Spm. nr. S 728

13) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Marie Krarup (DF) :

Hvad er ministerens holdning til, at mange kommuner i landet, herunder Helsingør, som afdækket i artiklen og indslaget »Berivan trodser sin mands sociale kontrol: »Det er mig, der bestemmer««, jf. TV2/Lorry den 20. februar 2020, oplever negativ social kontrol blandt ikkevestlige indvandrere og flygtninge, og hvilke konkrete initiativer vil ministeren tage for at stoppe den negative sociale kontrol?

Værsgo for oplæsning af spørgsmål.

Tak. Hvad er ministerens holdning til, at mange kommuner i landet, herunder Helsingør, som afdækket i artiklen og indslaget »Berivan trodser sin mands sociale kontrol: »Det er mig, der bestemmer««, jf. TV2/Lorry den 20. februar 2020, oplever negativ social kontrol blandt ikkevestlige indvandrere og flygtninge, og hvilke konkrete initiativer vil ministeren tage for at stoppe den negative sociale kontrol?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at der er kvinder, som presses af deres mænd, deres familie eller nærmiljø til ikke at arbejde. Det er klart, at alle, der kan, selvfølgelig skal bidrage. Men vi hører jo om tilfælde, hvor kvinder som Berivan må kæmpe for deres frihed og for deres selvbestemmelse. Og som samfund skal vi selvfølgelig hjælpe de her kvinder i den frihedskamp, de står midt i. Kvinder, der som hende gør oprør mod undertrykkelsen, skal vide, at vi gerne vil hjælpe dem, og jeg håber, at Berivan kan være en inspiration for andre, og at endnu flere kvinder vil vriste sig fri af den negative sociale kontrol. Jeg delte selv hendes historie på Facebook, da den kom frem.

For når mor ikke kan komme på arbejde på grund af fars mangel på accept, står vi ikke bare med en kvinde uden de muligheder, hun burde have, men vi står også potentielt med den næste generation af børn, som ikke har fået helt basale værdier som ligestilling med fra deres opvækst. Og det skader både deres egne muligheder for at tage del i samfundslivet, men jo også sammenhængskraften i vores alle sammens land.

De fagpersoner, der møder kvinderne, skal have fat i hele familien og hjælpe kvinderne med at bryde ud af deres familiers urimelige begrænsninger. Og for os i regeringen er princippet om ret og pligt selvfølgelig helt afgørende. Dem, der kan, skal også bidrage til samfundet. Så hvis man er ledig og modtager en ydelse, skal man som udgangspunkt stå til rådighed for arbejdsmarkedet – det gælder for alle her i landet. Og det er også derfor, vi i regeringen arbejder med et forslag om, at alle nyankomne og indvandrere med et integrationsbehov skal bidrage med op til, hvad der svarer til en 37-timersarbejdsuge.

Så vi skal væk fra en logik, der bygger på ydelser, og hen til en mere arbejdspladsbaseret logik, hvor man mødes med et krav om at bidrage, fordi vi skal have mor ud af døren om morgenen – det er det absolut vigtigste. Men derudover er regeringen også ved at se på, om der er noget mere, der kan gøres for at bekæmpe negativ social kontrol.

Fru Marie Krarup, værsgo.

Tak for svaret. Jeg synes jo, at Berivan her er et meget godt eksempel på en kvinde, der har truffet en beslutning om at blive integreret, og det viser, hvad integration er. Integration er, at man træffer en beslutning. Integration tager faktisk kun 10 sekunder, og det lyder: »Jeg vil være dansk, jeg vil leve som andre danskere.«

Det, der så er så sørgeligt, er, at der er mange, som ikke er integreret, og som ikke vil integreres, som så kan plage de mennesker, der rent faktisk vil integreres. Det, vi hører i indslaget, er, at Berivan ikke kan få lov til at gå på arbejde, at hun bliver ignoreret af sine veninder, fordi hun bryder med de kulturelle normer, som de stadig væk holder fast i, og at der er piger, der får deres telefoner overvåget, og at der er nogle, der ikke får lov til selv at bestemme, hvem de vil gifte sig med. Det er jo eksempler på negativ social kontrol, som jo er dårlig integration. Det er simpelt hen folk, som ikke har ønsket at lade sig integrere, og det skal vi jo ikke finde os i eksisterer i Danmark, og der er altså så meget, man så kunne gøre: Man kunne sørge for, at der ikke kommer flere asylansøgere til Danmark; man kunne sørge for, at dem, der ikke længere har opholdsrettigheder i Danmark, bliver sendt tilbage – lige nu er der store muligheder for at sende folk tilbage til Syrien, men regeringen nægter bare at gøre det – man kan sørge for bedre repatrieringsordninger; og man kan sørge for en mere håndfast integration, hvor man stiller højere krav, sådan at folk ikke får lov til at tage deres egne kulturelle normer fra hjemlandet med ind i klasseværelset a la den diskussion, vi lige hørte før, mellem fru Pia Kjærsgaard og ministeren, hvor vi simpelt hen siger, at man er nødt til at indordne sig under danske normer, når man kommer til Danmark.

Ministeren.

Det er mange forskellige emner, men jeg vil godt starte med at sige, at jeg er meget enig i holdning og analyse i det første, spørgeren siger. Det er måske også noget, som jeg selv over årene er blevet lidt mere skarp på, nemlig at integration ikke er nogen kæmpe opgave for det danske samfund, som vi skal kæmpe for at få til at lykkes. Vores opgave er at fortælle meget præcist, hvad vi forventer af folk, der kommer til vores samfund. Det er vores opgave. De nyankomnes opgave er at tilslutte sig det samfund, de selv er indvandret i. Der er jo ikke nogen, der har tvunget dem til at indvandre til det danske samfund, og historien om Berivan er et udmærket eksempel på en person, der har truffet den beslutning, at hun vil være en del af det danske samfund.

Fru Marie Krarup, værsgo.

Lige præcis, lige præcis! Det er jo også derfor, at vi skal sørge for, at de mennesker, der ikke ønsker at træffe den beslutning eller ikke kan træffe den beslutning, ikke skal være i Danmark. Og så må vi på en eller anden måde få dem hjemsendt, repatrieret, eller hvad vi nu kan, og for at finde ud af, hvem det skal være ud over dem, som gør det frivilligt, og dem, som man kan gøre det med med tvang, må man simpelt hen stille de krav til dem om, at de skal leve op til vores normer, som vi f.eks. gør i den her håndtryksceremoni, som vi har for statsborgere. Hvis ikke man er med på det, skal man ikke være i Danmark.

Ministeren.

Jeg er enig i, at folk, der er indvandret hertil, må tilslutte sig de værdier, det her samfund bygger på. Så kan vi altid have en diskussion af, hvad det bygger på. Er det i modstrid med det danske samfund, at man tager et tørklæde på hovedet? Det tror jeg ikke jeg vil sige. Man kan sagtens være dansker og gå med tørklæde. Jeg vil bare holde fast i, at nogle er indvandret til Danmark på grund af de frihedsrettigheder, vi har, og nogle er indvandret hertil på trods af det. Hvis ikke de skifter standpunkt og tilslutter sig det, vil jeg give spørgeren ret i, at så er det bedst, at vi hjælper dem ombord på flyet og hjem til deres eget land, for vi kommer ikke til at tage en omkamp på de frihedsrettigheder, som vores forældre har brugt generationer på at bygge op.

Fru Marie Krarup, sidste spørgsmål.

Ja, men jeg mener, at vi skal finde ud af, om de få mennesker, som skal have lov til at være her i landet, virkelig ønsker det. Og hvis ikke de ønsker det – hvis ikke de ønsker at gå ind i den danske hverdag, overtage de danske normer, være med til at arve Danmarks hus – så skal de i hvert fald ikke have statsborgerskab, og de skal meget gerne komme tilbage til, hvor de kom fra, eller hen et andet sted, hvor de kan føle sig bedre tilpas. For er der noget, vi ikke skal have, så er det folk, der begynder at missionere for en anden religion eller en anden kultur her i vores land. Det har vi slet ikke behov for.

Ministeren.

Hvis vi er enige så langt, at folk, der frivilligt indvandrer til vores land, også selv må tilslutte sig de værdier, det her samfund bygger på, herunder særlig vores grundlov – og det er jo derfor, vi har de her nye grundlovsceremonier – så bliver den politiske diskussion jo om, hvad det er for nogle værdier, vi beder folk om at tilslutte sig. Det er let nok at pege på grundloven, for det er et juridisk dokument, men der er også noget mere, f.eks. forholdet mellem kønnene eller forholdet mellem religion og politik. Der er det ikke sikkert, at vi er hundrede procent enige her i Folketingssalen, men alene den politiske diskussion om det tror jeg kan være meget gavnlig for at kunne blive mere præcis på, hvad det er, vi beder folk om at tilslutte sig.

Spørgsmålet er sluttet.

Men vi fortsætter med udlændinge- og integrationsministeren og også med fru Marie Krarup som spørger.