Tak, formand. Det er så anden gang i dag, at et forslag fra Dansk Folkeparti kan samle blå blok og kan vise, at der er et reelt alternativ mellem venstre og højre side her i Folketingssalen. Om ikke andet er det da i sig selv en positiv ting.
Men det mest interessante ved debatten har i virkeligheden været, at mange af de forsøg på polemiske kommentarer, som især venstrefløjen er kommet med, afslører eller understreger den nok væsentligste pointe ved det her forslag, og hvorfor det er nødvendigt og en god idé at få en egentlig kanon for den danske sangskat. Jeg synes, at især hr. Christian Juhl slog hovedet på sømmet, da han gengav det billede, som jeg sagtens fra min tid som kirkesanger kan huske, at mange står famlende ved salmevalg, ikke bare når man skal tage afsked med et kært familiemedlem, der er gået bort, men måske også i dåbssituationen, hvor præsten kan spørge, om der er nogen særlige salmer, man har lyst til skal blive sunget, fordi de fleste nok er vokset op med Højskolesangbogen som den sangbog, der ligesom samler den danske sangskat. Så er der selvfølgelig folk som hr. Christian Juhl og andre, for hvem Arbejdersangbogen også spiller en rolle. Men jeg tror, at de fleste har det sådan med Højskolesangbogen. Den er ligesom mere naturlig at gå til end f.eks. salmebogen.
I takt med at rigtig mange salmer jo igennem revisionerne glider ud – glider ud af den naturlige sangbog for de fleste danskere – så bliver stadig flere salmer også fremmede for mange, der måske ikke kommer i kirken hver søndag. På den måde bliver vi som folk fattigere, for det kan da godt være, at de stadig væk står i salmebogen, men hvis det virker mere arkaisk, stift, unaturligt at have en salmebog stående på hylden end Højskolesangbogen, ja, så er det jo selve den del af dansk kultur, som er i salmesangskatten, der bliver fremmed.
Det samme kan jo siges i forhold til de mange gode, sådan traditionelle og historiske meget betydningsfulde sange, som i revision efter revision glider ud af Højskolesangbogen: »Danmark, i tusind år«, »De snekker mødtes i kvæld på hav«, »Den sømand, han må lide«, »I Skanderborrig enge« osv. osv. – sange, tekster, som igennem generationer har båret en fortælling om det at være menneske her i Danmark, men som ikke længere bliver sunget, fordi de ikke er i Højskolesangbogen og man må ty til mere eller mindre obskure hjemmesider på internettet for at kunne finde dem.
Det er en skam, for netop sangen er nok et af de mest umiddelbare og fordomsfrie rum, hvor vi kan mødes som folk. Det at høre en melodi, man kender og kan slå op og synge med på, bygger jo netop bro over de politiske forskelle, som hr. Christian Juhl er så optaget af. Det er netop derfor, at hr. Kasper Sand Kjær tager så meget fejl, når han siger, at det her forslag handler om at grave en kiste ned. Nej, det handler om at holde en kiste åben over for kommende generationer, åben for de små klumper af guld, som bliver fravalgt af det ganske afhængige udvalg, der sidder og laver løbende revisioner af den her sangbog, Højskolesangbogen.
Kan man så sige, at Højskolesangbogen er politisk? Nej, man kan nok ikke sige, at den sådan er en sangbog, der ville passe ind i et bestemt politisk parti. Men den ville ikke og tror jeg aldrig komme til, ligesom Arbejdersangbogen nok er naturlig at have stående på reolen hos hr. Christian Juhl eller andre på venstrefløjen, at kunne associeres med et bestemt politisk parti.
Men er der en tendens i de revisioner, som bogen løbende gennemgår? Ja, det må man sige. Der er en klar identitetspolitisk slagside i forhold til de mange især engelsksprogede popsange, som jo ikke har nogen umiddelbar relevans for dansk kultur, men ikke findes i oversatte udgaver. Der er en klar slagside i forhold til de mange salmer, som netop udgår.
Det gælder selvfølgelig også det, at man vælger en sang, der handler om ramadanen, fordi dens eneste kvalitet er, at den handler om ramadanen. Hvis det så var et ordentligt stykke lyrik, der netop kunne måle sig med, jeg tror, det var Brodersen, hr. Christian Juhl nævnte, eller Jakob Knudsen eller Pontoppidan eller andre store digtere, kunne man selvfølgelig retfærdiggøre det. Det er jo ikke sådan, at det nødvendigvis skal være udelukket. Vi har også nogle af Grundtvigs fantastiske pinsesalmer, som taler om både jøder og hedninge. Det er jo helt naturligt. Men at man vælger fra højskolesangbogsudvalgets side at gå på åbenlyst kompromis med kvaliteten, fordi man ønsker at vælge en sang, der har en bestemt slagside politisk, siger selvfølgelig meget om, hvor den her bog bevæger sig hen.
Der har vi brug for et alternativ og for noget, der stopper op over for internationaliseringen og holder fast i de ting, som igennem århundreder har holdt sammen på et folk, for hvad er det næste, der ryger ud i den 20. udgave? Det kan jo være, at det er »Kong Christian stod ved højen mast«, som Enhedslistens repræsentant bestemt ikke brød sig om. Der er sikkert flere salmer, der ikke kommer med. Men sikkert er det i hvert fald, at den bevægelse, som de seneste fire-fem revisioner har vist, vil fortsætte.
Det er der, hvor vi i en stadig mere fragmenteret international agil verden, er nødt til at erkende, at ligesom vi har en litteraturkanon, en demokratikanon, en danmarkskanon, der er et anker i tilværelsen, vil en sangkanon netop kunne fastholde de værdier, som på højskolesangsbogsudvalgets hellige alter bliver valgt fra, for vi kan jo ikke afgøre, hvad den private forening i højskolebevægelsen ønsker skal være i deres sangbog. Men vi kan have en åben og folkelig debat om, hvad vi synes er den danske sangskat. Det skal da ikke monopoliseres i en bestemt privat forenings virksomhed, som så kan tjene penge på at sælge en bog, folk tror er den danske sangskat. Det skal da forankres langt bredere.
Hvordan man så gør det, er jeg helt åben over for. Det kunne være, at vi alle sammen i Kulturudvalget, alle partier, giver hinanden vetoret. Man siger: Skyd ind med gode forslag, og er der en, der er imod, trækker vi det. Vi kunne også tage et tilfældigt udsnit af danskerne. Jeg er sådan set helt åben over for, hvordan man sammensætter det her udvalg. Det, jeg ikke er åben over for, er, at vi overlader det til et udvalg af udvalgte afhængige folk, som så får lov til at lave en sangbog, der gradvis bevæger sig længere og længere væk fra det, som jeg i hvert fald tror at rigtig mange danskere betragter som kernen i den danske sangskat.
Derfor er jeg glad for endnu en gang – som sagt for anden gang i dag – at få understreget, at der er en markant forskel på, om det her Folketing er sammensat med et rødt flertal eller med et blåt flertal. Det røde flertal har ikke noget problem med, at den danske sangskat langsomt bliver eroderet ud, fordi man har overladt det til et udvalg, som man ikke har nogen demokratisk føling eller kontrol med, hvorimod der i blå side er et reelt hjerte, der banker ikke bare for Højskolesangbogen eller salmebogen, men derimod for den danske sangskat, og som derfor også er villig til at indgå i et arbejde om, hvordan vi sikrer den.
Jeg er ikke i tvivl om, hvor den almene dansker står. Jeg er ret sikker på, at for den gennemsnitlige socialdemokrat er Højskolesangbogen og Arbejdersangbogen lige naturlige. Det kan godt være, at hr. Kasper Sand Kjær og hr. Christian Juhl har andre synspunkter og andre præferencer, men jeg kender mange socialdemokrater, der med glæde og gjaldende røst synger med på Johannes Ewalds sang »Kong Christian stod ved højen mast«. Det synes jeg de skal have lov til, for der er noget, der er stærkere end vores politiske overbevisning, og det er vores fælles forankring i historien. Jeg kan ikke komme på noget bedre redskab til at formidle netop den end det sungne og det digtede ord. Derfor er det utrolig ærgerligt, at venstrefløjen vil overlade det til et lille udvalg af tydeligvis politisk motiverede typer at bestemme, hvad der skal være den danske sangskat. Tak, formand.