Tak for spørgsmålet. Jeg er meget enig med spørgeren i, at det ville være absurd, hvis en borgmester skulle give hånd til sig selv, men sådan er det heldigvis heller ikke. Som reglerne er skruet sammen, er afholdelse af grundlovsceremonierne en opgave for kommunalbestyrelserne. Det er derfor op til den enkelte kommunalbestyrelse at tilrettelægge, hvordan kommunens ceremonier skal afholdes. I mange kommuner vil det nok være borgmesteren, der står i spidsen for sådan en ceremoni, men der er ikke noget, der forhindrer, at det kunne være et andet medlem af kommunalbestyrelsen eller en anden repræsentant fra kommunen. Det kunne f.eks. være kommunaldirektøren. Jeg kan i øvrigt oplyse, at ministeriet har været i kontakt med Samsø Kommune for at besvare de her spørgsmål, som kommunen har.
I sidste uge deltog jeg selv i en grundlovsceremoni, som Hvidovre Kommune afholdt som den første kommune i landet, og jeg vil sige, at det faktisk var en ret god oplevelse. Jeg er varm tilhænger af, at vi højtideligt markerer sådan en vigtig begivenhed, som det er at få tildelt dansk statsborgerskab. Det er med til at understrege, at det betyder noget, og jeg havde også indtryk af, at det var noget, de nu danske statsborgere, der deltog i ceremonien, var glade for.
Ingen af os ved dog helt endnu, hvordan de nye ceremonier kommer til at fungere i praksis, når de har været i mange kommuner. Jeg synes derfor, det er klogt, at vi lige prøver at afholde en eller to runder af ceremonier, og jeg har også selv tænkt mig at deltage i nogle af dem. Jeg synes, jeg har deltaget i rigelig mange debatter her i Folketingssalen og i medierne om det her spørgsmål. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at komme ud i virkeligheden og se, hvordan det fungerer. Når jeg så har været på rundtur og set, hvordan det fungerer i praksis, er det egentlig min ambition, at vi på den baggrund skal tage stilling til, hvad der skal ske med ceremonierne fremadrettet. Men indtil videre er mit udgangspunkt faktisk, at det har været en succes, men det er som sagt på baggrund af en enkelt ceremoni, jeg har deltaget i.