Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 131:

Forslag til folketingsbeslutning om en uafhængig advokatundersøgelse af sager, hvor Folketinget har udtalt kritik af ministre.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 27.01.2021).

Der er som bekendt ingen minister på dette område, da det er Folketingets eget ansvar, så jeg vil naturligvis lytte opmærksomt til debatten om forslaget.

Jeg erklærer hermed, at forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er Socialdemokratiets ordfører hr. Jeppe Bruus. Velkommen.

Tak for det, formand. Dansk Folkeparti har udarbejdet et forslag til folketingsbeslutning om en uafhængig advokatundersøgelse af sager, hvor Folketinget har udtalt kritik af ministre. Folketinget skal altså beslutte at iværksætte en uafhængig advokatundersøgelse af ministerkritik for at få kortlagt den praksis, Folketinget hidtil har anlagt vedrørende ministeransvarlighedsloven. DF ønsker altså en advokatundersøgelse, som skal undersøge alle de sager, hvor en minister har modtaget kritik, f.eks. i form af en såkaldt næse, siden 1990.

I beslutningsforslaget opremser Dansk Folkeparti så en række af de her sager som bemærkninger til forslaget, og formålet er altså at få undersøgt den praksis, som Folketinget har anlagt i de her sager, også hvad vedrører sager, hvor der ikke er anlagt rigsretssager. Vi skal herunder fra Folketingets side bede en advokat om at undersøge, om sagerne kunne have ført til en rigsret; og minsandten om ikke også advokaten skal tage stilling til, om sagerne burde have ført til en rigsret.

Det korte svar er vel: Ja. I princippet kunne alle 59 sager have ført til en rigsret, hvis Folketinget ønskede det, for det er jo helt op til Folketinget at vurdere, om der er grundlag for at rejse en tiltale. Det kan Folketinget i princippet gøre uden nogen former for yderligere undersøgelser på bagsiden af en serviet, hvis Folketinget ønsker det. Og det har Folketinget så gjort. I alle de sager, som Dansk Folkeparti refererer til, har Folketinget jo udtalt kritik, og man har jo så ikke vurderet, at der var grundlag for at rejse tiltale ved en rigsret.

Dermed, må jeg sige, synes grundlaget for at bruge penge, skatteborgernes penge, på at iværksætte en sådan undersøgelse noget nær spild af tid, for der er jo sådan set brugt tid og energi og flid på at forholde sig til alle de sager, som Dansk Folkeparti ønsker skal undersøges, og derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget, som det ligger her.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og den er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for at redegøre for forslaget. Når vi har fremsat det her, er det jo på baggrund af, at bl.a. hr. Jeppe Bruus og et flertal i Folketinget i februar besluttede at indlede en rigsretssag mod fru Inger Støjberg for et forhold, som vi i hvert fald er nogle der mener er helt nede i det samme petitstof som de sager, der er nævnt i beslutningsforslaget her. Og der kunne det jo være rart at få kortlagt, hvad det er for en praksis, Folketinget de seneste 30 år – sådan en mands minde-periode – har anvendt netop for at understrege, hvor særegen situationen omkring fru Inger Støjberg er.

Det, jeg vil spørge hr. Jeppe Bruus om, er, om ikke han kan bekræfte, at der jo i ministeransvarlighedslovens indledende bestemmelser dog er en afgrænsning af, hvad ministre kan tiltales for ved Rigsretten.

Ordføreren.

Jeg må tilstå, at jeg ikke på stående fod kan de indledende bemærkninger til ministeransvarlighedsloven. Det er jo rigtigt nok, at der er en række paragraffer, som jo definerer, hvad det er, loven går ud på, og hvad det er for et ansvar, man har som minister, og at man derfor, hvis man overtræder de paragraffer, gør sig skyldig i at overtræde ministeransvarlighedsloven.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det var også fjollet at bruge første spørgsmål på et faktuelt spørgsmål – jeg kunne bare have nævnt § 5 og så medvirkenbestemmelsen i § 3. Det, jeg vil hen til, hr. Jeppe Bruus, er, om ikke hr. Jeppe Bruus erkender, at der er nogle sager blandt de 60, som bliver nævnt i beslutningsforslaget her, der kunne være faldet ud til at være indenfor ministeransvarlighedsloven, og at der nogle, der ikke kunne, og at det på det grundlag ville være rart for Rigsretten at vide, når man skal behandle, hvorvidt sagen med fru Inger Støjberg er inden for eller uden for ministeransvarlighedsloven, hvad det er for en standard, Folketinget har anlagt ved de foregående 60 næser, der er blevet givet.

Ordføreren.

Jo, det kan man jo sætte sig for at kortlægge. Man kan bede en historiker om at gøre det osv., men at bede en advokat om at undersøge, om der burde have været ført en rigsretssag, synes jeg virker lidt absurd, al den stund at Folketinget i hvert eneste tilfælde af de sager, der er nævnt, jo har taget den stilling, har gjort boet op, gjort regnebrættet op og udmålt den konsekvens, som det skulle have over for den givne siddende minister. Og i princippet, som jeg sagde før, kan Folketinget jo beslutte at rejse en rigsretssag på baggrund af en hvilken som helst henvendelse eller på baggrund af et borgerforslag, hvis Folketinget ønsker det. Det står Folketinget frit for. De sager, der er nævnt her, har jo det tilfælles, at de er blevet undersøgt og har været genstand for en politisk proces osv.

Tak til hr. Jeppe Bruus. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Karsten Lauritzen. Velkommen.

Tak, og også tak til den tidligere ordfører for den grundige afspritning. Der er blevet redegjort for B 131 af Dansk Folkeparti, som er forslag til folketingsbeslutning om en uafhængig advokatundersøgelse af sager, hvor Folketinget har udtalt kritik af ministre. Det er ikke for at drille, jeg siger det, men det er vel et drilleforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat for at illustrere en pointe, og den pointe når hr. Morten Messerschmidt nok til, når han får ordet. Men jeg vil gætte på, at pointen er, at i en anden sag, vi tidligere har behandlet, har flertallet i Folketinget på baggrund af en kommissionsundersøgelse valgt at rejse en sag ved Rigsretten, og det, der er Dansk Folkepartis pointe, er, hvorfor man ikke har gjort det i mange andre sager. Det vil man gerne have undersøgt.

Der skal jeg sige til hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti – det tror jeg nu godt at Dansk Folkeparti er klar over i forvejen – at vi har et system til sådan noget. Hvis en minister ikke har gjort det, som vedkommende skal, er der et politisk system for det, og der er grader af kritik, herunder at give en næse. Jeg er i øvrigt selv nævnt i beslutningsforslaget, fordi jeg i min tid som skatteminister fik en næse for ikke at have udleveret nogle papirer hurtigt nok til Skattekommissionen, og den næse tog jeg naturligvis imod, og jeg er også enig i kritikken, som var berettiget. Der kan være andre sager, hvor et flertal i Folketinget mener, at sagen er så alvorlig, at den skal have politiske konsekvenser. Det vil typisk være, at en minister skal gå af. Det skete for hr. Morten Bødskov, da han var justitsminister. Det er også en af de sager, der er nævnt. Så mange af sagerne har haft konsekvenser og er blevet håndteret politisk. I nogle sager har mit parti ikke ment, at der var grundlag for at udtale kritik, i andre sager har vi ment, at ministeren skulle gå af. Sådan er det.

Der er også sager, der førte til, at der blev nedsat en kommission. Når man beslutter at nedsætte en kommission, bevæger en sag sig fra at blive håndteret politisk til at blive juridisk. Det gør den typisk, fordi man undersøger en ministers embedsførelse og også embedsmænds embedsførelse. Der er et system for embedsmændene. For dem, der er ansat som tjenestemænd, er der nogle tjenestemandsretlige konsekvenser, hvis man ikke har overholdt lovgivningen og man har gjort noget forkert og der er udtalt kritik af en kommission. Hvis der er kritik af den minister, der bliver stillet for en kommission, er der en række sanktionsredskaber, og en af dem er – og det er den ultimative – en rigsret.

I Venstre støtter vi ikke, at man går alle de her gamle sager igennem, for de fleste af dem har jo netop haft en konsekvens. I mange tilfælde er ministrene gået af. Jeg tror, at vi i nogle af sagerne ville have haft det ønske, at der skulle have været nedsat en kommission, dengang vi behandlede sagerne. Det kan man jo principielt gøre igen, men det giver ikke meget mening. Det gør det heller ikke, fordi vi har en forældelsesfrist i ministeransvarlighedsloven på 5 år, og der vil i mange af de her sager være indtruffet forældelse. Så er vi i øvrigt af den opfattelse, at vi skal lave den forældelsesfrist om, men det skal gøres fremadrettet og ikke bagudrettet, ligesom vi heller ikke lovgiver med tilbagevirkende kraft over for borgere og virksomheder.

Så vi har også i Venstre forstået pointen, hr. Morten Messerschmidt, og selv om der givetvis er en pointe, er det ikke en pointe, der overbeviser os i Venstre om, at vi skal støtte beslutningsforslaget, som det ligger.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Det er rart at vide, at pointen er modtaget. Det, som det jo grundlæggende handler om, er at finde ud af, hvad feltet er for at vurdere den tiltaltes forsæt. Altså, jeg går ud fra, at hr. Karsten Lauritzen som en af dem, der anklager fru Inger Støjberg, mener, at hun har begået en forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Og det er jo der, hvor det er interessant at finde ud af, hvad det så er, man tidligere har vurderet i andre sager. Og der, hvor jeg måske ikke helt forstår hr. Karsten Lauritzens tale og kan være bange for, om der er noget, der ikke er sivet helt over til Venstres gruppelokale, er det her med, at man ikke behøver at få nogen til at vurdere det på ny, for da hr. Karsten Lauritzen stemte for rigsretssagen mod fru Inger Støjberg, var det jo på baggrund af, at man havde spurgt et advokatkontor, om de ville anbefale eller de mente, at der var grundlag for en sag. Så det er jo sådan set den samme proces, som vi ønsker her, vel vidende at der selvfølgelig er tale om forældelser og alle de her ting, men dog alligevel for at få klarlagt forståelsen af forsættet i ministeransvarlighedsloven.

Ordføreren.

Tak. Altså, det kan man som sagt vælge at gøre. Jeg mener – og det er Venstres holdning, og jeg tror, at der er en del andre partier, der vil dele den holdning – at det måske ikke er det klogeste sted at bruge skatteborgernes penge, altså til at få undersøgt nogle sager, hvor der alligevel er indtrådt forældelse. Og i mange af sagerne har man taget en politisk konsekvens af den kritik, der har været. I forhold til Instrukskommissionens rapport peger den jo desværre på, at efter Instrukskommissionens vurdering og efter landsdommerens vurdering er lovgivningen ikke overholdt i fru Inger Støjbergs tilfælde. Så spørger Folketinget to uvildige advokater: Er der grundlag for at indlede en rigsretssag, altså er der nok indhold i det her? Og det vurderer de to advokater at der er. Så er det Venstres opfattelse – selv om vi er delt i forhold til spørgsmålet om Venstres partis holdning – at det så er meget svært bare at sige, at den sag skal vi ikke forfølge. Og derfor stemte vi også for en rigsretssag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg går ud fra, at ordføreren er enig i princippet om lighed for loven. Og derfor er det vel ikke rimeligt, at fru Inger Støjberg selv skal foretage en sådan undersøgelse eller hendes forsvar skal foretage en sådan undersøgelse af alle de gange, hvor en minister har modtaget kritik – det er 60 gange. Altså, ville det ikke være rimeligt at få det kortlagt, sådan at hun med sikkerhed kan sige, at her er der 20 sager, der kunne – for nu at sige noget hypotetisk – have ført til en rigsretssag, hvor forsættet tydeligvis er større end det, der kan godtgøres i hendes sag?

Ordføreren.

Jamen altså, jeg går ind for lighed for loven, men det system, vi har for sanktioner, hvis en minister gør noget, som ministeren ikke skal, er jo helt specielt, og derfor er det anderledes end straffeloven. Og først håndterer man en sag politisk, hvor en minister typisk ville gå af. Der kan man sige, at det har fru Inger Støjberg jo ikke ønsket i den her sag, og hun erkender mig bekendt ikke at have gjort noget som helst forkert. Hvis man var nået til den erkendelse, kunne det være, at et flertal i Folketinget ikke havde valgt at lave en kommissionsundersøgelse, og at vi ikke var endt i en rigsretssag. Så der er forskel på sagerne, og derfor bliver de også behandlet forskelligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og den næste ordfører er fra SF. Værsgo til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Dansk Folkeparti ønsker, at et uvildigt, passende og respekteret advokatkontor bliver udpeget til at gennemgå de 59 sager, hvor Folketinget igennem tiden har rejst kritik af ministre.

Som vi forstår forslaget, ønsker Dansk Folkeparti at undersøge, om der er en praksis for, hvornår en ministers gerninger eller ugerninger er så alvorlige, at de kan føre til en rigsretssag – måske foranlediget af Folketingets beslutning om at rejse en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Formålet er egentlig interessant, for hvornår er noget slemt nok til, at det kan føre til en rigsretssag? Men svaret er jo nok givet på forhånd: Det er der ikke et svar på. For det er politik. Det er Folketinget, der beslutter, om der skal laves en advokatundersøgelse, det er Folketinget, der beslutter, om der skal laves en kommissionsundersøgelse, det er Folketinget, der beslutter, om der skal rejses en rigsretssag. Og Folketinget ændrer sig, magtforholdene ændrer sig, debatten ændrer sig, nogle partier bliver større, andre bliver mindre. I partierne bliver politikerne skiftet ud, flertallene skifter, folkestemningen skifter, og alle de faktorer og sikkert mange flere er afgørende for, hvad konsekvensen bliver, når en minister begår nogle handlinger, som Folketinget er kritisk over for.

Sådan vil det nok også være i fremtiden. Hvis flertallet ikke var skiftet i 2019, var der måske aldrig blevet nedsat en kommission om at undersøge den ulovlige instruks, og uden kommissionen havde der heller ikke været en rigsret nu. Den tidligere statsminister besluttede at stemme imod en rigsret, men Venstre besluttede sig for at være for. Dansk Folkeparti besluttede sig for at være imod, Konservative besluttede sig for at være for. Men havde det været for 4 år siden – eller om 4 år – kunne situationen have været anderledes.

Det, jeg prøver at sige, er, at det nok er tæt på umuligt at etablere en praksis for, hvilke konsekvenser det skal have, når der er utilfredshed med en minister. For det er politik, og det afhænger af, hvad det er for nogle politikere, der til enhver tid sidder.

Derfor kan vi heller støtte forslaget, for vi mener ikke, det er pengene værd at bruge dem på en masse dyre advokater, som skal gennemgå sagerne for at vise, at der ikke har været en praksis, og at det er politik, der afgør, hvornår der kommer en rigsret. De penge er bedre brugt på noget andet.

Til gengæld synes vi, det er en spændende debat, og vi synes egentlig også, det er fint at få en mere etableret praksis for, hvad der sker, når Folketinget er utilfreds med en ministers gerninger, og derfor er vi sådan set også meget tilfredse med at have fået etableret et granskningsudvalg, hvor partier på tværs af folketinget kan beslutte at tage forskellige redskaber i brug. Praksis vil i fremtiden være, at når der er en sag, bør den undersøges, og så starter Granskningsudvalget med et lukket samråd. Og så kan de beslutte at lave en advokatundersøgelse og til sidste en kommissionsundersøgelse. Jeg tror, at sådan et udvalg kan skabe en mere etableret praksis og forhåbentlig også et bedre samarbejde på tværs af Folketingets partier om at kontrollere regeringen.

Men selv i det udvalg er det jo i sidste ende også politik. For det er partierne, som skal blive enige om at tage redskaberne i brug, og der vil det jo sommetider kræve, at partierne accepterer at få noget undersøgt, som de måske ikke selv ser som et problem.

F.eks. ville det jo have været interessant, at Dansk Folkeparti i dag i et granskningsudvalg ville have stemt for en kommissionsundersøgelse vedrørende den ulovlige instruks, ligesom vi har stemt for at få undersøgt forløbet om aflivningen af mink.

Nå, men vi glæder os til at følge Granskningsudvalgets arbejde, og vi glæder os over, at det nu er etableret. Og det giver Folketinget flere muskler over for den til enhver tid siddende regering. Men vi mener altså ikke, at der er behov for den advokatundersøgelse, som Dansk Folkeparti ønsker, og derfor stemmer vi nej til forslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt.

Men nu er det 60 næser, der er blevet givet de sidste 30 år – fordi udenrigsministerens håndtering af respiratorsagen i forhold til Italien har føjet sig til. Så vi er oppe på 60 næser. Og det, som jeg jo synes er interessant, er, at i flere af de forhold vil der formodentlig være begået noget med en større grad af forsæt end det, som det vil kunne bevises at fru Inger Støjberg har gjort i forhold til det, der kaldes Instrukskommissionen eller barnebrudskommissionen. Jeg mener, der er flere professorer, der har været ude og tale om et eventualitetsforsæt, altså helt nede i den laveste grad, hvor man bare accepterer risikoen for, at der kan ske et brud på reglerne.

Så derfor vil jeg spørge, om fru Karina Lorentzen Dehnhardt finder det rimeligt, hvis fru Inger Støjberg ved rigsretten dømmes for et eventualitetsforsæt, samtidig med at andre ministre altså har begået overtrædelser af ministeransvarlighedsloven med klart grovere forsæt, f.eks. fru Birthe Rønn Hornbech, da hun var integrationsminister. Er det rimeligt?

Ordføreren.

Nu vil jeg ikke forhåndsdiskontere, hvad rigsretten kommer frem til. Det må vi jo se, og det blander jeg mig slet ikke i. Jeg vil da ikke afvise, at det kunne have været endt et andet sted, hvis nu Dansk Folkeparti havde taget konsekvensen af det før 2019, hvor magten skiftede. Jeg vil da ikke afvise, at det her så var endt i en næse til Inger Støjberg. Men sådan endte det jo lige præcis ikke. Og derfor blev der nedsat en kommission, og da vi havde de to uvildige advokaters vurdering af det, synes jeg ikke, vi havde andet valg end at rejse en rigsretssag, for de sagde, at der er materiale nok til det. Skulle vi så have kigget den anden vej og sagt: Det gør vi ikke? Det mener jeg er ulogisk.

Hr. Morten Messerschmidt.

Så det krænker ikke fru Karina Lorentzen Dehnhardts retsbevidsthed at vide, at der kan være, her i landet, sager, hvor man ikke straffer for et forsætligt forhold, men ender med at straffe en minister for et f.eks. uforsætligt forhold?

Ordføreren.

Jeg tror bare, jeg vil gentage det, der er mit svar: Det er politik, hvordan man vælger at reagere i Folketinget. Jeg må også bare sige, at Dansk Folkeparti kunne have været lidt mere konsekvente, hvis man er utilfreds med, at Inger Støjberg nu er havnet i en rigsretssag. Havde man reageret på det dengang, og det havde man alle muligheder for, så var sagen måske endt anderledes i dag. Man kan ikke på forhånd sige, hvordan en sag ender. Men det er jo klart, at når man får nedsat en kommission, som siger, at der er begået noget ulovligt, og man får nogle advokater, der vurderer, at der kan rejses en sag, så mener jeg faktisk også, man har en forpligtelse til at gøre det.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Rasmus Helveg Petersen. Værsgo.

Tak. Tak for forslaget. Også tak til SF's ordfører for en, synes jeg, glimrende fremstilling af det politiske element i de her undersøgelser.

DF's forslag er bagudskuende og lidt kontrafaktisk – kunne der have været en rigsret i de her næsesager; burde der have været det? Men Folketinget har i hvert af de nævnte tilfælde kritiseret, og de har også ment, at kritikken var den passende sanktion. Der er uddelt næser, der er foretaget ministerafgange, der er nedsat kommissioner. Det har været det givne politiske flertal på tidspunktet, der har udmålt sanktionen, og sådan er det system, der er valgt. Hvis man skulle have et eller andet med en strengere lighed for loven end en politisk vurdering, skulle man over i det tyske system med en slags bundesverfassungsschutz.

Vi kan ikke støtte det her forslag. Vi føler ikke, at det er pengene værd at lave den her undersøgelse, eftersom hver og en af disse sager er blevet vurderet af et Folketing og konsekvensen er blevet udmålt af bemeldte Folketing. Tak.

Tak for det. Hr. Morten Messerschmidt har en kort bemærkning.

Men hr. Rasmus Helveg Petersen har jo været med til at sikre, at fru Inger Støjberg nu skal for en rigsret. Er det så ikke i det lys relevant at finde ud af: Hvad er egentlig den ramme, den toleranceramme, hvis vi skal kalde den det, som man i bare de seneste 30 år har anvendt og har lagt ned over andre ministre, der har forbrudt sig mod ministeransvarlighedsloven? Hvorfor er det ikke relevant? Eller rettere, for det er jo hævet over enhver tvivl, at det er relevant: Hvorfor er det fru Inger Støjbergs opgave at skulle sandsynliggøre det? Burde vi ikke i folkestyrets og i retssamfundets ånd sørge for, at det blev gjort klart, hvad forsætsgraden eller vurderingen har været af de foregående sager, hvor man ikke har valgt at rejse rigsretssager?

Ordføreren.

Tak. Jamen der foreligger en politisk vurdering, som jo endda er skiftet ved valget i 2019, hvor man så Inger Støjbergs sag i ét lys før 2019 og i et andet lys efter. Så på den måde er der grundlæggende tale om en politisk og ikke en juridisk vurdering af nogle af de forhold, der gør sig gældende. Og det vil også ganske rigtigt betyde, at strafudmålingen er forskellig, og at der er folk, der aldrig har hørt nærmere for deres eventuelle overtrædelser af ministeransvarlighedsloven, og folk, der har. Så det er ikke et retfærdigt system, vi har skruet sammen. Men jeg kan ikke se, at den her advokatundersøgelse kan afhjælpe det.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen hvorfor har hr. Rasmus Helveg Petersen så stemt for, at det var et advokatkontor, der skulle vurdere sagen, forud for at hr. Rasmus Helveg Petersen stemte ja til at rejse rigsretssagen mod Inger Støjberg?

Ordføreren.

Jamen jeg var rigtig glad for at stemme for rigsretssagen mod fru Inger Støjberg på basis af den advokatundersøgelse, som kom på basis af den kommissionsundersøgelse, der var rejst, fordi det blev godtgjort, at der var tale om strafferetlige overtrædelser i fru Inger Støjbergs ageren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Det Radikale Venstres ordfører. Den næste ordfører er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Ministre skal holde loven, og nu citerer jeg fra Dansk Folkepartis hjemmeside, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl skriver: »Men når Folketinget skal sanktionere, at en minister eller hendes system ikke har holdt reglerne til punkt og prikke, skal alvoren selvsagt vurderes.«

Det er et udsagn, jeg er fuldstændig enig i. For det er jo en grundsten i demokratiet, at ministrene overholder lovgivningen, og jeg er glad for, at Dansk Folkeparti nu er begyndt at gå meget op i, at ministrene også gør det, efter at vi har fået en socialdemokratisk regering.

Jeg må også sige, at det ærgrer mig noget, at det ikke forholdt sig på præcis samme måde, da Dansk Folkeparti var fundamentet for den tidligere regering. Selv i dag, hvor der foreligger en kommissionsrapport og en advokatundersøgelse, der vurderer, at der er grundlag for en rigsretssag, vil Dansk Folkeparti stadig væk ikke anerkende, at sagen vedrørende den ulovlige instruks var alvorlig. Det er, som om der for Dansk Folkeparti gælder en dobbeltstandard, som gør, at hvis de er enige i den førte politik, må ministrene hjertens gerne bryde loven, men er de uenige, skal ministrene overholde hvert et komma i lovgivningen. Det er en dobbeltstandard, som jeg ganske enkelt ikke forstår. Uanset om man er enig i den førte politik, uanset om man er enig eller uenig i udfaldet af en sag, og uanset om man er gode venner med en minister, så skal en minister altid og uden undtagelse overholde lovgivningen. Hvis der sker fejl, for det kan jo ske, så skal man tage ansvar for fejlen, og man skal ikke ignorere det. Fejl kan naturligvis tilgives, hvis de anerkendes, men en fejl, der ikke anerkendes, er det jo svært at tilgive.

Dansk Folkeparti var ikke langsomme til at kalde det spild af skattekroner at indlede en rigsretssag. Og det er en dyr omgang, det kan vi godt blive enige om. Men det kunne have været løst parlamentarisk, hvis Dansk Folkeparti havde taget ansvar dengang og givet ministeren en sanktion. Men fordi man valgte ikke at gøre det, står vi i den situation, vi har stået i her i februar måned, da Folketinget vedtog at indlede en rigsretssag. Det at lave en advokatundersøgelse af samtlige situationer, hvor ministre har fået udtalt kritik eller er blevet væltet, mener jeg er ude af proportioner. De har jo netop fået en sanktion, og så kan vi også, hvis vi skal tale om at bruge skatteydernes penge, vurdere, om de omkostninger står mål med det, man ville få ud af det.

Men lad os i stedet for være enige om, at hvis det er sådan, at ministre ikke overholder loven, så skal der naturligvis udtales en sanktion. Jeg glæder mig derfor også til at se det samme engagement, som Dansk Folkeparti har haft omkring minksagen og omkring efterretningstjenesternes sikkerhedsvurdering, blive ført videre, hvis det en dag skulle ske, at vi får en borgerlig regering igen.

Så for lige at konkludere på den undersøgelse, Dansk Folkeparti gerne vil have igangsat, kan jeg sige, at Folketingets praksis er, at man sanktionerer ministre, når og hvis de overtræder loven. Det kan man vælge at gøre straks, men hvis man vælger at trække det så langt, at der når at komme et nyt valg, så må sanktionerne jo vurderes derefter, og det kan så ende med, at det bliver til en rigsretssag. Enhedslisten kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg må sige, at jeg synes, det er en lidt fad kritik, som jo ikke kun hr. Peder Hvelplund, men også andre af socialisterne har rettet ved at sige, at det var Dansk Folkepartis skyld. Jeg vil næsten tillade mig at sige, at Dansk Folkeparti har været de mest konsistente i det her spørgsmål, al den stund vi ikke finder, at fru Inger Støjberg har gjort noget forkert, og derfor hverken stemte for, at hun skulle have kritik, eller at der skulle være en undersøgelseskommission, eller at der skulle være en rigsret. Der, hvor man må kunne rette en kritik, er da mod dem, der først har holdt hånden over fru Inger Støjberg og så sidenhen stemt for en rigsret – hvis jeg må have lov til at komme med den indvending over for ordføreren.

Nå. Det, jeg især vil spørge til, er, at ordføreren siger, at man skal undgå dobbeltstandarder. Jeg er meget enig. Hele det her forslag handler jo om at undgå dobbeltstandarder, sådan at vi ikke får dømt en person ved rigsretten for forhold, som måtte være mindre brud på ministeransvarlighedsloven end det, som andre ministre tidligere ikke er blevet dømt for. Så hvis ordføreren som jeg er optaget af at undgå dobbeltstandarder, vil det så ikke være det mest logiske at stemme for det her forslag?

Ordføreren.

Nu vil jeg først lige om Dansk Folkepartis rolle sige, at der jo er en grund til, at der bliver rejst en rigsretssag. Det er jo, fordi der er advokater, der har vurderet, at der er foregået fejl, der gør, at det i hvert fald er berettiget at kunne rejse en sag. Derfor er det jo ikke bare et spørgsmål om, hvad Dansk Folkeparti mener, men netop det at kunne vurdere, om de skiftende forklaringer, der er blevet givet i den sag, alle sammen har kunnet være retvisende, og om der ikke kunne have været draget en parlamentarisk konsekvens inden.

Det er jo sådan set også svaret på det andet spørgsmålet. For det er jo netop sådan, at hvis man oplever ministre, som ikke overholder loven, ja, så skal man reagere, uanset om man er parlamentarisk grundlag, om man er støtteparti, eller om man er opposition. Det er jo bl.a. det, der også har medført, at Enhedslisten i den her periode har været med til at udtrykke mistillid til en minister, hvilket gjorde, at ministeren trak sig. Vi har også været med til at give næser til ministre. Det er jo netop, fordi vi reagerer i det øjeblik, vi oplever, at der er noget, og så kan man parlamentarisk vælge at give en sanktion. Det er jo sådan, det system er indrettet, og det er sådan, det bør være, og der skal man naturligvis ikke holde hånden over nogen.

Hr. Morten Messerschmidt.

Den heroisme er Enhedslisten jo ikke ene om. Dansk Folkeparti har stemt for kritik, næser så at sige, til stribevis af borgerlige politikere. Altså, jeg tror faktisk, der er flere af dem til stede her i salen. Så det er jo ikke det, der er spørgsmålet. Spørgsmålet er, hvordan vi bedst kommer dobbeltstandarder til livs, hr. Peder Hvelplund. For det var hr. Peder Hvelplund, der var optaget af det i sin ordførertale. Ved at køre den her sag uden klarhed over de foregående kritikpunkter mod andre ministre, risikerer man jo netop, at fru Inger Støjberg kan blive dømt for noget, som andre har gjort noget der var endnu værre end, uden at blive dømt.

Ordføreren.

Man kan sige, at det jo altid afhænger af kvaliteten af det til enhver tid siddende parlamentariske grundlag eller støtteparti. Der må vi jo bare konstatere, at kvaliteten af de støttepartier, der var, da Inger Støjberg sad, ikke var tilstrækkelig høj, til at man kunne tage sig sammen til at iværksætte en sanktion, da man kunne gøre det i tide. Det har så resulteret i, at vi i stedet befinder os i en situation, hvor det har ført til, at der skal rejses en rigsretssag. Så havde der været et parlamentarisk grundlag eller støtteparti med en større kvalitet, havde vi undgået at stå i den situation, vi står i nu.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Mai Mercado.

Tak, formand. Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag om at lave en uafhængig advokatundersøgelse af sager, hvor Folketinget udtaler kritik. Forslaget har til formål at få kortlagt den praksis, som Folketinget hidtil har haft vedrørende ministeransvarlighedsloven. Når man beslutter at sende en minister for en rigsret, er det altid subjektivt og afhængigt af den enkelte sag, hvor Folketinget jo så altså tager stilling til, hvordan man vil sanktionere en minister. Når ministre begår noget kritisabelt, er der nogle, der nøjes med kritik i pressen. Der er nogle, som får en næse i udvalget. Der er også nogle ministre, som bliver fyret, og ud over en rigsretssag, ja, så må den næststørste konsekvens, der kan drages over for en minister, vel være at blive afskediget. Når det så netop er subjektivt og beror på den enkelte situation, findes der heller ikke en klar praksis, sådan som Dansk Folkeparti efterspørger, og man kan ikke ved at analysere 59 næser etablere en sådan praksis. Det synes i al fald vanskeligt. Praksis er vel egentlig, at det altid er subjektivt, hvad kritik har af betydning for en minister. Det rejser så det gode spørgsmål: Hvad skal en undersøgelse give os af information? Én ting ved vi i hvert fald, og det er, at der ikke kan drages konsekvenser i forhold til tidligere kritik og de 59 næser, der nævnes, eller bare i forhold til nogle af de næser, der nævnes. Det er ikke sådan, at hr. Nicolai Wammen som daværende forsvarsminister lige pludselig kan imødese en rigsretssag efter en kortlægning af de her 59 tilfælde af såkaldte næser, og det skriver forslagsstillerne jo også rigtig fint i forslaget.

Så når den eneste praksis er, at kritik og handlingsrum er subjektivt i hvert enkelt tilfælde, afhængigt af de politiske partiers læsning af grovheden i brøden på det aktuelle tidspunkt, og man ej heller kan drage konsekvenser, bliver det jo svært at se, præcis hvad en advokatundersøgelse til flere millioner kroner skal bruges til. Derfor kommer vi heller ikke til at bakke beslutningsforslaget op. Men fordi man ikke bakker et forslag op, kan man stadig godt rose det, og jeg vil egentlig godt rose initiativet, fordi jeg bag det her forslag skimter en intention om også at få en generel drøftelse af, hvad det er for nogle sanktionsmuligheder, der findes i vores folkestyre i dag. Sandheden er jo, at der er relativt få. Der er langt fra en næse til en fyring til en rigsretssag. Det vil vi i Det Konservative Folkeparti i al fald gerne kvittere for.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Altså, praksis for Rigsretten er jo ganske begrænset. Jeg tror, at det så er den fjerde sag, ikke? Vi har to domme: Vi har Sigurd Berg-dommen, som var en overtrædelse af tilsynsmyndigheden med Alberti, og så har vi så Erik Ninn-Hansen-sagen. Det er jo ganske begrænset og i øvrigt jo også i en fuldstændig anden tid. Det er jo derfor, at vi så i Dansk Folkeparti siger: Jamen de områder, hvor man kunne have rejst en rigsretssag, men hvor Folketinget positivt har undladt at gøre det, udgør jo også en del af praksis, altså hvor der er praksis for simpelt hen at frafalde sagen. Og det er netop derfor, vi gerne vil have det her belyst.

Nu ved jeg jo, at fru Mai Mercado var en af dem, der agerede som anklager og stemte ja til at rejse den her rigsretssag. Synes fru Mai Mercado så ikke, at det også ville være på sin plads, at Folketinget, der altså agerer som anklager her, bistod fru Inger Støjberg med at få klarlagt, hvad der er praksis? På alle andre områder kan man jo gå ind og slå op i Ugeskrift for Retsvæsen eller Karnov eller hvad det er – det kan man bare ikke her, fordi det er så få og så gamle domme.

Ordføreren.

Jo, men altså som jeg lige nævnte i min tale, er praksis jo ret klar, fordi praksis for hvert enkelt tilfælde er, at det er subjektivt, og at det er afhængig af den politiske situation, de politiske partier, kontekstuelle forhold, tidsånden, som hr. Morten Messerschmidt endda selv nævner. Så det er jo praksis. Når der foregår forhold, som efterfølgende bliver genstand for kritik i Folketinget, så er det jo op til de partier og det siddende flertal i Folketinget at drage konsekvenser og iværksætte sanktioner.

Hr. Morten Messerschmidt.

Hvis det er politik, hvorfor skiftede fru Mai Mercado så politik? Altså, jeg mener, at i den periode, fru Mai Mercado sad i regering sammen med fru Inger Støjberg, var man jo ikke tilhænger af en rigsretssag – og så blev man det efterfølgende. Det kan man jo retfærdiggøre, hvis man siger, at det er jura, fordi det så kunne være, at der var blevet blotlagt noget, man ikke havde kendskab til, og som man i forhold til praksis syntes var rimeligt at få vurderet. Men hvis fru Mai Mercado er så optaget af, at det er en politisk vurdering, hvorfor skiftede hun så politik på valgdagen?

Ordføreren.

Jeg kan fuldstændig afvise, at Konservative skulle have skiftet politik. Men da vores ordfører hr. Naser Khader spurgte fru Inger Støjberg, om der var foregået ulovlige forhold, og vi fik at vide, at det var der ikke, så tog vi det jo for gode varer. Nogle vil måske sige, at vi var for naive.

Da det så viser sig, at der er et flertal for en kommissionsundersøgelse – et flertal, vi ikke lagde stemmer til – og at den kommissionsundersøgelse meget klart kom frem til, der var blevet begået ulovlige forhold, og at der så oveni var en advokatundersøgelse, som viste, at de ulovlige forhold ville føre til en dom, så var det jo meget, meget svært at sidde overhørigt, hvis man er et ansvarligt parti i Folketinget.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til den konservative ordfører. Og hvis fru Mai Mercado lige vil spritte af – mange tak.

Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er hr. Peter Seier Christensen. Værsgo.

Tak for ordet. Der er ordførere, der tidligere har beskrevet, hvad det foreliggende beslutningsforslag går ud på. Vi mener i Nye Borgerlige, at det er en relevant undersøgelse, der lægges op til, så Nye Borgerlige kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Det gav ikke anledning til korte bemærkninger. Vi fortsætter med ordføreren for Liberal Alliance, hr. Ole Birk Olesen. Værsgo.

Hr. Morten Messerschmidt og andre fra Dansk Folkeparti foreslår her, at en advokatundersøgelse skal kortlægge, hvordan Folketinget har behandlet tidligere sager, hvor Folketinget har udtalt kritik af ministres håndtering af deres ministerembede, med det formål at se, om der er en systematik, eller om der er en mangel på systematik, og om igangsættelsen af en rigsretssag mod fru Inger Støjberg er udtryk for en systematik eller i modstrid med en systematik. Sådan en undersøgelse kan vi godt støtte. Vi synes, at det ville være fint at få klarhed over det, og hvis sådan en undersøgelse kan gennemføres, altså hvis der er nogle advokater, der siger, at de godt kan systematisere det her, så synes vi, at det kunne være oplysende for alle at få den lavet.

Jeg tror, at undersøgelsen vil vise noget ganske andet end det, hr. Morten Messerschmidt ønsker den skal vise, nemlig at der er stor forskel på den sag, som danner grundlag for, at fru Inger Støjberg nu skal stå over for en rigsret, og så alle de næsesager, der har været i Folketinget. Det er, fordi alvorligheden af det, der har ført til, at fru Inger Støjberg kommer for en rigsret, er velbelyst af en undersøgelseskommission, og det er alvorligt. Budskabet fra undersøgelseskommissionen er, at ministeren af sine embedsmænd fik at vide, at hvis hun gik den vej, ville der være tale om en ulovlig administration, hvorefter ministeren alligevel sørgede for, at systemet gik den vej, altså vel vidende, at embedsmændene havde fortalt til hende, at det ville være ulovligt. Det er en meget alvorlig måde at handle på som minister, altså at man med åbne øjne går ind i noget, som man har fået at vide er en ulovlig administration – og derfor er der grundlag for en rigsret.

Ser vi så omvendt på alle de mange næsesager, der har været siden 1990, er der et stort antal af dem, som er udtryk for, at et støtteparti har ønsket at få noget opmærksomhed i en sag og ved, at den opmærksomhed får man, hvis man trækker støtten fra en bestemt minister og udtaler kritik sammen med oppositionen, og at man også kan bruge det som pressionsmiddel i forhold til at få sin vilje over for ministeren og en regering i andre sager, at man bruger det som et taktisk magtmiddel, og hvor substansen i selve den kritik, som Folketinget udtaler, fordi støttepartiet skifter side, er overordentlig tynd og nogle gange endda helt væk. Der er ingen substans i nogle af de næsesager – der er blot et støtteparti, som ser muligheden for at bestyrke sin magtposition over for regeringen ved at true med en ministerstorm.

Jeg tror, at sådan en undersøgelse vil vise, at der er de her meget store forskelle, og at den sag, som har ført til Rigsretten mod fru Inger Støjberg, er ganske anderledes alvorlig. Og derfor kan vi godt støtte beslutningsforslaget.

Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Først og fremmest vil jeg gerne rose og takke hr. Ole Birk Olesen for at være den eneste, der så tilsyneladende vil tage den juridisk rigtige konsekvens af at stemme ja til den her rigsretssag, nemlig med hensyn til også at få belyst praksis ordentligt. Det synes jeg tjener både ham og hans parti til ære. Og så vil jeg bare bede om, at hr. Ole Birk Olesen i forhold til den advokatredegørelse, som Folketinget bad om, vil bekræfte, at det, som advokaterne kommer frem til, er, at forholdet ligger et sted imellem forsæt og grov uagtsomhed, og at i fald fru Inger Støjberg kan dømmes for at have begået en forsætlig lovovertrædelse, vil det altså med al overvejende sandsynlighed være i den nederste forsætsgrad.

Ordføreren.

Jeg kan ikke huske, præcis hvordan de formulerer det, men i undersøgelseskommissionen, som jo er der, hvor man bruger mest tid på selve sagen, sandsynliggør man, at ministeren for det første har fået at vide, at hvis hun fortsætter med den praksis, vil der være tale om en ulovlig administration, og at hun for det andet alligevel gav en instruks til sit embedsmandsapparat om at gå den vej. Det udgør en alvorlig sag, og derfor kommer undersøgelseskommissionen og advokaterne, som bagefter fortolker undersøgelseskommissionsarbejdet, jo også frem til, at det her med en overvejende sandsynlighed vil kunne føre til domfældelse.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nu har jeg dokumentet, som hr. Ole Birk Olesen fik, foran mig her, og der står:

»at der er en rimelig formodning om, at Rigsretten, hvis Instrukskommissionens bevisvurderinger ikke ændres, eller nye afgørende beviser fremkommer, vil finde, at der foreligger fortsæt eller grov uagtsomhed ... «.

Så mener jeg, at man jo må være et sted imellem de to forhold. Og så vil jeg bare gerne høre, om ikke hr. Ole Birk Olesen kan komme på et par sager blandt de 60, som er nævnt i beslutningsforslaget her, hvor man i hvert fald med overvejende sandsynlighed må sige, at den pågældende minister har begået noget, som var højere oppe i forsætsgraderne.

Ordføreren.

Det kan jeg faktisk ikke på stående fod komme i tanke om at der var. Altså, Dansk Folkeparti har ved flere lejligheder nævnt den sag, som hr. Morten Bødskov havde som justitsminister, hvor politiet sagde nej til, at fru Pia Kjærsgaard kunne komme ud på Christiania. I den sag var der mig bekendt ikke nogen oplysninger om, at hr. Morten Bødskov for det første var involveret i det og for det andet havde fået at vide, at der ville være tale om en forkert handlemåde, men alligevel bad sit apparat om at gøre det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er vi nået frem til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Jeg tror, at de fleste i Danmark har hørt om ministeransvarlighedsloven her i det seneste års tid. Måske er der også nogle, der har læst den; måske har man nøjedes med at læse om den. Den er ganske overkommelig; det er ikke en af de længste love – prøv at køre ligningsloven igennem i stedet for. Nej, ministeransvarlighedsloven er faktisk til at forstå. Jeg tror, at de fleste, som så sætter sig for at læse ministeransvarlighedsloven, vil blive ret overrasket over, hvad man egentlig som minister kan straffes for. Nu har vi talt meget om lovbrud, men nu citerer jeg:

»Såfremt en minister giver urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen«, kan man straffes – eller hvis man bare gør noget, som efter ministerens »stillings beskaffenhed« synes forkert, kan man straffes.

Der behøver altså ikke være tale om lovbrud. Det vil sige, at spændvidden for, hvad man egentlig kan dømmes for efter ministeransvarlighedsloven, er meget, meget bred. Og det er jo i det lys, at det er interessant at få kortlagt, hvad baggrunden egentlig er for, at man indleder sagen imod fru Inger Støjberg. Flere har sådan set lagt kortene åbent frem og sagt: Jamen det handler om politik. Problemet for dem er selvfølgelig, at de også i et eller andet omfang skal retfærdiggøre, at det handler om jura. Og inden for den vestlige verdens jura opererer vi normalt med det, vi kalder en syllogisme, altså at man har en praksis over for den juridiske tekst, og at man skal have de to ting til at hænge sammen. Gør de det, altså kan man få lovreglen til at harmonere med en konkret sag, og afspejler den praksis, så kan man fælde dom. Og det er derfor, at det er vigtigt, for ikke at sige bare alment interessant, at finde ud af, hvad praksis er.

Når vi så ser på den vurdering, som bl.a. det uafhængige advokatkontor – der faktisk er så uafhængigt, at de nærmest ikke har beskæftiget sig med strafferet overhovedet – er kommet frem til, så er det helt åbenlyst, at vi befinder os ved en af de laveste forsætsgrader. Det gør ikke, at man ikke kan straffes. Det er helt klart, for ifølge ministeransvarlighedsloven behøver man sådan set ikke engang at have gjort noget ulovligt for at kunne straffes; man skal bare have gjort noget, der ikke svarer til stillingens beskaffenhed. Så der er egentlig ingen tvivl om, at fru Inger Støjberg kan straffes. Spørgsmålet er, om hun bør straffes.

Ser vi på nogle af de sager, hvor Folketinget jo altså har afvist at rejse rigsretssager, så er det da eksempelvis tankevækkende i forhold til den sag, som jeg nævnte for hr. Ole Birk Olesen tidligere, om fru Birthe Rønn Hornbech, hvor man på trods af gentagne opfordringer ikke fik rettet op på et konventionsbrud, som i hvert fald nogle mener var et lovbrud, at man ikke dér lavede en vurdering. For det er i min optik helt tydeligt, at forsættet dér er større end det, som man kan sandsynliggøre hos fru Inger Støjberg. Det er fuldstændig rigtigt, at det at lyve over for Folketinget jo ikke i sig selv er et lovbrud, men det er alligevel et selvstændigt delikt, og derfor er man jo nødt til at sammenligne forsætsgraderne for at finde ud af, om det er rimeligt, at fru Inger Støjberg bliver dømt eller ej. At hun kan dømmes, er sådan set overhovedet ikke til diskussion, for jeg er ret sikker på, at det venstreorienterede flertal her i Folketinget finder, at hun har gjort noget, der strider mod hendes tidligere stillings beskaffenhed. Spørgsmålet er, om hun bør dømmes.

I alle andre sammenhænge benytter man jo praksis. Det er også ulovligt at køre over for gult lys, men det er meget, meget sjældent, at den slags sager ender i retssystemet, for det har man en praksis for at håndtere på en anden måde. Og derfor vil vi i Dansk Folkeparti gerne have kortlagt, hvad det egentlig er for en praksis, som Folketinget har anlagt i tidligere sager. Og det er helt ansvarsfrie eksempler, for de er jo forældede, så de her tidligere ministre kan ikke dømmes for noget som helst, som reglerne er i dag – som f.eks. da fru Annette Vilhelmsen udbetalte 1 mio. kr. til sin gode veninde, uden at der var lovhjemmel til det, eller som f.eks. da hr. Morten Bødskov afgav løgne over for Folketinget, som hr. Ole Birk Olesen nævnte, eller masser af andre sager. Så hvis man ville behandle den her rigsretssag ordentligt og redeligt, skylder man skal da måske i første række den, som man har valgt at anklage, nemlig fru Inger Støjberg, men i virkeligheden jo også sig selv og den integritet, som Folketinget og Rigsretten bør bestå af, at kortlægge, hvad praksis er. Og det er jo i al sin enkelhed det, som vi så har fået kortlagt her i dag, altså at det vil man ikke. Nye Borgerlige og Liberal Alliance vil gerne bakke op om forslaget; det kvitterer jeg selvfølgelig rigtig meget for. Men jeg synes, at det må stå som noget af et åbent spørgsmål, hvordan man både kan agere anklager og samtidig frarøve den anklagede muligheden for rent faktisk at navigere i praksis. I forhold til at de røde partier gør det, vil jeg sige: Fred være med det. Altså, det her handler om politik, har vi hørt; det handler om at få fru Inger Støjberg ned med nakken. Det kunne man ikke over for vælgerne, det kunne man ikke med sine argumenter; så bruger man Rigsretten.

Men jeg må sige, at i forhold til de to borgerlige partier, som har stemt for rigsretssagen, at det da virker noget underligt, al den stund at man jo sad i regering med fru Inger Støjberg. Man accepterede, da tingene kom for en dag i pressen, hvordan forholdene nu engang var, men på valgdagen skiftede man så lige pludselig politik. Det synes jeg taler til historiebøgerne på en lidt underfundig måde.

Men vi ser frem til at få behandlet det her yderligere i Udvalget for Forretningsordenen. Så må vi se, om vi med gode argumenter kan få vores blå venner til at komme på bedre tanker. Tak, formand.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.