Så kom elefanten i rummet, altså ikke de fire elefanter, hr. Jakob Ellemann-Jensen synes er lidt omkostningsrige, men diskussionen, som vi har kørende her. Og det er jo spændende. Jeg vil da starte med at sige, at jeg synes, det var godt at høre statsministerens ord om folkeskolen. Det er ikke noget, der har fundet vej til regeringens finanslovsforslag, men jeg synes ikke desto mindre, at signalet er vigtigt, for der er brug for, at lærerne har mere tid med børnene og bedre tid til at lykkes med deres opgave, og at der bliver en reel ny start. Så det synes jeg kun der er grund til at tage positivt ned.
Så synes jeg også, der er en anden ting, der er værd at opholde sig ved, og det er, at det første af de børn, som har relation til Danmark, og som befinder sig i syriske flygtningelejre, nu er kommet tilbage. Det er vel strengt taget det andet, men det barn, vi taler om her, var jo et spædbarn, som er forældreløs. Det er en gennemført tragisk sag, hvor jeg også gerne her vil udtrykke min anerkendelse af regeringens indsats for at få det barn hentet hjem. Det er selvfølgelig først og fremmest med store omkostninger for barnet og familierne, men det er heller ikke uden besvær og uden risiko at gøre indsatsen, og derfor vil jeg også udtrykke en anerkendelse til alle dem, der har været involveret i det.
Jeg vil så også sige, at når jeg ser reaktionerne, bl.a. fra Dansk Folkeparti og fra forskellige andre leder og kanter, hvor man giver udtryk for, at det er en gestus, man ikke kan gøre med nationens sikkerhed for øje, må jeg sige, at det synes jeg er en sjælden kynisme. Jeg vil egentlig gerne bede om statsministerens reaktion på, at folk mener, at et 11 måneder gammelt barn på nogen måde kan, hverken henført til forældrenes ophav eller sit etniske ophav, være til fare for statens sikkerhed. Dernæst vil jeg også bare sige, at hvis det gør sig gældende for et 11 måneder gammelt forældreløst barn, gør det sig så ikke også gældende for et andet lige så gammelt barn, som dog ikke har lidt den skade, at begge forældre er kommet af dage?