Nu kunne det jo være fristende for mig at hoppe direkte over i en langvarig diskussion med ministeren – og tak for svaret – om de 1.000 sygeplejersker, som man har finansiering for, men som muligvis eller faktisk med ret stor sandsynlighed ikke findes på arbejdsmarkedet, men lad os tage det på et senere tidspunkt.
For, minister, vi ved jo helt konkret, hvad det er for nogle udfordringer, vi ser ind i i det danske sundhedsvæsen. Vi ved, at der bliver flere kronikere, vi kan se ind i – og heldigvis for det – at der bliver flere ældre medborgere, og vi ved, at der desværre bliver flere diabetikere, så den udfordring kender vi. Vi kender også en anden udfordring, nemlig at alt, alt for mange patienter – jeg tror, vi alle sammen kan nogle historier om det, også nogle personlige beretninger – er faldet ned mellem forskellige stole i det danske sundhedsvæsen, er faldet ned mellem den praktiserende læge og hospitalet og mellem hospitalet og kommunerne. Så vi kender sådan set over en bred kam de udfordringer, der er i det danske sundhedsvæsen. Den daværende regering, altså VLAK-regeringen, lavede jo en sundhedsaftale, som adresserede nogle af de her problemstillinger, som bl.a. handlede om at få kittet almen praksis, kommuner og hospitaler noget bedre sammen i form af de her sundhedsfællesskaber og i det hele taget en styrkelse af det nære sundhedsvæsen.
Jeg synes, at det, når vi nu kender udfordringerne, så også kunne være formålstjenligt både for regeringen og for sundhedsvæsenet og de mange andre aktører, der er på området i al almindelighed, at ministeren blev en lillebitte smule mere konkret på, hvad der så er for et politisk afsæt, altså hvad det er for nogle konkrete løsninger, som ministeren tænker at man vil prøve at løse og adressere nogle af de her udfordringer, man har i det danske sundhedsvæsen, med.