Spm. nr. US 12

Spm. nr. US 12

Tak for det. Jeg vil gerne tale lidt om den udfordring, vi har med at få unge nyuddannede akademikere til at tage det arbejde, de nu engang kan få.

For selv om vi er i en situation, hvor beskæftigelsen som bekendt buldrer derudad og ledigheden falder for stort set alle samfundsgrupper, så forbliver ledigheden for dimittender fortsat på det samme høje niveau. Når man ser på akademikere, der har afsluttet deres studie inden for 1 år, er ledigheden på 30 pct., og det er hver fjerde dagpengemodtager, som er dimittend. Det er jo ikke, fordi det er en stor eller en overvældende samfundsgruppe, og det er jo heller ikke en ressourcesvag samfundsgruppe.

Når man hører de her tal, tænker man, at det her må være en hårdt presset ressourcesvag samfundsgruppe, men det er jo egentlig snarere det modsatte. Altså, det er de mest ressourcestærke mennesker, der har sværest ved at tage et arbejde. Det handler jo ofte om indstilling og incitamenter, at der er for mange, der ser dagpengesystemet som en mulighed, hvor man lige kan se tiden an og håbe på, at der falder et drømmejob ned i hatten, og at det er lige så sjovt og spændende og kreativt og selvrealiserende som det studium, man nu engang har kastet sig over. Jeg tror ikke, jeg vil trætte statsministeren med de historier, der har været i medierne de seneste dage, men det er jo nogle klassikere om, at der er nogle, der er for fine til at tage et job i Netto eller for fine til at bevæge sig uden for København.

Som vi ser det, er udfordringen selvfølgelig, at studerende oplever at have en offentlig indkomst på omkring 6.000 kr., og når de så er færdige med deres studie og bliver arbejdsløse, ja, så stiger den til 13.000 kr. om måneden, fordi de skal være forsikret mod at tabe et job, de aldrig har haft. Det er et uheldigt system, synes vi, og vi kan ikke se det rimelige i, at man på den måde lader den kreative klasse systematisk udbytte det arbejdende folk og siger, at det er lastbilchaufføren og bryggeriarbejderen Arne, der skal sørge for, at folk, der har læst bæredygtigt kulturarvsmanagement, skal have dimittenddagpenge. Så derfor er mit spørgsmål til statsministeren: Hvad vil regeringen gøre for at bringe ledige nyuddannede akademikere i job, og er man villig til at kigge på dimittendsatsen?

Statsministeren, værsgo.

Jeg har det jo helt grundlæggende sådan, at hvis der overhovedet er et job at få, skal man tage det i stedet for at gå arbejdsløs, og jeg har ingen forståelse for nogen af de eksempler, jeg hører om, hvor man siger, at man hellere vil gå arbejdsløs i x antal måneder for at få drømmejobbet end at forsørge sig selv. Jeg kan simpelt hen ikke forstå den tankegang – helt, helt grundlæggende. Så der er nogle udfordringer her. Jeg forstår, at beskæftigelsesministeren vil kigge på reglerne igen.

Nu har vi jo diskuteret mange ting i dag. Det her er jo også i mine øjne værdipolitik. Man lever i et velfærdssamfund som vores, hvor andre mennesker går på arbejde for, at man kan tage en uddannelse, og hvor man, når man så er færdig med den uddannelse, gerne skal have lagt en jobplan, mens man studerer færdig, og hvis ikke der er lige det job, man gerne vil have, så skal man da vågne om morgenen og tænke: Okay, hvordan finder jeg så et andet job, så jeg ikke ligger samfundet til last og forsørger mig selv? Hvis den kultur ikke gennemsyrer alle, er vi da mere end villige til at tage den diskussion forfra igen.

Hr. Alex Vanopslagh, værsgo.

Det er jo ikke rigtigt. Spørgsmålet er jo, om man er villig til at sikre en lavere dimittendsats, så de ikke får 13.000 kr. på dimittenddagpenge, men eksempelvis kun får 8.000 kr. Jeg er lidt uskarp på, hvad svaret på det spørgsmål var.

Jeg har forstået, at man måske lidt laver den her klassiske strudseløsning, hvor man stikker hovedet i jorden og siger, at så må jobcentrene blive bedre til at anvise job og sikre, at rådighedsreglerne bliver overholdt. Men jeg har svært ved at se, hvad det er, der gør, at lige præcis den her regering skulle være den første i 10 år, der får presset jobcentrene til at lykkes med at bringe ledige akademikere i job.

Jeg vil gerne lade tvivlen komme jer til gode, og den gode nyhed er jo, at Coop har været ude at sige i dag, at de godt kan ansætte de her knap 7.000 akademikere i løbet af det næste år. Hvis det bare handler om, at jobcentrene skal blive bedre til at anvise job, hvornår forventer statsministeren så de her 7.000 ledige akademikere er blevet ansat hos Coop eller et andet sted?

Statsministeren.

Nu er det nok lidt svært for mig at stå og lægge en konkret jobplan for hver enkelt ledig.

Dagpengesatsen er jo en tilbagevendende diskussion mellem Liberal Alliance og Socialdemokratiet, og mig bekendt har partiet et ønske om at gå endnu længere også på de almindelige dagpengeregler. Det er ikke sikkert, at vi finder hinanden der.

Men der er jo også noget i det her, der simpelt hen handler om ret og pligt. Jamen det er der jo, for jeg er jo tilhænger af, at vi har ordentlige ydelser i det her land, som man kan leve af, hvis man bliver ramt af arbejdsløshed, men jeg er jo mindst lige så stærk tilhænger af ret og pligt, og det er jo den måde, vi har bygget vores arbejdsmarked på.

Man skal jo bare huske, at selv om vi internationalt set har høje ydelser, går langt de fleste mennesker jo altså på arbejde i det her land, og det er jo ikke, fordi det er ydelserne, der driver dem. Det er ganske enkelt også, fordi der er rigtig mange mennesker, der vågner om morgenen og tænker: Jeg skal gå på arbejde. Det er jo den tankegang, vi skal understøtte. Der er noget, der tyder på, at det ikke er alle nyuddannede, der tænker ligesom meget på samfundet om morgenen, som de tænker på sig selv, og det skal vi have gjort noget ved.

Hr. Alex Vanopslagh. Værsgo.

Alt det principielle og det overordnede er vi jo fuldstændig enige om, og det tror jeg også godt statsministeren ved. Jeg synes bare, det er vigtigt, at de ydre incitamenter passer til det indre værdikompas, vi har i samfundet. Og der er det grænsende til det perverse, at man kan gå fra at få 6.000 kr. til at få 13.000 kr. i offentlig indkomst, fordi man skal forsikres imod at tabe et job, man aldrig har haft. Og det er jo der, jeg mener, at det så er naturligt, at der er nogle, der reagerer på de incitamenter, også selv om vi har paroler om ret og pligt, og der skal man måske også passe på, at man ikke ender med at få et samfund, hvor man nægter at ændre ydelsesniveauet, men i stedet for siger, at så skal pisken svinges hårdere – altså at det bliver konkurrencestatslogikken, der tager over, i stedet for den sunde fornuft.

Jeg skal jo lige nå at stille et tredje og sidste spørgsmål, og derfor vil jeg tage fat i det, som statsministeren nævnte tidligere, nemlig det med kærligheden til Produktionsdanmark – eller det konkrete Danmark, som jeg plejer at kalde det – og ønsket om, at man skal bruge endnu flere penge på uddannelse. Nogle af de uddannelser, der har den højeste dimittendledighed, er uddannelser som spatial designs and society, bæredygtig kulturarvsmanagement, globale områdestudier og europæisk etnologi. Jeg skal bare være med – er det regeringens ambition, at de her studier skal have flere penge fra det konkrete Danmark, altså fra Produktionsdanmark, og hvordan gavner det Produktionsdanmark, at skatterne skal hæves for at give flere penge til den her type ævlebævlestudier?

Statsministeren, værsgo.

Der var faktisk studieretninger dér, jeg ikke havde hørt om tidligere, og jeg vil sige, at fra regeringens side er vores helt klare holdning jo, at dimensionering af uddannelser er et rigtig, rigtig vigtigt værktøj i uddannelsespolitikken. Vi skal ikke uddanne folk til områder, hvor der ikke er beskæftigelse, og derfor skal vi jo hele tiden have et øje på, om vi flytter uddannelsespengene i den rigtige retning.

Må jeg så ikke oven i det bare lige sige, at det at insistere på ret og pligt ikke er at svinge pisken. Altså, at insistere på ret og pligt er i mine øjne at være tro over for det fundament, Danmark er bygget på. Det gennemsyrer hele vores arbejdsmarked, og det er jo det, der gør, at vi har så høj en erhvervsfrekvens, så høj en beskæftigelsesfrekvens og i øvrigt en lav ledighed, og at rigtig, rigtig mange mennesker dag og nat vågner og tænker: Jeg skal selvfølgelig gå på arbejde, jeg skal forsørge mig selv og min familie; jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at bringe det her samfund videre. Det er ikke at svinge pisken – det er i mine øjne at være tro mod et af de absolut vigtigste fundamenter, Danmark er bygget på.

Tak til hr. Alex Vanopslagh. Tak til statsministeren.

Spørgetiden er sluttet.