Sundheds- og Ældreministeriet betoner vigtigheden af, at alle borgere har mulighed for at transportere sig til vaccinationssteder med henblik på at modtage vaccination mod COVID-19. Dette gælder især borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som vurderes at være den gruppe af borgere, som kan have sværest ved selv at transportere sig til et vaccinationssted. Det er imidlertid ikke alle borgere i disse målgrupper, som vil have mulighed for enten at transportere sig selv eller f.eks. blive transporteret af et familiemedlem til vaccinationsstedet.
a. Kan ministeren bekræfte, at kommunerne ikke er forpligtet til at yde tilskud til befordring til vaccination mod COVID-19?
b. Er ministeren enig i, at dette er et stort problem for de svage borgere i de kommuner, der evt. ikke indfører et tilskud til befordring?
c. Vil kommuner, som yder tilskud til befordring, bliver kompenseret økonomisk?
d. Hvor mange kommuner yder tilskud til befordring til vaccination mod COVID-19?
Dato: 05-01-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne:
COVID-19 pandemien, sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse