Tak, formand. Jeg tror, at de fleste i Danmark har hørt om ministeransvarlighedsloven her i det seneste års tid. Måske er der også nogle, der har læst den; måske har man nøjedes med at læse om den. Den er ganske overkommelig; det er ikke en af de længste love – prøv at køre ligningsloven igennem i stedet for. Nej, ministeransvarlighedsloven er faktisk til at forstå. Jeg tror, at de fleste, som så sætter sig for at læse ministeransvarlighedsloven, vil blive ret overrasket over, hvad man egentlig som minister kan straffes for. Nu har vi talt meget om lovbrud, men nu citerer jeg:
»Såfremt en minister giver urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen«, kan man straffes – eller hvis man bare gør noget, som efter ministerens »stillings beskaffenhed« synes forkert, kan man straffes.
Der behøver altså ikke være tale om lovbrud. Det vil sige, at spændvidden for, hvad man egentlig kan dømmes for efter ministeransvarlighedsloven, er meget, meget bred. Og det er jo i det lys, at det er interessant at få kortlagt, hvad baggrunden egentlig er for, at man indleder sagen imod fru Inger Støjberg. Flere har sådan set lagt kortene åbent frem og sagt: Jamen det handler om politik. Problemet for dem er selvfølgelig, at de også i et eller andet omfang skal retfærdiggøre, at det handler om jura. Og inden for den vestlige verdens jura opererer vi normalt med det, vi kalder en syllogisme, altså at man har en praksis over for den juridiske tekst, og at man skal have de to ting til at hænge sammen. Gør de det, altså kan man få lovreglen til at harmonere med en konkret sag, og afspejler den praksis, så kan man fælde dom. Og det er derfor, at det er vigtigt, for ikke at sige bare alment interessant, at finde ud af, hvad praksis er.
Når vi så ser på den vurdering, som bl.a. det uafhængige advokatkontor – der faktisk er så uafhængigt, at de nærmest ikke har beskæftiget sig med strafferet overhovedet – er kommet frem til, så er det helt åbenlyst, at vi befinder os ved en af de laveste forsætsgrader. Det gør ikke, at man ikke kan straffes. Det er helt klart, for ifølge ministeransvarlighedsloven behøver man sådan set ikke engang at have gjort noget ulovligt for at kunne straffes; man skal bare have gjort noget, der ikke svarer til stillingens beskaffenhed. Så der er egentlig ingen tvivl om, at fru Inger Støjberg kan straffes. Spørgsmålet er, om hun bør straffes.
Ser vi på nogle af de sager, hvor Folketinget jo altså har afvist at rejse rigsretssager, så er det da eksempelvis tankevækkende i forhold til den sag, som jeg nævnte for hr. Ole Birk Olesen tidligere, om fru Birthe Rønn Hornbech, hvor man på trods af gentagne opfordringer ikke fik rettet op på et konventionsbrud, som i hvert fald nogle mener var et lovbrud, at man ikke dér lavede en vurdering. For det er i min optik helt tydeligt, at forsættet dér er større end det, som man kan sandsynliggøre hos fru Inger Støjberg. Det er fuldstændig rigtigt, at det at lyve over for Folketinget jo ikke i sig selv er et lovbrud, men det er alligevel et selvstændigt delikt, og derfor er man jo nødt til at sammenligne forsætsgraderne for at finde ud af, om det er rimeligt, at fru Inger Støjberg bliver dømt eller ej. At hun kan dømmes, er sådan set overhovedet ikke til diskussion, for jeg er ret sikker på, at det venstreorienterede flertal her i Folketinget finder, at hun har gjort noget, der strider mod hendes tidligere stillings beskaffenhed. Spørgsmålet er, om hun bør dømmes.
I alle andre sammenhænge benytter man jo praksis. Det er også ulovligt at køre over for gult lys, men det er meget, meget sjældent, at den slags sager ender i retssystemet, for det har man en praksis for at håndtere på en anden måde. Og derfor vil vi i Dansk Folkeparti gerne have kortlagt, hvad det egentlig er for en praksis, som Folketinget har anlagt i tidligere sager. Og det er helt ansvarsfrie eksempler, for de er jo forældede, så de her tidligere ministre kan ikke dømmes for noget som helst, som reglerne er i dag – som f.eks. da fru Annette Vilhelmsen udbetalte 1 mio. kr. til sin gode veninde, uden at der var lovhjemmel til det, eller som f.eks. da hr. Morten Bødskov afgav løgne over for Folketinget, som hr. Ole Birk Olesen nævnte, eller masser af andre sager. Så hvis man ville behandle den her rigsretssag ordentligt og redeligt, skylder man skal da måske i første række den, som man har valgt at anklage, nemlig fru Inger Støjberg, men i virkeligheden jo også sig selv og den integritet, som Folketinget og Rigsretten bør bestå af, at kortlægge, hvad praksis er. Og det er jo i al sin enkelhed det, som vi så har fået kortlagt her i dag, altså at det vil man ikke. Nye Borgerlige og Liberal Alliance vil gerne bakke op om forslaget; det kvitterer jeg selvfølgelig rigtig meget for. Men jeg synes, at det må stå som noget af et åbent spørgsmål, hvordan man både kan agere anklager og samtidig frarøve den anklagede muligheden for rent faktisk at navigere i praksis. I forhold til at de røde partier gør det, vil jeg sige: Fred være med det. Altså, det her handler om politik, har vi hørt; det handler om at få fru Inger Støjberg ned med nakken. Det kunne man ikke over for vælgerne, det kunne man ikke med sine argumenter; så bruger man Rigsretten.
Men jeg må sige, at i forhold til de to borgerlige partier, som har stemt for rigsretssagen, at det da virker noget underligt, al den stund at man jo sad i regering med fru Inger Støjberg. Man accepterede, da tingene kom for en dag i pressen, hvordan forholdene nu engang var, men på valgdagen skiftede man så lige pludselig politik. Det synes jeg taler til historiebøgerne på en lidt underfundig måde.
Men vi ser frem til at få behandlet det her yderligere i Udvalget for Forretningsordenen. Så må vi se, om vi med gode argumenter kan få vores blå venner til at komme på bedre tanker. Tak, formand.