V 21 Om anvendelsen af handelssanktioner.

Samling: 2019-20
Status: Vedtaget

Om forslag til vedtagelse

Fremsat:
29-11-2019
Forslag til vedtagelse:
Folketinget finder, at handelssanktioner kan være et nyttigt udenrigspolitisk instrument, som er at foretrække frem for anvendelse af væbnet magt. Folketinget udtaler støtte til, at sanktioner kan anvendes i bestræbelserne på at sikre fred og overholdelse af international ret, menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper. Der bør så vidt muligt anvendes specifikke og målrettede sanktioner. Negative konsekvenser for virksomheder og arbejdstagere i EU bør tages i betragtning, når EU’s sanktioner udformes. Folketinget anerkender, at handelssanktioner indført af FN, EU eller tredjelande i visse begrænsede tilfælde kan føre til eksportbegrænsninger i et sådant omfang, at danske virksomheder må afskedige medarbejdere. Det kan være en utilsigtet konsekvens, som i videst muligt omfang bør imødegås. Folketinget opfordrer regeringen til at anvende allokerede offentlige midler og myndigheder, herunder Eksportrådet, til at hjælpe danske virksomheder med at finde andre markeder i tilfælde, hvor sanktioner måtte få uhensigtsmæssige konsekvenser for eksportmulighederne til et sanktionsramt marked.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 90 (S, V, RV, SF, KF, ALT, NB og LA), imod stemte 11 (DF), hverken for eller imod stemte 8 (EL).
Fremsat under: