Ministeren bedes bekræfte, om dette tidligere svar på MOF alm. del – spørgsmål 609 (2018-2019, 1. samling) fortsat er gældende. Ministeren bedes herunder redegøre for, om der er lovhjemmel til at grave døde mink ned i massegrave og i givet fald oplyse, hvem har givet tilladelsen til dette. Ministeren bedes herudover sende en redegørelse for processen, hvilke ministerier der har været involveret, og oplyse, hvordan man har samarbejdet med kommunerne vedr. massegravene.
”Det er ikke lovligt at grave døde opdrættede dyr ned på grund af risikoen for spredning af smitsomme husdyrsygdomme. Med opdrættede dyr menes alle dyr, som holdes, opfedes eller opdrættes af mennesker med henblik på produktion af fødevarer, uld, pelsværk, fjer, huder og skind eller andre produkter fra dyr eller med henblik på andre landbrugsformål. Reglerne er EU-krav, som er fastsat i forordning 1069/2009 om animalske biprodukter, samt i tilhørende gennemførelsesforordning 143/2011.
Slagtede hobbydyr som f.eks. kyllinger betragtes som opdrættede dyr, idet de kan slagtes med henblik på at blive fødevarer. Slagteaffaldet skal bortskaffes efter reglerne om animalske biprodukter. Det vil oftest være bortskaffelse til et godkendt forarbejdningsanlæg. Nedgravning af slagteaffald fra opdrættede dyr er ikke en lovlig bortskaffelsesmetode ifølge reglerne om animalske biprodukter.
Med hensyn til døde kæledyr gælder andre regler. Det er muligt at nedgrave det døde kæledyr i en privat have i sjældne eller enkeltstående tilfælde. Det skyldes, at der ikke er samme risiko for spredning af smitsomme husdyrsygdomme som ved nedgravning af produktionsdyr. Nedgravning af kæledyr bør ske i en dybde, der sikrer mod, at kødædende dyr kan opgrave det døde kæledyr. Er der imidlertid tale om større kæledyr som hund og kat, der ønskes begravet i nærheden af en drikkevandsindvinding, skal kommunen søges om tilladelse. Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen har i samarbejde udarbejdet retningslinjer for håndtering af døde kæledyr. Retningslinjerne findes på begge styrelsernes hjemmesider.”
Dato: 26-11-2020
Status: Endeligt besvaret
Emne:
dyr og dyrevelfærd