Det var et glimrende svar, bare ikke på det spørgsmål, jeg stillede. Spørgsmålet lød, om ministeren er enig i, at selskabsskatten belaster helt almindelige lønmodtagere. Når jeg stiller det spørgsmål, er det, fordi skatteministerens egne embedsmænd skriver, at det, når man sænker selskabsskatten, så vil øge investeringsniveauet og produktiviteten i private virksomheder, og at det på sigt vil afspejle sig i højere lønninger til private. Det vil også afspejle sig i højere lønninger i det offentlige og for den sags skyld også hos overførselsmodtagere. Det betyder, at uligheden, selv hvis man fjernede selskabsskatten fuldstændig – det ønsker vi ikke i Liberal Alliance, men selv hvis man hypotetisk set gjorde det – ville ændre sig med nul, og at Ginikoefficienten ikke ville rykke sig med så meget som en decimal.
Så der er en mulighed for, at man i regeringen fører en arbejderpolitik, hvor man sænker selskabsskatten en smule, hvilket får lønningerne til at stige, uden at uligheden stiger, og der siger skatteministerens egne embedsmænd jo, at en høj selskabsskat er noget, som direkte belaster, og som betales af lønmodtagerne og af resten af samfundet, så at sige. Det er jo så svaret på spørgsmålet, og jeg tænker, at det måske også var en af grundene til, at skatteministeren, da han sidst sad i regering, jo selv var med til at sænke selskabsskatten. For 7 år siden var det en sund socialdemokratisk arbejderpolitik at sænke selskabsskatten, så det kom lønmodtagerne til gavn. Hvad er det, der har ændret sig i de sidste 7 år, siden det ikke længere er sund socialdemokratisk arbejderpolitik?