Tak for det spørgsmål. Og jeg vil gerne sige, at jeg synes, at lige præcis spørgsmålet omkring både afgangsprøverne i 9. og 10. klasse, men også eksamenerne for de gymnasiale uddannelser og eud og beslutningerne om hele det kompleks, har været noget af det allerallersværeste og noget af det, som jeg tror jeg har brugt allerflest timer på at tænke grundigt over og snakke med utrolig kloge mennesker fra nær og fjern om. Der har været meget stor uenighed om, hvordan man skulle gribe de forskellige ting an, og man kan sige, at konklusionen er et udtryk for en prioritering.
Det er jo, sådan som spørgeren også selv lægger vægt på i spørgsmålet, ikke sundhedsmyndighederne, der forhindrede, at man havde kunnet tage 9. og 10. klasse op til eksamen, men et udtryk for en prioritering, og den prioritering står jeg ved, om end beslutningen har været svær. For det har jo været et spørgsmål om, at vi har lagt vægt på, at hjemmeundervisning, hvad angår de mindste elever, er sværest, hvor hjemmeundervisning, hvad angår de større elever, er lettere, simpelt hen fordi de er mere selvkørende.
Så både for eleverne selv, men også for deres familier, har vi lagt vægt på, at det er sværest, når det gælder de små, og derfor har vi valgt, at det var 4. og 5. klasse, der kom tilbage i folkeskolen, i stedet for 9. og 10 klasse. Og jo med den konsekvens, at 9. og 10. klasse ikke tager deres afgangsprøver i år, fordi vi, når vi kommer frem til den 11. maj, kommer så tæt på tidspunktet for afgangsprøverne, at det er for sent at tage en beslutning.
Vi har lyttet, også meget grundigt, til bl.a. lærerne, til Danmarks Lærerforening, som har været meget klare i spyttet om det her spørgsmål. Og lærerne er jo alt andet lige dem, der er tættest på i forhold til at kunne vurdere: Hvordan går det egentlig med eleverne ude i skolen og i hjemmene lige nu? Og det gælder i forhold til, hvor tæt kontakt de har til dem, hvad de mener det faglige udbytte er, og hvad deres vurdering så samlet set er af situationen. Men der har ikke været enighed – altså, Danmarks Lærerforening har været meget klare i spyttet, mens skolelederne og skoleeleverne havde lidt andre vægtninger. Så det er jo en samlet betragtning, vi har truffet en beslutning på baggrund af.