Først og fremmest vil jeg sige, at jeg havde en rigtig, rigtig god tur til Færøerne. Jeg må også indrømme, at det her er et sted, hvor jeg ikke når min forgænger til sokkeholderne, altså i den dansk-færøske ånd. Så jeg skal nok gøre mig lidt ekstra umage, og det vil jeg forsøge at gøre. Men vi havde en rigtig, rigtig god rejse, og jeg har allerede nu mødtes med den nye lagmand tre gange, og det viser jo noget om, hvor højt vi begge prioriterer samarbejdet. Så det var en rigtig god rejse, og det er også ret afgørende, at vi som danske politikere kommer godt rundt i vores rigsfællesskab, fordi der er så stor forskel på de vilkår, vi lever under og dermed også træffer politiske beslutninger efter.
Når det så drejer sig om politiske beslutninger, tror jeg – apropos den diskussion, jeg lige har haft med vores grønlandske kolleger – at der skal stå en ret klar respekt om arbejdsdeling i vores rigsfællesskab. Vi kan jo gensidigt have forskellige holdninger til områder, der er henholdsvis grønlandske, danske og færøske, men hvor vi ikke har en kompetence i forhold til hinanden, og der skal vi i mine øjne respektere den fordeling og den opgavedeling, der er imellem landene. Det drejer sig også om handelsområdet, når vi kigger på Færøerne. Og så er det selvfølgelig sådan, at ganske meget i dag smelter sammen, også med hensyn til udenrigspolitikken, og derfor kan der være nogle gråzoner. Dem må vi så diskutere, men jeg vil nødig gå ind i det, hvad enten det drejer sig om, hvordan man skal prioritere rent grønlandske midler i Grønlands politik, eller hvordan man skal håndtere områder, eksempelvis på Færøerne, som ikke er danske anliggender.