Spm. nr. S 508 (omtrykt)

5) Til social- og indenrigsministeren af:

Karina Adsbøl (DF) :

Hvordan vil ministeren sikre, at flere bortadoptioner og tvangsanbringelser reelt er til barnets bedste, når det er dokumenteret, at der er fejl i rigtig mange anbringelsessager?

Spm. nr. S 508 (omtrykt)

5) Til social- og indenrigsministeren af:

Karina Adsbøl (DF) :

Hvordan vil ministeren sikre, at flere bortadoptioner og tvangsanbringelser reelt er til barnets bedste, når det er dokumenteret, at der er fejl i rigtig mange anbringelsessager?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Hvordan vil ministeren sikre, at flere bortadoptioner og tvangsanbringelser reelt er til barnets bedste, når det er dokumenteret, at der er fejl i rigtig mange anbringelsessager?

Ministeren.

Det er min og regeringens klare holdning, at vi som samfund skal stå på børnenes side og hjælpe tidligere. Når vi anbringer en 12-årig, ligger der ofte flere dårligere år bag. Der svigter vi, hvis vi griber ind for sent, eller endnu værre, hvis vi slet ikke griber ind. Det betyder også, at vi skal have styrket sagsbehandlingen, for der er for mange fejl i dag. Det må bare ikke blive en undskyldning for ikke samtidig at hjælpe de børn, der svigtes i dag. Derfor skal vi se på, hvilke ændringer der er brug for, så vi kan løfte indsatsen til gavn for børnene. Er det enklere regler, er det mere og bedre uddannelse, er det færre sager pr. sagsbehandler, eller hvad er der brug for? Det vil vi se nærmere på.

Men imens vi kigger nærmere på det, kan vi ikke sidde på hænderne med den viden, vi har, om, hvor dårligt vi hjælper de mest udsatte børn og unge i det her land. Vi anbringer for sent, vi anbringer, når børnene er vokset op med svigt i for mange år med problemer, der har lagt sig oven på hinanden. Vi ser, at de børn, der bliver anbragt, har komplekse problemer, og at de typisk ikke kan rummes af en plejefamilie, men må på institution. Og når vi så siden hen f.eks. kigger i hjemløsetallene, kan vi jo se, at der er alt for mange tidligere anbragte, der ender som hjemløse, fordi vi ikke har hjulpet dem i tide. De børn må og skal vi hjælpe, samtidig med at vi har en vigtig opgave i at sikre en bedre sagsbehandling og sikre en bedre kvalitet i anbringelsen.

Det var også noget af det, statsministeren havde som budskab i sin nytårstale: Vi bliver nødt til at skærme de her børn langt bedre, når fællesskabet tager over, så de ikke først bliver svigtet af deres biologiske forældre for siden hen at blive svigtet af samfundet.

Det handler om at gøre noget ved de alt for mange skift, anbragte børn oplever. Desværre oplever mange anbragte børn skift i bopæl, plejefamilie og institution – de ryger frem og tilbage og bliver kastebold i deres eget liv. De oplever for mange skift af sagsbehandler. Jeg mødte selv en 12-årig pige på et børnehjem i fredags, som blev anbragt første gang, da hun var 7 år. I løbet af de 5 år har hun haft syv forskellige sagsbehandlere, og hun er jo langtfra den eneste. De oplever alt for mange skoleskift. Vi ved, at de anbragte børn har oplevet vældig mange skoleskift. Så vi skal hjælpe de mest udsatte børn bedre og tidligere, vi skal sørge for bedre kvalitet i anbringelserne, og vi skal sørge for bedre kvalitet i sagsbehandlingen, men vi bliver nødt til at kunne gøre tingene samtidig, for ellers er der nogle børn, der bliver svigtet.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Jeg tror ikke, man finder en eneste politiker herinde i Folketingssalen, der ikke ønsker at hjælpe børn og hjælpe dem tidligere. Det handler om måden, man gør det på.

Det, der foregår i dag, er direkte systemsvigt over for børnene og over for familierne. Som ministeren netop er inde på, sker der gang på gang sammenbrud i anbringelserne. Der er ikke nogen kontinuitet i det. Plejebørn bliver taget som gidsler i en eller anden vederlagsdiskussion i en eller anden kommune, hvor man som plejefamilie måske får at vide, at hvis man ikke vil gå ned i vederlag, kan kommunen fjerne plejebarnet. Det er det, der foregår i dag.

Det er åbenbart det, man mener, når man fra regeringens side siger: Vi skal have flere tvangsanbringelser, vi skal have flere bortadoptioner – frem for at tænke på den helt, helt tidlige indsats, inden moren overhovedet får barnet og går og er gravid. Der skal man sætte ind med hjælp og støtte.

Jeg tror, at barnets største ønske da er at bo sammen med sin mor og far og vokse op sammen med sin mor og far. Men det er rigtigt, at der vil være nogle børn, desværre, som ikke kan bo sammen med sin mor eller far, og hvor vi som samfund er nødt til at skride ind. Men når Justitia er ude med en rapport, der siger, at hvis sagen ikke bliver oplyst grundigt nok og parterne ikke bliver tilstrækkelig inddraget, kan afgørelser om tvangsanbringelse blive truffet på et ufuldstændigt grundlag. Og der må man bare sige, at de siger, at det i sidste ende kan betyde, at børn, der ikke burde være blevet tvangsanbragt, alligevel bliver det, eller omvendt, at tvangsanbringelse undlades i tilfælde, hvor det reelt var påkrævet. Det er jo der, vi skal sætte ind med det samme, så der ikke sker fejl på det her område.

Der har desværre været rigtig grelle eksempler på det her område, og det handler om familien, det handler om barnet, og det her må man ikke tage fejl af: Det er familien som enhed, man skal hjælpe. Når deres barn er blevet tvangsanbragt, står forældrene efterladt tilbage på perronen, og der står nogle bedsteforældre, som ikke har adgang til at se deres barnebarn, fordi man ikke gør nok brug af netværkets ressourcer, fordi man ikke afdækker netværkets ressourcer ordentligt.

Tak! Ministeren, værsgo.

Jeg tror, vi skylder hinanden at holde tungen lige i munden i den her diskussion, for der er for mange fejl i sagsbehandlingen. Men når vi kigger på afgørelserne, og hvor træfsikre de er, så ved ordføreren jo lige så vel som mig, at Ankestyrelsen stadfæster anbringelserne i 98 pct. af de tvangsanbringelsessager, der bliver påklaget til Ankestyrelsen. Det vil sige, at det godt kan have været sådan, at der var nogle af proceskravene, der ikke var opfyldt – og selvfølgelig skal vi sætte ind, så vi får styr på sagsbehandlingen i kommunerne – men selve afgørelsen har været korrekt i 98 pct. af tilfældene. Så det sejler altså ikke i den udstrækning, som spørgeren også i sit spørgsmål giver udtryk for. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Tak!). Så vil jeg sige, at det selvfølgelig er væsentligt at forebygge, men i nogle tilfælde vil vi ikke komme i mål her, og der bliver vi nødt til at handle i barnets interesse.

Vi er oppe på 30 sekunder nu. Værsgo.

Ja, men min holdning er, at man ikke kan have som mål, at man bare skal have flere tvangsanbringelser og tvangsbortadoptioner. Ministeren siger, at de afgørelser sker i 98 pct. af de sager, og så må man bare sige, at sagsmængden og sagsakterne er fyldt med fejl og mangler, for man kan godt i én undersøgelse leve op til forældrekompetenceundersøgelserne og være en god forælder i en kommune, mens man i en anden kommune simpelt hen bliver dumpet, for der kan man ikke. Der er lavet en podcast om det, som jeg synes ministeren skal gå ind at høre. Når der kan være så vidt forskellige undersøgelser i forhold til familier og psykologer, er det da dybt bekymrende, at man bare vil øge antallet og ikke tænke.

Tak. Så er det ministeren. Værsgo.

Der er ingen, der bare vil øge antallet, men vi skal hjælpe de her børn tidligere, og det betyder, at vi skal være villige til at gribe til en tvangsanbringelse, hvis det er det, der skal til, for barnets skyld. Jeg hører rigtig mange kommunalpolitikere være ude at sige – senest to Venstreborgmestre i Politiken – at vi skal gøre, hvad vi kan for at forebygge tvangsanbringelser. Nej, vi skal gøre, hvad vi kan for at forebygge, at børn vokser op under massivt omsorgssvigt, for det er det, der smadrer de små mennesker og gør, at de ender i vores hjemløsestatistikker, i vores selvmordsstatistikker, i vores kriminalitetsstatistikker, at de får dårlige liv, hvor de ikke får foden indenfor på arbejdsmarkedet. Det skal vi som samfund gøre bedre.

Jeg får lyst til at spørge spørgeren tilbage, om Dansk Folkeparti så mener, at vi skal anbringe færre, eller om det bare er det helt rigtige antal, vi anbringer i dag.

Tak. Så er det spørgeren. Værsgo.

For Dansk Folkeparti handler det ikke om antallet, det handler om, at det er de rigtige børn, der bliver anbragt på et veldokumenteret grundlag. Som jeg tidligere har sagt, vil der desværre være børn, der ikke kan vokse op i deres familier, og dem skal vi gøre alt for at hjælpe. Men vi skal da også hjælpe familien, vi skal da også hjælpe forældrene, der er efterladt på perronen. Det handler ikke om antal for Dansk Folkeparti, som jeg også tidligere har sagt i masser af ordførertaler i forhold til det her meget vigtige emne. Jeg ser bare, at netværkets ressourcer ikke bliver anvendt, jeg ser, at man skærer samværet ned, jeg ser fejl og mangler på det her område, og det er det, jeg synes vi skal tage fat i først og fremmest, inden man siger, at antallet bare skal øges.

Så er det ministeren.

Så vil man jo heller ikke høre, hvad der bliver sagt i diskussionen. Vi skal have bedre anbringelser, vi skal hjælpe børnene tidligere – det er det, der er målet. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvor Dansk Folkeparti står i det. Jeg forstår, at familien er meget vigtig for Dansk Folkeparti, men familien har ikke en ubetinget ret til et barn, for barnet er i sin egen ret, og hvis forældrene svigter barnet, har vi faktisk en pligt som fællesskab til at tage over. Jeg har stadig væk ikke forstået, om det så betyder, at Dansk Folkeparti mener, at vi skal anbringe færre eller lige så mange som i dag. Vi kigger på området og ser, at der er for mange børn, der bliver svigtet, og vi drager den svære, men nødvendige konklusion, at vi må tvangsanbringe flere, for hvis vi skal kunne gøre det tidligere, vil det, som situationen er i dag, kræve flere tvangsanbringelser, og det ansvar mener vi fællesskabet skal tage på sig for de børns skyld.

Tak. Så er spørgsmålet slut. Jeg vil gerne sige tak til begge to. Det er den mest engagerede diskussion, jeg har hørt i lang tid, og den mest markante overskridelse af taletiden, der har været indtil nu.

Vi går videre til næste spørger, og det er fru Anni Matthiesen, og det er også til social og indenrigsministeren.