker i hver sin retning, og det er naturligt, at alt det her får et tjek, men ikke for at underkue natur og miljø. Det kan jeg i hvert fald garantere.

Men med de positive ord, der kom fra Enhedslisten, kan vi så regne med, at Enhedslisten er indstillet på at indgå i forhandlinger om en beretning, hvor Enhedslistens ønsker så selvfølgelig også vil skulle imødekommes?

Ordføreren.

Vi vil meget gerne være med til at se, om vi kan lande en fælles beretning. Men som jeg også lige har nævnt, er der et par tidsler, som selvfølgelig skal luges ud, før Enhedslisten kan være med.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til hr. Rasmus Vestergaard Madsen. Og når nu han har sprittet talerstolen af, er fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti klar.

Tak for det. Og tak for beslutningsforslaget. Det er jo sådan, at vi i dag ikke har en samlet plan for indvinding af råstoffer i Danmark. Staten tager sig af planlægning og tilladelser på havet, mens regionerne hver for sig laver planlægning og giver tilladelse til råstofindvinding på land. De fem regioner er ikke forpligtet til at koordinere planlægningen på tværs af regionsgrænserne, og der er ikke koordinering mellem indvinding til havs og indvinding på land. Hm, tænkte jeg som det første, da jeg begyndte at læse op på det her. Det er i grunden meget mærkværdigt, eftersom ressourcerne jo er begrænsede, hvilket regionerne også selv nævner.

I Danmark indvinder vi sten, grus, ler og kalk fra vores undergrund, og frem mod 2040 forventer vi faktisk en stigning i råstofforbruget på mere end 50 pct. Det skyldes først og fremmest en stigende efterspørgsel fra bygge- og anlægsbranchen, som bruger råstofferne til bl.a. cement og beton. Alene det giver selvfølgelig et behov for et styrket fokus på, hvordan vi anvender og genanvender råstofferne fra den danske undergrund – også fordi det er sådan, at når regionerne i dag anlægger en grusgrav, har det stor betydning for de personer, der bor omkring den, som bl.a. fru Signe Munk nævnte. Der er således også brug for at skabe større klarhed i planlægningsfasen omkring, hvor og hvornår der skal indvindes råstoffer. En national råstofstrategi vil samtidig sikre en bedre udnyttelse af de råstoffer, vi har, herunder en mere bæredygtig anvendelse, der kan strække ressourcerne længere samt gøre opførelsen af nye grusgrave mere transparent, så borgerne og lokale myndigheder har en langsigtet plan og oversigt over, hvor fremtidige grusgrave skal placeres.

Endelig tænker vi også, at vi skal sikre, at naturen igen får lov til at indtage tidligere råstofgrave med henblik på at fremme biodiversitet og rekreative områder.

Det Konservative Folkeparti mener derfor, at en national strategi for råstofindvinding skal indeholde netop sådan nogle punkter. Og lad mig benytte lejligheden til lige at nævne nogle af dem. For det første er der noget om bedre samtænkning på tværs af landet. Indvinding af råstoffer på land sker jo i langt de fleste tilfælde inden for den region, hvor råstofferne skal bruges, og der er intet krav om, at regionerne samarbejder om at planlægge indvindingen. Det giver ikke nødvendigvis den bedste indvinding. F.eks. kan man i Region Hovedstaden ikke levere alle de råstoffer, der skal til for at kunne levere råstoffer til bygge- og anlægsaktiviteterne i København. Anlægsmaterialerne skal transporteres, og det er i høj grad fra det øvrige Sjælland. En ny fælles strategi for indvinding vil give en ny og bedre mulighed for at koordinere på tværs af landet og mellem indvinding på land og på havet. Og der skal i den henseende tages hensyn til, at det er omkostningsfuldt at transportere råstofferne, hvorfor de skal hentes tæt på byggeriet og ikke nødvendigvis inden for regionens grænser.

Et andet punkt er det her nabohensyn og hensynet til mere natur. En bedre planlægning på tværs af landet vil skabe den her gennemsigtighed for de naboer, der bliver berørt af indvindingen, og give mere natur, når råstofgravene lukkes. Vi skal tage hensyn til naboerne ved at samarbejde med branchen og skitsere den potentielle råstofindvinding i Danmark mange år frem, og det skal sikre, at branchen får de råstoffer, den har behov for, og at naboer til udgravningen i god tid ved, hvor og hvornår deres lokalområder er udlagt til råstofindvinding. Samtidig skal vi jo sikre, at naturen får lov til at indtage tidligere råstofgrave, så vi leverer mindst lige så meget natur tilbage, som vi tager, når vi indvinder råstofferne. Det skal vi gøre gennem partnerskaber mellem det offentlige, organisationerne og de lokale kræfter.

Der er også noget, der handler om analyser af det langsigtede råstofbehov. Vi skal anvende råstofferne bedst muligt. I Danmark har vi indtil nu været stort set selvforsynende med klassiske råstoffer, men det er jo ikke givet, at vi også kan være det fremover. Der er ikke uudtømmelige kilder. Fortsætter vi med at anvende sten og grus i det nuværende tempo, udtømmer vi vores ressourcer. Derfor skal der i forbindelse med udarbejdelse af den nationale strategi udarbejdes en langsigtet analyse af mulighederne for at udbyde områder til indvinding og af efterspørgslen af det. På baggrund af det bør der udarbejdes en langsigtet plan for anvendelse af råstoffer, der kan give borgerne yderligere gennemsigtighed i forhold til hvor og hvornår.

Endelig skal der også være noget om et fortsat fokus på genanvendelse af råstofferne. Det er også blevet nævnt her fra talerstolen. En national råstofstrategi skal selvfølgelig indeholde et fortsat fokus på genanvendelse af byggeaffald og på cirkulær økonomi – det siger sig selv. Det er et område, som vi er relativt gode til i Danmark, men også et område, hvor vi skal fastholde fokus. Aktuelt genanvender vi 80-85 pct. af byggeaffaldet og affald fra nedrivningsarbejde i Danmark. Det sidste er ofte fyldt med kemikalier og derfor ikke noget, vi bare lige umiddelbart kan anvende. Så fokus skal være på, at de danske råstoffer på land og til havs anvendes på den mest lukrative og bæredygtige måde. Sekundære råstoffer, herunder byggeaffald, skal i stedet anvendes til eksempelvis vejbelægning osv.

Så samlet set mener Konservative ligesom forslagsstillerne, at en national råstofstrategi vil sikre en bedre koordinering af indvindingen på tværs af landet, tage hensyn til naboer og sikre mere natur. Så lad os bare komme i gang.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi smøger ærmerne op og går direkte til arbejdet! Men inden da skal vi have den næste ordfører på talerstolen, og det er hr. Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige.

Tak for det. I forslaget, vi behandler her, foreslås det at igangsætte et arbejde med at udarbejde en national råstofstrategi som supplement til regionernes nuværende råstofplanlægning. Det skal sikre en kortlægning og give et overblik over Danmarks til rådighed værende råstoffer og potentialet for øget genanvendelse af råstoffer samt en opgørelse af samfundets forudsete behov for råstoffer. Der er en begrænset mængde af råstoffer i Danmark, og vi skal udnytte vores ressourcer bedst muligt. Derfor er det også vigtigt, at vi har fokus på genanvendelse og genbrug, og vi skal tage hensyn til naboer, naturbeskyttelse, miljø og økonomi.

Det giver god mening at skabe et samlet overblik på nationalt niveau som supplement til den regionale planlægning i form af en national råstofstrategi, så derfor kan Nye Borgerlige støtte beslutningsforslag B 165.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går nu videre til fru Susanne Zimmer. Velkommen.

Tak for det. Vi bruger på nuværende tidspunkt råstoffer fra det, der svarer til fire jordkloder. Det betyder, at en stor del af de råstoffer, vi bruger, er råstoffer, som vi egentlig stjæler fra vores børn og børnebørn og de næste generationer. Derfor er vi i Frie Grønne også dybt bekymrede for den trafikplan, der foreligger, for nye motorveje, bredere motorveje og flere nye veje i øvrigt. Som ministeren startede med at sige, bliver 70 pct. af vores råstoffer brugt til veje, så det er stærkt bekymrende.

Derfor har vi også i høj grad brug for at få et overblik over, hvilke råstoffer vi faktisk har, både til havs og på land, og det er rigtig fornuftigt at lave en opfølgning på udviklingen hvert fjerde år, så man kan se, hvilken retning udviklingen tager, og der skal ske en ændring, så vi ikke fortsætter med at bruge mere og mere.

Generelt skal vi have mere fokus på genanvendelse og genbrug, og derfor er det også positivt, at der er set på bæredygtigt byggeri, og at det bliver baseret på genanvendelse og ikke mindst genbrug, men det er noget, vi kan gøre endnu bedre.

Der bliver lagt op til, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som ud over ministerierne også skal inkludere repræsentanter fra Dansk Råstof, Dansk Industri, Danske Vandværker m.fl., og der foreslår vi, at man også tager en ngo-organisation eller en naturorganisation som f.eks. DN eller WWF med ind, for det her handler i høj grad også om natur.

I Frie Grønne vil vi meget gerne bruge færre råstoffer end det, der bliver lagt op til fra Venstre, bl.a. fordi vi har meget fokus på, hvordan vi tager af fremtidens generationers råstofmængde. Men den opgørelse over, hvordan det ser ud med vores råstoffer lige nu, både på land og til havs, har vi i særdeleshed meget brug for, og vi vil meget gerne indgå i en forhandling i forhold til en beretning.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Jeg vil meget gerne takke for Susanne Zimmers venlige modtagelse af forslaget og ordene om, at vi har brug for at få det her overblik, også af hensyn til natur og miljø. Så jeg kvitterer for det.

Så vil jeg lige rette en misforståelse. Det er ikke noget mål i sig selv for Venstre at bruge flest mulige råstoffer, tværtimod. Vi vil gerne økonomisere med dem, og vi vil også gerne genbruge så meget som overhovedet muligt. Vi ønsker bare at bygge den infrastruktur, som samfundet har brug for, f.eks. cykelstier og jernbaner og nogle veje, og det kræver nu engang nogle råstoffer, og det samme gør de byggerier, vi ser, når vi bygger daginstitutioner, boliger osv. rundtomkring i landet. Så vi har brug for råstoffer. Men jeg kvitterer for, at Frie Grønne gerne vil indgå i en beretning omkring det her. Tak.

Ordføreren.

Det er klart, at vi har nogle uenigheder, og det er jo fair nok. Vi vil også gerne bruge råstoffer til cykelstier og jernbaner – ikke så mange til veje, for ikke at sige helst ingen. Byggerier ser vi gerne at der bliver brugt meget mere træ i. Men vi er klar.

Tak for det. Og så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne. De fleste har sikkert gættet, at det er hr. Kristian Pihl Lorentzen, og hr. Kristian Pihl Lorentzen kommer fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det, formand. Indledningsvis vil jeg sige tak for en rigtig god debat om vores råstoffer. Det synes jeg har været opmuntrende. Der er jo ingen tvivl om, at råstoffer er en utrolig vigtig, men også knap ressource, ligesom mange ressourcer jo er. Derfor skal vi passe på dem, og vi skal behandle dem med omhu, og vi skal øge genanvendelsen; det er der ingen tvivl om.

Men samfundet er nødt til at have rådighed over råstoffer: sten, grus, sand, skærver, kalk, ler. Det er alt sammen noget, vi har hårdt brug for i hverdagen, hvis vores samfund skal kunne fungere, og især hvis vi skal kunne klare de byggerier, som samfundet har brug for. Derfor er det jo, at vi med det her lægger op til at få et bedre overblik over det.

Regionerne har i mange år gjort en god indsats på området. Det er jo regionerne, der står for råstofferne til lands, men vi ved også, at der er nogle udfordringer. I eksempelvis Region Sjælland har man Roskilde i det ene hjørne, og Roskilde er, som fru Mette Gjerskov antydede, ret belastet med grusgrave. Der er rigtig mange derude, og der er rigtig mange, der henter grus der, fordi det er der, gruset er. Meget af det bliver kørt til hovedstaden, og der er mange i Roskilde, der ikke kan forstå, hvorfor i alverden de skal belastes med alle de grusgrave, når det er inde i hovedstaden, de bruger gruset. Det er jo, synes jeg, et eksempel på, at vi nødt til at løfte det op og prøve at se det i nationalt perspektiv og se, om vi kan løse det på en anden måde.

F.eks. er jeg sikker på, at havnene kan komme til at spille en langt større rolle i håndteringen af vores råstoffer, hvis vi kan sejle det ind på kajkanten og der så er en kort køreafstand ud til, hvor det skal bruges. Så har vi jo rigtig meget tjent både på det logistiske område, men også på miljø og klima. Så der er virkelig nogle muligheder i det her, men det kræver, at vi på et nationalt niveau får kortlagt, hvor mange råstoffer vi har til rådighed til lands og til vands, og hvor mange vi kan genbruge. Der er vi med på at være ambitiøse i kølvandet på vores gode aftale om bæredygtigt byggeri – hurra for den. Der er ingen modsætning med det her – ingen, absolut! Så det synes jeg ikke vi skal begynde at male op. Men lad os få det kortlagt.

Lad os få kortlagt, hvor det forventede forbrug vil være. Vi ved, at der er byggeaktivitet rundtomkring i landet; den er voldsom i hovedstaden, mindre voldsom andre steder i landet, og vi ved, at der kommer noget infrastruktur om hjørnet frem til 2035. Så jeg glæder mig til, at vi kommer i gang med at lave det her stykke matematiske arbejde, hvor det drejer sig om at få det til at gå op i en højere enhed og så minimere transporten. Det synes jeg er meget vigtigt.

Så skal vi koble nogle andre dimensioner på. Det har været nævnt, at vi kan minimere transporten, når vi får overblikket. Havnene skal have en styrket rolle. Og så er der jo genanvendelsen. Det skal vi også virkelig give den gas omkring, og der har regionerne spillet ind med rigtig mange gode ting. Branchen har jo også selv mange idéer til, hvordan vi kan få et grønnere anlægsarbejde. Det er noget af det, vi agter at sætte fokus på i de kommende infrastrukturforhandlinger.

Af en eller anden mærkelig grund har regeringen glemt i dens udspil til infrastruktur at sætte fokus på CO2-udledning fra anlægsbyggerier. Altså, man har fokus på trafikken bagefter, selv om det kun er en kort overgangsperiode, indtil vi får grønne biler, men selve anlægget, hvor der faktisk er stor CO2-udledning, har man slet ikke fokus på, men det trækker vi med ind til forhandlingsbordet, for der melder branchen jo, at der er et stort potentiale for at reducere CO2-udledningen, også når vi bygger jernbaner og veje, og det skal vi selvfølgelig udnytte. Så lad os få det her overblik.

Lad os få den her kortlægning, også fordi det er forskellige instanser, der har ansvaret i dag, nemlig staten, som har noget af det, og regionerne noget andet. Man kan jo godt tro, at regionerne siger: Hvad er nu det for noget? Skal man nu til at blande sig i det fra nationalt hold? Men sådan siger de ikke. Jeg har haft gode møder med Danske Regioner om det, og de hilser det meget velkommen, at vi får sådan en planlægning, og det kan jeg egentlig godt forstå, fordi det jo giver regionerne bedre arbejdsbetingelser i den sidste ende.

Så er der det med deponi af jord, vi har nævnt. Der skal selvfølgelig ikke deponeres uren jord på nogen måde i grusgravene, men hvis vi kan finde en måde, og det er det, vi lægger op til, sådan at lastbilen kan tage ren jord med den ene vej, og når den så kommer ned til grusgraven og har læsset det af, så tager den grus med den anden vej, så ville det jo reducere det samlede transportarbejde enormt. Det er tusindvis af lastbiler hver eneste dag, vi taler om, og det er da værd at udbore, om der er et potentiale. Og så må vi selvfølgelig finde en måde til at kontrollere, at det kun er ren jord, der kommer ind i grusgravene.

Så er der forholdet til naboerne. Der ved vi, at der er konflikter. Der er nogle naboer, der er trætte af, at der bliver gravet grus. Det støjer og det støver nogle gange. Der er meget trafik på vejene. Der synes vi da også, at der som led i den her arbejdsgruppes arbejde skal kigges på nogle modeller for, hvordan vi kan tage hensyn til naboerne. Kan der tages nogle hensyn til de kommuner, som tilfældigvis er begunstiget med meget grus og sten, sådan at man i den belastning, der er på deres veje, kan gå ind at tage nogle særlige hensyn? Det ligger jo lige for, at det også bliver et vigtigt afsnit i sådan en national strategi, uden at vi har en færdigstrikket formel på det på forhånd, og det skal vi have gode folk til at se på.

Hvem er de gode folk? Jamen vi har jo nævnt dem her. Det er de relevante ministerier. Jeg kan i hvert fald komme i tanke om fire. Så skal Danske Regioner selvfølgelig ind over det. Kommunernes Landsforening skal også indover. Og så har vi Dansk Industri, Danske Råstoffer, Danske Vandværker, og er der andre, der er relevante, så skal vi selvfølgelig også have dem med i arbejdet.

Så vil jeg komme med en god nyhed. Den gode nyhed er, at når man er færdig med at grave grus i et område, f.eks. i Roskilde – der går nok nogle år – kan der jo blive et fantastisk naturområde, der kan blive et menneskeligt åndehul, et stykke natur med masser af biodiversitet osv., og det ser vi allerede rundtomkring i landet, hvor gamle grusgrave har forvandlet sig til noget rigtig værdsat og skøn natur, og det er jo den anden side af det. Så der er ligesom lys eller noget grønt for enden af tunnellen, om jeg så må sige, og det er jo den gode nyhed, vi også skal huske at have med i den her nationale strategi.

Jeg vil gerne kvittere for den forholdsvis positive modtagelse. Der er mange partier, der har været positive; der er nogle, der er villige til at stemme for det. Jeg synes, vi skal lande det her med en beretning, hvor vi prøver at forene de mange kloge ting, der er sagt her fra talerstolen. Når man sådan sidder og lytter lidt til det, er vi egentlig 90 pct. enige om det her. Så lad os nu lade være med at lave kunstige modsætningsforhold om det. Det er et stykke praktik, som den danske befolkning forventer at vi udfører, og derfor skal vi bare se at komme i gang, som der var en, der sagde. Det var vist fru Mona Juul. Jeg er helt enig. Lad os komme i gang med det, og det er jo alle tiders, at aftalen om bæredygtigt byggeri netop har igangsat det, vi skal bruge, nemlig noget viden. Altså, inden man laver en plan og strategi, er det godt med noget viden. Ellers famler vi jo i blinde. Så det hænger fint sammen, og nu glæder jeg mig til her under udvalgsarbejdet at behandle en beretning på plads omkring det.

Tak for en rigtig god debat.

Selv tak. Men den er ikke helt slut endnu, for der er en enkelt kort bemærkning fra fru Susanne Zimmer.

Tak for det. Og tak for ordførerens brændende tale. Jeg vil gerne høre, om ordføreren og Venstre har en smertegrænse, i forhold til hvor meget råstof vi kan tage op af jorden? Altså, lige nu tager vi fire gange så meget op, som vi faktisk kan tage op, hvis ikke vi vil udtømme ressourcerne i forhold til vores fremtid.

Grænsen ligger jo da i hvert fald der, hvor vi ikke kan tage mere op, end der er. Men det er jo et lidt flabet svar. Altså, vi har brug for råstoffer, og derfor er det også vigtigt, at vi får kortlagt, hvor meget vi helt præcis har tilbage. Det er der jo nogenlunde et overblik over, men vi skal mere end 12 år frem. Vi skal have det lange lys på og se det med en tidshorisont på 30 år, 40 år; så skal vi se på, hvordan vi kan få samfundets behov dækket inden for den tidshorisont.

Der forudser jeg da, at graden af genanvendelse vil stige kraftigt i de kommende år, altså fordi vi bliver bedre til det, og det er vi nødt til at blive. F.eks. i hovedstadsområdet slipper de jomfruelige råstoffer jo op om få år. Der er noget, der tyder på, at om 6-7 år er der ikke mere at hente i hovedstadsområdet, og Sjælland følger ret hurtigt efter, hvorimod Nordjylland er ret godt kørende med råstoffer. Og sådan er det ulige fordelt i landet.

Men jeg har ikke sådan nogen fast grænse for, hvor meget vi kan grave op. Men jeg er i hvert fald sikker på, at samfundet skal bruge råstoffer, og der er vi nødt til at dække behovet, hvad enten det er med genanvendelse eller andet. I sidste ende kan man også tale om import af råstoffer, men det er jo heller ikke løsningen, for så eksporterer vi egentlig bare problemet.

Så vi skal prøve at finde en national plan, der tilgodeser Danmarks behov for råstoffer.

Spørgeren.

Altså, langt hen ad vejen er vi jo enige, men er det acceptabelt, at vi måske om 50 år, om 100 år ingen råstoffer har i jorden?

Ordføreren.

Nej, det er en styg tanke. Men jeg tror til gengæld også – når man ser på verdenshistorien og menneskets opfindsomhed, når der er knaphed – at nød lærer nøgen kvinde at spinne, og hvad vi har, altså at vi om 50 år har nogle helt andre metoder, sådan at vi dækker vores behov på andre måder, måske med 100 pct. genbrug osv. Og det er jo der, vi skal hen. Men i de kommende mange år har vi stadig væk brug for en vis grad af jomfruelige råstoffer, og det er det, vi taler om at få planlagt bedre, altså så vi strækker det, vi har tilbage, meget længere.

Tak til hr. Kristian Pihl Lorentzen. Der er ikke flere korte bemærkninger. (Kristian Pihl Lorentzen (V): Skal jeg spritte af?). Ja tak, gerne, for vi har endnu to sager på dagsordenen i dag, så vi er nødt til at holde standarden.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.