Tak for spørgsmålet. Jeg går ud fra, at det er stillet i forlængelse af den konkrete sag, som bl.a. DR har omtalt. Jeg kan naturligvis ikke kommentere konkrete sager, men jeg vil gerne fortælle lidt mere om de bagvedliggende regler.
Lad mig starte med at sige, at jeg er helt med på, at det kan forekomme absurd, mildest talt, at en borger, der har opholdt sig det meste af sit liv i Danmark, aftjent værnepligt, stemt ved folketingsvalg, nu også bliver bedt om at dokumentere sit danske statsborgerskab.
Det er sådan, at når en borger, der er født i udlandet, søger om et pas ved en kommune eller en dansk repræsentation i udlandet, kan der være tilfælde, hvor borgeren anmodes om at fremlægge et bevis for, at borgeren er dansk statsborger, for at der kan udstedes et pas, og det her bevis bliver så udstødt af Udlændingeministeriet. Ved behandlingen af de sager foretager ministeriet en vurdering af, om personen har fået dansk statsborgerskab ved fødslen og efterfølgende bevaret sit danske statsborgerskab. Hvis personen har erhvervet og efterfølgende bevaret sit danske statsborgerskab, får folk det her bevis.
Baggrunden for, at der i nogle situationer anmodes om sådan et bevis for dansk statsborgerskab, er, at man vil undgå, at der bliver udstedt pas til folk, som enten aldrig har fået dansk statsborgerskab, eller som senere har tabt det. Det tror jeg sådan set de fleste af os er enige i er en rimelig fornuftig fremgangsmåde. Men i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om bevis for dansk statsborgerskab stilles der, alt afhængigt af hvor borgeren er født, visse krav til dokumentation for det danske statsborgerskab. Groft sagt, kan man sige, at borgere, der er født i en række lande uden for Europa, stilles over for ét krav, mens borgere, der er født i Europa, stilles over for et andet dokumentationskrav. Og det skyldes, at ikke alle dokumenter udstedt i lande uden for Europa umiddelbart kan anerkendes i Danmark. Dokumentationen skal bruges til at vurdere, om borgeren har fået statsborgerskabet ved sin fødsel. Der kan f.eks. være behov for forældrenes vielsesattest, hvis det efter den lovgivning, der gjaldt på tidspunktet for den pågældendes fødsel, var en forudsætning for at opnå dansk statsborgerskab, at forældrene var gift.
Skulle der opstå tvivl eller tilfælde, hvor en borger har svært ved at fremskaffe den dokumentation, som ministeriet har anmodet om, så vejleder ministeriet selvfølgelig altid gerne borgeren.