Også her vil jeg gerne starte med at sige mange tak for spørgsmålet. Og jeg vil også gerne slå fast, at regeringen ikke har afskaffet integrationsydelsen, og at regeringen fortsat vil lægge vægt på, at nyankomne flygtninge ikke skal have adgang til fuld kontanthjælp fra dag et. Med lovforslaget om et midlertidigt børnetilskud, som Folketinget behandler nu, ønsker regeringen at give en økonomisk håndsrækning til forsørgelsen af de børn, hvis forældre befinder sig i kontanthjælpssystemet, og som får reduceret hjælpen på grund af enten kontanthjælpsloftet, eller fordi de modtager integrationsydelse. Der er tale om en midlertidig løsning, indtil vi på baggrund af anbefalinger fra en ydelseskommission forhåbentlig med et bredt flertal i Folketinget kan få forhandlet et nyt og et mere balanceret ydelsessystem på plads.
Jeg vil derudover, som også beskæftigelsesministeren har været inde på ved flere lejligheder, gerne slå et par øvrige ting fast. Vi mener, at der skal være en tydelig økonomisk gevinst ved at være i arbejde, og vi står fast på en stram udlændingepolitik, og vi står fast på princippet om, at med rettigheder følger også pligter. Derudover har vi også det synspunkt, at alle børn i Danmark skal have nogle rimelige vilkår, når de vokser op, selv om mor og far modtager offentlig forsørgelse. Det er et meget vigtigt hensyn, som også er nødt til at være en del af den politiske debat.
Den balance skal vi finde, og det er bl.a. derfor, at vi vil nedsætte en ydelseskommission. Den skal netop komme med anbefalinger til et mere balanceret ydelsessystem, der både tager højde for, at der skal være rimelige økonomiske muligheder for alle børnefamilier i landet, og at det skal kunne betale sig at arbejde, og at man skal tage hensyn til, hvilken effekt det vil have på tilstrømningen af asylansøgere til Danmark.