Spm. nr. S 961

18) Til børne- og undervisningsministeren af:

Marie Krarup (DF) :

Er ministeren ikke enig i, at det vil give flere pladser i daginstitutioner – som man især har brug for i en presset coronatid – hvis man gjorde hjemmepasningsordningen for småbørn obligatorisk for alle landets kommuner i stedet for at fastholde det som en frivillig ordning?

Værsgo.

Tak. Er ministeren ikke enig i, at det vil give flere pladser i daginstitutioner – som man især har brug for i en presset coronatid – hvis man gjorde hjemmepasningsordningen for småbørn obligatorisk for alle landets kommuner i stedet for at fastholde det som en frivillig ordning?

Ministeren.

Det er på en eller anden måde et kontrafaktisk spørgsmål og et lidt hypotetisk spørgsmål. Derfor kan man sige, at det ikke kan blive andet end et lidt kontrafaktisk og også hypotetisk svar, der bliver givet på det. Men jeg vil sige, at kommunerne jo lige nu arbejder benhårdt på at udvide kapaciteten, både hvad angår personale og lokaler, så der kan skabes en god om end anderledes hverdag for børnene inden for rammerne af de sundhedsmæssige retningslinjer. Jeg synes faktisk, det er ret imponerende, hvordan det er lykkedes på trods af de vanskelige rammer.

I forhold til det konkrete spørgsmål er det vel sådan, at hvis ordningen med at få penge for at passe børnene derhjemme var obligatorisk, havde flere forældre vel valgt det forud for coronakrisen, og så havde kommunerne også planlagt det anderledes og derfor samlet set haft en mindre kommunal kapacitet. Det vil sige, at der havde været færre pladser, og at der havde været mindre plads i dagtilbuddene generelt. Det vil sige, at det i bedste fald ikke ville have gjort nogen forskel, for så ville de børn i forvejen havde været hjemme. I værste fald ville det måske endda have betyde, og det er jo så en hypotese, at det ville have været sværere at håndtere den nuværende situation, simpelt hen fordi man så ville have haft mindre kapacitet i vuggestuer og børnehaver og dermed have haft færre kort på hånden i forhold til at få hele puslespillet til at gå op.

Men uanset hvad er spørgsmålet hypotetisk og foreholder en situation, der ikke eksisterer. Derfor er svaret jo også i virkeligheden lige så flagrende som spørgsmålet. Vi har ikke fra regeringens side noget ønske om, at forældrene melder deres børn ud af hverken dagpleje, vuggestue eller børnehave. Vi ønsker måske særlig i den nuværende situation, at alle børn og forældre får glæde af en dagtilbudsplads, hvor der er et veluddannet pædagogisk personale, og hvor det enkelte barn kommer med ind i et fællesskab med andre børn.

I dag er ordningen med tilskud til pasning af egne børn som bekendt frivilligt for kommunerne at tilbyde. Det er cirka halvdelen af kommunerne, der har indført den ordning, og der gives tilskud til omkring 1.000 børn, så i forhold til det samlede antal børn på daginstitutionsområdet er det en relativt begrænset gruppe, vi taler om. Jeg overlader det sådan set trygt til den enkelte kommune at vurdere, om de synes, det er en god idé i forhold til deres samlede udfordringer omkring genåbning, eller om det er andre løsninger, der skal anvendes i de enkelte kommuner.

Spørgeren.

Tak for svaret. Nu var spørgsmålet faktisk ikke ment hypotetisk. Det var ment på den måde, om det ikke ville være en løsning, hvis man satte ind nu og gav større mulighed for, at forældre kan passe deres børn selv. Jeg mener rent faktisk, at det er meget, meget konkret lige nu. For lige nu, hvor daginstitutionerne åbner, er der forældre, der får at vide, at det ikke er muligt at have plads til så mange børn, som de gerne ville have, på grund af coronasundhedsforeskrifterne. Hvis man i højere grad åbnede op for, at de forældre kunnet passe deres børn hjemme, havde man jo løst flere problemer på samme tid, for nogle af dem ville gerne bruge den mulighed, men de bor måske en kommune, hvor den mulighed ikke eksisterer. Det er derfor, jeg synes, at det ville være smart, hvis man lige nu tog nogle skridt til at gøre det nemmere for forældre at passe deres børn selv.

Vi havde for et stykke tid siden en meget, meget ideologisk debat her i Folketinget om formuleringen af en ny familiepolitik. Der var ministeren på det meget ideologiske hold, der mente, at det var helt forkert at give familierne større mulighed for at passe børnene hjemme. Men nu står vi i en anden situation, hvor vi egentlig ikke behøver at diskutere ideologi. Vi kan bare sige: Lige nu har vi simpelt hen nogle konkrete pladsproblemer; det er simpelt hen svært for institutionerne at leve op til at give plads til alle de børn, som skal i institution. Derfor vil man rent praktisk kunne lette trykket på institutionerne ved at finde på andre måder at give forældrene mulighed for at passe børnene selv. Og en af dem kunne jo være den her mulighed, som allerede eksisterer, men som er frivillig, i de forskellige kommuner, hvor man altså lader børnene blive passet hjemme og lade pengene følge barnet.

Man kunne måske også finde andre metoder, men lige nu er der et gyldent øjeblik for at udvikle familiepolitikken hen imod, at børnene kan få lov til at blive længere hjemme hos deres forældre. Skal vi ikke bruge den mulighed?

Ministeren.

Det synes jeg i hvert fald ikke at vi skal beslutte her på Christiansborg, vil jeg gerne sige. Det er jo et redskab, man som kommune kan anvende, hvis man mener, det er en hensigtsmæssig måde at få genåbningen til at gå op på. Det er frivilligt.

I virkeligheden mener jeg, at noget af det, den her krise har vist på skole- og dagtilbudsområdet, er, at det kan være en ualmindelig god idé, at vi herindefra blander os en lille smule udenom, hvilke konkrete løsninger man vælger lokalt. Så det her er en mulighed, hvis man vil det. Det er noget, kommunerne selv beslutter. Det er ikke noget, vi dikterer herinde fra Christiansborg. Det synes jeg egentlig er mest hensigtsmæssigt.

Så er det fuldstændig rigtigt, at hvis jeg var byrådsmedlem ville jeg ikke stemme for, at man brugte den muligheden. Det er simpelt hen et spørgsmål om, at jeg ikke ønsker, at vi som samfund skal betale folk for at gå derhjemme og passe deres egne børn. Folk kan vælge at gå derhjemme og passe deres egne børn. Det må de selvfølgelig selv besluttet sig for; det synes jeg i sagens natur ikke at vi som samfund skal blande os i. Men hvis jeg var byrådsmedlem i et sådant byrådet, ville jeg bestemt ikke stemme for at anvende den mulighed. Men som tingene er nu, er det et redskab.

Nu er jeg jo ikke byrådsmedlem, men minister, så svaret på spørgsmålet om, om jeg kunne finde på at gøre det obligatorisk for kommunerne at bruge det her redskab, er: Nej, det kunne jeg ikke. Det mener jeg sådan set er op til kommunerne selv.

Spørgeren.

Men det er jo ikke op til kommunerne at finde på, at den her ordning eksisterer. Det er jo fundet på centralt, om jeg så må sige. Det har tidligere været og er lige nu op til kommunerne selv, om de vil tilslutte sig ordningen eller ej. Så jeg vil sige, at det der med, at det ikke er Christiansborg, der tager beslutningerne, er simpelt hen forkert. Det er Christiansborg, der tager beslutningen om, om den ordning skal eksistere. Og derfor kunne man jo sige, at det også godt kunne være Christiansborg, der tog beslutningen om, at nu skulle den gøres obligatorisk for at løse et praktisk problem. Altså, det er jo i krisetider, at samfundet udvikler sig hastigst, eller hurtigst, og nu har vi en krise, der muliggør, at vi kan udvikle os i den retning. Den synes jeg vi skulle bruge.

Ministeren.

Jeg har fuldstændig tillid til, at kommunerne, punkt 1, godt ved, at der er en krise, og, punkt 2, godt ved, at der er kapacitetsudfordringer, og, punkt 3, godt kender de værktøjer, der er tilgængelige. Og det vil sige, at hvis de har et ønske om at anvende det her redskab, er jeg helt overbevist om, at de finder på at beslutte det. Det er ikke noget, jeg vil proppe ned i halsen på dem. Så ja, ordføreren har fuldstændig ret i, at vi jo kan træffe præcis de beslutninger, vi har lyst til herinde fra. Og den beslutning, som jeg og vi som regering har lyst til at træffe, er, at vi ikke skal bestemme over kommunerne i forhold til det her. Vi er overbevist om, at de er bedst til at vurdere, hvordan man får løst de kapacitetsproblemer, der er derude, og hvilke redskaber der skal tages i anvendelse. Så det mener jeg ikke at vi fra Christiansborgs side skal bestemme over.

Spørgeren.

Men man kunne godt opfordre dem til at gøre det, og man kunne godt gøre opmærksom på, at den her ordning findes. For jeg har da fået henvendelser fra forældre, som synes, at de sidder i en meget, meget svær situation. Og der kunne det her jo være en løsning, altså at man fik mulighed for at passe sine børn selv.

Noget andet er, at jeg vil give ministeren ret i, at det er en mærkelig ting, at staten skal betale forældre for, at de selv passer deres børn. Det ville være bedre, hvis vi kunne lave nogle ordninger, så folk havde mulighed for at gøre det, uden at man fik penge direkte fra staten. Men der har vi jo indrettet en velfærdsmodel, som gør det meget vanskeligt. Men derfor kan man så sige, at så ville det jo være nu, at man skulle finde på andre ideer til, at forældre har mulighed for at tage sig af deres børn selv, men hvor det ikke nødvendigvis er en betaling direkte fra staten, men ad andre veje. Vil ministeren ikke være villig til at se på det for at løse de kapacitetsproblemer, som vi har?

Ministeren.

Jeg har simpelt hen ikke endnu i den her coronatid hørt om nogen – og det kan selvfølgelig være, fordi der sker så meget i de her dage og uger, at der kan være noget, jeg tager fejl af – der har fået nej til at passe deres egne børn derhjemme; altså, hvis man skal have alle mulige ordninger ind over, så er det klart. Men i forhold til en familie, hvor man træffer en beslutning om, at den ene undlader at arbejde og går derhjemme med børnene, har jeg simpelt hen ikke hørt om, at staten så kommer og siger nej. Med mindre man ikke kan varetage sit barns tarv, og man derfor bliver underlagt et obligatorisk dagtilbud. Men ud over dem, der bliver underlagt et obligatorisk dagtilbud, så står det jo en familie frit for at beslutte sig for at være derhjemme omkring børnene. Så er det jo rigtigt, at hvis man vil have alle mulige statslige ordninger ind over, er det et andet spørgsmål, vi snakker om. Men ordføreren får det simpelt hen til at lyde, som om at man som forældre ikke kan træffe den beslutning. Det kan man godt.

Så siger jeg tak til fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

Børne- og undervisningsministeren fortsætter i spørgsmål 19 med at give svar til hr. Peter Juel-Jensen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

(Talen er under udarbejdelse)